Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Gorkij, pseudonym for Aleksej Maksimovitsj Pesjkov (1868-1936), russisk forfatter og publicist. Han står centralt i udviklingen af den kritiske realisme hos f.eks. Tolstoj, frem mod en realisme i socialismens tjeneste. Sammen med Tolstoj står Gorkij som hovedinspirationskilden for de sovjetforfattere, der arbejdede med at skabe en proletarisk, revolutionær skønlitteratur på realismens grundlag.

Gorkij blev tidligt faderløs og voksede op hos sine bedsteforældre i et centralrussisk småbymiljø. Han kom i arbejde i en ung alder. Arbejdede som bybud, bager m.m. og strejfede til fods rundt i det centrale Rusland og Kaukasus hvor han stiftede bekendtskab med folkets levevilkår. Fra 1884 havde han kontakt med politiske undergrundsgrupper på fabrikker og stiftede bekendtskab med marxistisk teori. Hans første novelle: «Makar Tsjudra» (1892), er typisk for hans forfatterskab før 1900; En stærkt romantisk præget skildring af en altfortærende sigøjnerkærlighed. En tobindssamling med fortællinger udkom i 1898. De var centreret om stejle og drømmende enkeltskikkelser i uklart oprør, ofte med tragisk udfald, f.eks. i «Tsjelkasj» (1894) og «Ægteparret Orlov» (1897). Indimellem var der også folkloristisk legendeagtige fortællinger med heroisk optimisme og tro på menneskets skabende kræfter - f.eks. i «Gamle Izergil» (1895). Fra slutningen af 1890'erne arbejdede Gorkij aktivt i miljøet omkring Lenins avis, «Gnisten». Samtidig med at hans romantiske tendenser mundede ud i et stort revolutionspatos i digtet: «Sangen om stormfuglen» (1901), begyndte han at udvikle en realistisk analyserende og afslørende form: Romanerne «Forna Gordejev» (1899) og «Moderen» (1906-07) og skuespillene «Småborgere» (1901), «Natherberget» (1902) og «Fjender» (1906). «Moderen» og «Fjender» er blevet stående i sovjetisk litteraturhistorie som de klareste forbilleder for sovjetisk socialistisk realisme. Gorkijs tema er i dem er den hurtigt tiltagende opvågnings- og bevidstgørelsesproces i de proletariske masser i årene frem mod revolutionen.

Gorkij deltog aktivt i 1905 revolutionen, blev arresteret og sat fri efter nogle måneder i Peter-Paul fæstningen. Derefter blev han af sikkerhedsmæssige grunde sendt udenlands af bolsjevikkerne og tilbragte årene 1906-12 i udlandet. Først i USA, dernæst på Capri hvor han en tid forelæste ved sin landsmand Bogdanovs litterære «skole». I denne periode kom han under indflydelse fra kristenpopulistiske strømninger. Det kommer bl.a. til udtryk i romanen: «Skriftemål» (1908). I 1913-16 udkommer bind 1 og 2 af hans selvbiografi: «Barndom» og «Ude blandt folk», måske det mest levende og engagerende han har skrevet. Bind 3, «Mine universiteter», udkom i 1921. I 1917 var Gorkijs tilknytning til bolsjevikkerne noget vaklende, men i 1918 kastede han sig ind i opbygningen af en socialistisk kultur, grundlagde Gorkijteatret i Leningrad, kæmpede for at bevare det bedste i den kulturelle arv og for at sikre intelligentsiaen et eksistensminimum. Fra 1921 til 1924 og periodevis frem til 1931 opholdt han sig af sundhedsmæssige årsager i udlandet. I disse år arbejdede han med flere bredt anlagte romaner med udgangspunkt i konflikten mellem de revolutionæres og de borgerliges verden i de sidste årtier op til 1917, der var et opgør med borgerlig ideologi og individualisme. «Klim Samgins Liv», det mest kendte af disse værker, var med sine fire bind ikke fuldført ved Gorkijs død. Han skrev desuden en række skuespil i denne periode.

Allerede fra 1890'erne havde Gorkij arbejdet som skribent, og i 1920'erne startede han en række nye litterære tidsskrifter og bogserier. Han var endvidere en ivrig deltager i debatten om den sovjetiske æstetik og etik, der mundede ud i formuleringerne fra den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934: «At gengive virkeligheden i et revolutionært perspektiv, se fortiden fra tinderne af fremtidens mål». I hvilken udstrækning Gorkijs egen produktion levede op til disse formuleringer kan diskuteres; Gorkij bliver stående på overgangen mellem kritisk og socialistisk realisme, som en realist med et anstrøg af revolutionær romantik, og hans største fortjeneste som forfatter var, at han magtede litterært at gengive den fremadskridende revolutionære proces i det russiske proletariat i årene frem mod 1917.

R.St.