Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.717
: :
Handelskapitalisme

Handelskapitalisme er fællesbetegnelsen for alle slags økonomisk virksomhed, som styres af købmænd. Det karakteristiske er, at købmanden har eller råder over så mange penge (handelskapital), at han kan købe størstedelen af produkterne fra produktionen og organisere det videre salg, ofte til et fjernere marked. Det er ikke producenten, men derimod købmanden der dermed bliver det centrale led i fremstillingen og omsætningen af varerne - fra råstoffet frem til køberen eller brugeren.

Ud fra denne definition kan man afgrænse handelskapitalismen, på den ene side mod håndværk, både i og udenfor laug, ofte til et lokalt marked, og på den anden side mod industrikapitalismen eller den industrielle produktion. Det nyskabende ved handelskapitalismen ligger ikke i produktionsmåden, men i organiseringen af traditionel produktion og i udbygningen af fjernmarkeder.

Handelskapitalismens udvikling i Holland og England

Handelskapitalismen hører især til perioden fra det 16. til det 18. århundrede i Europa. Men man må ikke glemme, at der også fandtes en veludviklet handelskapitalisme i middelalderen, bl.a. i den engelske uldhandel (London-købmændene), i tekstilfabrikationen i Firenze og i de flamske byer, i det Italienske dobbelt-bogholderi, hos de italienske bankierer og hos den tyske hansa. Det giver god mening at sige, at hvor der fandtes international handel, der fandtes der normalt også handelskapitalisme.

Det 16. til det 18. århundredes Europa var karakteriseret ved, at denne internationale handel udviklede sig kraftigt - med Nordvesteuropa eller Holland og England som centrum. Det blev det økonomiske tyngdepunkt i Europa, og her finder vi handelskapitalismen i talløse varianter.

Holland og England formåede på forskellige vis at skaffe sig eller sine købmænd store mængder af ædelmetal og penge. Dermed kunne de organisere produktionen for international og interkontinental handel. Karakteristisk nok opstod de første europæiske banker i Amsterdam (Amsterdam bank 1609, Lånebanken 1614). Her tog de imod alle slags penge som depositum. De gav ikke renter, men garanterede på den anden side, at pengene altid kunne hæves på stedet. På denne måde blev det muligt at organisere betalingerne omkring den internationale handel over banken i Amsterdam. Udlånsbanken tog en lav rente - bare 4 % - således at det var enkelt at finansiere lønsomme tiltag. Den lave rentefod havde dog ingenting at gøre med religiøs frigørelse fra ågerforbuddet.

Andre vigtige institutioner var Søassurandørkammeret fra 1598 og Kornbørsen fra 1616. På denne måde blev Amsterdam gennem hele 1600-tallet det prismæssige, finansielle og betalingsmæssige centrum i Europa. En situation der egl. fortsatte, til franskmændene i 1794 besatte Holland. Lige så vigtig var det vældige hollandske Ost-Indiens-kompagni (fra 1602). Hollænderne overtog kontrollen med handelen i Sydøstasien og handelsvejene dertil fra portugiserne (Kaplandet, slaveforter i Vestafrika) og organiserede produktion, opkøb og omsætning af orientalske varer. Orientalsk håndværk havde en langt højere kvalitet end det europæiske, og byttehandel kunne derfor ikke anvendes. Hollænderne måtte købe orientalske varer med sølv, europæiske sølvmønter eller veksler i solide europæiske købmandshuse. Runde-skatten som blev fundet i sommeren 1972, med sine uvurderlige mængder af sølvmønter fra det hollandske skib Akerendam som forliste ved Runde natten til den 8. marts 1725, er netop et levn fra denne variant af hollandsk eller europæisk handelskapitalisme. Det meste af sølvet tilegnede hollænderne sig ved handelen med vest, organiseret gennem det hollandske Vestindienskompani (fra 1621). I forhold til alle de varer de fragtede og sejlede, producerede hollænderne meget få varer selv. På lang sigt var det en ulempe for Holland.

Stat og kirke

Handelskapitalismen udviklede sig i tæt sammenhæng med afgifterne til stat og kirke, altså offentlige finanser. Denne sammenhæng var en genvej til kapitalakkumulation (ophobning) i det helt store format. Vi taler derfor gerne om finanskapitalisme. Et slående eksempel er handelshusene Bardi og Peruzzi fra Firenze i første halvdel af 1300-tallet. De var bankierer for paven (da i Avignon) og skulle indkassere de pavelige afgifter fra England. Det gjorde de på den måde, at de indkasserede afgifterne fra England i form af uld - den afgjort bedste i Europa. De lod ulden fragte til Flandern for fremstilling af klæde eller direkte til Firenze for at fremstille luksusproduktet purpur- og skarlagensklæde. Pavestolen eller det pavelige kammer kunne på sin side let og enkelt anvise udgifter til betaling hos Bardi og Peruzzi. På den måde skaffede Bardi og Peruzzi sig en tredobbelt fortjeneste: 1. ved kommission for opkrævning og fremsendelse af pengene fra det fjerne England til Avignon, 2. ved selv at fastsætte kursen for vekslingen fra engelsk til italiensk mønt, 3. ved pavens penge som gratis kredit til handelen med uld og klæde.

Tilsvarende fordele men i endnu større format havde huset Medici i Firenze, der var pavens bankier i 1400-tallet. Et tredje eksempel er huset Fugger. Gennem hele 1400-tallet havde de forpagtet told og skat for habsburgerne og lånt dem penge. Til gengæld fik de ret til at drive sølv-, kobber- og jernminer i Østrig og Ungarn. Dette havde de så store fordele af, at de udlånte 500.000 floriner for at sikre at habsburgeren Karl V i 1519 blev valgt til tysk-romersk kejser.

I dansk-norsk sammenhæng bør nævnes Heinrich Carl og Ernst Schimmelmann, som styrede de dansk-norske finanser i 1762-1813. De førte udmærkede regnskaber og gjorde på ingen måde underslæb. Men de havde næsten uindskrænket adgang til kapital, således at de bl.a. kunne købe sukker- og slaveøen St. Croix i Vestindien, og de dominerede sukkerproduktionen i København og slavehandelen fra Guldkysten. Ernst Schimmelmann var fra 1791 mæcen for Friedrich Schiller.

Merkantilisme og manufaktur

Handels- og finanskapitalismen var den betegnelse Marx brugte om det samme økonomiske system, som Adam Smith allerede i 1776 havde kaldte merkantilisme. 1600-1700-tallets købmænd har opdaget, at ved hjælp af penge kunne de organisere produktion og salg i stor stil. Statsmændene fra samme periode mente, at med en gunstig handelsbalance ville staten have de nødvendige redskaber til at føre en stærk politik. Derfor gjaldt det om at organisere produktion og omsætning i landet, således at man kunne eksportere mest muligt og importere mindst muligt. Dette blev den økonomiske læresætning for større territorialstater. For bystater som Firenze, Venezia eller provinsen Holland med Amsterdam som hovedstad var det i længden ikke nok at have rigelig med penge. Staterne Spanien og Portugal slog de italienske bystater ud i den store handel, på samme måde som England og Frankrig mod slutningen af det 18. århundrede overtog førerskabet fra Holland i den interkontinentale handel.

I løbet af handelskapitalismens storhedstid - altså i 1500-1700 tallet - blev den europæiske og den oversøiske  økonomi mere organiseret og integreret end i middelalderen. Alligevel ville vor generation nok have ment, at forskellen var ringe. Endnu omfattede denne produktion og handel overvejende luksusvarer, i alt fald kun i meget begrænset udstrækning dagligvarer til masseforbrug. Den store bagdel ved handelskapitalismen som økonomisk system var nok, at hvis efterspørgslen og salg steg, så blev produktionen ikke billigere men tværtimod dyrere. Råstoffer, arbejdslønninger og transport kostede mere. Købmanden forsøgte at kompensere for dette ved at indføre forlagssystemet, hvor købmanden indkøbte uld, spinderokke og vævestole til flere landsbyer. Det gjorde nok produktionen sikrere men slet ikke billigere. En anden form var manufakturen, der bestod i at samle bl.a. råstoffer, rokke og vævestole sammen med arbejdere under ét stort tag. Alligevel kunne købmanden risikere, at denne investering gjorde masseproduktionen dyrere end håndværksproduktionen rundt om i hjemmene.

På denne baggrund er det lettere at forstå, hvorfor industrikapitalismen kunne sejre i et par sektorer allerede i 1700-tallet. Det gjaldt bomuldstekstiler og jern; altså produkter med ubegrænset efterspørgsel. Her kunne bedre teknologi og en mere rationel organisering af produktionen gøre, at producenten - eller ejeren af produktionsmidlerne - fik eneherredømme over markedet. Det gav en helt anden slagkraft end den købmanden havde.

Merkantilismen som politisk system, brugte til gengæld aktivt og med overlæg privilegier og diskriminering for at styre det økonomiske liv. Dermed blev systemet til stadighed mere sårbart overfor angreb - både fra lighedsfilosoffer og fra middelstanden af borgere. Forfatningerne fra revolutionsperioden og gennem det 19. århundrede kan i den forstand opfattes som liberalistiske reaktioner på merkantilistisk og handelskapitalistisk teori og politik.

G Sa.


Litteratur

H. Heaton: The Economic History of Europe, New York 1948.
W. K. Ferguson: Europe in Transition 1300-1520, London 1962.
G. Sandvik: Det gamle veldet. Norske finansar 1760-79, Oslo 1975.