 |
|
 | ||||||||||||||
|
Terrorstat |
 |
| Lissabon (Solidaritet) |
Landet består af to dele: Den kontinentale del på den iberiske halvø samt øgrupperne Azorerne og Madeira. Floden Tejo deler fastlandet i to adskilte regioner. Den nordlige del er bjergrig med omfattende nedbør og intensivt landbrug. Afgrøderne er korn, majs, vindruer og oliven. Landets vigtigste vindistrikt ligger i Douro dalen, og der breder vinmarkerne sig op over dalens terrasser. Byen Porto er den nordlige dels økonomiske centrum. Den sydlige del af landet - Alentejo - er præget af fladere terræn, bakker og et tørrere klima. De vigtigste afgrøder er vindruer, oliven og fåreavl. I samme region findes skove med korkeg, der gør landet til storeksportør af kork. Fiskeindustrien og skibsbygning indtager en vigtig rolle i den nationale økonomi. Landet råder over en række mineraler: Svovlkis, wolfram, kul, kobber, guld og jern. Erosionen der nogle steder præger landskabet, er så meget mere ødelæggende pga. skovbrande og jordens naturlige dårlige kvalitet. Luftforureningen er betydelig i byerne og tæt ved cellulose- og cementindustrierne.
Folket: Portugiserne (99,5%) er en blanding af en række oprindelige etniske grupper: Keltere, arabere, berbere, fønikere, karthagensere, grækere, lusitanere, arabere, berbere, vestgoter og andre. De udenlandske indbyggere kommer især fra Afrika (Cabo Verde) (0,2%), fra Brasilien (0,1%), USA (0,1%), Ukraine og fra resten af Europa. Der desuden er betydelig udvandring af portugisere med retning mod kontinentets rigere lande samt USA og Canada.
Religion: Katolikker (94,5%), protestanter (0,6%), andre kristne, overvejende katolske, apostolske og Jehovas Vidner (0,9%), jøder (0,1%), muslimer (0,1%).
Sprog: Portugisisk
Politiske partier: Socialdemokratiet (centrum-højreorienteret). Socialistpartiet (centrum-venstreorienteret). Kommunistpartiet. Det Centrumdemokratiske Sociale Parti - indgår i den europæiske Kristeligt Demokratiske Union. Mindre partier: Det Nationale Solidaritetsparti. Det Revolutionære Socialistparti. De Grønne. Det Folkelige Monarkistiske Parti. Det Demokratiske Fornyelsesparti.
Sociale organisationer: De Portugisiske Arbejderes Landsorganisation (CGTP) er landets største faglige organisering. Med 287 fagforeninger som medlemmer repræsenterer den 80% af de organiserede arbejdere. Den rivaliserende UGTP består af 50 fagforeninger.
Officielt navn: República Portuguesa.
Administrativ inddeling: 18 distrikter og 2 autonome regioner
Hovedstad: Lisboa, 2.003.580 indb. (2008)
Andre vigtige byer: Porto, 1.551.950 indb.; Braga, 250.000 indb.; Coimbra, 223.000 indb.; Bragança, 148.839 indb.; Amadora, 123.400 indb.; Vila Nova de Gaia, 74.800 indb.; Setúbal, 99.100 indb. (2000).
Regering: Den konservative Marcelo Rebelo de Sousa er siden marts 2016 landets præsident. António Costa er siden november 2015 premierminister. Parlamentet - Republikforsamlingen - har et kammer med 230 medlemmer, der vælges hvert 4. år.
Nationaldag: 10. juni (Portugals dag, 1580); 5. oktober (uafhængighed, 1910); 25. april (Frihedsdagen - årsdagen for Nellikerevolutionen i 1975)
Væbnede styrker: 43.600 (2002).
Paramilitære styrker: Den nationale Republikanergarde (20.900), Det offentlige Sikkerhedspoliti (20.000), Grænsepolitiet (8.900).
Portugal har siden antikken været beboet af portugiserne - en af de iberiske stammer hvis kulturelle indflydelse var udstrakt til hele den vestlige del af den iberiske halvø. Landet blev i flere omgange erobret af forskellige folk fra Mellemøsten, der dog begrænsede sig til kystområderne.
I det 2. århundrede f.v.t. slog romerne sig ned i området, og fortsatte denne dominans frem til imperiets sammenbrud omkring det 5. århundrede e.v.t. I slutningen af perioden blev Portugal ligesom andre dele af Europa invaderet af folk fra den nordlige del af kontinentet, der ønskede at plyndre de romerske besiddelser og som under et blev betegnet: Barbarer. Blandt disse invaderende folkeslag var vestgoterne, hvis kultur var højere udviklet. De slog sig ned på den iberiske halvø, opdelte territoriet i forskellige kongedømmer og bidrog til at sprede den kristne tro. Vestgoternes overherredømme på halvøen kom til at vare omkring 6 århundreder.
I det 8. århundrede blev området invaderet af arabere, der trods modstand fra de oprindelige indbyggere spredte deres politiske og kulturelle herredømme.
Portugals storhedstid
I det 11. århundrede indledtes generobringen af det portugisiske område, og den var tilendebragt omkring 100 år senere med fordrivelsen af araberne. Da araberne først var smidt ud og landet politisk forenet indledtes en periode med omfattende økonomisk udvikling, der nåede højdepunktet i det 15. og 16. århundrede, hvor store ekspeditioner blev sendt afsted ad søvejen, og vidtstrakte områder blev erobret i Amerika, Afrika og Østen.
Portugals maritime overherredømme i denne periode tillod det at udvikle en omfattende handel på verdensplan og opnå en priviligeret økonomisk placering i Europa. Der kom til at gå århundreder før andre lande som Holland og England blev i stand til at kæmpe med Portugal om kontrollen over havene.
Den portugisiske konge Sebastião døde i krig i Nordafrika i august 1578. Han var ikke gift og havde ingen tronfølger. Sebastião var nevø til kong Felipe II af Castilien (Spanien), og på grund af en klausul i Felipes ægtepagt med den portugisisk prinsesse Maria - datter af João III af Portugal - havde han ret til at arve den portugisiske trone. Det skete ved kong Sebastiãos død. De følgende 62 år var Portugal under spansk herredømme. Først med revolutionen i Lissabon den 10. december 1640 genvandt landet sin fulde selvstændighed. Unionen med Spanien svækkede landets magt, og dets herredømme på havene blev yderligere svækket af det stadige pres fra hollændere og englændere, der kom til at kontrollere de fleste handelsruter og -regioner.
Opløsning
Efter 30 års krig opnåede Portugal med Lissabontraktaten at få anerkendt sin uafhængighed. Men landet var ruineret efter de tre årtiers kamp mod Spanien og kunne blot se passivt til, mens de nye sømagter erobrede næsten alle dets kolonier i Afrika og Asien. Brasilien forblev dog portugisisk. Englands erobring af pladsen som verdens stærkeste søfartsnation skubbede Portugal længere i baggrunden, og Methuen traktaten cementerede dets politiske og økonomiske afhængighed af den nye stormagt. Selv ikke de reformer som José I's minister, Pombal gennemførte kunne mindske denne afhængighed af briterne. José I var ligesom Bourbon'erne i Spanien influeret af den franske oplysningstid. Han fik igangsat en række reformer af landets økonomi og af koloniadministrationen. I samme periode gav opdagelsen af store guldforekomster i Brasilien dets sidste store økonomiske opsving.
Afhængigheden af England blev yderligere øget, da Portugal måtte søge hjælp for at fa bragt Napoleons besættelse af landet 1807-11 til ophør. Den franske besættelse medførte desuden, at Brasilien gjorde sig fri af kolonimagten. Det portugisiske hof havde søgt tilflugt samme steds i 1808. Under besættelsen oplevede Brasilien en kraftig vækst i sin handel - især med England. Da Napoleons kontrol over Europa var ved at være til ende, var det fremstormende brasilianske borgerskab imidlertid ikke villig til atter at lade sig skubbe i baggrunden. I 1821 erklærede landet sig for uafhængigt, mens Portugal var præget af kampe mellem på den ene side en sektor der gik ind for genindførelse af enevælden, og på den anden liberale grupper der ønskede større deltagelse i de politiske processer. En strid der bragte landet på randen af borgerkrig.
Portugal bevarede sine traditionelle landbrugsstrukturer, mens andre lande i Europa indledte en accelereret industrialiseringsproces, der hurtig gav grundlag for økonomisk udvikling. Portugal gik således ud af det 19. århundrede som et økonomisk tilbagestående land, der havde mistet den største og rigeste af sine kolonier, og som desuden var kastet ud i en dyb indre politisk krise.
1910 Republik
Monarkiet var ude af stand til at skabe tilstrækkelig stabilitet til at kunne igangsætte en fornyet økonomisk udvikling. Det blev endelig afskaffet i 1910 ved en omfattende alliance blandt liberale oppositionskræfter, og således indledte landet sin republikanske etape. Da den imidlertid havde fået væltet monarkiet, begyndte den brede alliance af liberale og republikanere at udvise tegn på svaghed og interne uoverensstemmelser, hvilket hindrede den i at udforme et fælles regeringsprogram. Blandt de få punkter de kunne blive enige om var gennemførelsen af en aktiv politik vendt mod kirken, der havde været en nær allieret med monarkiet. Samtidig var det fortsat i besiddelse af vigtige privilegier og magt indenfor områder som uddannelse. De liberales uduelighed i regeringen og den udstrakte forfølgelse af repræsentanter for det gamle styre fremmede samtidig udviklingen af en omfattende oppositionsbevægelse.
Under den 1. verdenskrig kæmpede Portugal på Englands side. Resultatet var blot en yderligere uddybning af den økonomiske krise og tilsvarende øgning af utilfredsheden. Politisk ustabilitet og økonomisk stagnation var karakteristisk for hele perioden og var baggrunden for, at en gruppe officerer fra højrefløjen i 1926 gennemførte et militærkup.
1926-74 Estado Novo
De etablerede et autoritært og korporativistisk regime, som de kaldte «Estado Novo» (den nye stat), og som trods visse reformer kom til at bestemme landets udvikling de følgende 40-50 år. Den politiske opposition blev forbudt, dens vigtigste ledere smidt i fængsel eller sendt i eksil og fagforeningerne blev opløst for at blive erstattet af korporativistiske organisationer - på samme måde som i det fascistiske Italien.
Den centrale figur i denne periode var økonomen António de Oliveira Salazar. Fra forskellige poster styrede han landets politiske og økonomiske liv. Samtidig lykkedes det landet at holde sig neutral i periodens store konflikter som den spanske borgerkrig og den 2. verdenskrig, der ellers kunne have bragt den nogenlunde stabile økonomiske situation i fare.
Salazar døde i 1970, og året forinden havde han overladet magten til efterfølgeren Caetano. Han varslede større frihed, men selv om enkelte af de mest fascistiske træk ved regimet blev mildnet, fortsatte undertrykkelsen af den politiske og kulturelle opposition frem til militærkuppet i 1974.
Portugal var på denne tid økonomisk domineret af store monopoler, som med 0,4% kun udgjorde en brøkdel af antallet af virksomheder i landet, men alligevel tegnede sig for 53% af landets aktiekapital. Økonomien var i vid udstrækning baseret på udbytning af kolonierne og var overvejende styret af vesteuropæiske investeringer - særlig indenfor de mest profitable erhverv.
Monopoliseringen af portugisisk industri efter 2. verdenskrig førte til væsentlige ændringer i klassestrukturen. Mens kun halvdelen af den aktive befolkning var lønmodtagere i 1940, var fire femtedele det i 1974 og de fleste var industriarbejdere.
Landbruget var også karakteriseret af monopolisering. 1% af jordejerne kontrollerede halvdelen af jorden. Ud af den million som var knyttet til landbruget, var halvdelen landarbejdere uden egen jord. Det var dem der stod i spidsen for jordbesættelserne efter kuppet i 1974. Mange af besættelserne fandt desuden sted på uopdyrket jord, som tilhørte dårligt udnyttede storgodser. I 1960-70'erne fandt der en afvikling sted i landbruget, som dog fortsat beskæftigede 28% af arbejdsstyrken. Strømmen fra landet gik delvis til udlandet. Over en halv million portugisere blev billig arbejdskraft i Vesteuropa.
De portugisiske kvinder led - og lider - under de samme undertrykkelsesmekanismer som i andre Middelhavslande. Efter kuppet i 74 fandt der en vis udvidelse sted af kvinders formelle rettigheder i samfundet. Kvinder skal ikke længere have deres mands tilladelse for at tage arbejde, og de stilles nu lige med mænd når det gælder forældreretten over fælles børn i ægteskabet. Denne ændring trådte i kraft i 1978. Tidligere havde den fascistiske arbejdsmarkedslov fra 1933 slået fast, at kvinders lønarbejde burde begrænses af hensyn til moralen, moderskabet, familielivet og de sociale velfærdskrav. På denne baggrund havde manden ret til at bryde aftaler, som hustruen havde indgået, og manden havde uindskrænket myndighed over børnene.
Portugal var i starten af 1970'erne i stadig stigende grad præget af den udmattende krig mod befrielsesbevægelserne i det afrikanske kolonier Angola, Mozambique og Guinea Bissau, og det var dette, der var den vigtigste baggrund for kuppet i 1974. Mens den gamle overklasse af godsejere og koloniale handelshuse ønskede at forsvare det afrikanske imperium til det sidste, så den europæisk indstillede finanselite større muligheder og effektivitet i et nykolonialistisk forhold til områderne i Afrika. Dette kunne foregå parallelt med en stærkere integrering i den vestlige økonomi.
 |
| Lederne af Kaptajnsbevægelsen som udførte kuppet mod Caetano 25. april 1974 (Volkhart Müller) |
1974 Nellikerevolutionen
General Spinola som kort før kuppet brød med regimet og blev den såkaldte nellikerevolutions første præsident, repræsenterede den nykolonialistiske tankegang. Selve kuppet blev imidlertid udført af en gruppe yngre officerer - Kaptajnsbevægelsen, senere De væbnede styrkers bevægelse (MFA). Den begyndte som en protest mod dårlige arbejdsvilkår og mod en krig, som officererne anså for tabt. Mange af dem var desuden blevet politisk bevidstgjorte. Dels gennem kontakt med nyere marxistisk tænkning, dels gennem kontakt med de afrikanske befrielsesbevægelsers teorier og praksis. Da Spinola over sommeren 1974 prøvede at bestemme udviklingen - specielt i kolonispørgsmålet - pressede MFA og venstrefløjspartierne ham den 28. september 1974 til at gå af, og den kompromisvillige general Costa Gomes overtog posten.
Det var tydeligt, at der fandtes politiske spændinger indenfor MFA, og over efteråret og vinteren var de mest radikale sektorer i offensiven. De sikrede sig kontrollen over regeringen og Revolutionsrådet, efter Spinola den 11. marts 1975 havde forsøgt at gennemføre et modkup. Kort efter indledtes bl.a. jordreformer og nationaliseringer, som førte til væsentlige strukturforandringer og en stærkere statslig kontrol af den monopoliserede portugisiske økonomi. Samtidig var vejen banet for fuldstændig selvstændighed til Portugals tidligere kolonier i Afrika: Angola, Mozambique og Guinea Bissau.
I samme periode kom kommunisterne til at spille en vigtig rolle i administrationen, og enheden mellem det Moskvaorienterede kommunistparti og flere af de ledende officerer - herunder premierminister Goncalves - blev stadig mere åbenbar. En række officerer sympatiserede også med enkelte af de mange og splittede bevægelser på den yderste venstrefløj, der anklagede kommunisterne for centralisme og bureaukrati. Det blev samtidig gjort forsøg på at isolere og uskadeliggøre socialistpartiet og specielt dets ledelse omkring Mario Soares, som knyttede partiet til socialdemokratierne i Nordeuropa - specielt det vesttyske, som også gav vigtig pengehjælp.
Efter valget til grundlovsgivende forsamling - som gav socialisterne 38% af stemmerne, kommunisterne og deres allierede 17, det yderste venstre 4 og højrefløjen 34% - øgedes konflikten mellem socialisterne på den ene side og kommunisterne og MFA-ledelsen på den anden. Samtidig fandt der en højredrejning sted indenfor hæren og blandt befolkningen i Nordportugal. Valget var blevet et bevis for det alle vidste i forvejen, nemlig at Portugal socialt og politisk var delt i to: I Storgods- og industriområderne i syd dominerede kommunisterne, mens de kun fik et par procent af stemmerne i nord, hvor småbrugene og småindustrien dominerede. Alligevel havde de på folkemøder overtaget lokaladministrationen i en række byer. I flere af disse byer vendte befolkningen sig nu mod dem og stormede og satte ild på kommunisternes kontorer.
Endvidere indledtes to offensiver rettet mod den militære og politiske ledelse. Mario Soares og socialisterne, som havde trukket sig fra koalitionsregeringen, arrangerede en række kæmpemøder, som dels afspejlede, dels forstærkede utilfredsheden med regeringen. Indenfor officersbevægelsen forsøgte en ni-mandsgruppe omkring major Melo Antunes at modvirke kommunistpartiets dominans uden at bryde med den socialistiske målsætning. Resultatet var en ny bred koalitionsregering i september og en militær ledelse, hvor Antunes-gruppen spillede en central rolle. Dette indebar afslutningen på MFA's ønsker om et direkte demokrati baseret på bydels-, fabriks- og soldaterråd og repræsentanter fra fagbevægelsen, og hvor MFA havde rollen som en national befrielsesbevægelse.
Højredrejning
Kursændringen var alligevel ikke i stand til at ophæve de sociale spændinger, og der var et stigende pres fra fagbevægelsen ledet af kommunisterne og rådsbevægelsen domineret af grupper på den yderste venstrefløj. Vendepunktet kom den 25. november 1975. Et par spontane og isolerede opstande i nogle militærkaserner blev af de konservative officerer og af socialistpartiet tolket som et kommunistisk kupforsøg og brugt som påskud til en fuldstændig udrensning af de mest venstreorienterede officerer, deriblandt helten fra 25. april, Otelo de Carvalho.
Fra nu af gennemførtes en markant højredrejning i portugisisk politik. Samtidig fortsatte neutraliseringen af tilbageblevne progressive officerer. Den nye stærke mand var general Eanes, som i juni 1976 med stort flertal blev valgt til præsident - støttet af socialisterne og højrefløjen. Valget til nationalforsamlingen to måneder tidligere - efter at den socialistisk prægede grundlov var blevet færdig - gav fortsat venstrefløjen flertal: Socialisterne fik 35%, kommunisterne og deres allierede 16%, den yderste venstrefløj 3% overfor højrefløjens 41%. Alligevel gjorde militært, økonomisk og udenlandsk pres en venstrefløjsregering umulig. Socialistpartiet dannede en mindretalsregering med premierminister Mario Soares i spidsen og gik i foråret 1978 i koalition med det konservative kristeligt demokratiske CDS. Højredrejningen blev endnu mere markant under de efterfølgende teknokratregeringer, som præsident Eanes stod fadder til, men som ikke havde nogen egentlig parlamentarisk basis.
De store økonomiske problemer og behovet for styrket kredit i udlandet fik regeringerne til at begrænse eller annullere flere af 25. april revolutionens erobringer. Sluserne blev åbnet for udenlandsk kapital, medlemmer af Caetanos tidligere politiske politi slap ud af fængslerne, mens ledende officerer fra MFA blev holdt under opsyn og truet med retssager.
Det mest kontroversielle var kovendingen i jordreformpolitikken: Besatte og enkelte eksproprierede storgodser blev givet tilbage til deres tidligere ejere. Landarbejderne der havde omdannet godserne til kooperativer eller kollektiver, blev flere gange jaget væk af Nationalgardens soldater.
Demokrati og krise
Alligevel fortsatte den politiske og økonomiske krise, og både den faglige og politiske opposition var særdeles aktive, hvilket bidrog til hurtigt at underminere socialisterne. De hjalp dog også selv til ved gennemførelsen af en skrap økonomisk hestekur.
Overgangsprocessen fortsatte gennem 80'erne. På det internationale plan gennemførte landet en hurtig politisk og økonomisk integration i Europa og blev i 86 optaget i EF. Samme år tabte socialisterne for anden gang regeringsmagten til sin gamle politiske allierede, det centrum-højreorienterede Socialdemokrati (PSD).
Portugal oplevede i slutningen af 80'erne en høj økonomisk vækst, men var fortsat langt fra gennemsnittet for resten af Europa. Forandringerne tog yderligere fart efter PSD's valgsejr. Det gennemførte en hurtig åbning overfor udlandet og liberaliserede økonomien. Den nye aggressive økonomiske politik skabte en stærk opposition. Især blandt arbejderne i den offentlige sektor, der repræsenterede 5% af de beskæftigede i landet, og vis jobs var truet af PSD's økonomiske reformer.
Fagbevægelsen lammede ved flere lejligheder helt eller delvist landet i protest mod privatiseringen af offentlige virksomheder, ophævelsen af arbejdslovgivning vedtaget i kølvandet på revolutionen i 74, samt forsøgene på fuldstændig at ophæve jordreformlovene. Af samme årsag og med et krav om respekt for revolutionens landvindinger indledte den venstreorienterede politisk-militære bevægelse, Folkestyrkerne af 25. april (FP-25) i 1984 militære aktioner.
I april 87 undertegnede Portugal og Folkerepublikken Kina en aftale, ifølge hvilken Portugal frem til 1999 fortsat skulle styre den lille koloni Macao ud for Hong Kong. Fra da af skulle overherredømmet overgå til kineserne ud fra princippet om «et land, to systemer», der også skulle gælde for indlemmelsen af Hong Kong i Kina.
Efter over en måneds forhandlinger enedes PSD og Socialistpartiet i 1988 om at ændre forfatningen, med det formål at privatisere en lang række af de virksomheder, som nellikerevolutionen havde nationaliseret, og med det formål yderligere at begrænse præsidentens magt. Republikkens præsident og Socialistpartiets historiske leder, Mario Soares var stærkt imod denne ændring, og konsekvensen blev at han brød med socialistpartiets ledelse og kom i konstant klammeri med premierminister Aníbal Cavaço Silva.
Den portugisiske politik polariseredes mellem det regerende PSD og Socialistpartiet, der blev yderligere styrket som venstrefløjsalternativ efter sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet. Alligevel fik PSD ved parlamentsvalget i 1991 over halvdelen af stemmerne, mens socialisterne fik under 30%. Sejren til premierminister Cavaço Silva skyldtes især, at partiets ortodokse liberale orientering blev skjult med socialdemokratisk demagogi. I samme valg sank det højreorienterede Sociale Centrumsdemokratiske Parti til 4% af stemmerne, og dets leder måtte trække sig tilbage. Kommunisterne gik 3% tilbage ifht. valget i 87.
I første halvdel af 92 havde Portugal formandsskabet i EU, og dets industriminister Luis Mira de Amaral erklærede, at han ville fremme EU's industrielle samarbejde med Latinamerika, Afrika og Centraleuropa. I august 93 vedtog parlamentet restriktioner i asylretten, og gjorde det samtidig muligt at smide enhver udlænding ud af landet. Det skete udfra argumenter om at ville beskytte arbejdsmarkedet, men var samtidig et skridt præsident Soares modarbejdede. Arbejdsløsheden steg til 8% med udsigt til yderligere stigning i det øjeblik det statslige flyselskab, skibs- og stålværfter blev lukket eller privatiseret. Samtidig blev der vedtaget en plan, der skulle financieres af EU - til fordel for Unionens fattigste lande. Den indebar investeringer indenfor undervisning, transport, industriel omstilling og skabelsen af nye arbejdspladser.
Det politiske panorama blev præget af omfattende studenterprotester mod omkostningerne af og kvaliteten af uddannelserne. Samtidig gennemførtes der strejker med krav om lønstingninger indenfor det offentlige. Da afgiften for passage af broen ind til Lissabon blev hævet med 50%, udløste det flere blokader fra bilisternes side. Regeringen begrundede forhøjelsen med nødvendigheden af at financiere en ny bro, der skulle stå klar til århundredets sidste verdensudstilling, der skulle finde sted i Lissabon i 98.
Forholdet mellem den socialistiske præsident Soares og den centrum-højreorienterede premierminister Cavaco Silva blev stadig værre. Soares kritiserede premierministerens vidtgående magtbeføjelser og advarede om faren for et «flertalsdiktatur». Op til valget i 95 nåede PSD at privatisere 28% af virksomheden Portugal Telecom og 40% af Portucel Industrial.
Ved parlamentsvalget i oktober 95 fik Socialistpartiet absolut flertal i parlamentet, og Antonio Guterres blev udnævnt til ny premierminister. PSD havde under sine 10 år ved magten været orienteret mod integrationen i Europa og liberalismen. Socialisterne nød nu gavn af den udbredte utilfredshed med PSD's politik indenfor uddannelse og sundhed. Guterres skyndte sig dog at berolige finansmarket med, at den nye regering ikke ville ændre i den eksisterende monetære politik eller i privatiseringerne.
I marts 96 indsattes socialisten Jorge Sampaio som præsident, efter at han havde vundet valget med 54% af stemmerne - mod 46% til den tidligere premierminister Cavaco Silva. Regeringen satte en økonomisk politik i gang, der skulle sikre landets opfyldelse af kravene til deltagelse i ØMU'ens tredje fase. Politikken var især koncentreret om reduktion af statens budgetunderskud.
Samtidig bekæmpede regeringen den omfattende skatteunddragelse, hvilket gav mulighed for øgede bevillinger til sundhed, uddannelse og sociale områder. Privatiseringsprogrammet intensiveredes med salget af statslige aktier indenfor telekommunikation, elektricitet og veje. Arbejdsløsheden faldt ned til 6,7%. Socialistpartiet vandt kommunalvalget i december 1997. Det bevarede kontrollen over landets to største byer - Lissabon og Oporto - og fik på landsplan 38,2% af stemmerne mod PSD's 33,1%.
I februar 98 vedtog parlamentet en abortlov, der banede vej for frivillig abort frem til 10. svangerskabsuge. Iflg. forskellige vurderinger blev der på dette tidspunkt årligt gennemført omkring 16.000 illegale aborter i landet.
Efter 442 års styre overlod Portugal den 20. december 1999 øen Macao til Kina. Præsident Sampaio var tilstede ved ceremonien sammen med sin kinesiske kollega Jiang Zemin. Ceremonien markedere samtidig Portugals endelige ophør som kolonimagt og opgivelsen af den sidste europæiske kontrol i Asien. Portugal var den første europæiske magt, der erobrede land i Asien, og blev den sidste til at opgave den.
I februar 2000 besøgte Sampaio Østtimors befrielsesleder, Xanana Gusmão og lovede timoreserne portugisisk bistand til opbygning af landets uddannelsessystem. Dette var det første portugisiske statsbesøg, efter at Portugal i 1974 havde trukket sig ud af Østtimor.
Premierminister Antonio Guterres stod i første halvdel af 2000 som leder af EU. Under hans ledelse tog EU skridt til diplomatisk isolation af Østrig, da det østrigske fremmedfjendtlige Frihedsparti under ledelse af Jörg Haider blev optaget i Østrigs regering.
Sampaio bekræftede sin popularitet i befolkningen, da han i april 2001 blev genvalgt. Valget bekræftede samtidig socialisternes kontrol.
I december indviedes Alqueva vandkraftprojektet over Guadiana floden. Projektet har skabt Europas største sø og blev fordømt af flere miljøgrupper der anså den for alt for stor, ødelæggende og overflødig. Selvom projektet skaffer overrislingsvand til den tørre sydlige del af landet, oversvømmer det samtidig vigtige faunaområder og 160 klipper med inskriptioner fra Stenalderen. Alqueva dæmningen daterer sig tilbage til Oliveira Salazar diktaturet i 1957. Landets politikere argumenterede for, at dæmningen var nødvendig for at kunne kunstvande i den sydlige del af vandet, men hertil indvender miljøgrupper, at kun 48% af de kunstvandede områder egner sig til dyrkning eller græsgange. Miljøgruppen Quercus plæderede for, at vandspejlet kun hæves 139 m i stedet for de planlagte 152 m, for på den måde at redde træer.
Den vanskelige økonomiske situation fik gentagne gange Guterres til at omdanne sin regering. Den økonomiske situation og de løbende beskyldninger om korruption i Socialistpartiet medførte at han mistede popularitet, og efter et alvorligt nederlag i lokalvalgene i december 2001 trådte han tilbage, og parlamentet blev opløst.
Valgene blev fremskyndet, og i marts 2002 vandt den konservativt socialdemokratiske Manuel Durão Barroso. Han dannede en centrum-højre regering, og ved sin tiltræden som premierminister lovede han at sænke virksomhedsskatten, reducere de offentlige udgifter og privatisere en række offentlige sektorer - deriblandt sundhedsvæsenet.
Undersøgende journalister opdagede i slutningen af 2002 et netværk der udnyttede børn seksuelt og stillede dem til rådighed for diplomater, politikere, sportsfolk og journalister. Netværket havde eksisteret i mere end to årtier med statens viden, eftersom de misbrugte børn boede i Casa Pía, der er den vigtigste portugisiske institution, der tager sig af forældreløse børn. Undersøgelsen afslørede, at mindst 128 børn havde været misbrugt seksuelt. I slutningen af 2003 var 10 personer tilbageholdt i sagen, deriblandt Carlos Cruz, der er en fremtrædende journalist i portugisisk TV, Jorge Ritto der er tidligere portugisisk ambassadør i Sydafrika og Carlos «Bibi» Silvino, der var chauffør ved Casa Pía, og som blev anklaget for 35 seksuelle overgreb.
Skovbrande ødelagde i august 2003 omkring 215.000 ha skov. Den økologiske katastrofe vil berøre jorden og vandet i landet mange år frem.
Parlamentet forkastede med stemmer fra PSD og PP den 5. marts 2004 et lovforslag om at tillade abort. Alligevel anbefalede regeringen gennemførelsen af en undersøgelse af antallet af, årsagerne til og de komplikationer som de illegale aborter i Portugal har. Det kan ændre dens holdning til den eksisterende lovgivning på området. Iflg. tal fra Sundhedsministeriet havde 11.000 kvinder brug for medicinsk behandling efter gennemførelsen af illegale aborter i 2002. Omfanget af illegale aborter anslåes at ligge omkring 30.000 årligt.
Premierminister Manuel Durão Barroso blev i juli udpeget til ny formand for EU kommissionen. Hans post blev overtaget af Pedro Santana Lopes. Denne regering holdt dog kun i 4 mdr. Der blev udskrevet nyvalg og socialdemokraten José Sócrates blev ny premierminister. Hans parti fik den største valgsejr i dets historie og fik absolut majoritet i parlamentet.
EU beordrede i juni 2005 Portugal til at reducere underskuddet på statsbudgettet for at få det ned på ØMU målsætningen. Portugal var kun det andet land der blev irettesat af EU for overtrædelse af retningslinierne. Regeringen havde allerede fremlagt en plan for reduktion af underskuddet fra 6,8% til 6,2% for året. Planen opererede samtidig med reduktion til 2,8% i 2008.
I august ramtes landet efter omfattende tørke af skovbrande der raserede 140.000 hektarer og kostede 15 mennesker livet. Katastrofen tvang Portugal til at bede om hjælp fra andre EU lande til bekæmpelse af brandene.
Ved præsidentvalget i januar 2006 slog den centrum-højreorienterede tidligere premierminister Aníbal Cavaco Silva 5 modkandidater fra venstrefløjen. Han fik 50,54% af stemmerne. Ved sin tiltræden i marts erklærede han, at han ønskede et «strategisk samarbejde» med den socialdemokratiske regering, som han nu måtte leve sammen med.
I februar 2007 gennemførtes en folkeafstemning om tilladelse af fri abort. Forslaget blev godkendt af 59% af befolkningen og i april kunne regeringen fremlægge en ny lov, der lovliggør abort under de første 10 uger af svangerskabet. Præsident Silva havde været imod loven, og havde derfor i første omgang forelagt det forfatningsdomstolen, hvor det kun med et snævert flertal blev kendt i overensstemmelse med forfatningen. Først derefter havde Silva underskrevet loven.
En juridisk undersøgelse af Portugals deltagelse i CIA's torturprogram blev indstillet i maj 2009 «pga. manglen på beviser». Det fik det portugisiske medlem af EU parlamentet, Ana Gomes til at kræve en genoptagelse af undersøgelsen, fordi en lang række interessenter aldrig var blevet inddraget. Kravet blev imidlertid afvist af statsadvokaten i september. Samme år tog Portugal imod 2 syrere fra USA's koncentrationslejr i Guantanamo. Syrerne kunne ikke vende tilbage til Syrien pga. risikoen for fængsel der.
Som i bl.a. Danmark har politiet udstrakt straffrihed for mishandel, tortur og mord. Flere tortursager blev behandlet ved domstolene i 2009. Politifolkene blev alle frikendt, men der blev afsagt domme om falsk vidneforklaring og forfalskning af dokumenter fra politifolks side.
Det regerende socialistparti gik drastisk tilbage ved valget i september 2009. Det gik 8,4% tilbage til 36,6%. Valgets største fremgang fik Venstreblokken der gik 3,4% frem til 9,1%. Trods tilbagegangen forblev socialistpartiet landets største, og premierminister Sócrates fortsatte på posten.
Portugal gjorde betydelige fremskridt på det kønspolitiske område under socialistregeringen. I 2009 blev fædre og mødre ligestillet og i maj 2010 blev det tilladt parter af samme køn at indgå ægteskab.
Portugal blev ramt af den globale økonomiske krise. BNP faldt i 2009 med 3,3% og arbejdsløsheden steg fra 9,0% i marts 2009 til 10,5% i marts 2010. I mellemtiden var ungdomsarbejdsløshen nået op på 21,4%. Tallene lå på EU gennemsnittet, og var betydeligt bedre and nabolandet Spanien. Allgevel tog regeringen en række upopulære økonomiske tiltag, da statsunderskuddet voksede til 9,3% - hvor EU's grænse er 3%. Regeringen gennemførte derfor i juni 2010 en sparepakke:
- Personskatten blev hævet med 1,5%
- Momsen blev hævet 1% til 21%.
- Selskabsskatten blev hævet 2,5% til 27,5%
- Offentligt ansatte i ledende stillinger samt folkevalgte politikere fik sænket deres løn med 5%
Selv om pakken ikke var rettet mod landets fattigste - i modsætning til de fleste andre EU lande - demonstrerede 300.000 i slutningen af maj i Lissabon.
Præsident Cavaco Silva blev i januar 2011 genvalgt med 53% af stemmerne.
I marts 2011 forsøgte den demokratiske regering at få vedtaget en ny «Vækst- og Stabilitetspakke» i lyset af at landet var ved at gå konkurs. Pakken ville have medført endnu mere drastiske offentlige nedskæringer og skattestigninger, men oppositionen valgte at stille en mistillidsdagsorden til regeringen, der faldt med 97 stemmer mod 133. Det konservative «socialdemokrati» valgte at stemme sammen med oppositionen og bragte derved regeringen til fald. Præsidenten udskrev derefter nyvalg til afholdelse i juni. Socrates fortsatte som leder af en midlertidig regering og var i april nødt til at anmode EU om financiel støtte. Portugal blev dermed det 3. land efter Irland og Grækenland der var ved at gå konkurs under krisen. EU erklærede imidlertid at Portugal var nødt til at gennemføre endnu mere voldsomme nedskæringer end de regeringen var faldet på i marts, hvis den skulle have støtte fra EU. I midten af maj vedtog EU en hjælpepakke på 78 mia. € og få dage senere vedtog IMF at bidrage med yderligere 26 mia. € under samme vilkår som EU.
Valget i juni blev en katastrofe for det regerende socialistparti, der gik 8,5% tilbage til 28%. Endnu værre gik det for venstrefløjsalliancen B.E. der gik 4,6% tilbage til 5,2%. Det konservative socialdemokrati PSD gik til gengæld 9,6% frem til 38,7%, lige som det konservative CDS-PP gik frem. Efter valget dannede PSD og CDS-PP en flertalsregering med 132 ud af parlamentets 230 pladser bag sig. Flere pegede på det fornuftige i at danne en bred samlingsregering hvor også socialistpartiet indgik, men det var ikke muligt. PSD formanden Pedro Passos Coelho blev ny premierminister. I juli nedgraderede rating instituttet Moodys landets statsobligationer til junk-status. Fitch nedgraderer ligeledes til junk i november og Standard & Poors i januar 12.
I november gennemfører fagbevægelsen 1 uges generalstrejke i protest mod regeringens økonomiske politik. I marts 2012 gennemfører de offentligt ansatte en 24 timers generalstrejke i protest mod regeringens ændring af arbejdsmarkedslovgivningen, fyringerne indenfor det offentlige og sænkningen af lønnen med 20%.
Den nye regering var den mest reaktionære siden militærdiktaturets dage. Coelho erklærede at adgangen til abort ville blive afskaffet og det samme gjaldt ægteskab mellem homoseksuelle. Regeringen gik i gang med at fyre indenfor dete offentlige og annoncerede at op mod 100.000 offentlige ansatte ville blive fyret. De tilbageblevne fik sat deres løn ned med 20% i 2012. Samtidig blev der skåret i pensioner og udgifter til sundhed og uddannelse. Momsen blev sat i vejret og en række offentlige virksomheder blev privatiseret. Det gjaldt firmaer indenfor energisektoren, luftfartselskabet TAP, banker og TV kanaler. Understøttelsesperioden blev reduceret fra 18 til 12 måneder. Nedskæringspolitikken var så voldsom, at selv regeringspartneren CDS-PP lagde afstand til den og i juli 2013 trådte både finansministeren og udenrigsministeren tilbage i protest mod den brutale politik.
Mens andre blev skåret ned, gav regeringen 3 mia. € i støtte til landets største bank Millenium BCP i juni 2012. I november 2012 gennemførtes en ny generalstrejke mod regeringens økonomiske politik og flere hundrede tusinde demonstrerede foran parlamentet. Den fredelige demonstration blev angrebet af politiet og 48 demonstranter blev såret.
Regeringens nedskæringspolitik fik landets økonomi til at trække sig voldsomt sammen, og det samme gjorde regeringens indtægter derfor. Mens gælden i 2011 da EU bistandspakke blev vedtaget udgjorde 107% af landets økonomi, var den i 2013 vokset til 128% - primært som følge af faldet i BNP. Arbejdsløsheden steg i samme periode fra 11% til 17,7%. Væksten i BNP var i 2012 negativ med 3%.
Regeringen havde i 2011 accepteret EU's krav om at underskuddet på statsbudgettet i 2013 skulle ned under 3%. I november 2013 gennemførte regeringen nye fyringer indenfor det offentlige, samt sænkning af løn og pensioner. Sammentrækningen af landets offentlige sektor var dramatisk. I 2005 var 747.880 offentligt ansatte; ved udgangen af 2013 var tallet 563.595 - et fald på 25%. 19% af landets befolkning levede da under fattigdomsgrænsen.
Portugal var et land i hastig opløsning, hvor de der kunne flygtede til Angola, Mocambique, Brasilien, Australien eller Nordeuropa. Det gjaldt først og fremmest de unge, der kun havde ringe mulighed for at få arbejde i Portugal.
I andet halvår 2014 forlod landet EU's kriseprogram, fordi økonomien angiveligt var på ret kurs. Den offentlige gæld var da på 134% af BNP - højere end på noget tidligere tidspunkt. Før EU's kriseprogram blev indledt var gælden 95%. EU's nedskæringspolitik havde med andre ord blot drastisk forværret situationen.
I september 2014 blev landet underkastet et periodisk eftersyn af menneskerettighederne i FN's Menneskerettighedsråd. Mange lande noterede sig, at regeringens voldsomme nedskæringspolitik satte menneskerettighederne under pres, da stadig flere ikke havde mulighed for at arbejde, få en uddannelse eller en bolig. Det blev samtidig noteret, at landets fængsler var voldsomt overfyldte med negative konsekvenser for både indsatte og personale. Politiet anvender hyppigt overdreven vold mod arrestanter og fanger, og bl.a. Amnesty International anbefalede at regeringen nedsatte et råd til undersøgelse af jævnlige rapporter om tortur. Endelig var diskrimination et stigende problem - både racediskrimination og diskrimination mod LGBT personer.
Politivold var fortsat et alvorligt problem. I maj 2015 blev en politimand filmet på Guimarães fodboldstadionet mens han bankede en fodboldfan foran dennes 2 børn og far. Manden blev slået i jorden og banket med politistav mens hans to børn blev holdt tilbage. Efterfølgende gav politimanden faderen to knytnæveslag i ansigtet, da denne forsøgte at gribe ind. Indenrigsministeriet suspenderede politimanden i 90 dage i afventen af en disciplinærsag.
Landet holdt lav profil under flygtningekatastrofen i Europa i 2015. Det forpligtigede sig til at modtage 4.574 flygtninge som led i EU flygtningefordelingsprogram, men ved slutningen af året havde det kun modtaget 24.
Parlamentsvalget i oktober 2015 blev et sviende nederlag for den siddende højreorienterede regering baseret på det højreorienterede socialdemokrati PSD og det borgerlige CDS. De gik tilbage fra 50,4% af stemmerne ved det forrige valg til 38,6% og mistede 25 mandater. Koalitionen blev straffet af vælgerne for den barske austerity (nedskærings) politik den havde ført på vegne af EU og den Europæiske Centralbank. Men koalitionen var stadig den største i parlamentet. Den blev fulgt af socialdemokratiet PS der gik frem fra 28,0% til 32,3%, hvilket gav en fremgang på 12 mandater. Valgets store sejrherre var dog venstrefløjskoalitionen Bloco de Esquerda (BE), der fik fordoblet sin stemmeandel til 10,2%. Tæt fulgt af en alliance bestående af kommunistpartiet PCP og de Grønne der gik 0,4% frem til 8,3% af stemmerne. Ikke desto mindre erklærede præsidenten, at han overlod regeringsdannelsen til den højreorienterede koalition. Den regering holdt kun få dage. I november fik den et mistillidsvotum imod sig, trådte tilbage og banede vej for en regering ledet af PS med støtte fra BE, PCP og de Grønne. Den ene halvdel af regeringens medlemmer var fra PS, den anden halvdel var uafhængige. Premierminister blev PS' formand, António Costa.
Præsidentvalget i januar 2016 blev vundet allerede i første runde af Marcelo Rebelo de Sousa fra det højreorienterede socialdemokrati. Han fik 52,0% af stemmerne. Venstrefløjsalliancen Bloco de Esquerda fik 10,1% og kommunistpartiet PCP fik 3,9%. Sousa blev indsat på posten i marts.
Ligeledes i januar gik halvdelen af landets ca. 600.000 offentligt ansatte i strejke med krav om genindførelse af 35 timers ugen. Strejken varede 24 timer og ramte især domstole, skoler og hospitaler. Som led i den forrige regerings nedskæringer og stramninger på arbejdsmarkedet var den ugentlige arbejdstid sat op fra 35 til 40 timer. Den nye socialdemokratiske regering lovede de strejkende at reducere arbejdstiden til 35 timer fra juli, når EU slækkede på sine skrappe økonomiske krav til landet.
I april blev kulturminister João Soares tvunget til at gå af efter på Facebook at have skrevet, at han så frem til at tildele to journalister nogle «alvorlige bank». Kommentaren udløste skarp kritik fra offentligheden, oppositionen, politikere og journalister. Premierminister Costa kritiserede ham offentligt for derefter at fyre ham. Den detroniserede kulturminister forsvarede i første omgang sine kommentarer som et svar på «fornærmende personlige angreb», men undskyldte senere.
Mens regeringen i Danmark satsede på at øge CO2 udledningen gennem fjernelse af tilskud til vedvarende energi og støtte til benzinbiler og flytrafik, satsede Portugal på udviklingen af vedvarende energikilder. I maj 2016 producerede landet gennem 4 dage mere energi fra vedvarende energi (vind-, sol- og vandkraft) end det forbrugte.
Fængselsvagter tævede i oktober 13 fanger i Carregueira fængsler i Lissabon under inspektion af deres celler. 3 fanger måtte til behandling på hospitalet. Fængselsforholdene var alarmerende. Hygiejnen og kvaliteten af maden var særdeles ringe.
Regeringen annoncerede i november 2016 planer om at fritage ofre for seksuel chikane, voldtægt, omskæring, slaveri og traficking for at skulle betale retsudgifter.
Parlamentet vedtog i januar 2017 en lov om transkønnedes identitet. Loven gjorde det enklere at skifte navn og køn.
Ligeledes i januar overtog portugiseren António Guterres posten som FN's Generalsekretær. Han var i 2005-15 FN's Flygtningehøjkommissær.
Costas regering var populær i Portugal. Oppinionsundersøgelser i marts 2017 viste en opbakning på 42% til hans socialdemokrati. En stigning på 10% ifht. valget i 2015. Ved kommunalvalget i oktober fik partiet borgmesterposten i 158 ud af 308 kommuner. Opbakningen til partiet under valget lå på 38%.
Landet vandt i juli Europamesterskabet i fodbold med en 1-0 sejr over værtslandet Frankrig.
Landet blev udsat for voldsomme skovbrande i 2017. Brande i Pedrogão Grande i juni kostede 65 livet, og en række brande kostede i oktober 41 livet. Oppositionspartiet CDS stillede i oktober en mistillidsdagsorden til regeringen, fordi den ikke havde kunnet forhindre tabet af menneskeliv i brandene. Oppositionens forsøg på at give regeringen ansvaret for naturkatastrofer blev taget som udtryk for dens desperation over regeringens succes. Mindretalsregeringen blev støttet af venstrefløjen og vandt afstemningen.
I 2001 afkriminaliserede Portugal brugen af narkotika. Resultatet har siden været en dramatisk reduktion i den kriminalitet der var knyttet til narkotika og en dramatisk reduktion i antallet af overdoser og følgesygdomme. Samtidig lagde samfundet de fleste af sine fordomme om stofmisbrugere på hylden. (Portugal’s radical drugs policy is working. Why hasn’t the world copied it?, Guardian 5/12 2017)
Costa regeringen førte en vellykket økonomisk politik, der både sikrede økonomisk vækst, samtidig med at højrefløjens brutale nedskæringspolitik fra 2010-13 blev rullet tilbage. Parlamentsvalget i oktober 2019 var en stor sejr for Costas socialdemokratiske PS. Det gik 22 mandater frem til 108. Venstrefløjskoalitionen Bloco de Esquerda (BE) bevarede sine 19 mandater mens kommunistpartiet PCP gik 5 mandater tilbage til 12. Højrefløjspartierne gik generelt betydeligt tilbage. Costa regeringen kunne derfor fortsætte med støtte fra venstrefløjen.
Præsidenten erklærede i marts 20 landet i undtagelsestilstand pga. COVID-19 pandemien. Undtagelsestilstanden blev forlænget frem til starten af maj, hvor den blev hævet. Fra september og 6 måneder blev der gennemført nye lockdowns i takt med at antallet af smittede eksploderede. Frem til april 2022 var 22.000 døde af sygdommen.
Præsident Sousa genvandt posten ved præsidentvalget i januar 2021, hvor han fik 60,7% af stemmerne. En fremgang på 8% ifht. 2016.
I maj 2021 blev 3 ansatte i grænsepolitiet SEF idømt 7-9 års fængsel for overfald og drab på en mand fra Ukraine, der var faldet i SEF's hænder i marts 2020. Dommen blev anket og i december blev dommen skærpet til 9 års fængsel for alle 3.
I juni blev det afsløret, at staten siden 2011 havde givet personoplysninger videre til fremmede stater, når disse personer deltog i demonstrationer foran ambassader i Lissabon
Costa regeringens finanslov for 2022 faldt ved afstemningen i oktober 2021, da det venstrefløjsstøttepartier valgte at stemme med oppositionen. Præsidenten udskrev derfor nyvalg, der blev afholdt i januar 2022. Valget var en stor sejr for det regerende PS, der gik 12 mandater frem til 120 og dermed absolut flertal i parlamentet. Venstrefløjen blev straffet. BE gik 14 mandater tilbage til 5 og PCP/CDU gik 6 mandater tilbage til 6. Valgets største overraskelse var, at det højreradikale parti Chega gik 11 mandater frem til 12 og landets 3 største parti. Partiets politik er en blanding af fascistisk, nazistisk og nationalkonservativt arvegods. Det er for livstidsstraf, dødsstraf, kemisk kastration og generelt hårdere straffe. Det er militant imod islam, EU og multikulturalisme.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||
Abort, Angola, Apartheid, Brasilien, Demokrati, Den Europæiske Union (EU), Den spanske borgerkrig, Europæiske Fællesskab (EF), Folkemord, Gaza, Guinea-Bissau, Italien, Kolonialisme, Korporativisme, Liberalisme, Macao, Menneskerettigheder, Moçambique, Oplysningstiden, Rusland, Slaveri, Spanien, Storbritannien, Syrien, Terrorstat, Xianggang (Hong Kong), Økonomisk krise, Østeuropa, Østrig | ||