Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Havbunden ved store dybder er en mørk og kold verden uden lys og med temperaturer knapt over frysepunktet. Trykket er enormt, og der er mindre liv i denne verden, end der er i ørknerne på landjorden.

Men på disse dybder - fra 3.000 meter og mere - findes der enorme mineralrigdomme i form af noduler (noduluz (lat.) «en lille knude»), som ligger på havbunden og indeholder bl.a. mangan, kobber, nikkel, jern, kobolt og bly. Mod slutningen af 1970'erne mente videnskaben, at den stod foran et gennembrud i teknologien, der ville gøre det muligt at udvinde disse mineraler.

Rettighederne til virksomhed på havbunden udenfor kontinentalsoklerne - den såkaldte frie undergrund i havene - som udgør 75 % af havenes samlede havbund, voksede frem som et internationalt stridspunkt i slutningen af 1960'erne. Baggrunden var forestillingen om de store mineralrigdomme der fandtes der, men også stormagternes militære anvendelse af disse områder. Konflikten blev specielt tydelig, da FN i 1970 erklærede havenes frie undergrund med alle dens ressourcer for menneskehedens fælles arv.

Siden 1970 har havenes frie undergrund været et af hovedproblemerne på FN's 3. konference om havets folkeret, der strakte sig gennem hele tiåret, og som indtil 1978 havde gennemført 7 sessioner. Der har udspillet sig en international magtkamp på disse konferencesessioner omkring udnyttelsen af ressourcerne. Groft sagt kan man sige, at stormagterne og de vigtigste industrialiserede lande som rådede over den teknologi som mineraludnyttelsen krævede, stod samlet overfor udviklingslandene (og enkelte industrialiserede lande), som kæmpede for at skabe en mellemstatslig organisation, der kunne følge op på 1970 resolutionen.

Den foreløbige forhandlingstekst til en Havretstraktat forelå på Havretskonferencen i 1978 og gik ud på, at det skulle oprettes en international verdensomspændende organisation. Det højeste organ skulle være en generalforsamling med et råd og et eget driftsselskab for minedrift på havenes frie undergrund.

Striden stod om, hvordan disse organer skulle sammensættes, hvordan driftsselskabet selv skulle kunne drive mineraludvinding, og en lang række problemer knyttet til kontrol af den mineraludvinding, der sættes i værk af enkeltstater, private selskaber og eventuelt enkeltpersoner.

Mineralforekomsterne på havbunden findes ikke overalt i det frie hav. Frem til 1978 var der kun foretaget begrænsede undersøgelser af, hvor disse forekomster findes. Det er foreløbigt regnet ud, at der findes forekomster mellem 200 og 500 steder i verden, der kan udnyttes. Forekomsterne overstiger hvert sted 75 millioner tons mangan.

Det kan betale sig at udvinde mineraler af disse manganklumper, når de består af omkring 30 % mangan, 1,4 % nikkel, 1,2 % kobber og 0,3 % kobolt. (Tal fra «Financial Times», offentliggjort i «Information» den 8. august 1978). Selv om mængden af mineraler er betydelig, tyder undersøgelserne på, at forekomsterne er mere begrænsede end forestillingen om nærmest uendelige rigdomme, som mange havde, da forhandlingerne om udnyttelsen af disse råvarer startede.

Stormagternes modstand

Det blev antaget, at der ville blive efterspørgsel i industrien efter mineraler udvundet fra havbunden mod slutningen af det 20. århundrede. Men allerede i efteråret 1978 erklærede USA's delegation på Havretskonferencen, at nordamerikanske firmaer vil starte minedrift på havbunden allerede i midten af 1980'erne. Det retslige grundlag for driften bliver, så længe der ikke findes en gyldig havretstraktat, den nationale lovgivning. Hvis flere lande følger de nordamerikanske intentioner, vil det kunne skabe en de facto havret, langt fra vedtagelsen om havenes frie undergrund som menneskehedens fælles arv.

Stormagternes modstand mod Havretskonferencens arbejde skyldes bl.a., at udviklingslandene har koblet udnyttelsen af disse sidste uudnyttede mineralforekomster sammen med arbejdet for en Ny økonomisk Verdensorden. Udviklingslandene ønsker at udvindingen skal ske under international kontrol og i balance med andre råvareproducerende lande, og at fortjenesten af driften skal anvendes til at udjævne forskellen mellem de industrialiserede lande og det ikke-industrialiserede flertal af verdens lande.

Denne forestilling er stødt på kraftig modstand fra de transnationale selskaber, der har støtte blandt regeringerne i de vigtigste industrilande: USA, Japan, Vesttyskland, Storbritannien og Frankrig. De transationale selskaber som allerede har dannet sammenslutninger for at foretage mineraludvinding på havbunden, ønsker størst mulig fri adgang til denne udvinding, koblet sammen med garantier for at udnyttelsen kan fortsætte under kontrol af selskabet selv, når det har foretaget de enorme investeringer, der er nødvendige for denne drift.

Det er i dag kun disse transnationale selskabssammenslutninger, der råder over teknologien, der kræves for at udvinde mineraler fra havbunden. Det vil være de samme økonomiske interesser, der fremover i 1980'erne vil formå at gennemføre de teknologiske gennembrud, der er nødvendige for at kunne foretage olieudvinding på de store havdybder udenfor kontinentalsoklerne og kyststaternes 200 mils økonomiske zoner.

Den støtte som de transnationale selskaber har fået fra industrilandenes regeringer i bestræbelserne på at sikre sig retten til havbunden, svarer godt til de samme landes modstand mod virkningsfulde tiltag i arbejdet for en Ny økonomisk Verdensorden, og mod oprettelsen af et råvareprogram med en international prisstyring og et fond til stabilisering af verdenspriserne på råvarer.

Udover de rent økonomiske interesser der er knyttet til havenes frie undergrund, bidrager stormagternes militære virksomhed til at vanskeliggøre processen frem mod en havretstraktat. Et centralt element i våbenkapløbet er kampen for at udvikle våbensystemer, der ligger udenfor fjendens rækkevidde, og som kan «slå igen», selv om den anden skulle angribe først. I dag er det mest effektive våbensystem i denne sammenhæng flåden af atomundervandsbåde med interkontinentale missiler. Havenes frie undergrund kan enten anvendes til at placere våben, der skal bekæmpe disse undervandsbåde, eller til at placere våbensystemer, der skal anvendes til gengældelsesangreb. Jo flere anvendelsesområder havenes frie undergrund får i militær sammenhæng, desto vanskeligere vil det blive at nå frem til en retfærdig international aftale i tråd med resolutionen om, at dette område med alle dets ressourcer er «menneskehedens fælles arv», og skal udnyttes på denne måde.

H.E.