Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dansk trotskistisk orienteret gruppe, som blev dannet i 1984 ved et brud med partiet VS og dets venstrefløjsfraktion Faglig Fællesliste. Gruppen skal ikke forveksles med et tidligere IS fra begyndelsen af halvfjerdserne. Dog har de det til fælles, at de begge er inspireret af IS-traditionen, hvis væsentligste kendemærke er statskapitalismeteorien, som blev udviklet af Toni Cliff i 1948.

Bruddet

Baggrunden for bruddet i 84 var imidlertid ikke kun udviklingen i VS – dengang med en tiltagende reformorientering – men også udviklingen i Faglig Fællesliste, som prægedes af en stadig mere syndikalistisk praksis.

Initiativet til bruddet blev under indflydelse af SWP (den dominerende kraft i den internationale IS-tendens) taget af en gruppe på kun 11 i London sommeren 84, hvilket satte en kædereaktion i gang. I august 1984, hvor den officielle stiftelse fandt sted, var kredsen vokset til godt 40.

RS/IS

Sideløbende med dette gik resten af Faglig Fællesliste i opløsning, og en større gruppe med omtrent 80 medlemmer - som kaldte sig Revolutionære Socialister (RS) - blev ekskluderet fra VS i begyndelsen af 1985. Ligesom IS opfattede RS sig som en del af IS-traditionen.

Eksklusionen betød dog ikke umiddelbart nogen samling, da uenighederne om det faglige arbejde kontra partiopbygning stadigt var for store. Men det spillede også ind, at RS havde sin hovedbase i København, mens IS havde sin i Århus.

I perioden 1985-1988 viste RS' stærke faglige prioritering sig at være en blindgyde, hvorimod IS' satsning på partiopbygningen var en relativt større succes. Så i begyndelsen af 1988 var det numeriske styrkeforhold nærmest byttet om, da IS var steget til knapt 70 medlemmer og RS var faldet til under 40. Dette gav anledning til nye samlingsbestræbelser, som i slutningen af 1988 medførte, at RS gik med i IS – dog i en reduceret udgave, da kun en snes gik med over.

Ikke desto mindre kan man med en vis ret hævde, at IS hermed havde nået et foreløbigt højdepunkt mht. konsolidering og troværdighed på venstrefløjen. Især i hovedstadsområdet betød tilgangen af RS'ere en markant styrkelse.

Politikken

IS' erklærede prioritering i denne periode var opbygningen af en «propaganda-gruppe» - dvs. en gruppe samlet om en klar ideologisk profilering - og en «opskoling» af nye medlemmer i denne. Tanken bag dette var, at en gruppe som IS under ingen omstændigheder kunne spille nogen større rolle i klassekampen, og den måtte derfor nødvendigvis satse på at vokse. Og skulle væksten ske på et stabilt grundlag, måtte der ske en opskoling af de nye medlemmer, så de senere kunne indtage en ledende rolle i en langt større organisation.

Derfor trak IS sig generelt ud af meget fagligt og bevægelsespræget arbejde i denne periode, hvilket var ét af kernepunkterne i modsætningen til RS og den øvrige venstrefløj i VS. Dette hindrede dog ikke en rimelig klassekampspraksis samt en fordragelig samarbejdslinie i forhold til den øvrige venstrefløj. Eksempelvis under påskestrejkerne i 1985 og i 1988 indgik IS i dannelsen af det nye «rød-grønne initiativ» i Århus på baggrund af opløsningen af VS og DKP.

1989-1991

I denne periode løb IS ind i sin første krise med et faldende medlemstal og begyndende person-stridigheder på ledelsesplan. Og med det ledsagefænomen, at person-stridighederne begyndte at farve den politiske kamp. Vi ser her spirerne til, at politisk stillingtagen bestemmes af, hvad der er bekvemt i lyset af fraktionelle/person-politiske opgør. Klarest var dette i debatten om de to Golfkrige (Iran/Irak og Irak/USA), hvor tonen blev meget fraktionsbestemt

IS begynder her også at distancere sig fra propagandagruppesigtet – ironisk nok efter at medlemstallet er faldet med næsten en tredjedel på ganske kort tid: Bevægelsesarbejdet kommer i centrum. Samtidig får studenterarbejdet nu en høj prioritet. I denne periode ses også de første spirer til den selvtilstrækkelighed, som senere bliver typisk for IS. Også fordi det nye rød-grønne initiativ (senere Enhedslisten) synes af blive udvandet til en rent parlamentarisk bestræbelse. Opfattelsen af at den øvrige venstrefløj er ved at dø ud, begynder derfor så småt at få fodfæste.

1992-1996

Bombeattentatet mod IS' kontor i Søllerødgade den 16. marts i 1992 bliver derfor på flere punkter et nyt vendepunkt i organisationens historie. Her blev den antiracistiske aktivist Henrik Christensen dræbt, hvilket umiddelbart var en rystende og chokerende oplevelse. Men omvendt tvang begivenheden også IS til samling og mobilisering, hvis den overhovedet skulle overleve dette angreb. I løbet af ganske kort tid formåede organisationen med stor kraft gå ud for at samle folkelig opbakning til en protest mod det formentligt nazistisk inspirerede attentat. Til minde-demonstrationen lørdagen efter samledes der i København 12-15.000 mennesker.

Politisk øger det periodisk forståelsen af, at IS ikke er alene på venstrefløjen og ville have været dårligt stillet, hvis det var tilfældet. Samt forståelsen af en bred masselinje.

Organisatorisk betød det en fornyet vækst, som det er alt for forenklet at reducere til et resultat af «martyriet». Det var kun organisationens aktive indsats, som var garanten for dette – samt vækstens fastholdelse, da dønningerne efter attentatet havde lagt sig. IS nåede i sommeren 1992 atter op på omkring 100 medlemmer og nåede i efteråret 1994 op over 150.

Et biprodukt af denne udvikling var, at en helt urimelig selvovervurdering vandt fodfæste i ledelsen, så den i 1993 foreslog, at IS skulle stille op til kommunevalget, hvilket dog blev droppet efter en heftig medlemsdebat i sommeren 1993.

Under denne debat fremkom der holdninger i stil med, «at der kun var IS til venstre for SF» og «et politisk vakuum mellem SF og IS». Det fik i flere omgang IS til at opfordre til at stemme på SF ved både Folketings- og kommunevalg. Det er vel noget af det nærmeste, IS er kommet på en ren ultra-venstrelinje, da Enhedslisten i denne periode blev valgt ind begge steder.

Det er imidlertid også én af de sidste gange, at ledelsen kommer i mindretal i større spørgsmål. Herefter udvikler der sig i organisationen en ledelsesstil, som i efterhånden gør enhver opposition eller kritik frugtesløs. Det var efter et sådant større opgør om både politik og ledelsesstil, at en gruppe brød ud efter kongressen i efteråret 1995 og dannede Aktivt Socialistisk Forum i 1996. På denne kongres var ledelsen faktisk nominelt i mindretal, men den øvrige opposition demoraliseredes og forsvandt på kort tid. Herunder mange af de RS'ere, som var trådt ind i 1988.

I forlængelse af disse opgør indtræder IS' anden dybe medlemsmæssige krise, hvor organisationen omtrent halveres. Og en stemning af rådvildhed breder sig, hvilket bl.a. afspejles i SWP's mere eller mindre direkte indgriben.

1998-2001

I denne periode indtræder der nye magtkampe, formelt mellem København og Århus, men reelt lå der tilsyneladende en række personopgør bag. Derved reduceredes IS-København til en skygge af, hvad det havde været tidligere, og IS er igen tilbage, hvor det har sit absolutte centrum – i Århus.

Herefter indtræder der en vis konsolidering, og IS har rimelige succeser – både i form af medlemstilgang, opbakning til udadvendte arrangementer og ved at kunne samle opbakning til sin ungdomsorganisation, ISU. IS forstår også til stadighed at markere sig dygtigt på forskellige mærkesager.

Men det ændrer ikke på, at IS står med to store problemer for sin opbygning: Dels et internt soliditetsproblem og et udadvendt imageproblem.

De mange opgør har efterladt et IS med få gamle aktive kadrer. Det giver indtrykket af en lidt løs organisation, og i forhold til tidligere er der et svagt fremmøde i forhold til medlemstallet. Så reelt er organisationen næppe så stærk, som den var for ti år siden.

Men den meget svingende ledelsesstil har også efterladt IS med et image- og et troværdighedsproblem på venstrefløjen. Ikke kun i forhold til Enhedslisten pga. sin stemme-anbefaling, men også i form af IS' involvering/ikke-involvering i forskelligt bevægelsesarbejde, hvor mange har haft svært ved at opfatte IS som en loyal samarbejdspartner. Dels pga. en tendens til at prioritere «nicher», hvor den øvrige venstrefløj ikke er tilstede og dels ved at praktisk fravær i spørgsmål, hvor resten af venstrefløjen har været samlet. Til dette billede hører også en – både berettiget og uberettiget – kritik af IS' evne til at promovere sig selv.

Om IS vil komme styrket ud af den kommende tids opbrud afhænger af flere forhold. Herunder om IS vil være i stand til at finde sine ben på en afbalanceret måde i et længerevarede bevægelsesarbejde som f.eks. ATTAC. Samt komme frem til en reel analyse af Enhedslisten, som i lange tider har været erstattet af nogle meget golde besværgende vurderinger, som mere har haft som formål at «af-skærme» sig – og måske især sine nyeste medlemmer – i forhold til Enhedslisten og den venstredrejning, som rent faktisk sker der.

Men i den sidste ende vil det dog væsentligst afhænge af, om IS har styrken i kadrelaget til at gøre dette: Om det reelt kan holde til et tæt politisk samarbejde med andre stærke kræfter uden at skulle ty til sådanne golde markeringer af hensyn til at bevare det indre sammenhold.

H.J.V.