Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Venstresocialisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 53.432
: :
Venstresocialisterne (VS)
Y'et var VS' bogstav ved valgene, men samtidig en slangebøsse der kunne bruges til angreb på det borgerlige samfund.

Venstresocialisterne (VS), dansk venstrefløjsparti (1967-98). VS omdannede sig på sin 20. og sidste kongres i november 1998 fra parti til forening. Det bevarede sit program, men eksisterer i dag alene med begrænsede foreningsaktiviteter.

Forhistorien

Mange knytter VS sammen med ungdomsoprøret og udviklingen af det såkaldt «nye venstre», men faktisk udsprang VS af den traditionelle venstrefløj - af Socialistisk Folkeparti (SF).

Bortset fra enkelte smågrupper bestod venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet frem til 1959 udelukkende af DKP. Kritikken af Stalins forbrydelser på SUKP's kongres i 1956, Warzawapagtens invasion af Ungarn samme år og den stigende kritik af følgagtigheden overfor Sovjetunionen førte i 1959 til dannelsen af SF. Efter dannelsen udtalte Aksel Larsen - partiets nye formand, der gennem 25 år havde været DKP's formand - at SF ikke skulle være et revolutionært parti, men at dets hovedopgave skulle være at vække Socialdemokratiet af dets tornerosesøvn. Partiet skulle samtidig være et folkeparti. Det var et opgør med DKP's demokratiske centralisme, hvor magten i realiteten var koncentreret hos en lille kerne i partiets top. Men SF formåede ikke at opbygge et stærkt og demokratisk partiforeningsapparat - bl.a. fordi de fleste faglige folk efter splittelsen af DKP i 1958 blev i deres gamle parti. Konsekvensen var, at SF i endnu højere grad end de andre partier blev et parlamentarisk orienteret parti, hvor dets folketingsgruppe, og først og fremmest dets formand Aksel Larsen kom til at spille den ledende rolle.

Ved folketingsvalget i november 1966 opstod der en unik parlamentarisk situation. Socialdemokratiet mistede 7 mandater, mens SF til gengæld fordoblede sit mandattal til 20. For første gang i Danmarks historie kunne der dannes et arbejderflertal. Meningerne om et muligt regeringssamarbejde var delte i begge partier. Socialdemokratiet havde fortsat antikommunismen fra den kolde krig på sit program og partiets højrefløj betragtede SF som et fordækt kommunistisk parti. Denne fløj ønskede derfor at samarbejde med SF for gennem omklamring at bringe det til sprængning - på samme måde som det havde været socialdemokraternes taktik overfor DKP efter 2. verdenskrig. Venstrefløjen ønskede derimod et mere ærligt samarbejde med SF. SF var på samme måde delt. Larsen fløjen betragtede den mulige deltagelse i en regering med Socialdemokratiet med begejstring, mens venstrefløjen frygtede, at det lille parti ville blive tvunget til at sælge ud af sin politik og dermed blive kompromitteret overfor vælgerne.

Resultatet var, at de to partier ikke indgik et egentligt regeringssamarbejde, men i stedet nedsatte et såkaldt kontaktudvalg, der af de borgerlige hurtigt blev udnævnt til det «Røde Kabinet». I praksis blev alle lovforslag udarbejdet af kontaktudvalget, før de blev forelagt Folketinget. Forhandlingerne med Socialdemokratiet og arbejdet i kontaktudvalget blev styret af partiets højrefløj under ledelse af formanden Aksel Larsen - de såkaldte larsenister. I juni 1967 blev denne situation for broget for venstrefløjen, der fik indkaldt en ekstraordinær kongres, hvor den overraskende vandt over larsenisterne og satte sig på 28 ud af de 33 pladser i hovedbestyrelsen, mens den kun havde 6-8 ud af de 20 folketingspladser.

Splittelsen i SF var åbenlys og blev til fulde udnyttet af Socialdemokratiet. SF's venstrefløj havde til gengæld det problem, at den ikke var politisk enig, men alene var samlet omkring modstanden mod højrefløjen. Den havde intet samlet bud på, hvordan arbejderflertallet og forholdet til Socialdemokratiet skulle håndteres.

1967 VS dannes

Den konkrete anledning til arbejderflertallets sprængning fandt sted i december 1967. Efter en devaluering af kronen ønskede Socialdemokratiet at indefryse en dyrtidsportion (automatisk opjustering af lønnen). Det blev accepteret af larsenisterne, mens SF's venstrefløj erklærede sig som modstandere, fordi arbejderklassen fik for lidt til gengæld. Venstrefløjens 6 medlemmer i Folketinget ville derfor stemme imod. Det var ikke uden alvorlige skrupler, for det var klart, at det ville bringe regeringen til fald, SF ville få skylden, og denne skyld ville især blive lagt på venstrefløjen. Alligevel bekræftede de mange faglige deputationer, at venstrefløjen i fagbevægelsen var klart imod dette indgreb i aftalerne på arbejdsmarkedet.

Den 15. december faldt regeringens forslag og den trådte tilbage. Den 16. holdt SF ekstraordinær kongres - indkaldt af højrefløjen - hvor venstrefløjen blev stemt ned. Dagen efter, den 17. december dannede de 6 folketingsmedlemmer, de 28 afsatte medlemmer fra hovedbestyrelsen og yderligere 300 af SF's medlemmer et nyt parti: Venstresocialisterne.

Partiet fik ikke tid til i første omgang at udvikle sin politik. Den 23. januar 1968 skulle der være valg, og partiet måtte derfor inden den 9. januar samle 16.000 stillerunderskrifter. Dog nåede det at antyde en ny organisatoriske profil. Erik Sigsgaard erklærede på det stiftende møde, at VS skulle være et åbent, medlemsdemokratisk parti, der forsøgte sig med nye arbejdsformer. Det blev senere samlet i parolen om «ny stil». Et parti der lagde hovedvægten på det udenomsparlamentariske arbejde, men som samtidig ville «gøre alt for at opnå parlamentarisk repræsentation». Som ny hovedbestyrelse valgtes de 33 kandidater, venstrefløjen havde opstillet til SF's hovedbestyrelse, men som var blevet stemt ned. Samtidig indførtes kollektiv ledelse. VS skulle i modsætning til SF ikke have nogen partiformand, der kunne manipulere og kontrollere resten af partiet, som Aksel Larsen havde gjort i SF.

VS kastede sig nu ud i den næsten overmenneskelige opgave at skulle indsamle 16.000 underskrifter. Det lykkedes til overflod. Allerede ved årsskiftet var der indsamlet dette antal, men indsamlingen fortsatte med uformindsket styrke, og den 9. januar kunne partiet aflevere 32.000 underskrifter i Indenrigsministeriet. Opgaven lykkedes pga. en hastig tilstrømning til det nye parti. Allerede på stiftelsesdagen blev den første partiforening (PF) oprettet - i Randers - og godt en måned senere var der oprettet ikke mindre end 95 PF'ere med knap 3.500 medlemmer, hvoraf omkring halvdelen kom fra SF, der blev drænet for medlemmer og ressourcer. Samtidig tilsluttede partiets ungdomsorganisation SUF sig enstemmigt VS, og også herfra blev der lagt mange ressourcer i underskriftindsamlingen. Endelig brød 34 af SF's 75 kommunalbestyrelsesmedlemmer ud og tilsluttede sig VS.

Det nye parti havde fået en flyvende start og optimismen fejlede ikke noget. Mange i partiet var overbeviste om, at det ville få op mod 10 mandater ved valget i januar. Det fik 4, og det var kun 100 stemmer fra at være røget under spærregrænsen på 2 % ved valget. De 4 var: Erik Sigsgaard, Hanne Reintoft, Kai Moltke og Sven Erik Kjær Rasmussen. Der er ikke den store tvivl om, at partiet havde været dødt, hvis det ikke var kommet i Folketinget.

Årsagen til det ringe valgresultat var bl.a. en intens kampagne, hvor VS af både SF, DKP og Socialdemokratiet blev gjort ansvarlig for arbejderflertallets sammenbrud. LO's formand Thomas Nielsen gik så langt som til at kalde det nye parti for klasseforrædere. Partiet var desuden ikke i stand til at producere en god folkelig forklaring på, hvorfor det havde væltet arbejderflertallet, og desuden havde der ikke været tid til at udvikle et selvstændigt program.

1968 1. kongres: Traditionalister og blomsterbørn

Selvom flertallet (60 %) af partiets nye medlemmer kom fra SF, tiltrak det også venstrefløjssocialdemokrater, anarkister, trotskister, maoister, udogmatiske socialister, blomsterbørn, partiløse, folk fra anti-atomvåbenbevægelsen, fra fredsbevægelsen og de antiimperialistiske bevægelser. Politisk strittede VS derfor i mange retninger, og det blev ikke bedre af, at de tidligere SF'ere i partiet også havde forskellige politiske orienteringer. VS stod derfor i den særdeles omvendte situation for et nyt parti, at det havde en udviklet partiforeningsstruktur, forholdsvis mange medlemmer og 4 repræsentanter i Folketinget, men intet program, vedtægter eller love. Opgaven med at skabe dette grundlag blev i høj grad vanskeliggjort af, at det var så politisk uhomogent.

Partiets første kongres blev indkaldt til afholdelse til 23-24. marts 1968, og kongressen fik et særdeles kaotisk forløb. Det blev klart allerede fra starten, da det tog 3 timer alene at få valgt dirigenter og få vedtaget den dagsorden, kongressen skulle afvikles efter. Hovedomdrejningspunktet blev den organisatoriske afklaring, der dels skulle være et brud med de eksisterende partier og sikre et «ægte medlemsdemokrati» samt indebære en «decentralisering af partilivet». En række principper der kom til at gælde i hele partiets levetid blev slået fast på denne kongres:

Også debatten om partiets love blev kaotisk. På den ene side stod «blomsterbørnene», der lagde vægt på at skabe et parti med et fuldendt demokrati. På den anden side stod traditionalisterne, som også lagde vægt på partiets handledygtighed og effektivitet. Debatten endte - pga. fejl fra dirigenternes side med - med at begge de to hovedforslag faldt. Partiet stod derfor uden love, og det var først efter pres fra de «gamle SF'ere», at partiet fik et sæt midlertidige og meget nødtørftige love, der gjorde kongressen til højeste besluttende myndighed, skabte en hovedbestyrelse (HB) og et forretningsudvalg (FU).

I sidste ende var der så lidt tid til at diskutere partiprogram, at der i stedet blev vedtaget en principerklæring, der sammen med SF's program fra 1963 blev sendt til diskussion i partiforeningerne. Det hed i principerklæringen:

«Udfra en marxistisk analyse af den internationale kapitalisme og Danmark som et led heri vil VS modarbejde kapitalistisk udbytning på alle områder og arbejde for en styrkelse af det socialistiske alternativ«.

Samtidig advarede principerklæringen imod den teknokratisk dirigerede statskapitalisme i Østeuropa. VS ville bekæmpe imperialismen gennem internationalt samarbejde. Afhængigheden af den kapitalistiske verden skulle løsnes og medlemskab af EF afværges, ligesom Danmark skulle forlade NATO. Partiets mål var ophævelse af den private ejendomsret og råderet til jord, naturrigdomme og produktionsmidler. Men socialismen måtte samtidig betegne en ny model for livsførelse og kultur. I erkendelsen af statens karakter ville VS inspirere og deltage i politisk og social aktivitet udenfor parlamentet. Endelig vedtog kongressen en faglig udtalelse, der lå tæt op ad SF's faglige politik, men som dog udmærkede sig ved at være kritisk overfor LO og FTF.

Ved afslutningen på kongressen skulle der desuden vælges ny ledelse (HB). Den kom til at bestå af:

På det første HB møde efter kongressen blev der valgt et 7 mands stort FU, der udelukkende kom til at bestå af tidligere SF'ere.

«Blomsterbørnenes» vigtigste organ var bladet Kommunikation. Her en typisk forside

En række fremtrædende medlemmer var imidlertid fraværende fra det nye HB. Det gjaldt bl.a. Willy Brauer og Preben Wilhjelm. Brauer var blevet så frustreret under den groteske konstitueringsdebat på kongressen, at han forlod den og i stedet gik til fodbold i Idrætsparken. De kaotiske omstændigheder medførte, at 80-90 % af de delegerede tog fra kongressen stærkt frustrerede, og medlemssivningen satte umiddelbart efter ind.

Fronterne på kongressen var især trukket op mellem på den ene side de såkaldte «traditionalister», der i HB blev repræsenteret ved de tidligere SF'ere, socialdemokrater og kommunister, og på den anden de såkaldte «blomsterbørn». Blomsterbørnene var børn af ungdomsoprøret, var mere antiautoritært indstillet og mere orienteret mod deres egen individuelle frigørelse end arbejderklassens kollektive frigørelse. De havde kun kunnet mønstre ca. 20 % af de delegerede og var klart de mest utilfredse med kongressen, og umiddelbart skulle man derfor tro, at det var dem der ville forlade partiet, men istedet blev det traditionalisterne og først og fremmest partiets arbejderbasis der forlod det.

Allerede på sin første kongres tog det nye arbejderparti nemlig en klar drejning bort fra sit arbejdergrundlag. Mens der i den første midlertidige HB havde været 50 % arbejdere, faldt andelen i den nye HB til 20 %. Partiet var nu ledelsesmæssigt domineret af lærere, andre mellemlag og studerende.

Stadig sivning fra partiet

Blomsterbørnenes svage stilling i partiet og frustration efter 1. kongres kunne have ført til, at denne fraktion forsvandt fra partiet. Men sådan kom det ikke til at gå, og det var den internationale udvikling der i 1968 i høj grad kom til at præge partiets udvikling. Kun godt en måned efter kongressen brød oprøret løs i Frankrig. Det startede som et studenteroprør, men spredte sig hurtigt til arbejderklassen, og midt i maj var 10 millioner franskmænd på gaderne mod det kapitalistiske samfund.

Selv om der var tale om ét oprør, drog VS' fraktioner vidt forskellige konklusioner på oprøret og hvorfor det slog fejl. Blomsterbørnene konkluderede, at oprørets nederlag bekræftede deres tese om «arbejderklassens integration i det bestående samfund»; en anden fraktion konkluderede, at oprøret viste, at «studentermassen var den revolutionære avantgarde»; en tredje at «arbejderklassen var den revolutionære kraft»; en fjerde at der var tale om en «manifestation af den såkaldte nye arbejderklasse», der var sammensmeltningen af håndens og åndens arbejdere.

Studenteroprøret spredte sig fra Frankrig til resten af verden, og herunder også til Danmark. Uanset uenighederne i VS strømmede studenterne nu ind i partiet, og kompenserede for udsivningen af blomsterbørn. Traditionalisterne blev imidlertid splittede i opfattelsen af denne udvikling og hvordan det antiautoritære studenteroprør skulle håndteres.

Splittelsen brød ud i lys lue den 1. juni, da Kai Moltke i et brev til FU anklagede Erik Sigsgaard for «et modbydeligt dobbeltspil». Kritikken handlede på overfladen om, at Sigsgaard alene havde udarbejdet og fremlagt VS' politiske ordførertale ved Folketingets afslutningsdebat. Men under overfladen var der tale om en mere dybtgående politisk strid. Gruppen omkring Sigsgaard betragtede studenteroprøret med interesse og sympatiserede politisk, mens gruppen omkring Moltke og Hanne Reintoft så med dyb mistillid på det antiautoritære nye venstre og dets skarpe kritik af forholdene i Østeuropa.

FU forsøgte af alt magt at forlige de 2 traditionalistfraktioner, og det lykkedes i første omgang, da der blev vedtaget en samarbejdsaftale mellem FU og folketingsgruppen. Men på HB mødet senere i juni brød konflikten ud i lys lue. Et flertal ønskede at rense Sigsgaard for beskyldningerne, og samtidig ønskede det et nyvalg til FU. Nyvalget blev gennemført, og det medførte at Hanne Reintoft og 3 andre af de siddende medlemmer - der alle 4 ikke ønskede at genopstille i protest mod nyvalget - røg ud.

Over sommeren tilspidsedes konflikten yderligere, og anledningen var nu, at anarkisterne og blomsterbørnene i kølvandet på majoprøret i Frankrig rykkede ud med stærkt kritiske holdninger omkring arbejderklassen, der gik så langt som til at sammenligne klassen med nazister. Disse udtalelser var som en rød klud i hovedet på specielt de traditionelle traditionalister, og i midten af august udgav de et tosiders «Oplæg til diskussion af Venstresocialistiske principper», der var underskrevet af 35 fremtrædende medlemmer - heriblandt 3 folketingsmedlemmer og 8 medlemmer af HB. Oplægget rummede en række fornuftige politiske principper, men opfordrede samtidig VS til at skaffe sig af med blomsterbørnene:

«VS skal ... ikke være tumleplads for de af det borgerlige samfund skabte arbejderfjendske, antisocialistiske og anarkistiske grupperinger.»

Få dage senere - den 20-21. august - blev Tjekkoslovakiet besat af Warszawapagtens tropper, der afsluttede det såkaldte Pragforår. Invasionen blev skarpt fordømt af VS, men mod Reintofts stemme. Den 26. meldte hun sig sammen med Moltke og 14 andre fremtrædende medlemmer ud af VS og erklærede i en pressemeddelelse:

«Partiet er blevet en tumleplads for arbejderfjendske og yderliggående grupperinger, og vi må med beklagelse konstatere, at ledende folk i partiet ikke har formået at hindre denne udvikling. Tværtimod har de under dække af demokratiske fraser støttet sig til sådanne elementer for at sikre sig selv magt, ligesom man har ladet disse elementer få en betydelig indflydelse i partiets ledende organer».

Gruppen blev i de følgende uger fulgt af 60 andre medlemmer.

Moltke og Reintoft fortsatte deres virke i Folketinget som løsgængere under navnet Socialistisk Arbejdsgruppe, men i januar fortsatte Reintoft videre over i DKP. For hende var det en naturlig udvikling. Allerede i 1968 havde hun i stigende grad markeret sig som utvetydig forsvarer af Østeuropa og Sovjetunionen. Moltke og mange andre af partiets faglige folk forlod det derimod pga. blomsterbørnenes stadig mere arbejderkritiske udmeldinger - uden at erkende at blomsterbørnene faktisk kun var en lille højtråbende minoritet.

Den 15. september 68 skred maoisterne. Anledningen var officielt VS' støtte til Alexander Dubceks liberaliseringsproces i Tjekkoslovakiet, som var blevet knust ved invasion 3 uger tidligere. Under denne begrundelse lå dog ønsket om at udvikle et marxistisk-leninistisk kadreparti, og de vurderede ikke at dette ville være muligt i VS med de mange blomsterbørn og anarkister. Benito Scocozza og Hans Henrik Nielsen meldte sig derfor ud og dannede samme aften KFML, der i 1976 blev omdøbt til KAP.

Allerede i dagene efter Moltke/Reintoft gruppens udmeldelse havde partiet forsøgt at dæmme op for medlemsflugten ved at udsende en politisk organisatorisk udtalelse, der bl.a. understregede «arbejderklassen som den udslagsgivende i produktionen» og «fagbevægelsen som et vigtigt våben i kampen mod kapitalismen». Men udtalelsen kom dels for sent ifht. at bremse flere af de fremtrædende faglige folks udmeldelse. Dels fortsatte udsivningen. Og bedre blev det ikke, da partiet gik i gang med at rekonstruere det faglige arbejde. 3 studerende forfattede et debatoplæg, der ved en fejltagelse kom til at fremtræde som partiets officielle politik. Heri blev fagbevægelsen karakteriseret som et fossil, som VS «.. gennem sit arbejde måtte live op på ..» Det blev indledningen til den såkaldte «fagforstenings» opfattelse i VS. Samtidig lagde oplægget op til frivilligt medlemsskab af fagforeningerne, hvilket gik helt på tværs af partiets faglige medlemmer. Oplægget nåede ud af VS, og blev af DKP, SF og Moltke gruppen flittigt brugt til at miskreditere VS på arbejdspladserne. Flere arbejdere forlod partiet, der i stigende grad fremtrådte som et studenter og mellemlagsparti. Det forsøgte under sin overenskomstkampagne i foråret at bløde op for den fagforeningskritiske holdning, men kom alligevel til at stå for en ret LO kritisk kampagne.

Parlamentarisk havde VS besluttet, at der skulle være en tæt vekselvirkning mellem det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde. Sådan kom det ikke til at gå. Den decimerede folketingsgruppe på kun 2 personer fik ikke tilstrækkelig modspil fra resten af partiet, og kørte derfor i vid udstrækning sit eget løb, som isoleret betragtet dog var ganske fornuftigt. De 2 MF'ere koncentrerede arbejdet om efterretningstjenestens virksomhed og de multinationale selskabers økonomiske forhold.

Så var langt flere af partiets medlemmer involveret i det udenomsparlamentariske arbejde. Allerede i maj 68 havde VS nedsat et ekstraparlamentarisk udvalg, der i april 69 udgav en rapport, der var et forsøg på en erfaringsopsamling. Rapporten gennemgik en række konkrete aktioner med det formål at finde frem til nye former, hvor man kunne udtrykke den alternative kultur. Omdrejningspunktet var kommunikation, aktionsformer og bevidstgørelse. VS medlemmerne var aktive i studenterarbejdet, i kampagnen for dansk udmeldelse af NATO, mod diktaturet i Grækenland, USA's krig i Vietnam og i støtten til de Sorte Pantere i USA. VS markerede sig i den stadig stærkere antiimperialistiske bevægelse som tilhængere af væbnet kamp, hvilket medførte, at pacifisterne der var fulgt med over fra SF forlod partiet.

1969 2. kongres. Struktur og program

I maj 69 afholdt VS sin 2. kongres. Medlemstallet var da faldet fra ca. 3.500 året i forvejen til 2.500. Det reelle tal var dog snarere 1.500. Samtidig var antallet af partiforeninger faldet fra 96 til 65-70. Medlemssivningen og de skarpe konflikter havde sat sine dybe spor.

Kongressen havde 2 hovedformål: at give partiet et sæt love og vedtægter, samt give det et program. Strukturen blev i vid udstrækning baseret på de demokratiske principper, der var vedtaget året forinden. Programmet kom til at rumme afsnit om statsteori, klasseteori, partiopfattelsen, den faglige strategi, revolutionsstrategien og socialismeopfattelsen. Det var på mange måder famlende, hvilket afspejlede marxismens svage status i Danmark samt en række stærke politiske uenigheder. Uenigheden var størst på spørgsmålet om partirolleopfattelsen. Den ene fløj argumenterede for nødvendigheden af et revolutionært parti, der kunne koordinere de forskellige bevægelsers indsats. Den anden fløj gik ind for en langt løsere partiopfattelse, hvor partiet frem for at styre bevægelserne skulle «inspirere» dem. Programmet skulle være udtryk for et kompromis, men hældede alligevel overvejende mod den anden opfattelse.

Valget af ny hovedbestyrelse afspejlede, at VS var ved at udvikle sig til et studenterparti. Nok røg blomsterbørnene helt ud, men til gengæld indvalgtes 5 fremtrædende studenteraktivister i den 25 mand store HB. Til gengæld blev der kun valgt 4 arbejdere. Arbejderandelen sank dermed fra 20 % i den foregående HB til 16 %.

Fagforsteningen

VS gik nu ind i sin 2. kongresperiode, der frem til sommeren 1970 kom til at gentage den forrige periodes tredeling af aktiviteterne:

Omslaget på VS' faglige pjece. Den fagbevægelseskritiske linie kom til at præge partiets politik flere år frem i tiden

Den mest katastrofale aktivitet var partiets faglige politik. Partiet havde i løbet af sine 1½ - 2 års eksistens mistet de fleste af sine arbejdermedlemmer, og i mangel af bedre var det nu studenter, med den sociologistuderende Kjeld Schmith i spidsen der udformede den faglige politik. I efteråret 1969 holdt VS en faglig konference og til denne havde Schmith skrevet pjecen, «Den danske fagforstening», der gjorde LO til partiets hovedfjende. Pjecens politiske orientering var syndikalistisk: den eksisterende fagbevægelse skulle knuses og erstattes af arbejdernes egenaktivitet på den enkelte arbejdsplads. Tillidsmandssystemet blev karakteriseret som «mistillidsmandssystemet». VS anbefalede sine medlemmer ikke at lade sig vælge som tillidsmænd, og skete det alligevel rent undtagelsesvis, måtte de erklære, at de ikke ville følge de fagretlige regler.

Overenskomstfornyelsen i foråret 1969 gav ikke særlig meget til arbejderklassen, og dette sammen med et voldsomt opskruet arbejdstempo var baggrunden for de vilde strejker, der startede i maj og udviklede sig hen over sommeren. I efteråret kanaliserede DKP strejkebevægelsen over i fælles strejker for en lønforhøjelse på 1 kr. i timer for alle - de såkaldte 1 kr. strejker - der kulminerede i februar 70. VS forsøgte at blande sig i strejkebevægelsen, men dels stod partiet svagt, dels var udmeldingerne atter engang katastrofale. LO blev atter engang gjort til hovedfjenden, og samtidig angreb partiets faglige landsudvalg selve 1 kroners kravet. Udmeldinger der blot yderligere bidrog til at isolere partiet.

Først i løbet af sommeren og efteråret 1970 blev der udviklet en mere sammenhængende kritik af den eksisterende faglige politik. De 3 vigtigste omdrejningspunkter i forslaget til en ny faglig politik var: dannelse af en fagopposition indenfor den eksisterende fagbevægelse, oprettelsen af strejkekomiteer til støtte for de ulovlige strejker og i en senere fase oprettelsen af arbejderråd. Dette forslag slog dog ikke umiddelbart igennem i VS, trods det at Kjeld Schmith i april 70 havde trukket sig fra FU og HB og i september forlod partiet i protest mod dets fordømmelse af de voldelige aktioner under Verdensbankdemonstrationerne i København.

Katastrofalt kommunevalg

VS var et erklæret udenomsparlamentarisk parti, og selvom det havde 2 folketingsmedlemmer og havde arvet 30 kommunalpolitikere fra SF, interesserede det sig ikke specielt for deres arbejde. Den 4. marts 1970 skulle der imidlertid holdes kommunalvalg og det tvang partiet til at tage stilling - eller rettere forsøge på det. I september 69 udsendte HB en udtalelse der afspejlede, at det både rummede folk, der under ingen omstændigheder ønskede valgdeltagelse, og folk der gjorde. HB kunne hverken til- eller fraråde opstilling, men kunne i hvert fald ikke anbefale, at der blev indgået listeforbund med SF eller DKP. Konsekvensen var, at partiet ikke kunne finde ud af, om der skulle opstilles eller ej, og slet ikke kunne finde ud af at føre valgkamp. VS opstillede kun i 20 af landets 227 kommuner, og gik stemmemæssigt kraftigt tilbage. I Københavns kommune faldt opbakningen fra 19.930 stemmer ved folketingsvalget i januar 1968 til 7.848, og en nøjere undersøgelse afslørede, at det var arbejdervælgerne, der   havde forladt partiet. Partiet fik derfor kun 1 kommunalrepræsentant, Peder Boas, i hele landet - i København. Hans arbejde fik til gengæld stor betydning for partiets opbygning af et fodfæste i hovedstaden gennem 70'erne.

I Folketinget fortsatte partiets 2 repræsentanter deres arbejde - stort set i ubemærkethed for resten af partiet, trods det at det overvejende var deres indsats, der bragte VS i medierne. Sigsgaard og Rasmussen formulerede 4 mål for deres arbejde i parlamentet: afsløring af falskheden i det borgerlige demokrati, fremsættelse af forslag til illustration af VS' politik, forslag der virker demokratiserende og mobiliserende samt forslag der skal forbedre lønarbejdernes og ligestilledes forhold. I løbet af året var deres vigtigste sag afsløringerne omkring efterretningstjenestens virksomhed i Kejsergadesagen, støtten til kravet om nedsættelse af valgretsalderen til 18 år og afsløringerne af de multinationale olieselskabers manglende skattebetalinger.

Uenigheder i bevægelsesarbejdet

I foråret 1970 var debatten om en ny Styrelseslov for universiteterne sat på dagsordenen. Behovet for en ny styrelseslov var en konsekvens af studenteroprøret, der havde afsløret de åbenlyst udemokratiske tilstande på universiteterne, hvor det var professorerne, der havde den fulde magt. En demokratisering skulle inddrage de andre grupper af ansatte på universiteterne og studenterne i beslutningerne. Studenteraktivisterne var i sagens natur særdeles aktive, for at sikre størst mulig studenterindflydelse, og næsten alle de toneangivende aktivister var medlemmer af VS eller sympatisører. I april 70 besluttede HB derfor, at der skulle udarbejdes en universitetspjece om sammenhængen mellem studenteroprør og klassekamp. Den udkom i september og udløste en omfattende debat. To fronter udkrystalliserede sig i denne debat: den ene tilkendte studenterne en afgørende rolle som avantgarde i kampen, den anden front modsatte sig denne avantgardeopfattelse og lagde i stedet vægten på udviklingen af antikapitalistisk videnskabeligt arbejde i fagene - den såkaldte fagkritik. Partiet nåede ikke frem til nogen enighed, kom derfor til at stå uden samlet politik, og i årene fremover skete det ofte, at VS-studenters modstandere på universiteterne var andre VS-studenter.

VS' medlemmer forsatte arbejdet mod NATO, USA's krig i Indokina og støtten til de Sorte Pantere i USA. Men selvom partiet nu åbent støttede befrielsesbevægelsernes væbnede kamp, vaklede det i sin vurdering af aktionsformerne i Danmark. I første omgang havde det støttet voldelige metoder, da den krigsforherligende film «De grønne baretter» i maj 69 skulle vises i København, for senere at tage afstand fra «barrikademetoder», da den skulle vises i Jylland. Situationen gentog sig under demonstrationerne mod Verdensbankens topmøde i København i september 1970. Det lå på forhånd i luften, at det ville komme til voldelige konfrontationer med politiet, og HB tog derfor på forhånd afstand fra voldsanvendelse og forbød partiets medlemmer at fungere som dirigenter under demonstrationen. Men samtidig var der andre medlemmer, der støttede anvendelsen af «nødvendig» vold. Forholdet afspejlede i vid udstrækning, at mange af partiets medlemmer var aktive i det antiimperialistiske arbejde og støttede forskellige aktionsformer, hvilket gjorde det vanskeligt for partiet at udforme en fælles politik.

1970 3. Kongres: Leninistkollektiv og Producentkollektiv

På 2. kongres havde den største uenighed været centreret omkring partirolleopfattelsen. HB besluttede derfor, at dette skulle være hovedtemaet på VS' 3. kongres i oktober 1970. Et sommerseminar samme år afslørede, at der fandtes vidt divergerende holdninger til dette spørgsmål, og der dannedes derfor 2 grupperinger på spørgsmålet:

I august/september barslede begge grupper med omfattende oplæg til kongresdiskussionen.

Leninistkollektivets forslag var underskrevet af VS'erne Claus Bryld, Niels Finn Christiansen, Lars Hutters, Jørgen Lindgaard Pedersen, Ernst Dahl, Torben Hansen, Søren Otto Jensen, Jan Glud og Bent Moos. LK indskrænkede sit oplæg til en nyformulering af strategiafsnittet i VS' program, hvor hovedomdrejningspunktet var skabelsen af et handlekraftigt revolutionært parti. VS skulle være første trin på vejen i udviklingen af et homogent revolutionært leninistisk opbygget parti. Derimod tog LK's oplæg ikke fat på spørgsmål som klasseanalyse, faglig strategi eller statsopfattelse mv.

Producentkollektivets forslag var underskrevet af VS'erne Gunvor Auken, Leif Hansen, Jesper Hoffmeyer, Lance Vagnø Jensen, Hans Vammen, Jørgen Bonde Jensen, Ejvind Larsen og Hans Pendrup. Navnet hang sammen med, at gruppen mente, at producentkollektiver var grundlaget for en proletarisk organisation og vejen til socialisme. PK's oplæg var kvantitativt langt større og emnemæssigt bredere end LK's. PK tog fat på analysen af senkapitalismen og slog fast, at tidligere tiders klassekampserfaringer ikke længere kunne anvendes, fordi senkapitalismen var en kvalitativt ny fase i kapitalismens udvikling. Producenterne lagde derfor afstand til LK's opfattelse af arbejderklassens ledende rolle, og lagde i stedet vægt på, at der måtte udvikles en fleksibel partistruktur. Af samme årsag talte PK ikke om en politisk homogenisering af partiet, så det udadtil kunne handle som en fasttømret enhed.

De to forslag til programmatisk afklaring forstærkede og tydeliggjorde de politiske modsætninger i partiet i månederne op til kongressen i oktober. En af konsekvenserne var, at selvom HB kunne fremlægge en fælles refererende beretning for dets aktiviteter i løbet af kongresperioden var der ikke mindre end 5 forslag til konklusion på beretningen:

  1. Leninisterne mente, at VS' organisatoriske svaghed skyldtes dets politiske usikkerhed og uklarhed. Det ville derfor være nødvendigt at fortsætte afklaringsprocessen. Der skulle være plads til forskellige tolkninger af marxismen i partiet, mens dets tendenser var dog så forskellige, at afklaringen «mest hensigtsmæssigt ... måtte foregå i forskellige organisationer». Altså at anarkister og syndikalister måtte hældes ud af VS.
  2. En afsvækket udgave af leninisternes analyse, hvor opfattelsen af at de forskellige tendenser ikke kunne eksistere indenfor samme parti var strøget.
  3. Et anarkistisk inspireret forslag der gik på, at VS måtte omdannes til en sammenslutning af autonome smågrupper. Fremtiden måtte så vise, hvem der var mest levedygtige.
  4. Forslag om opløsning af VS.
  5. Et forslag fra Preben Wilhjelm - hurtig døbt Wilhjelmdoktrinen - der gik på, at der var enighed om visse fundamentale spørgsmål, at partiet havde sin eksistensberettigelse som fælles forum for folk fra bevægelserne, og at der burde udfoldes store anstrengelser på, at de forskellige tendenser ikke modarbejdede hinanden.

Efter en lang og politisk skarp debat blev det besluttet ikke at sætte beretningen til afstemning, og kongressen viste dermed, at den ikke ønskede at tage stilling mellem de 5 forslag til konklusion. Allerede under starten på kongressen blev det klart, at der udover LK og PK fandtes en bred midterfløj - senere kaldet sumpen - der mente, at der havde været for lidt tid til at tage stilling til programforslagene i partiets basis. De ønskede derfor at udskyde vedtagelsen af et nyt program. Efter en række taktiske manøvrer vandt denne holdning flertal: der skulle arbejdes videre med programarbejdet for at kunne vedtage et helt nyt program på 4. kongres. Samtidig måtte skolingsarbejdet i partiet intensiveres og på sigt måtte det udvikle sig til et homogent revolutionært parti, men homogeniseringen skulle ske gennem en proces, ikke gennem et brud mellem dets forskellige tendenser.

Denne kongresbeslutning medførte, at LK medlemmerne afviste at opstille til HB valget. Det nye HB blev derfor domineret af folk fra PK (der efterfølgende opløste sig som gruppe), midterfløjen og anarkisten Peter Wivel (der senere blev chefredaktør på Berlingske Tidende). Set i bakspejlet kunne leninisterne sandsynligvis have fået omkring 1/3 af pladserne i HB, men var for utålmodige.

1971 Sumpens politiske fallit

Sumpen havde nu magten i VS, og brugte det følgende år på at spille politisk fallit. I foråret 1971 skulle der gennemføres nye overenskomstforhandlinger og den borgerlige VKR regering var allerede i efteråret 1970 gået i gang med at få fagbevægelsen til at acceptere et frivilligt lønstop. Leninisterne så klare indkomstpolitiske overtoner i dette forsøg og vurderede, at det vigtigste under overenskomstforhandlerne var at bekæmpe denne politik. Heroverfor stod tidligere PK medlemmer, der ønskede at partiets kampagne skulle tage udgangspunkt i den enkelte arbejders situation - som middel til bevidstgørelse. I sidste ende blev der indgået et kompromis, hvor leninisterne som eksperiment fik lov til at køre deres egen kampagne i Århus, mens VS' faglige landsudvalg udformede en kampagne for resten af landet. Denne kampagne kom først og fremmest til at afsløre partiets enorme afstand til arbejderklassen. Kampagnen var først og fremmest rettet mod LO - og meget lidt mod kapitalisterne. I den forstand adskilte kampagnen sig ikke meget fra de foregående års studentikose kampagner vendt mod fagbevægelsen. Den bidrog kun til at øge VS' isolation.

I midten af året svækkedes partiets organisation og troværdighed drastisk. Anledningen var, at VS for første gang ekskluderede et af sine medlemmer, Villy Frølund Thomsen fra Østerbro afdelingen. Den udløsende faktor var hans artikel «Dristig clairvoyance og hovedløs inkompetence» med fordømmende kritik af hovedbestyrelsens såkaldte Indokina udtalelse, som han og mange andre fandt terroristisk. Eksklusionen udløste en strøm af protester fra hele landet, og snart blev den ene, snart den anden truet med eksklusion. Bedre blev det ikke, da VS-Østerbro fik nedsat en central kommission til undersøgelse af Preben Wilhjelms og Ejvind Larsens «partiskadelige virksomhed». De blev «frifundet», men konflikterne havde en stærkt demoraliserende effekt på partiets medlemmer, og blev af mange opfattet som bevis på ledelsens uduelighed og inkompetence. Kongressen underkendte og ophævede både eksklusionen og «Indokina udtalelsen». (Thomsen blev endelig ekskluderet i 1974).

I starten af 70'erne var kvindebevægelsen under opblomstring i Danmark. Det smittede også af på VS og på partiets sommerseminar i 71 blev emnet taget op. Som i studenterpolitikken viste det sig imidlertid også her, at VS var ude af stand til at tage klar stilling. En fløj af partiet støttede kvindekampen, mens en anden - centreret omkring leninisterne - slog fast, at kvindekampen var underordnet klassekampen, og at VS kvinder derfor ikke burde blande sig med mellemlags rødstrømperne. VS undlod at formulere politik på området og i flere år fremover var resultatet, at VS'ere stod overfor VS'ere i konflikterne i kvindebevægelsen.

I september 1971 blev der afholdt folketingsvalg. Selvom der tidligere havde eksisteret en udtalt anti-parlamentarisk strømning i partiet viste en urafstemning, at kun 5 % af VS'erne nu gik imod opstilling til valget. Partiet stod bemærkelsesværdigt samlet omkring nødvendigheden af at stille op. Der havde bredt sig en bevidsthed om, at folketingsarbejdet trods dets isolerede status var VS' vigtigste ansigt udadtil. Problemet var blot, at dette ikke var nok. Partiet havde alvorlige problemer ved at formulere, hvilken politik det ville føre - ud over afsløringsstrategien overfor den borgerlige stat. Værre var det imidlertid, at VS siden valget i januar 1968 havde stødt sine arbejdervælgere fra sig. Det gik tilbage fra 2,0 til 1,4 % og mistede dermed sin folketingsrepræsentation. Størst var tilbagegangen i arbejderkvarterene i hovedstaden.

Leninistfraktionen

Op til VS' 4. kongres i december 1971 var situationen således den, at partiet med sin tabte folketingsrepræsentation var forsvundet fra offentligheden og i en fremskreden organisatorisk opløsning. Det forstærkede de interne modsætninger, men skabte samtidig en fælles opfattelse af, at der måtte tages drastiske skridt. Resultatet var, at der for første gang i partiets historie dannedes stramt organiserede fraktioner med deres eget indre organisatoriske og politiske liv.

Den største af disse var Leninistfraktionen (LF), der var blevet dannet allerede umiddelbart efter 3. kongres - i november 70 - udfra Leninistkollektivet. I dens grundlag tog den udtrykkeligt afstand fra, at dens mål skulle være en ny partidannelse. Tvært imod var det at vinde så mange af VS' medlemmer for sin politik som muligt. LF var trods sin leninistiske orientering dog ret bred, og blev hurtigt præget af afskalninger. I januar skete der et brud med de unge fra SUF. VS brød samtidig med SUF, der var fulgt med over fra SF og havde fungeret som partiets ungdomsorganisation. Baggrunden var de voldsomme politiske kampe i SUF, der var endt med, at trotskister og maoister havde fået udrenset alle andre strømninger, hvorefter maoisterne slutteligt blev udrenset. VS endte med at bryde med SUF på spørgsmålet om manglende medlemsdemokrati. (SUF omdannede sig til RSF, der senere blev til SAP).

Op til VS' 4. kongres forberedte LF et omfattende forslag til nyt program for partiet, der jo skulle være hovedtema på kongressen. Fraktionen tog udgangspunkt i den klassiske marxisme og i leninismen. Den vigtigste nyskabelse ifht. det eksisterende program fra 1969 var klasseanalysen, hvor LF gjorde op med «lønarbejderklassen», der underordnede arbejderklassen. LF ønskede i stedet at tage udgangspunkt i arbejderklassens kerne og dens nærmeste allierede. Det afspejlede sig samtidig i dens partirolleopfattelse, hvor den ønskede, at partiet skulle have en solid medlemsmæssig forankring i arbejderklassen. I dens faglige politik afveg den dog ikke så meget fra den hidtidige VS politik. Den kritiserede det faglige bureaukrati, og ønskede ikke at arbejde for demokratisering gennem arbejde indenfor det eksisterende faglige apparat. Istedet ønskede LF at bidrage til opbygningen af demokratisk valgte strejkekomiteer og udviklingen af en uafhængig fagopposition. Som revolutionsstrategi bekendte fraktionen sig til proletariatets diktatur og opbygningen af arbejderråd.

Ved siden af LF var der organiseret 2 andre fraktioner i partiet: VS-Østerbro og Proletarisk Socialistisk Arbejdsgruppe (PSA). Desuden fremlagde 2 andre grupper programforslag på kongressen. VS-Ø lå politisk tæt op ad LF, men udmærkede sig samtidig ved som DKP at opfatte Sovjet og Østeuropa som socialistiske stater. PSA eksisterede kun i Gladsaxe partiafdeling omkring Klaus Birkholm og Kjeld Schmith, der under en furore atter var blevet meldt ind i VS. PSA anså de vilde strejker for arbejderklassens vigtigste våben. Selv om fraktionen arbejdede indenfor VS anså den samtidig partiet som «integreret i statsapparatet og som grundlæggende kontrarevolutionært ...» Begge fraktioner havde ligesom LF deres eget indre organisatoriske og politiske liv samt kommunikationskanaler.

4. Kongres. Leninistfraktionen vinder magtkampen

Kongressen blev et sviende nederlag for sumpen, der indtil da havde haft magten i HB. I stedet fik den lille HB minoritet på 5 leninistmedlemmer vedtaget deres beretning. I sidste ende fik LF vedtaget sit programforslag. Det afspejlede ikke blot, at LF havde fået større opbakning siden sidste kongres, men også at mange delegerede stemte imod den organisatoriske opløsning der i den foregående periode havde præget partiet. LF fik samtidig vedtaget et årsprogram, der skitserede partiets opgaver. Det var primært oplysning og propaganda overfor arbejderne på arbejdspladserne. Sekundært kampen mod EF, der på det tidspunkt handlede om at bidrage til et dansk nej ved den senere folkeafstemning. Det var bemærkelsesværdigt, at bevægelsesarbejdet ikke var prioriteret. Det var altså ikke meningen, at VS skulle arbejde ifht. uddannelses- eller boligområdet, eller i kvindebevægelsen eller de antiimperialistiske bevægelser.

Internt prioriterede årsprogrammet skolingen i partiet. Selv om LF havde vundet magtkampen og nu havde absolut flertal i HB ønskede den nemlig ikke blot at gennemtvinge sin politik og omdanne VS til et rent leninistisk parti. Først var det nødvendigt at vinde så mange som muligt af de øvrige medlemmer. Skoling var vejen frem. Af samme årsag placerede LF ikke sine dygtigste folk i HB. De blev holdt tilbage til det politiske arbejde i LF, der blev bevaret som fraktion.

LF kunne dog ikke hindre, at partiet fortsatte sin opløsning. Nogle medlemmer opgav umiddelbart i forlængelse af kongressen. 15 fremtrædende medlemmer omkring det tidligere Producentkollektiv (tidligere blomsterbørn) meldte sig umiddelbart ud, og fik de følgende måneder følgeskab af 150 andre politisk begrundede udmeldelser. Sumpen fik 7 medlemmer valgt ind i HB og stiftede i januar 1972 formelt fraktionen Gruppe 1.

1971-72 Fortsat nedgang

En væsentlig årsag til LF's sejr havde været VS' ledelsens politiske fallit i den foregående kongresperiode. LF havde nu magten i partiet, men nedgangen fortsatte. Årsagen var dels dets manglende aktivitet, dels dets katastrofale engagement i kampagnen op til EF afstemningen i 1972.

Det årsprogram der var blevet vedtaget på kongressen sagde, at VS skulle koncentrere sig om arbejdet med arbejderklassen, men FU besluttede på et tidligt tidspunkt, at det ikke var muligt at indlede dette arbejde, før der var gennemført en intern afklaringsproces. Konsekvensen var, at havde VS i begyndelsen været fraværende på landets arbejdspladser, var situationen i slutningen af perioden uforandret.

Den faglige politik LF udviklede i perioden - men som altså ikke blev prøvet i praksis - gik ud på:

VS havde nu en ny faglig politik, men hele arbejdet havde været koncentreret om den interne politikudvikling, og ikke om at føre den ud i praksis. Det sidste var nu heller ikke så let, eftersom størstedelen af medlemmerne kom fra mellemlaget: i 1971 var 35 % af partiets medlemmer studerende, 30 % var akademikere og andre mellemlag, mens kun 16 % var arbejdere.

1972 EF afstemningen

Den 2. oktober 1972 skulle der afholdes folkeafstemning om Danmarks optagelse i EF. Allerede ved årsskiftet 1971-72 dannedes Fællesudvalget mod EF-medlemsskab, og i april 72 stiftedes den brede Folkebevægelsen mod EF. Men VS havde meget vanskeligt ved at finde sin plads i modstandernes rækker. I 2. kongresperiode havde partiet diskuteret, om det overhovedet skulle gå imod medlemsskab og var endt med at opstille den nordiske fællesmarkedsmodel, Nordek som løsning på de danske markedsmæssige problemer. Denne politik var på 3. kongres blevet erstattet af den trotskistiske «Rødt Europa» parole. Der var nu ikke længere uenighed i VS om, at EF skulle bekæmpes, men hvordan det skulle ske, lå ikke fast. I oktober 71 havde HB besluttet, at kampen skulle føres udfra arbejderklassens interesser, og at VS derfor ikke kunne samarbejde under borgerlige og nationalistiske paroler. I stedet skulle partiet søge at opbygge socialistiske anti-EF komiteer i samarbejde med andre smågrupper på venstrefløjen. Kampen mod EF måtte kædes sammen med kampen for socialismen.

Denne politik stod i skarp modsætning til DKP's og SF's folkefrontsorienterede strategi, der i Folkebevægelsen søgte at skabe en politisk meget bred bevægelse vendt mod EF. I praksis var de svage VS partiforeninger ikke i stand til at oprette socialistiske enhedskomiteer, og rundt om i landet gik VS'erne derfor i stigende grad ind i Folkebevægelsen - i strid med partiets beslutning. I februar 72 kom det til et veritabelt oprør i HB mod den urealistiske politik. Oprøret blev anført af den stærke leninistiske partiafdeling i Århus, der altså gjorde oprør mod det leninistisk dominerede HB. Konsekvensen var, at HB gav tilladelse til, at VS'ere kunne gå «.. ind i de brede lokalkomiteer ..», men med det perspektiv at vinde dem for VS' anti-nationalistiske EF kampagne.

Beslutningen var uklar, men gjorde det dog muligt for VS medlemmer at arbejde i de brede lokalkomiteer, men det løste ikke problemet med at forklare VS' EF politik. Det var derfor heller ikke underligt, at det på venstrefløjen først og fremmest var DKP og SF der oplevede en medlemsmæssig fremgang og politisk styrkelse som følge af deres arbejde i Folkebevægelsen.

Endnu værre blev det, da VS i TV rettede skytset mod de øvrige modstanderpartier. For at kunne få taletid i TV's præsentationsudsendelser var det nødvendigt for VS at være opstillingsberettiget til Folketinget, hvorfra partiet jo var røget ud i september 71. Leninisterne modsatte sig indsamlingen af de nødvendige 18.000 underskrifter, men indsamlingen blev i stedet gennemført af Gruppe 1 og  VS-Østerbro. Det vakte derfor enorme protester, da FU efterfølgende besluttede at lade leninisten Ernst Dahl præsentere partiet i TV. Han rettede skytset mod SF og DKP for deres nationalistiske anti-EF politik, var dermed med til at svække EF modstanden, og denne venstresekteriske holdning skulle ligesom dets ideologi om fagforsteningen og mistillidsmanden i mange år forfølge partiet i dets samarbejde med andre.

Splittelsen på 5. kongres

Partiets katastrofale praksis og mangel på samme svækkede det yderligere i løbet af 1972. Op til 4. kongres havde det haft ca. 1050 medlemmer. Omkring 550 gik ud i løbet af året, men andre 250 kom ind. Op til 5. kongres i december 72 havde VS derfor ca. 750 medlemmer.

I virkeligheden var et betydeligt flertal blandt disse leninistisk orienterede, og den homogenisering LF havde talt om, havde derfor faktisk fundet sted. Men LF var selv splittet på den videre organisatoriske udvikling, og op til 5. kongres fandtes der derfor ikke mindre end 7 forskellige fraktioner, hvoraf 4-5 var leninistisk orienterede.

I foråret havde LF diskuteret den videre organisatoriske udvikling. En fløj var gået ind for gradvist at omdanne VS til et revolutionært parti - i kamp med de andre fraktioner. En anden fløj anså VS for en hæmsko for det videre politiske arbejde. Baggrunden var først og fremmest, at fraktionen i det foregående halve år havde været ved at slide sig op ved både at skulle fungere som VS' ledelse og samtidig udvikle LF's politik. Denne situation kunne ikke fortsætte, og i maj 72 vandt den anden fløj derfor flertal for sit forslag om at forlade VS. LF fremlagde til 5. kongres derfor en organisatorisk platform, hvori der indgik aktivitetspligt, demokratisk centralisme, og krav om snarlig udvikling af kommunistiske celler på arbejdspladserne. VS skulle omdannes til en kadreorganisation. Endelig stillede LF krav om ubetinget tilslutning fra et stort flertal af partiets medlemmer som betingelse for at kunne fortsætte i partiet.

I diskussionerne forud for kongressen stillede leninisterne sig helt afvisende overfor de øvrige grupperinger i partiet. LF stillede krav om, at de der støttede LF's platform ubetinget blev sammensmeltet på den leninistiske fraktions grundlag. Alle de øvrige grupperinger i partiet betragtedes som mere eller mindre bagstræberiske tendenser. Man fandt det ufravigeligt, at der skete en organisatorisk adskillelse.

Ved en tendensafstemning på kongressen fik LF 38 stemmer, Gruppe 1 fik 27 og Ballerup gruppen (der sammenfattede 3 leninistisk orienterede fraktioner) fik 24. To andre mindre fraktioner fik 9. Leninisterne udgjorde det store flertal, men de var splittet på flere fraktioner. LF fik altså ikke den opbakning den havde tilkendegivet var nødvendig for dens forbliven i VS. Den trak derfor sit forslag, og udvandrede sammen med 2 mindre fraktioner. Ialt 47 af kongressens 98 delegerede udvandrede. PSA gik ud af VS og dannede Internationale Socialister. I januar 73 forlod LF partiet og dannede Kommunistisk Forbund (KF).

På kongressen stod man nu pludselig i den situation, at det var Gruppe 1, der ved starten af kongressen havde været politisk fuldstændig isoleret, der havde flertallet. Det 15 mand store HB kom til at bestå af 8 fra Gruppe 1 og 7 fra Ballerupgruppen. Samtidig blev der vedtaget et minimumsprogram, der var blevet udarbejdet af Gruppe 1. Den fandt, at en af årsagerne til partiets stadige tilbagegang lå i de ufrugtbare diskussioner og fraktionskampe. Sekterismen bestod i, at ikke-afklarede teoretiske positioner, der ikke havde vist deres bærekraft i konkret politisk arbejde, blankt blev krævet accepteret som den korrekte politiske linie. Gruppen advarede mod sekterismeprocessen, der var endeløs og tilsidst ville sprænge partiet i stumper og stykker.

Minimumsprogrammet stod politisk i betydelig gæld til 69 programmet. Pga. dets mange uafklarede punkter ville det imidlertid ikke kunne fungere handlingsanvisende, men det ville kunne fungere som en minimumsramme, indenfor hvilken forskellige fraktioner og tendenser ville kunne agere. Gruppe 1 bekendte dermed sin arv til Wilhjelm doktrinen, der netop anså partiets politiske mangfoldighed som et gode. VS skulle være en åben platform for de forskellige strømninger på den nye venstrefløj. Det kom nu atter til at stå i programmet, at VS skulle forholde sig til og være aktivt i de mange bevægelser: antiimperialistiske-, kvindebevægelsen, boligbevægelsen, miljøbevægelsen osv. Der var foregået en klar radikalisering af bevægelserne og andre steder var der grupper, der arbejdede efter socialistiske målsætninger. Man så det som en væsentlig opgave for partiet at fremme denne proces i bevægelserne. Ifht. den eksisterende prioritering af arbejdet indenfor fagbevægelsen, pegede minimumsprogrammet imidlertid tilbage mod fagforsteningsideologien, idet fagbevægelsen blev afskrevet som et muligt redskab i kampen for socialismen.

1973 Politisk ruin og langsom fremdrift

Efter kongressen var der ikke mange der spåede partiet nogen fremtid. Dets mest aktive medlemmer havde forladt det eller var på vej ud, og i de følgende måneder faldt medlemstallet fra 750 til ca. 300, og heraf var kun 75-100 aktive. Partiet var ude af Folketinget og totalt ude af medierne. Der var tale om en politisk ruin efter de foregående års voldsomme fraktionsstridigheder. Mange tusinde havde forladt partiet, heriblandt mange fagligt og politisk kvalificerede folk. Økonomisk set var partiets stilling højst kritisk. Partiet havde gæld overalt, og måtte hele tiden skifte leverandører for at få så lang en kredit som muligt. Der var knap penge til lønnen til den kontoransatte.

I januar 73 indledte partiet sin kampagne op til forårets overenskomstforhandlinger. Det kunne nu kritisk acceptere tillidsmandsinstitutionen, men hovedvægten i kampagnen var fortsat lagt på kritikken af LO's klassesamarbejdspolitik. Alligevel måtte VS bagefter konstatere, at gennemslagskraften havde været yderst begrænset. Godt nok blev partiets pjecer vel modtaget på arbejdspladserne, men parolen under storkonflikten om «bliv på arbejdspladsen og diskuter» vandt slet ikke gehør. Konflikten blev senere kendt som «kolonihavestrejken». Samtidig havde partiet ikke været tilstrækkelig forberedt - den sidste pjece blev slet ikke udsendt, da den skulle havde været trykt på et trykkeri, der imidlertid blev konfliktramt. Det alvorligste var dog fortsat, at partiet fortsat overvejende var et akademiker- og studenterparti, kun sjældent kunne komme ind på arbejdspladserne og ikke blev taget alvorligt.

Bedre gik det på andre områder. Der blev oprettet en række nye partiforeninger og en række udvalg: Internationalt Udvalg, Økologi-, Boligudvalg, EF Udvalg, Kommunalpolitisk Udvalg, Uddannelsesudvalg og desuden blev der kørt en kampagne mod NATO. Samtidig forstærkedes deltagelsen i Vietnamsolidaritetsarbejdet.

Denne udvikling afspejlede kursskiftet på 5. kongres, at VS nu atter åbnede sig op mod andre sektorer end blot arbejderklassen og dermed også andre politikområder end blot det faglige arbejde. Samtidig afspejlede det, at mange aktivisters interesse lå andre steder end i det faglige arbejde. Det var disse nye aktiviteter og bl.a. partiets strejkestøttearbejde til fordel for OTA arbejdernes strejke i Nakskov der gjorde, at partiet kunne fastholde en praksis udadtil og hindre at partiet faldt helt fra hinanden.

Til VS' 6. kongres i oktober 73 fremlagdes programdokumenter fra både VS-Østerbro (VS-Ø), Gruppe 1 samt Ballerup og Lyngby/Søllerød. Kongressen vedtog 2 programdokumenter: «Parlamentarisk Arbejde» og «Fagbevægelse - Fagopposition». I kongresdiskussionen omkring de fremlagte papirer om fagbevægelse/fagopposition blev det fremhævet, at fagbevægelsen er den eneste organisation til at varetage salget af varen arbejdskraft. Men pga. fagbevægelsens legalitet er det nødvendigt med en sideløbende organisation, der kan koordinere kampen gennem rådene og de permanente strejkekomiteer. VS var altså nået så langt som til at erkende nødvendigheden af at arbejde indenfor fagbevægelsen, men erklærede samtidig at dette arbejde «i den nuværende situation først og fremmest er af oppositionel karakter. Dvs. det må sigte mod at afdække fagbevægelsens reformistiske ledelses hensigter og politik».

Et nyt element i den faglige strategi var samtidig fabriksrådene. Denne strategi var første gang blevet lagt frem i august efter inspiration fra rådsbevægelsen under strejkerne i Italien, erfaringerne fra den russiske revolution og rådskommunisten Anton Pannekoek.

En arbejdsgruppe på kongressen samarbejdede en række af de fremlagte forslag, og det endelige faglige dokument, der blev vedtaget med næsten alle stemmer imod Østerbros, blev struktureret omkring to hovedpunkter: 1) arbejdet i fagbevægelsen for at støtte basisbevægelsen og afbureaukratisere fagbevægelsen. 2) som supplement til fagbevægelsen, at støtte basisstrukturerne for at sikre arbejderne indflydelse og udbrede kendskabet til strejkekomiteernes muligheder i forhold til fagbevægelsen i den faglige kamp.

I dokumentet om det parlamentariske arbejde blev det fastslået, at virkelige reformer kun kan gennemføres på basis af en virkelig mobilisering af arbejderklassen. Uden en sådan mobilisering er rammerne for de faktiske beslutninger begrænset til et valg mellem forskellige måder at varetage kapitalens interesser på. Hovedformålet med folketingsrepræsentationen er at mobilisere arbejderklassen, og at udbrede partiets synspunkter mest muligt. VS ville samtidig støtte enhver reform, hvis den forbedrer eller støtter arbejderklassen overfor kapitalen. Det parlamentariske arbejde måtte ikke betragtes isoleret, men skulle indgå i sammenhæng med det udenomsparlamentariske arbejde.

Endelig vedtog kongressen et årsprogram, der slog fast, at det faglige arbejde var det vigtigste, men som samtidig lagde vægt på arbejdet med boligpolitik, internationalt, kommunalpolitik, folketinget, anti-EF arbejdet, programarbejdet og skolingen af partiets medlemmer. Vedtagelserne af programdokumenterne, årsprogrammet og de øvrige afstemninger på kongressen isolerede VS-Ø fuldstændig. Afdelingen fik 2 pladser i HB mod 13 til Gruppe 1.

Få uger efter kongressen blev partiet kastet ud i valgkamp til Folketinget, og havde nu disse vedtagelser som grundlag for sin valgagitationen. Store dele af venstrefløjen støttede VS. Det gjaldt KFML-MLE. Folkets Avis og Politisk Revy. RSF's støtte var betydelig mere forbeholden, og midt under valgkampen faldt VS-Ø partiet i ryggen ved at anbefale at stemme på DKP. Trods den åbne splittelse, benhård propaganda fra SF og specielt DKP og trods vanskelighederne ved at få partiets synspunkter ud, blev resultatet af valget, at VS beholdt skindet på næsen og fastholdt vælgertallet fra 1971: 45.000 stemmer svarende til 1,4 %.

En nøjere analyse viste imidlertid, at tilslutningen alene var fastholdt pga. fremgang i provinsen. I storbyerne og specielt København gik partiet tilbage. Arbejdervælgerne forlod fortsat partiet, trods det at den økonomiske krise var begyndt at kradse og mange blev sendt ud i arbejdsløshed. VS kritiserede Socialdemokratiet og de riges skattesnyd. Alligevel var det et andet protestparti, Fremskridtspartiet, der med 27 mandater stormede ind i Folketinget. Erik Sigsgaard konstaterede efterfølgende tørt, at «visse arbejdere til det sidste havde været i tvivl, om de skulle stemme Z eller Y» (VS havde bogstav Y).

År Medlemstal
1968 2.500
1969 2.500
1970 1.200
1971 1.050
1972 750
1973 300
1974 1.400
1975 1.500
1976 1.700
1982 2.300
1983 1.900
1984 1.500
1985 1.100
1988 570
1989 506
1990 482
1991 350
1992 306
1993 225
1994 160
1995 100
1996 70
1997 60
1998 60
1999 80
VS' medlemstal

Eksklusion af Østerbro

Internt i VS eksisterede der en skarp modsætning mellem på den ene side VS-Ø og på den anden resten af partiet. Østerbroafdelingen havde over flere år udviklet en politik, der lå tættere op ad DKP's end VS'. Under alle omstændigheder endte 9 af afdelingens ledende medlemmer - heriblandt Villy Frølund Thomsen - med at blive ekskluderet af VS i januar 74 - formelt for opfordringen til at stemme på DKP under valgkampen. Allerede i foråret 73 havde VS-Ø vendt sig imod, at der blev optaget et banklån på 40.000 kr. for at rette op på partiets håbløse økonomiske situation. Samtidig havde afdelingen vendt sig imod offentliggørelsen af den nye hovedaftales tekst, som det Faglige Landsudvalg (FLU) ad omveje var kommet i besiddelse af. VS forspildte dermed en oplagt mulighed til at få indflydelse på arbejdspladsernes diskussion og mulige afvisning af hovedaftalen. Østerbro benægtede desuden overhovedet eksistensen af en fagopposition, til trods for at årets mest omfattende strejke (på OTA) førtes imod det fagretlige system og organiseret med en strejkekomite udenfor det faglige regi. VS' støtte til strejken blev af VS-Ø betragtet som et forsøg på at skabe alternative fagforeninger.

Også i det internationale arbejde og i parlamentsopfattelsen lagde VS-Ø sig på linie med DKP. Konflikten skærpedes yderligere i september 73, da to af afdelingens medlemmer blev fjernet fra redaktionen af bladet VS Bulletin, der havde forsøgt at obstruere fremskyndelsen af partiets kongres - til oktober. Baggrunden for fremskyndelsen var udsigten til folketingsvalg. Et valg VS-Ø ikke var særlig interesseret i, at VS skulle styrkes i. VS-Ø blev da også efterfølgende beskyldt for at have arbejdet for, at trække så mange VS'ere med over i DKP som muligt. I virkeligheden fortsatte denne sivning fra VS over i DKP gennem 70'erne, og må mere forstås som et fravalg af de kaotiske forhold i VS, end et tilvalg af DKP's Sovjettro politik. Sivningen hang dog også sammen med, at DKP var blevet kraftigt styrket af sit arbejde i anti-EF kampagnen, og derfor i en årrække fremstod som en mere troværdig venstreopposition end VS.

1974 «Vokseværk»

VS kom altså ikke i Folketinget ved valget i november 73 og kunne være forsvundet. Alligevel kom det til at gå stik modsat. I månederne efter 6. kongres og folketingsvalget strømmede medlemmerne ind i partiet. Det voksede med 70-90 %. Baggrunden var dels, at partiet nu var langt mere homogent, og mindre præget af de voldsomme fraktionskampe der havde plaget det i de foregående år. En anden væsentlig årsag var de stadig stærkere krisetegn i det danske samfund, den stigende arbejdsløshed, og radikaliseringen af studenter og mellemlag. En del tidligere medlemmer gik nu ind igen, men langt de fleste nye medlemmer var politisk helt uskolede.

Yderligere tilstrømning til VS fandt sted ifbm. kommunalvalget i marts, hvor VS stillede op i 34 kommuner og til 5 amtsråd. Mens partiet i 1970 havde været i dyb splid med sig selv, om det overhovedet skulle stille op, var det denne gang ikke i tvivl. Valgkampen var langt mere velkoordineret og VS gik derfor frem fra 1 til 4 mandater (på landsplan): 1 i Århus, 1 i Albertslund og 2 i København. Lige så vigtig var imidlertid, at partiet havde brudt nedgangslinien i arbejderkvarterene, hvor det for første gang atter gik frem.

Under folketingsvalget og igen under kommunalvalget havde DKP ført en intensiv offensiv mod VS, og var i modsætning til VS kommet i Folketinget. Det gjorde samarbejde særdeles vanskeligt, og ifbm. kommunalvalget var det derfor ikke muligt at etablere valgforbund mellem de 2 partier. Også i Folkebevægelsen mod EF stødte de 2 partier sammen. VS holdt sig fortsat på afstand af Folkebevægelsen, som det stadig opfattede som stærkt nationalistisk, men ønskede alligevel et samarbejde. Det modsatte DKP sig. Konflikten optrappedes yderligere i maj, hvor VS kritiserede DKP's rolle under strejkerne mod Venstre-regeringen.

I april var VS' medlemstal tredoblet ifht. november 1973. Den eksplosive vækst satte partiapparatet under voldsomt pres og udløste en intens debat om, hvordan tilstrømningen skulle håndteres. Bjørn Meidell skrev i VS Bulletin artiklen «Vokseværk», der problematiserede udviklingen:

«Optagelse af nye medlemmer kan ikke vedblivende ske ved, at man siger: VS er et åbent hus. Drej 22 30 02 og du er medlem».

Meidell tilhørte partiets fagligt orienterede fløj og var oprigtigt bekymret over de mange hundreder af nye studenter- og mellemlagsmedlemmer, der satte et alvorligt spørgsmålstegn ved muligheden af at fastholde det faglige arbejde som det vigtigste. Han skrev videre:

«VS... er så ringe konsolideret politisk og organisatorisk, at vi ikke kan tilbyde flertallet af de nye rimelige arbejds- og skolingsmuligheder.
  Medmindre vi alle tager os gevaldigt sammen kan resultatet af den nuværende stilling blive skuffelse, passivitet og stridighedernes genopblussen.
  Skuffelsen vil medføre afvandring til andre grupper og partier for nogles vedkommende. Atter andre vil resignere.
Passivitet blandt en stor del af medlemsskaren vil betyde, at der meget vanskeligt vil kunne etableres en levende vekselvirkning mellem partiledelse og medlemmer. At tingene køres oppefra og nedefter. På denne måde udelukkes medlemmerne fra reelle kontrolmuligheder over for ledelsen. Sådanne kontrolmuligheder er ikke til stede i dag. Fortsættes den samme kurs, vil de heller ikke opstå.
  Endelig kan udgangen på medlemstilgangen blive de politiske stridigheders genopblussen. For det første: Motiverne til at melde sig ind er varierende. For det andet: Den politiske ledelses homogenitet kan ikke vare ved, hvis vi ikke forsøger at sætte politikken i højsædet. Dvs. får sat gang i en praksis, der ikke primært er defineret ud fra, hvad valgmaskineriet finder opportunt. En praksis, der er en virkeliggørelse af vores egne hensigter.»

Meidell foreslog for det første en begrænsning af adgangen til partiets kerne gennem opdeling i sympatisører og egentlige medlemmer, og for det andet indførelse af dobbeltorganisering således at medlemmerne ikke blot skulle organiseres geografisk som i den tidligere vælgerforeningsstruktur men også efter fag og arbejde. Problematiseringen, forslagene og den efterfølgende diskussion afslørede nogle brudflader, der skulle komme til at præge de følgende 4-5 års udvikling i partiet. Forslagene blev skarpt afvist fra partiets flertal, der mente at se leninistiske tiltag, der var blevet gjort op med 1½ år forinden med LF's udmeldelse.

Flertallet søgte i stedet at tackle vokseværket gennem en mere intensiv skoling. Partiet producerede glimrende hæfter om bl.a. medier, økologi og kulturpolitik, og efter flere års pause begyndte det atter at diskutere kvindepolitik. Om sommeren var der blevet afholdt et kvinde-sommerseminar, der havde nedsat et kvindesekretariat - ved siden af de eksisterende faglige, internationale, socialpolitiske og uddannelsesudvalg.

I partiets selvforståelse tilskrives den hastige vækst i 1974-75 gerne to centrale personer: Steen Folke og Preben Wilhjelm. De spillede også en central rolle for genopbygningen, men for det første må to af partiets stærke kvinder: Litten Hansen og Litha Christiansen også tilskrives en vigtig rolle. For det andet var den vigtigste betingelse for væksten ændringerne i det omgivende samfund. Årene var præget af nedskæringer, inflation, faldende realløn, arbejdsløshed og mange «ulovlige» strejker, som VS støttede. Det skaffede partiet stigende anerkendelse for dets faglige arbejde og en del arbejdermedlemmer. Men flertallet af de nye medlemmer var studenter og radikaliserede mellemlag indenfor især social- og undervisningsområdet. De passede ikke særligt godt ind i VS's høje prioritering af det faglige arbejde, men garanterede til gengæld at partiet var særdeles aktivt i det internationale solidaritetsarbejde med Vietnam, Chile, Portugal og mod NATO samt arbejdet med kvindepolitik, bolig, trafik og byplan, socialpolitik og økologi.

Op til VS' 7. kongres i oktober 74 var det nået op på 1.400 medlemmer - næsten 5 gange flere end året forinden. Partiet var i den forstand genfødt, var kommet sig efter en dyb krise. Men samtidig var det præget af dyb usikkerhed og mangel på politik. Det afspejlede sig også på kongressen, hvor kun halvdelen af de delegerede kunne stemme for HB's beretning, og hvor der samtidig blev rejst betydelig kritik af hovedbestyrelsen. Det nye parti var et revolutionært parti, men uden viden om, hvordan og med hvem det skulle gennemføre revolution. VS' politiske grundlag var fortsat minimumsprogrammet, der var udformet som en meget vid politisk ramme, på et tidspunkt hvor partiet rummede vidt forskellige strømninger, der pegede i lige så mange forskellige retninger. Programmet kunne derfor ikke anvendes handlingsanvisende. Det vedtagne faglige program skulle være omdrejningspunkt for partiets primære aktivitet, men var fortsat svagt og ukonkret.

Diskussionen omkring partiets funktion og partirolleopfattelsen dukkede op på kongressen, men uden at debatten blev udviklet særlig langt. Den blev i stedet udskudt til en emnekongres om spørgsmålet, der skulle afholdes næste forår.

1975 Atter i Folketinget, men skarp indre splid

I januar 75 blev der afholdt folketingsvalg, og denne gang stormede VS frem fra 45.000 til 63.000 stemmer. Det bragte det lige over spærregrænsen, og bragte Kurt Hansen, Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard og Steen Folke ind som partiets repræsentanter. Valgkampen sendte en ny byge af medlemmer ind: fra 6. december til 6. februar alene 296 nye medlemmer.

Den yderligere vækst skærpede diskussionen omkring partiets organisering op til emnekongressen i maj. Kongressen blev præget af 4 hovedtendenser, hvoraf tendens 1 og 2 ønskede at bevare partiets struktur og var imod organisatoriske stramninger. Heroverfor stod tendens 3 og 4 der ønskede stramninger og en større kollektivitet - bl.a. med henvisning til den katastrofale situation på det faglige område. Allerede i efteråret 74 var der blevet ansat en faglig landssekretær, og det var blevet besluttet at gennemføre en kampagne op til overenskomstforhandlingerne i foråret 75. Alligevel kunne FLU 3 måneder henne i «kampagnen» konstatere, at der ikke var nogen kampagne. Trods det stigende antal kontakter til arbejdspladser og strejker var VS ude af stand til at formulere et offensivt politisk perspektiv. Og partiets arbejdermedlemmer kunne ikke hente støtte i partiet.

Emnekongressen endte derfor med at vedtage skridt, der lå tæt op ad dem Bjørn Meidell havde formuleret året forinden: indførelsen af sympatisørstatus, introskoling før optagelse i partiet, grundskoling af alle medlemmer samt dobbeltorganisering udfra medlemmernes arbejdsplads tilhørsforhold. Der kunne dog ikke skaffes opbakning til forslaget om aktivitetspligt, der i stedet blev udskudt til kongressen i efteråret. Formålet med de organisatoriske stramninger var først og fremmest at øge det politiske niveau og at styrke det faglige arbejde gennem arbejds- og fagmæssig organisering. VS fjernede sig dermed fra den traditionelle vælgerforeningsstruktur, det havde overtaget fra SF, og som var mere gearet til at føre valgkamp for partiet. Organiseringen i partiet blev nu tilpasset holdningen om, at det var arbejdet udenfor parlamentet - i fagbevægelsen og de øvrige bevægelser - der var det vigtigste.

Beslutningerne på emnekongressen udløste voldsom indre splid i partiet og medførte bl.a., at HB besluttede at fyre sekretæren i FU. Konflikterne blev ikke mindre komplicerede af, at flertallet fra kongressen var et mindretal i HB, mens kongressens mindretal havde flertal i HB. Kongresbeslutningerne fik næsten fuldstændig tilslutning fra partiets arbejdermedlemmer, men mange af dets mellemlags- og studentermedlemmer var imod. Alligevel kom også disse over de følgende år til at drage stor fordel af den nye organisationsform.

Emnekongressen udløste en heftig indre partikamp op til 8. kongres i december. Efter at strammerfløjens HB beretning var blevet vedtaget med stort flertal blev der fremlagt ikke mindre end 4 nogenlunde lige store forslag til årsprogram samt en række mindre forslag. 2½ af de store grupper går sammen og laver et fælles forslag, der ender med at blive vedtaget. Organisatorisk opdeles VS' medlemmer nu i aktive og passive, og intro- samt grundskolingsbeslutningen fra emnekongressen cementeres. Det samme gør beslutningen om dobbeltorganisering. Endelig tager VS i det faglige program det endelige opgør med syndikalismen, der har forfulgt partiet i over 6 år. Det erkender nødvendigheden af at arbejde indenfor fagbevægelsens rammer og opdeler arbejdet i kampen på den enkelte arbejdsplads, mod fagbureaukratiet og mod staten.

Partiets nye HB sammensættes af 4 fraktioner: slapperne (Tendens 123) får 5 pladser, Københavnerfraktionen 5, Jylland/Amager 3 og Kollektivgruppen 2. Den fløj der fik stramningerne igennem på emnekongressen sidder dermed på 2/3 af pladserne.

På det uformelle plan har situationen siden sidste kongres imidlertid været den, at HB har haft ringe føling med udviklingen i partiet. Partiets medlemmer har været særdeles aktive - men i bevægelserne, udenfor partiet. Eller også har de udformet politik i dets centrale udvalg. Partiet er blevet forholdsvist stort og meget aktivt - eller rettere dets medlemmer er hver for sig meget aktive. Men indadtil er det fortsat præget af manglende fælles prioriteringer og manglende fælles politik.

1976 Første forsøg på fælles fodslag

Selvom beslutningen om dobbeltorganisering er taget allerede i maj 75, er det først i løbet af 76, at resultaterne begynder at vise sig. Og de viser sig på en anden kant, end strammerne havde forestillet sig året forinden. Selvom dobbeltorganiseringen først og fremmest var tænkt som en styrkelse af partiets arbejdere, udgør de fortsat en beskeden minoritet i partiet, og det er først og fremmest mellemlagene, der nyder godt af den nye organisationsform. Der dannes dobbeltorganiseringer for: bibliotekarer, lærere, gymnasielærere, sundhedsarbejdere og ansatte indenfor de tekniske fag. Studenterne laver Venstresocialisternes Universitets Sekretariat (VUS) og de historie- og psykologistuderende laver særskilte dobbeltorganiseringer. Og endelig dobbeltorganiseres de arbejdsløse. Senere oprettes yderligere dobbeltorganiseringer, bl.a. indenfor pædagogområdet. Selv om der også dannes dobbeltorganiseringer af partiets arbejdermedlemmer, står disse langt svagere - først og fremmest fordi VS fortsat langt overvejende er et akademiker- og studenterparti. På langt sigt medfører dobbeltorganiseringsstrategien imidlertid, at det lykkes partiet at opbygge en mere troværdig faglig profil og får betydeligt bedre fodfæste på arbejdspladserne.

I starten af 1976 optrapper de borgerlige partier deres offensiv mod Christiania, hvilket tvinger VS til at tage stilling. HB beslutter i januar, at partiet støtter Christiania politisk, men at forsvaret for fristaden ikke er nogen prioriteret opgave: «Selv med mange Christiania'er kan vi ikke skabe socialisme». VS markerer dermed, at det vigtige i den konkrete situation ikke er at støtte projekter med opbygningen af små sociale eksperimenter midt i et sort hav. Partiet isolerer sig dermed fra den anden del af den anti-autoritære venstrefløj, der i årtiet arbejder med opbygningen af eksperimenter. Det er ikke en prioriteret opgave for partiet.

I løbet af året lykkes det til gengæld i højere grad end i de foregående år at slå igennem med fælles koordinerede kampagner. Dels i solidaritetsarbejdet med Portugal, Italien og Chile som mange af dets medlemmer går ind i. Dels ved gennemførelsen af en kampagne mod huslejeforhøjelser, hvis baggrund er loven om ejerlejligheder, der gør det muligt for boligspekulanter at tjene formuer ved udstykning af lejeboliger til ejerlejligheder. Og endelig starter VS i august sin egen kampagne mod indførelsen af atomkraft i Danmark. Samtidig beslutter partier - omend kritisk - at opfordre sine medlemmer til at arbejde i Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA). VS kommer her atter engang til at stå i en diametral modsat position til DKP, der går ind for atomkraft, og mens DKP fik en omfattende medlemstilgang på sit arbejde i den politisk brede Folkebevægelsen mod EF i 72-73 får VS nu over de følgende år en tilsvarende tilgang på sit arbejde i OOA og i de andre bevægelser. Denne udvikling afspejler samtidig, at mens partiet i starten af 70'erne teoretisk afgrænsede sig politisk fra bl.a. Folkebevægelsen, er det midt i årtiet mere politisk uafklaret, hvilket giver medlemmerne langt friere tøjler til at gå ind i det brede bevægelsesarbejde - og det skaffer VS nyt blod.

Det faglige arbejde halter imidlertid endnu langt bagefter intentionerne. I marts 76 formulerer et af de ledende medlemmer i den såkaldte Jyllandsgruppe (JG), Hans Lassen det således: «Partiet er endnu ikke i stand til at skrive sit eget faglige materiale (til faglig skoling), fordi partiet endnu ikke har nogen kollektive erfaringer..» Denne situation gør det samtidig umuligt at gennemføre det projekt bl.a. JG har formuleret: at lade arbejderne fravriste akademikerne og studenterne magten over VS. JG er stærkt kritisk overfor partiets spontanistiske arbejdsform og «blinde flugt fremad».

Alligevel sker der også i løbet af året små fremskridt i partiets faglige arbejde. I november udsender FLU partiets paroler til forårets overenskomstkampagne, og for første gang er de formuleret udfra et arbejdspladsperspektiv: 35 timers arbejdsuge, væk med de produktivitetsfremmende lønsystemer, stop for overarbejde, 35 kr/timen i mindsteløn, 5 ugers ferie (mod de daværende 4), fuld dækning af dyrtiden og først fyret, først i arbejde. Samtidig prioriterer partiet udviklingen af strejkestøttearbejdet samt bekæmpelsen af indkomstpolitikken. En nyskabelse i denne periode er Formandsinitiativet, som er en landsdækkende DKP domineret organisering af tillidsfolk udenom LO apparatet. Altså et forsøg på at opbygge en slags fagopposition indenfor den eksisterende fagbevægelse. VS erklærer sin kritiske støtte til initiativet og indleder et enhedsarbejde med KAML, KF og RSF omkring initiativet.

VS rådsgruppe

Mens samtidig med at VS efterhånden får opbygget en større grad af kollektivitet - både internt og i fælles handling udadtil - præges det fortsat at stærke indre spændinger. Tendens 123 fra den foregående kongres omdannes om sommeren til den organiserede fraktion VS rådsgruppe (VSr), der får dette navn, fordi den teoretisk baserer sig selv på rådssocialismen. I juni danner partiets få trotskister - med Vagn Rasmussen i spidsen - fraktionen Revolutionære Socialister (RS).

VSr har kun en tredjedel af pladserne i HB. Fraktionen udgjorde tidligere ledelsen i partiet, men reagerer nu bl.a. ved åben sabotage mod beslutningerne. VS' økonomi er i løbet af foråret så katastrofal, at der udskrives et ekstrakontingent, som VSr i første omgang går imod, og siden opfordrer medlemmerne til at indbetale på en spærret konto under VSr's kontrol. Samtidig har fraktionen en meget nøgtern vurdering af sammenhængen mellem partiets ledelse og medlemmerne. VSr erklærer i sin mindretalsberetning til kongressen: «HB, FU og FLU har reelt slet ingen mulighed i dag for at følge med i, hvad der foregår i partiets basis...»

I januar 1977 var der folketingsvalg og partiets mere fremtrædende placering i både Folketing og bevægelser gjorde, at det fik 83.667 stemmer (en øgning på 24 % ifht. valget i 75), hvilket gav 5 mandater. Kvindebevægelsen var dog hurtig til at dryppe malurt i bægeret, da ingen af de 5 nye folketingsmedlemmer var kvinder, og kvinderne generelt havde befundet sig langt nede på partiets «Top 20» opstillingsliste til valget. Det udløste en intern debat om kønskvotering, og der blev først rettet op på den skæve kønsfordeling ved kommunalvalget et år senere.

I slutningen af februar 1977 holdt VS sin 9. kongres. De prioriterede emner på denne var det faglige program og klasseanalysen. Det faglige program der var blevet vedtaget på 5. kongres blev afskaffet, og i stedet blev der vedtaget en ny arbejdsplads og fagforenings resolution. Disse ændringer var partiets endelig opgør med fagforsteningsideologien, der i forskellig udformning havde præget dets program gennem 8 år. Det hed sig nu: «Det må fremover være et hovedpunkt i VS' faglige politik, at arbejdskampen føres såvel på arbejdspladserne som i og igennem fagforeningerne». Endelig vedtog partiet et sæt retningslinier for dets parlamentariske arbejde.

Diskussionerne på kongressen var imidlertid så omfattende, at den ikke i første omgang nåede at diskutere klasseanalyse. Kongressen blev derfor søndag aften suspenderet en måned, hvorefter også klasseanalysen blev debatteret færdig. Her som i det faglige spørgsmål stod VSr overfor resten af partiet. VSr havde en bredere opfattelse af arbejderklassen end resten af partiet, der mente, at nogle af de grupper VSr mente var arbejderklassen i virkeligheden tilhørte mellemlagene. Også VSr havde dog flyttet sig ifht. de tidligere år, hvor dens ledende medlemmer havde ment, at der måtte arbejdes ifht. alle lønarbejdere - altså alle lønmodtagere. Samtidig var VSr's holdning til det aktuelle faglige arbejde mere realistisk end resten af partiets, i den forstand at det legitimerede det store flertals mellemlags-dobbeltorganiseringer. Alligevel tabte fraktionen terræn ved valget til HB, hvor den kun fik 6 pladser overfor 11 til Københavnergruppen og 4 til JG. Det store flertal i HB ønskede fortsat at koncentrere det faglige arbejde omkring kernegrupperne i arbejderklassen, hvor VS fortsat var svagt repræsenteret, omend der havde fundet betydelige organisatoriske og politiske fremskridt sted.

1977-78 Fortsat fremgang. VS markerer sig stærkere som det nye venstres centrum

I marts 78 var der kommunalvalg og partiet høstede her frugterne af sin genopbygning. Det gik frem fra 0,9 % af stemmerne (1974) til 2,3 % og fik valgt 24 kommunal- og amtsrådsmedlemmer mod tidligere 4. I København blev det 3. største parti, gik frem fra 2 til 5 repræsentanter i Borgerrepræsentationen, og fik valgt Villo Sigurdson som byplanborgmester. Borgmestervalget skete, uden at partiet på forhånd havde taget stilling til det. Det udløste voldsom debat, men stillet overfor et fait-accompli forstummede debatten efterhånden.

Også i kvindespørgsmålet var valget et stort skridt fremad. Mens partiet var blevet udsat for hård kritik fra kvinder både inde- og udefra, da ingen kvinder var blevet valgt til Folketinget året forinden, var 9 af partiets 24 kommunalpolitikere nu kvinder, og mange steder sprængte kvinderne listerne og blev valgt ind foran mændene.

Det eneste sted hvor valget var en katastrofe var i Århus. Her havde Viggo Jonasen repræsenteret VS i byrådet siden 1974 og var et kendt og populært ansigt, men han var VSr'er og derfor i opposition til partiets byledelse. JG besluttede derfor at vrage ham ved opstillingen, og det kom til at koste partiet mange stemmer. Senere besluttede HB at kigge skolingen i Århus nøjere efter i sømmene - den afveg politisk i betydelig grad fra VS' vedtagne skolingsindhold.

Efter nogle års afmatning i partiets kvindearbejde blev det atter præget af fremgang, men det var ikke uden interne modsætninger. I København blev partiets kvinder splittede under forberedelserne til 8. marts arrangementet. DKP havde erklæret, at det anså lesbiske kvinder for borgerligt dekadente, og derfor ikke ønskede at de skulle deltage i de fælles arrangementer. Det fik VS' kvindesekretariat (KS) til at trække sig i protest og i solidaritet med Lesbisk Bevægelse (LB). Denne beslutning udløste heftig kritik fra VS' fagligt aktive kvinder, der mente det var vigtigere at lave et fælles arrangement med de andre arbejderpartier, uanset at LB var udelukket. Kontroversen rejste den videre diskussion, om det var klassekampen eller kvindekampen, der var den vigtigste.

I bevægelsesarbejdet skete der især en opblomstring af boligarbejdet, hvor VS var i stand til at kombinere sin repræsentation i Folketinget med arbejdet i bevægelserne. Der blev gjort betydelige fremskridt, mange VS'ere gjorde et stort arbejde i opbygningen af boligbevægelserne, men arbejdet var samtidig ikke uden problemer. I Albertslund fik venstrefløjen uventet flertal i den lokale lejerforening, der igangsatte en omfattende boykotaktion i Galgebakken. Aktionen afslørede, at VS også på det boligpolitiske område manglede en solidt funderet politik. De lokale VS'ere havde vidt forskellige holdninger til aktionen, nogle meldte sig selv ud, andre blev smidt ud, og miseren endte med det meget usædvanlige skridt, at FU måtte intervenere direkte i Albertslund Partiforening. VS var dog ikke ene om at være splittet. Også bl.a. RSF var dybt splittet ifht. aktionen.

Folketingspolitisk forsøgte folketingsgruppen at tage nogle skridt videre frem med udformningen af en Betalingsbalanceplan (BBP), der var en buket af reformforslag, der bl.a. skulle have til formål at reducere arbejdsløsheden. Planen udløste imidlertid voldsom intern kritik fra flertallet i ledelsen, der opfattede planen som et forsøg på at udvikle politik til løsning af kapitalens krise. En del af kritikerne ønskede dog planen fremsat som enkelt-reformforslag, men altså ikke som samlet plan.

Strejkestøttearbejdet var en vigtig aktivitet for VS og resten af det nye venstre i slutningen af 70'erne.

På det faglige område var året præget af mange arbejdskampe - især Stilladskonflikten og Scaniadam - der gav grundlag for opbygningen af et betydeligt strejkestøttearbejde. Men VS var ikke længere alene om dette arbejde. Specielt i Scaniadam konflikten spillede KAP også en væsentlig rolle. Alligevel var det klart for mange af smågrupperne på venstrefløjen, at VS med sin parlamentariske repræsentation og medlemsmæssige styrke var omdrejningspunktet for det nye venstre. Folk fra smågrupperne begyndte derfor gradvist at sive ind i VS, og det rejste i oktober diskussionen om, hvordan partiet skulle forholde sig til tilstrømningen. Allerede i 75 havde det holdt de første afklarende fællesmøder med KF, og de følgende havde der eksisteret et samarbejde med smågrupperne om især arbejdet i Formandsinitiativet. De grupper der nu ønskede at gå ind var «Kaffeklubben», et politisk diskussionsforum med rod i KF med Niels Ole Finnemann i spidsen; «Gruppe 5» dannet i 1975 efter opløsningen af Internationale Socialister; KF(p) der var en udbrydergruppe fra KF. De fleste blev afvist og spørgsmålet henvist til kongressen.

Selv om der var sket fremskridt i partiets faglige arbejde og det havde fået relativt flere arbejdermedlemmer, kunne det dog stadig ikke løbe fra sine akademikertræk. Der blev produceret oplæg og analyser i enorme mængder, og FU konstaterede på et tidspunkt, at VS' kopimaskine var den i Nordeuropa, der overhovedet producerede flest kopier.

I november 78 holdt partiet sin 10. kongres. Organisatorisk, parlamentarisk og aktivitetsmæssigt stod det stærkere end på noget tidspunkt tidligere, men det var politisk fortsat stærkt splittet, og denne splittelse gennemsyrede også HB flertallet, der derfor endte med at få sin beretning stemt ned på kongressen. Dens vigtigste beslutninger var:

Under kongressen og i forlængelse af denne blev partiet beriget med en række grupper, der senere udviklede sig til egentlige fraktioner: Faglig Fællesliste (FFL, får valgt 7 repræsentanter ind i HB), Gruppe 79, Det kritiske flertal (også kaldet slaskerne) samt 6-banden

1979-80 Blomstring, fremgang og stadig voldsommere interne kampe

Der kommer til at gå næsten 2 år før afholdelsen af næste ordinære kongres. De er præget af betydelig medlemsmæssig fremgang, fremgang ved valget, men samtidig stadig voldsommere fraktions- og gruppestridigheder, hvor mindretal hyppigt aktivt og udadtil modarbejder de beslutninger, flertallet tager. Nogle mener, partiet er skredet ud mod højre. Andre at det er blevet mere dogmatisk. De grundlæggende problemer er de samme som i de foregående år, men partiet er blevet større, og de interne problemer er vokset tilsvarende: politisk spænder det ret bredt, kollektiviteten på tværs af fraktionerne kan ligge på et lille sted og ofte ignoreres flertalsbeslutningerne eller modarbejdes offensivt.

Allerede i foråret 1979 bryder konflikterne åbent ud i kvindearbejdet. Allerede 2 år tidligere er Kvindesekretariatet (KS) blevet lagt ind direkte under HB, for at flertallet kunne have kvindearbejdet under tættere kontrol. Efter 10. kongres går de faglige kvinder ind i sekretariatet, og lægger op til en anden linie ifbm. 8. marts. Hvor VS året i forvejen gik sammen med Rødstrømperne og Lesbisk Bevægelse (LB) mod DKP, omgøres denne beslutning ved forhandlingerne op til 8. marts 79. VS prioriterer nu samarbejdet med DKP og resten af den reformistiske venstrefløj. Denne beslutning får konsekvenser. 120 VS kvinder fra det gamle KS går ud i Information og kritiserer voldsomt beslutningen. Den offentlige storvask skaber store dønninger internt i organisationen. Det endelige brud finder sted i november 79, hvor kvindegrupperne der tidligere har tegnet KS trækker sig ud og overlader KS til de faglige kvinder. Ledelsen har nu kontrol over KS, men i basis fortsættes samarbejdet med bl.a. Rødstrømperne og LB.

I juni 79 afholdes der valg til EF parlamentet. VS stiller selvstændigt op, men valget bliver et stort flop. Også SF stiller selvstændigt op, men får også et dårligt valg, mens DKP stiller op som en del af folkebevægelsen og får et glimrende valg. Det ringe valgresultat og den manglende mobilisering i partiet er dog ikke det eneste problem. Under kongressen ½ år i forvejen havde 1/3 af de delegerede stemt for boykot af valget, og mange af partiets medlemmer deltager aktivt i boykotkomiteerne - på tværs af kongresbeslutningen. Flere gange i løbet af foråret diskuteres det derfor, hvordan de genstridige VS'ere skal presses ud af boykotkomiteerne, og om de eventuelt skal smides ud.

Også i VS' studenterarbejde går det skidt. Partiets studenteraktivister er splittede mellem at følge den traditionelle fagkritiske linie (kritikken af den borgerlige videnskab) eller opprioritere kampen for en bedre SU (Statens Uddannelsesstøtte). Sidstnævnte linie er den dominerende i universitetssekretariatet, VUS, der får HB's opbakning. Det fører til voldsomme reaktioner fra de majoriserede studenterpolitikere, den efterfølgende DSF (Danske Studerendes Fællesråd) kongres ender i kaos, og i slutningen af perioden fungerer VUS i realiteten ikke længere.

Hen på efteråret er situationen kaotisk. FU skriver i sin rapport fra oktober, at der er manglende sammenhæng mellem ledelse og basis i partiet. Der er «ofte mindst 2 modstridende holdninger i de vigtigste spørgsmål, og VS'erne modarbejder aktivt hinanden». FU skriver videre, at det er nødvendigt at rejse en diskussion om partiloyalitet. Det sker imidlertid ikke. Samtidig kritiserer FU den manglende evne til mobilisering og henviser bl.a. til forårets overenskomstkampagne, lanceringen og salget af Solidaritet samt EF valget.

I stedet har partiet brugt mange ressourcer på egen teoretisk afklaring og afgrænsning fra andre grupper og fraktioner. Anledningen er emnekongressen, der 27-28. oktober 79 skal tage stilling til optagelsen af KF, KF(p), Gruppe 5 og Forbundet Socialisterne (FS) i partiet. Allerede før kongressen har KF(p) trukket sin ansøgning tilbage og henviser til, at VS med Gruppe 79 i spidsen har bevæget sig mod højre. Spørgsmålet om FS' optagelse udskydes til 11. kongres, da FS ønsker en «organisatorisk samling» af de 2 organisationer. Også FS ender dog med at trække sin ansøgning (september 1980) og henviser til «højredrejning» i VS. Tilbage er Gruppe 5 og KF der optages med henholdsvis 26 og 250-270 medlemmer.

Som følge af arbejdet op til emnekongressen eksisterer der nu skarpt afgrænsede fraktioner i partiet, og de gennemtrumfer afholdelse af en ekstraordinær kongres med valg til HB umiddelbart i forlængelse af emnekongressen for at få afprøvet styrkeforholdet. Det nye HB består af Gruppe 79 (8 medlemmer), FFL (5), Kritisk flertal (4) og 6 Banden (4).

De voldsomme interne konflikter i VS påvirker altså ikke umiddelbart omverdenens opfattelse af partiet. Tværtimod. Som emnekongressen indikerede var det blevet selve det organisatoriske omdrejningspunkt for det nye venstre, tiltrak nye smågrupper og nye medlemmer. Og ved folketingsvalget umiddelbart før emnekongressen i oktober 79 gik VS frem fra 2,7 % til 3,6 % af stemmerne og fik 6 mandater i Folketinget. Ved samme valg blev DKP halveret og røg helt ud af tinget. VS var dermed ene om at skulle repræsentere den faglige venstrefløj og de folkelige (mellemlags)bevægelser i parlamentet.

Over vinteren 79/80 forsøger partiets ledelse at kompensere for de alvorlige interne konflikter ved at opprioritere diskussionerne af den «aktuelle situation». Det skaber dog hurtigt endnu større problemer. Da Sovjetunionen i december 1979 invaderer Afghanistan, fører det umiddelbart til en kraftig fordømmelse fra FU, men andre dele af partiet med det Internationale Udvalg (IU) i spidsen (Anne-Grethe Holmsgård og Lone Johnsen) går kraftigt i rette med denne fordømmelse og henviser til, at den alene gavner «USA imperialismen», og at det er de fundamentalistiske kræfter der vil vinde, hvis Sovjet umiddelbart atter gik ud. Den voldsomme konflikt om holdningen til invasionen udvikler sig over sommeren 1980 til en diskussion omkring «demokrati og socialisme». I juni slår denne kamp åbent ud i pressen, hvor Preben Wilhjelm for første gang går ud med en melding om, at der er grupper med i partiet (FFL), som der ikke burde være plads til. Samtidig retter han skytset mod andre dele af partiets folketingsgruppe, og erklærer sig som ubetinget forsvarer af de demokratiske rettigheder i alle situationer. Det åbne udfald giver voldsomme dønninger og i august bekender fremtrædende medlemmer af Gruppe 79 - bl.a. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow - sig som tilhængere af «røde undtagelser» (indskrænkning af demokratiet under give vilkår).

Men der er dog også lyspunkter i partiets udvikling. Det gælder først og fremmest det faglige arbejde, der under næsten hele dets eksistens har været dets smertensbarn. Mange arbejdere har meldt sig ind, og nogle af partiets studenter er blevet «proletariserede» (droppet studierne og er blevet arbejdere). Samtidig har en del af disse fået erfaringer som tillidsmænd og andet fagligt arbejde. Denne udvikling gør, at dobbeltorganiseringerne for LO arbejdere i perioden udvikler sig hastigt.

Faglig Fællesliste (FFL)

Men samtidig øger den stærkere faglige forankring konflikterne omkring partiets faglige politik. FFL er blevet dannet på 10. kongres i 1978 i protest mod bl.a. satsningen på bestemte spydspidssektorer, hvor de militante arbejdere i forvejen stod stærkt. Samtidig vendte listen sig imod opbygningen af en fagopposition. Den ønskede istedet at koncentrere arbejdet indenfor den eksisterende fagbevægelse. FFL kommer i dette spørgsmål til at stå overfor partiets anden hovedfraktion, Gruppe 79, der stadig forsvarer fagoppositionstanken, men det er FFL der har det bedste faglige grundlag og som derfor kommer til at lægge politikken i FLU.

Helt godt går det dog ikke i starten. Under overenskomstforhandlingerne i foråret 79 holder partiet forholdsvis lav profil og overlader i høj grad initiativet til de enkelte VS brancheorganiseringer. Forsøget på at gennemføre en bredere anlagt kampagne, der også skulle nå ud på socialdemokratisk dominerede arbejdspladser slår fejl. Men derefter går det støt fremad, og det faglige arbejdes udvikling i perioden må generelt vurderes positivt - specielt set i lyset af at den faglige kampvilje på arbejdspladserne er faldende.

Det er først i marts 80 at FFL går sammen med de nyligt indmeldte Gruppe 5 medlemmer om opbygningen af en egentlig fraktion med egen skoling og blade. Beslutningen møder voldsom kritik fra andre dele af partiet, der mener at FFL er i gang med at opbygge «et parti i partiet», og er også en del af baggrunden for Preben Wilhjelms voldsomme udfald 3 måneder senere. FFL's udvikling til fraktion adskiller sig dog ikke fra andre tidligere fraktioner i partiet, og de voldsomme reaktioner kan også opfattes som VS mellemlags frygt for, at arbejderklassen nu er i færd med at overtage partiet.

Parallelt hermed fortsætter omgrupperingen i partiet. De nyindmeldte KF'ere allierer sig i vid udstrækning med Gruppe 79, og styrker dermed partiets såkaldte højrefløj. Den benævnes således, fordi den lægger større vægt på reformarbejdet i Folketinget end de andre fraktioner. Et eksempel er VS' forslag (formuleret af Preben Wilhjelm) om nationalisering af Nordsøolien. Det støttes af Gruppe 79, men kritiseres voldsomt af FFL - der dog senere af taktiske årsager vender 180º i spørgsmålet.

I februar 80 er 6 Banden blevet sprængt. Dele af banden danner VS-Leninister (VSL), mens andre bevarer navnet 6 Banden. I september går de ind i FFL's fraktionsopbygningeprojekt. Samme måned splittes VSL. Et mindretal der lægger stor vægt på den uforbeholdne støtte til Sovjetunionen melder sig ud af VS og går over i Marxistisk Forum.

Op til 11. kongres i november 1980 består VS derfor af 6 skarpt afgrænsede fraktioner: Gruppe 79, FFL, Tværlisten (Kritisk flertal), VSL, VSr og RS. Sammen med de enkeltstående beretninger fra brancher og udvalg producerer de 500 siders beretninger og forslag til kongressen. De enorme papirmængder udløser et veritabelt oprør fra partiets basis. Mange afdelinger og enkeltmedlemmer skriver, at de føler at demokratiet er blevet sat endelig ud af kraft. Det er umuligt at få læst de enorme mængder papir - ikke blot pga. omfanget, men fordi det overvejende er skrevet i et akademisk utilgængeligt sprog. Oprøret fortsætter på kongressen, der for første gang strækker sig over 2 weekends. På 2. weekend bryder en del af de delegerede ud og laver deres egen alternative kongres - i protest mod magtkampen mellem partiets fraktioner. Meget nytter det dog ikke. Det er de organiserede fraktioner, der sætter sig på de formelle magtorganer. Grupper 79 får 7 pladser i HB, FFL 8, tværlisten 5, og VSL 1. VSr stiller som ved den foregående kongres slet ikke op. Et forsøg på at gennemføre en afstemning om kønskvotering til partiets ledelse og den parlamentariske opstilling afværges taktisk, og spørgsmålet sendes i stedet til urafstemning.

Frustrationerne er udbredte. Ikke blot blandt gamle medlemmer som Preben Wilhjelm og Litten Hansen, men også blandt de mange mere anonyme. En af disse angiver frustrationen og det manglende reelle demokrati i partiet som grund til sin udmeldelse af VS. Han forsætter videre:

«En stor del af problemerne ligger i medlemsmassens sammensætning. Borgerynglen slæber alle deres studentermanerer med sig ind i VS og prøver at skabe sig en status ved hjælp af en masse ordgejl - og det hjælper absolut intet, hvis folk afleverer årskortet og begynder at gå med overalls og ryge Cecil. I øvrigt er min far embedsmand, og jeg læser på universitetet».

De vigtigste politiske resultater af 11. kongres er vedtagelsen af en Arbejdsplads- og Fagforeningsresolution (AFR) samt et dokument, der præciserer retningslinierne for partiets reformpolitik. Den omfattende AFR udstikker de centrale retningslinier for VS' faglige arbejde: kvindearbejdet (mod deltidsarbejde og for øget faglig aktivitet blandt kvinder), arbejdsløshedsarbejdet, lærlingearbejdet, strejkestøttearbejdet og sammenknytningen af danskere og indvandrere i samme faglige kamp. I den dagsaktuelle kamp skal partiet koncentrere sig om kampen for 35 timers ugen, forbedringer af arbejdsmiljøet og afskaffelse af Arbejdsretten. Endelig skal kampen mod klassesamarbejdslinien optrappes - især kampen mod indkomstpolitikken.

En vigtig konsekvens af opprioriteringen af arbejdsløshedsarbejdet var opbygningen af arbejdsløshedsudvalg i mange fagforeninger - ofte i skarp opposition til DKP og Socialdemokratiet. Dette arbejde kulminerede i gennemførelsen af arbejdsløshedsmarcher fra Ålborg til København i protest mod arbejdsløsheden. VS kom derved til at stå som den egentlige venstreopposition til socialdemokratiets linie i fagbevægelsen.

Omkring reformpolitikken formulerer kongressen principperne: at den skal føre frem mod en ændring af styrkeforholdet i klassekampen til fordel for arbejderklassen og dens allierede; den skal pege fremad mod enhed i arbejderklassen og mod udvikling af alliancer med dens mulige alliancepartnere; og endelig skal reformkravene afspejle VS' perspektiv for socialisme. De områder hvor partiet kan formulere reformer er: produktion og planlægning efter behov, kampen mod arbejdsløsheden, forsvaret for levevilkårene og social omfordeling samt demokratisering og opbygning af folkemagten.

Trods de mange frustrationer og konflikter i partiet var der dog også enkelte lyspunkter - udover fremskridtene i det faglige arbejde. VS nåede op på at holde 10 sommerseminarer, som deltagerne generelt var utroligt tilfredse med. Og så begyndte VS'erne at få børn, lavede børneudvalg og rejste diskussionen om det overhovedet var muligt at have børn og arbejde i VS på samme tid. Børnene selv var noget mere distanceret i deres syn på partiet. De mente, det stjal deres forældre fra dem - med den megen mødeaktivitet.

1981-82 Fortsat organisatorisk opløsning, fraktionskamp og medlemsflugt

De følgende år fortsætter de interne fraktionskampe, den organisatoriske opløsning og medlemsflugten. Alene i løbet af de første 6 måneder af 1981 melder over 500 medlemmer sig ud. De fleste fraktionsfri. Partiets medlemmer falder i to hovedgrupper: de der er aktive i partiet og som derfor indgår i en fraktion, hvis væsentligste arbejde i lange perioder er at bekæmpe de andre fraktioner; og de der ikke er aktive i partiet, men lægger deres politiske aktivitet i de mange forskellige bevægelser. Denne situation er i vid udstrækning en hindring for, at partiet kan handle kollektivt udadtil. Problemet er dels konjunkturelt, dels strukturelt: konjunkturmæssigt er venstrefløjen ved at komme i krise. Antallet af strejker falder i disse år drastisk som udtryk for det ændrede styrkeforhold mellem arbejderklasse og borgerskab, og venstrefløjen - herunder også VS - har store vanskeligheder ved at udvikle en offensiv krisepolitik. Det er baggrunden for de intense politiske konflikter. Strukturelt har partiet fortsat ikke været i stand til at udvikle den nødvendige kollektivitet og partiloyalitet blandt sine medlemmer. De vigtigste udadvendte fælles projekter i perioden er kampagnen for nationalisering af Nordsøolien og salget af partiets månedsavis, Solidaritet.

I erkendelse af partiets dybe krise opfordrer et enigt HB (bortset fra leninisterne) i juni 81 alle medlemmer til at gå ind i det konkrete udadvendte arbejde mod den socialdemokratiske krisepolitik. Vægten lægges på arbejdsløshedsarbejdet, lønkampene, kommunalvalget og det internationale arbejde med især Polen, El Salvador og Irland.

Opfordringen er muligvis velment, men får kun begrænset effekt. Grøfterne er for dybe. Samme måned nedlægger FU veto mod udgivelse en VS uddelingsavis om overskudsdeling/ØD, som FLU har lavet teksten til og erklærer, at FLU kan udgive den i eget navn, men ikke som VS.

Allerede i foråret er partiet blevet delt på spørgsmålet om deltagelse i 1. maj med DKP. FFL og Tværlisten ønsker ikke at underlægge sig DKP's paroler for den faglige enhedsdemonstration i København, og med deres flertal får de i stedet gennemført en demonstration med KAP. Mange VS'ere bliver i frustration helt borte fra 1. maj, eller går med i den faglige enhedsdemonstration - som deres parti boykotter.

Umiddelbart før partiets top 20 afstemning (prioritering af kandidater til folketingsvalg) i foråret erklærer Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, at de trækker deres kandidatur. Som begrundelse angiver de situationen i partiet. De er medlemmer af Gruppe 79 fraktionen. Det samme er Lars Hutters og Ole Thorbek, men kun indtil maj, hvor de ekskluderes af fraktionen for at have spredt det rygte, at Jespersen og Pittelkow var på vej over i SF. Jespersen og Pittelkow melder sig dog ud i december. Pittelkow går ind i SF, og de fortsætter begge hurtigt over i Socialdemokratiet. Rygtet - eller fornemmelserne - var muligvis alligevel ikke helt ved siden af. Hutters og Thorbek danner deres egen fraktion, der får navnet «Aktionsprogramtendensen».

I løbet af 1981 drages partiet ind i forsøget på at redde SF's dagblad, Socialistisk Dagblad (SoDa), der er i økonomisk krise. VS gennemfører en urafstemning, hvor det besluttes at støtte SoDa med 200.000kr mod at få en bestyrelsespost og dermed indflydelse på bladets redaktionelle linie. De 100.000kr skaffes gennem en intern indsamling i VS og resten lånes. I januar 82 kan VS derfor overdrage en check på 200.000kr til SoDa, men pengene er spildt. Den 1. juni lukker bladet med et dundrende underskud. VS efterlades med en gæld på 100.000kr, det måtte låne til bladet.

I december 81 slår krisen også ind i FFL, der splittes. 28 medlemmer af fraktionen melder sig ud og danner i stedet tendensen «Linje 2». Andre 10 danner «Østerbrogruppen». Men problemerne vokser yderligere. I Polen tager militæret i december magten og indfører krigsretstilstand. Det kommer helt bag på VS, og det er leninisterne der først får formuleret en politik, de får vedtaget i HB samme måned. I sin udtalelse lægger HB - dvs. VS - vægt på, at planøkonomien skal bevares og undlader samtidig at tage afstand fra krigsretstilstanden. Udtalelsen udløser skandale, både i og udenfor VS, men omgøres først i februar, hvor VS lægger afstand til militærdiktaturet i Polen. Måneden efter opfordrer FFL leninisterne (som de kalder stalinister) til at forlade VS pga. deres ukritiske holdning til diktaturet.

I maj 82 holder partiet sin 12. kongres. Det sker i krisens tegn. Ved folketingsvalget 4  måneder tidligere er det gået tilbage fra 6 til 5 mandater, og ved kommunalvalget har det kun netop holdt skansen i København, mens det er gået tilbage i resten af landet. I forlængelse af valget udvides kløften mellem folketingsgruppen og HB. Gruppen ønsker at ansætte den højest prioriterede, Harding Sonne som folketingssekretær, men det er flertallet i HB voldsomt imod. De ønsker i stedet at ansætte den 3. prioriterede, Ole Nyeng. Konflikten ender med, at folketingsgruppen på tværs af partiet ansætter Sonne.

Det er derfor en træt kongres, der mødes i maj. Afmatningen afspejler sig også i tendensafstemningen omkring fraktionernes HB beretninger: 59 kongresdeltagere kan ikke stemme for nogen af beretningerne, 29 stemmer for tværlisternes, 27 for FFL's, 12 for Gruppe 79 og 9 for leninisternes. Men de fraktionsfri kan ikke stille meget op mod fraktionerne, trods det at mange søger ind i den fraktions-oppositionelle «Vesterbrobande», der får 6 pladser i det nye HB. Tværlisterne får 5, FFL 4, Linie 2 får 2, og endelig vælges 4 andre. Partiet har for 2. gang spørgsmålet om demokrati og socialisme til debat og vedtager resolutioner om krisen og arbejdsløsheden.

En anden nyskabelse i perioden er dannelsen af VS Forum (VSF), der dannes af VSr og en række folk fra tværlisterne. Den organiseres som mere uformel fraktion, der ikke stiller op til HB valgene, men som dog har en intern kommunikationsstruktur og afholder egne sommerseminarer. En af partiets medstiftere Harald Plum spiller en vigtig rolle i denne proces. Omkring 100 medlemmer indgår i VSF.

Efter 6 år som fraktion melder den trotskistisk orienterede RS sig i juli 82 ud af VS og fortsætter over i SAP. I september deltager 3 repræsentanter for VS i Folkebevægelsen mod EF's konference og rejser efterfølgende en debat i VS om det fremtidige forhold mellem partiet og Folkebevægelsen. Som optakt til forårets OK forhandlinger gør VS i december kravet om 35 timers uge til omdrejningspunkt for sin OK kampagne.

1983-84 Fortsat svækkelse

De foregående år havde VS optaget mange folk fra smågrupperne på venstrefløjen, der var kommet i krise. Seneste udvikling i denne retning var optagelsen af medlemmerne fra KAml, der opløste sig selv i starten af 1983. Men samtidig blev også VS ramt af krisen på venstrefløjen. Medlemstallet raslede ned: fra 2.300 i 82 til 1.900 i 83, 1.500 i 84 og 1.300 i 85. De øvrige fraktioner rettede i stigende grad skytset mod FFL, og gjorde denne fraktion ansvarlig for den katastrofale udvikling i partiet. Men det må også tilskrives misundelse over FFL's stærke organisation og manglende analyse af de egentlige årsager til VS' krise. Sandt var det dog, at FFL fungerede som et parti i partiet med egen skoling, mødevirksomhed og blade. På sit landsmøde i marts 83 erklærede FFL, at fraktionen havde et taktisk forhold til VS, og at FFL skulle være det organisatoriske og politiske udgangspunkt for FFL'eres politiske arbejde. FFL var overvejende aktiv i det faglige arbejde, og beskyldte resten af partiet for at have opgivet arbejderklassen. Selvom der også fungerede fagligt arbejde udenfor FFL, blev mange fagligt aktive suget ind i FFL. FFL havde til gengæld et distanceret forhold til andre VS'eres arbejde i solidaritetsorganisationerne, kvindebevægelsen osv. Distancen var så stor, at fraktionen forsøgte at få partiet til at vedtage, at dets folk skulle trække sig fra ledende stillinger i de solidaritetsforeninger, der arbejdede med lande, der kaldte sig socialistiske. Det kunne der dog ikke skabes flertal for.

Partiet havde fortsat store vanskeligheder ved at udvikle fælles praksis. Under den store havnearbejderstrejke i januar 83 var kun 100-150 VS'ere aktive, og da La Cabana blokaden i Herning gik i gang i efteråret 83, var der nok en del VS'ere involveret, men der var brug for endnu flere.

Allerede i juni havde HB forsøgt at håndtere situationen ved at opfordre partiet til enhedsarbejde med det formål at vælte Schlüterregeringen, der var kommet til magten 9 måneder tidligere. Den fælles indsats sammen med resten af venstrefløjen for at få væltet Schlüter skulle overhovedet være omdrejningspunkt for partiets politik, men fik dog ikke de store praktiske konsekvenser. Der skulle endvidere gennemføres en kampagne mod den borgerlige spareideologi, og partiet skulle udgive en «Rød Vismandsrapport» med kritik af den borgerlige økonomiske politik og opstilling af reformforslag. Endelig skulle salget af Solidaritet prioriteres højt. Partiets salgsavis var fra 1. februar overgået til at være ugeavis, men opbakningen til salget var ikke tilstrækkelig. Oplaget nåede kun op på 8.000, hvor der var budgetteret med 10.000. VS var ikke som DKP i stand til at udvikle en tilstrækkelig fælles entusiasme omkring sit blad, kvaliteten var ikke god nok og partiets mediefolk opfordrede allerede i starten af 84 til lukning af det. Det gik af sig selv. 1. december 1984 var kassen tom og Solidaritet lukkede.

Op til 13. kongres i november 83 udarbejdede HB for første gang i mange år en fælles beretning - dog uden FFL der efter modstridende meldinger besluttede sig for at lave sin egen. Beretningen konstaterede:

På 13. kongres vedtog VS en resolution om Demokrati og Socialisme, efter for 3. gang at have haft denne diskussion oppe. Endvidere besluttede det formelt at oprette ungdomsorganisationen VSU. Unge VS'ere havde allerede i flere år trukket i den retning og faktisk havde de reelt oprettet VSU allerede i april 83. I denne proces fik de betydelig støtte fra FFL.

I januar 84 blev der afholdt folketingsvalg, og ved dette gik VS overraskende en smule frem, og kunne dermed bevare sine 5 mandater i Folketinget. HB's interne evaluering var dog knusende. Partiet var gået tilbage i København, hvor sympatisører og mulige vælgere (gennem bl.a. den endeløse parti-strip-tease i dagbladet Information) havde et klarere billede af fraktionskampene og den kaotiske interne situation. Det kunne dog være gået endnu værre, hvis partiet ikke havde opstillet sin borgmester Villo Sigurdson, der trak mange stemmer. Det eneste positive var, at VS var gået frem i provinsen, hvor det blev bedømt på sine lokale resultater. HB vurderede, at VS havde holdt skansen på lånte stemmer. Mange havde stemt taktisk på partiet for at undgå, at det røg under spærregrænsen, for realiteten var, at partiet ikke havde været i stand til at profilere sig ifht. SF, trods det at SF var rykket mod højre i sin økonomiske politik. Til gengæld var det rykket mod venstre i sin miljøpolitik, og selv om dette område oprindeligt havde været forbeholdt VS, var det nu vanskeligt at skelne de 2 partiers politik fra hinanden.

1984 Exit FFL

FFL havde indtil 1983 søgt at vinde magten i VS gennem sit politiske arbejde, men skiftede tilsyneladende taktik fra omkring midten af året. Fraktionen havde fortsat kun ca. 150 medlemmer - altså under 10 % af partiets medlemmer -, kontrollerede omkring en fjerdedel af pladserne i HB, men havde alligevel ikke udsigt til at kunne vinde partiet for sin politik. I 83/84 var der derfor en dyb kløft i HB mellem de 5 FFL repræsentanter og resten, og fraktionens chefideolog, Jørgen Lund erklærede, at FFL ønskede at trække så mange diskussioner ud i pressen som muligt. Dele af fraktionen (omkring Lund) havde allerede besluttet, at de ville trække sig ud af VS, men indtil da ville søge at skade det mest muligt i offentligheden, for dermed at ødelægge deres fremtidige politiske konkurrent.

Det britiske og trotskistiske Socialist Workers Party (SWP) spillede en central rolle i hele denne udvikling. Allerede i 1979-80 var det lykkedes SWP at knytte FFL tæt til sig. Målet var at overtage VS, men det viste sig i de følgende år, at dette ikke var muligt. Til gengæld udløste de politiske direktiver fra SWP voldsomme interne modsætninger i FFL, fordi de sjældent var tilpasset de danske forhold. Det er bl.a. baggrunden for sprængningen af listen i 1981. I 1984 går SWP ind og pålægger FFL at trække sig ud af VS.

VS havde fraktionsfrihed og havde ingen redskaber til at håndtere den udefrakommende manipulation af dele af partiet. Allerede midt i 83 havde bl.a. partiets folketingsmedlem, Jørgen Lenger dog opfordret til eksklusion af FFL. Det kunne der ikke skabes opbakning til, men i juni 84 vedtog HB et sæt retningslinier, der præciserede fraktionernes rolle i partiet, og som understregede, at fraktionerne var underlagt partiet - ikke omvendt. Kun FFL stemte imod disse retningslinier i HB og erklærede samtidig, at fraktionen ikke agtede at følge dem. Samme måned begyndte HB medlemmerne (undtagen FFL) at holde separate møder for at diskutere partiets situation, og hvordan FFL's fraktionsarbejde skulle håndteres.

Konflikten var så skarp og SWP's intervention så bastant, at FFL revnede. Allerede i juni (84) havde 6 centrale FFL'ere meldt sig ud af fraktionen - i protest mod FFL flertallets politiske linie. Den 4. august meldte en flok på 18 FFL'ere (SWP's støtter) sig ud af VS og dannede Internationale Socialister (IS). De blev fulgt 8. september af yderligere 28, der også gik ind i IS. Nogle FFL'ere forlod nu fraktionen. Andre gik i gang med partiforberedende arbejde og dannede 14. oktober Revolutionære Socialister (RS). De blev dog i første omgang i VS, selvom HB i oktober opfordrede dem til at gå. Først i januar 85 ekskludere HB de 40 RS medlemmer. Partiets stærkeste fraktion de foregående 5 år eksisterede ikke længere. Halvdelen af dens medlemmer var gået ud i nye organisationer, mens de resterende fortsatte i VS - uden nogen FFL fraktion.

FFL (IS fraktionen, og dermed SWP) havde inden sin afgang i betydeligt omfang opnået hvad den ville, nemlig at miskreditere partiet i offentligheden. Partiet stod derfor stærkt svækket udadtil og uløste problemer indadtil. Det afspejlede sig bl.a. i valget til EF parlamentet i juni 84, hvor VS stillede selvstændigt op, men kun fik 1,3 % af stemmerne. Der var tale om næsten en halvering ifht. folketingsvalget et halvt år tidligere, og baggrunden var dels, at mange potentielle VS vælgere i stedet stemte på Folkebevægelsen mod EF, at partiets valgkamp pga. indre organisatorisk og politisk opløsning var særdeles svag, og endelig at der var skabt et billede i offentligheden af et parti i stærk opløsning.

Et af de få lyspunkter i denne periode var, at der atter kom gang i partiets kvindearbejde, der ellers havde ligget næsten dødt i 4 år efter splittelsen mellem mellemlags- og arbejderkvinder. Det var partiets mellemlagskvinder der nu satte gang i arbejdet igen men med nogen kontakt til arbejderkvinderne, der var aktive i det faglige arbejde. Samme år lykkedes det ved en urafstemning i partiet at få vedtaget, at der skulle foretages kønskvotering ved valg til HB og Top 20. Mændenes politiske kontrol over partiet skulle stækkes.

Efter afskeden med FFL havde resten af partiet ikke længere en fælles modstander, og de gamle interne politiske fronter blev derfor hurtigt trukket op igen. Allerede i efteråret 84 dannedes Venstreoppositionen (VOP), der i januar 85 fik et formuleret grundlag. Den afgrænsede sig overfor, hvad den betegnede som partiets højrefløj og utopister omkring Preben Wilhjelm og den «ny-reformistiske» midterfløj omkring partiets aktivister i mellemlags fagforeninger og bevægelser. VOP erklærede sig for marxistisk og mente, at partiet nu var opdelt mellem «marxister» og «utopister». Fraktionen bestod dels af folk fra den ikke længere eksisterende Vesterbrobande, afhoppede FFL'ere og indmeldte KAml'ere. Fraktionens hovedformål var at bekæmpe de Røde Realister og samtidig sætte mere gang i det teoretiske arbejde i og udenfor VS.

På VS' 14. kongres i maj 85 blev VOP den største fraktion i HB med 6 pladser mod 4 til Linje 2, 1 til leninisterne, 5 kvinder og 5 mænd (udenfor fraktionsvalg). Kongressen vedtog desuden det endelige dokument om Demokrati og Socialisme, et papir om VS og arbejderflertallet, et omfattende dokument om Politik for 80'erne, der skulle danne ramme om partiets fremtidige arbejde, en resolution om ny teknologi og endelig en lovændring om kønskvotering. Kongressen blev holdt blot 2 måneder efter påskestrejkerne, der var tæt på at bringe Schlüterregeringen til fald. Stemningen var derfor optimistisk. Diskussionen om arbejderflertal syntes realistisk, men afslørede samtidig nogle dybe uenigheder om, hvad partiet helt præcist skulle lægge i begrebet. Partiet blev fanget mellem kravet på arbejdspladserne om arbejderflertal, og en mere nøgtern vurdering af at det ville være det samme socialdemokrati der overtog magten, som VS havde et stærkt kritisk forhold til. Skulle VS frede en socialdemokratisk ledet mindretalsregering, eller skulle det holde fast i sine politiske principper? Spørgsmålet kunne ikke afgøres på selve kongressen, og blev derfor udsat til en senere emnekongres.

VS' situation var på nogle punkter gunstig. Efter 6 års fraktionskampe var fraktionsstridighederne afdæmpet efter FFL's opløsning og udmeldelse af partiet. Samtidig havde partiet siden slutningen af 70'erne fået etableret en relativt stærkere position på arbejdspladserne. Prioriteringen af det faglige arbejde var ikke længere en abstrakt størrelse, som det havde været i de første 10-12 år af partiets levetid. De problemer det stod overfor var til gengæld enorme. Mellemlagsbevægelserne var i tilbagegang og arbejderklassen var i defensiven, uden at VS var i stand til at udvikle nogen offensiv politik. Det var nu ikke udelukkende et VS problem, men prægede venstrefløjen i både ind- og udland. Den politik partiet havde udviklet og i en eller anden udstrækning kunne praktisere var udviklet til en anden politisk situation præget af omfattende strejkeaktivitet og bevægelsesarbejde. Kravet om arbejderflertal kunne fremføres af både socialdemokratiet, SF, DKP og VS, men hvad var da VS' specielle bidrag til at fjerne Schlüter? Det svar blafrede i vinden.

1985-87 Diskussionen omkring arbejderflertallet

I efteråret 85 besluttede HB, at VS ikke skulle deltage i den KAP anførte demonstration mod Sovjets besættelse af Afghanistan. Argumentationen var, at det kunne opfattes som en støtte til fundamentalisterne i landet. Beslutningen blev af VS' højrefløj brugt til et opgør med VOP - med henvisning til resolutionen om Demokrati og Socialisme fra forårets kongres. Højrefløjen fik gennemtrumfet en urafstemning om emnet, der endte med at underkende HB. Udenrigspolitikken og beslutningerne omkring denne spillede fortsat en vigtig rolle for partiet - selv om den dybereliggende årsag var rivaliseringen mellem fraktionerne.

I november blev der gennemført kommunalvalg, der blev en katastrofe for VS. Partiet gik tilbage fra 29 pladser til 16 og røg helt ud af 7 byråd. I København gik det kun tilbage fra 8 til 7 pladser, hvilket overvejende må tilskrives partiets populære borgmester, Villo Sigurdson. Mens valget af ham til borgmester 8 år tidligere havde udløst kraftig intern diskussion var der ikke længere tvivl om, at partiets borgmesterkandidat, Gunna Starck skulle overtage posten, da det efter konstitueringsforhandlingerne blev muligt. Sigurdsons afgang var en konsekvens af partiets rotationsregler, der skulle hindre udviklingen af levebrødspolitikere. VS' tilbagegang blev opvejet af SF's kraftige fremgang. Netop i kommunalvalget var det oftest tale om valgteknisk samarbejde mellem de to partier, og VS' tilbagegang kunne derfor ikke forklares ved frygten for stemmespild. Årsagen måtte søges i partiets stadig svagere organisation, forankring på arbejdspladser og i bevægelser og begrænsede profilering.

I februar 86 gennemførte partiet sin emnekongres om «arbejderflertallet». Både højrefløjen organiseret i de Røde Realister (RR) og VOP havde lavet udkast til resolutioner. Det havde midten ikke nået, og det sene udkast der fremkom, blev det ved afstemning afvist at behandle. Desuden forelå der forslag fra leninisterne og Aktionsprogramtendensen. VOP var en smule stærkere end RR, og kongressen besluttede derfor at tage udgangspunkt i VOP udkastet. Imidlertid var kongressen så polariseret, at resolutionen faldt ved den sidste og afgørende afstemning. Resultatet af kongressen var derfor skarpt optrukne fronter i partiet og en enkelt sides papir, der i vage vendinger skitserede partiets holdninger til et arbejderflertal.

Arbejderflertalsdiskussionen handlede om, hvilke krav VS skulle stille for at støtte en socialdemokratisk regering. Udover de principielle diskussioner om, hvor stærkt VS skulle stå på sine politiske principper kom diskussionen i høj grad til at handle om holdningen til NATO og Økonomisk Demokrati (ØD). Det store flertal i partiet fastholdt modstanden mod NATO og krævede, at VS skulle kræve Danmark udmeldt af NATO som betingelse for at støtte socialdemokraterne (det var i en periode med dansk fodnotepolitik overfor NATO's atomoprustning). Samtidig blev det afvist under nogen omstændigheder at støtte ØD. Overfor denne holdning stod bl.a. Jørgen Lenger og Anne-Grethe Holmsgård fra partiets folketingsgruppe, der indtog en langt mere åben holdning overfor Socialdemokratiet. Lenger bevægede sig således hastigt i retning af åben støtte til dansk medlemsskab af NATO, og Holmsgård der var politisk ordfører udtalte efter emnekongressen, at den var katastrofal ifht. kampen mod den borgerlige regering. Udtalelserne var på tværs af HB flertallet og kongressens vage anvisninger og førte til, at HB i marts fjernede hende fra ordførerposten. En beslutning som førte til betydelige interne protester i partiet og ødelæggende skriverier i dagspressen. Allerede i april måtte HB derfor indsætte hende på posten igen. Dog kun for en kort bemærkning. I juni forlod både hende og Lenger VS, og tog deres mandater med over i SF. Folketingsgruppen var nu decimeret til 3.

  Stemmer Mandater
1967 - ikke opstillet 5
1968 57.184 4
1971 45.979 0
1973 44.843 0
1975 63.579 4
1977 83.667 5
1979 116.047 6
1981 85.711 5
1984 89.356 5
1987 46.141 0
1988 20.303 0
VS' stemmetal og mandater i Folketinget 1967-88.

I oktober 86 gennemførte partiet en ekstraordinær kongres for at afklare holdningen til arbejderflertallet. På det tidspunkt var tilhængerne af NATO og ØD gået fra partiet, og kongressen blev bl.a. derfor mindre konfliktfyldt end emnekongressen. Kongressen endte med at vedtage dokumentet Styrk kampen i Hverdagen, der fastslog, at partiet gik ind for «rød omfordeling» og oprettelsen af «grønne fonde» - som modspil til socialdemokraternes ØD fonde. Et forsøg på at udvikle en socialistisk reformorienteret investeringspolitik. Denne politikudvikling blev voldsomt kritiseret fra bl.a. SAP og KAP, der karakteriserede den som et drastisk højreskred i partiet.

Diskussionen endte dog i sidste ende med at blive ligegyldig, for i foråret 87 blev der afholdt folketingsvalg, hvor VS røg ud af Folketinget for aldrig siden at vende tilbage. På venstrefløjen var mange så trætte af Schlüterregeringen, at de af taktiske årsager stemte på SF for at undgå stemmespild - når prognoserne alligevel viste, at VS ikke ville komme over spærregrænsen på 2 %. Men det stemmetaktiske var ikke den eneste forklaring på nederlaget. Partiet var slidt op af 10 års heftige magtkampe, blev betragtet med skepsis af mange potentielle vælgere, og samtidig havde afmatningen i det faglige arbejde og bevægelsesarbejde medført, at færre stiftede bekendtskab med partiet gennem deres politiske arbejde. Endelig havde det store vanskeligheder ved at profilere sig politisk overfor SF, trods SF's åbenlyse højredrejning.

1988-91 Opbygningen af Enhedslisten

I maj 1988 gennemførte VS sin 15. kongres, der blev et afgørende vendepunkt i dets politiske praksis. Blot en måned tidligere var der blevet gennemført endnu et folketingsvalg, hvor partiets tilslutning røg helt ned på 0,8 %. Det laveste nogensinde. Det medførte en ædruelig erkendelse af, at partiet ikke indenfor en overskuelig fremtid ville kunne genvinde sin repræsentation i Folketinget, og det drog på kongressen 2 konsekvenser heraf:

Allerede før kongressen havde en række af partiets prominente medlemmer meldt sig ud, og efter kongressen blev de fulgt af partiets højrefløj - de Røde Realister - der gik over i SF. Selv om de to beslutninger omkring valgsamarbejde og omgruppering dækkede over 2 forskellige politiske tendenser var der imidlertid enighed blandt disse om, at partiet ikke kunne klare mere splittelse, hvis det skulle indtage en ledende rolle i gennemførelsen af hvert af de to parallelle projekter. Uenighederne blev derfor nedtonet. Det var baggrunden for, at selvom afvandringen fortsatte (partiet var i slutningen af 88 nede på 570 medlemmer) kunne det indtage en central placering i de efterfølgende forhandlinger med de øvrige organisationer på venstrefløjen.

I april 89 gennemførtes en ekstraordinær kongres, der som omdrejningspunkter havde enhedsprocessen og programarbejdet. Kongressen vedtog, at den fortsatte programdiskussion, enhedsarbejdet og opbygningen af en valgalliance skulle være med til at skabe inspiration og dynamik på venstrefløjen. Samtidig vedtog kongressen med 77 stemmer for og 11 imod en udtalelse om valgsamarbejde, der gav grønt lys for dannelsen af en Rød-Grøn Fællesliste til venstre for SF, der skulle omfatte VS, DKP, SAP og partiløse. Samtidig blev resolutionen VS og enhedsprocessen vedtaget. Allerede i januar havde HB udsendt hæftet VS' udspil om socialistisk Enhedsliste, der rummede konturerne af det der blot få måneder senere blev til Enhedslisten de Rød-Grønne.

Men det var ikke blot i enhedsarbejdet partiet havde gjort en enorm indsats det forløbne år. Med 77 stemmer mod 7 vedtog VS samtidig et nyt gennemarbejdet minimumsprogram - den første større programændring siden vedtagelsen af minimumsprogrammet i 1972. Partiet skulle dermed stå bedre rustet politisk i de kommende sammenlægningsforhandlinger med resten af venstrefløjen.

Det var en enorm indsats partiet siden 1988 havde præsteret overfor den øvrige venstrefløj, men indsatsen drejede samtidig partiets fokusering. I august 89 kunne det konstatere, at FLU nærmest var i dvale, der var ikke længere nogen FLU sekretær til at samle trådene, og brancheorganiseringerne (dobbeltorganiseringen) var ved at være opløst. Samtidig var partiet ikke i stand til at hindre medlemsafvandringen. Samme august var medlemstallet nede på 506. Nogle havde forladt partiet i protest mod udsigten til at skulle indgå i valgsamarbejde med hhv. SAP og DKP. Andre var søgt over i SF eller var forsvundet i politisk desillusion.

I efteråret skulle der gennemføres kommunalvalg, og i næsten hele landet blev der satset på at lade enhedsarbejdet udmønte i dannelsen af Rød-Grønne fælleslister. VS skulle altså ikke opstille alene, men i samarbejde med lokale DKP'ere og de tværsocialistiske lister, der var opstået mange steder i løbet af 80'erne. Det blev en forholdsvis stor succes. Et af de få steder hvor denne praksis ikke blev praktiseret var i København, hvor VS og DKP opstillede separat.

Gennem forhandlingerne med DKP i 1989 havde VS haft den skjulte dagsorden at trække fornyerne i DKP med over i et nyt parti. DKP var præget af voldsomme interne magtkampe mellem de såkaldte fornyere, der var tilhængere af Gorbachovs reformpolitik i Sovjetunionen og de såkaldte stalinister, der var imod denne politik. Fornyerne var frem til vinteren 89/90 i mindretal, og kunne måske være blevet trukket med, men i november/december brød Østtyskland, Tjekkoslovakiet og resten af Østeuropa sammen. Det forrykkede magtbalancen i DKP, og på partiets kongres i foråret 1990 var det derfor stalinisterne der kom i mindretal og måtte forlade partiet for at danne Kommunistisk Forum. Fornyerne havde nu kontrol over DKP, men var politisk stærkt uenige og mange fortsatte hurtigt over i SF eller Socialdemokratiet. Konsekvensen var reelt, at balancen i VS' projekt for både at opbygge valgalliance og et nyt parti forrykkedes til fordel for alliancen. Enhedslisten var allerede blevet dannet i december 89, og mulighederne for at trække DKP «fornyerne» med over i et nyt parti svandt drastisk.

Det var på denne baggrund VS i juni 1990 afholdt sin 16. kongres. Her blev der vedtaget en ny hovedresolution om VS og enhedsprocessen, samt en resolution om udviklingen i Europa efter murens fald: Europa efter stalinismens fald. Kongressen vedtog formelt at give grønt lys for en fusion mellem SAP og VS under navnet Venstresocialisterne, men beslutningen dækkede over betydelig intern modvilje mod sammenlægning. Denne modvilje manifesterede sig i beslutningen af, at det ikke skulle være tilladt at oprette en fraktion i partiet tilknyttet 4. Internationale. Det var et krav fra SAP, og kongressens beslutning var derfor i realiteten, at der ikke skulle ske nogen fusion - hvad der heller ikke skete.

Efter 16. kongres fortonede omgrupperingsperspektivet sig derfor. Programarbejdet fortsatte, men ikke længere med det perspektiv at stille partiet stærkere i en kommende fusion med smågrupper på venstrefløjen. Arbejdet skulle istedet bidrage til den politiske udvikling i Enhedslisten (EL). EL blev i stadig stigende grad omdrejningspunkt for partiets og dets medlemmers arbejde. Kun en lille gruppe forsøgte at fastholde omgrupperingsperspektivet. Gruppen talte bl.a. tidligere medlemmer af KAml, der var gået ind i VS i 83, men havde bevaret en fond på 80.000 kr, der nu blev anvendt til lanceringen af det fælles venstrefløjsblad, Giraffen. Bladet blev lanceret i oktober 1990, og i dets redaktion sad repræsentanter fra VS, IS, RS og en række partiløse. Det skulle forsøge at videreudvikle den fælles politiske afklaring med henblik på afklaring, men efter 5 år måtte projektet - og bladet - opgives.

Lidt bedre held havde et andet fælles bladprojekt, der blev lanceret i oktober 1991 - Den røde Tråd (DRT). Der var tale om en ugeavis, der blev dannet ved en sammenlægning af VS' blad Solidaritet, SAP's Klassekampen og KAP's Arbejderavisen. Midt i 1996 skiftede ugeavisen ham og blev til Socialisten, der fortsat eksisterer.

1992-99 Arbejdet koncentreres i Enhedslisten. VS afvikles som parti

Gennem 1990 og 91 har VS koncentreret sig omkring opbygningen af Enhedslisten. Konsekvensen er, at partiets selvstændige arbejde forfalder, og det afspejler sig også i medlemstallet. Medlemmerne kan ikke længere se, hvorfor de skal være medlemmer af VS, når næsten hele deres indsats ligger i EL. Fra 482 i marts 90 falder medlemstallet derfor til 350 i juni 91 og 306 i februar 92. På partiets 17. kongres i maj 92 fremsættes derfor for første gang forslag om at nedlægge VS, men forslagene forkastes. Kongressen erkender dog at VS ikke længere reelt fungerer som parti: «VS ... idag er en smågruppe, som primært lægger sit arbejde indenfor Enhedslisten. Alligevel findes der væsentlige sociale og politiske grunde til at bevare VS og videreudvikle og styrke venstresocialismen». Samtidig erkender partiet, at «ingen gruppe på venstrefløjen længere alene kan udgøre kernen i et nyt marxistisk parti». Hovedopgaven bliver derfor styrkelsen af EL og omorganiseringen af VS omkring færre selvstændige VS opgaver. Programmatisk når partiet et stykke videre med diskussionerne omkring socialisme, kommunisme og rådsstrategi.

De følgende 6 år skrumper VS stadig, organisationen tømmes for indhold i takt med at aktiviteter og medlemmer lægges over i EL, og det ene forslag følger det andet om nedlæggelse eller omdefinering, men uden at kunne blive vedtaget fordi forslagsstillerne efterfølgende forlader organisationen. Op til VS' landsmøde og ekstraordinære kongres i september 1993 ligger der flere forslag om nedlæggelse - bl.a. fra dets tidligere borgmester i København, Gunna Starck og dets største afdeling, Nørrebro. Men efter en meget hård konfrontation på landsmøde og kongres stemmer 22 for at fortsætte, mens 18 er for at nedlægge organisationen. En bitter Starck bliver efterfølgende interviewet til TV Lorry og melder sig sammen med flere andre ud - bl.a. størstedelen af Nørrebroafdelingen, der er en af de sidste fungerende afdelinger. Medlemstallet falder fra 225 i august til 172 i oktober.

I perioden 1991-94 lægger de aktive i VS' tilbageværende centrale udvalg (Internationalt Udvalg, Europagruppen og de sidste fungerende branchegrupper) aktiviteterne over i Enhedslisten. «Partibevarerne» har særdeles vanskeligt ved at definere «partiets» funktion, når der samtidig er stor enighed om fra kongres til kongres at koncentrere arbejdet i EL. På dets 18. kongres i maj 1994 er der kun 160 medlemmer tilbage. Til denne kongres ligger et forslag fra Søren Kolstrup og Jette Gottlieb om at omdanne det til et netværk, men også det bliver nedstemt. På den efterfølgende kongres i 1996 er der end ikke overskud til at fremsætte forslag om nedlæggelse, men nu er det også skrumpet ind til 70 medlemmer. I mellemtiden er EL også kommet i Folketinget, og den sidste tvivl om listens overlevelsesmuligheder er dermed rykket ud i fremtiden. Først på 20. kongres i november 1998 tager VS beslutning om at omdanne sig fra «parti» til forening. Minimumsprogrammet fastholdes som dets politiske grundlag, men organisatorisk omdannes det fra parti til forening med en landsledelse. Partiet VS eksisterer efter knap 31 år ikke længere, men lever videre som forening.

Det har ikke skortet på initiativer for at bremse denne udvikling. Der har i 1993-96 i flere omgange forsøgt at opbygge et nyt ungdomsarbejde, men efter kortere ophold har de unge atter forladt organisationen i erkendelse af, at den ikke havde nogen fremtid. Noget af det eneste arbejde organisationen formår at holde liv i perioden er derfor det programmatiske arbejde, hvor den formår at rejse nogle politiske teoretiske diskussioner, der ikke er ressourcer til at rejse andre steder på venstrefløjen. Problemet er blot, at diskussionerne ikke trænger ud over den lille kreds der deltager i dem. Det bliver en smule bedre, da VS i 1995 beslutter at starte udgivelsen af det teoretiske tidsskrift, Solidaritet. Solidaritet har dermed fået sin 4. renæssance i organisationens levetid, og er i dag den eneste organiserede aktivitet, der er tilbage.

Arven fra VS

VS' historie er - også i europæisk sammenhæng - unik. Det opfattes som det vigtigste omdrejningspunkt for det nye venstre i Danmark efter 1968, men hvor andre af det nye venstres organisationer rundt om i Europa hurtigt forsvandt igen, vedblev VS med at eksistere. Baggrunden var først og fremmest, at det fik en flyvende start i form af en politisk-organisatorisk ballast fra bruddet med SF. Uden denne var partiet givetvis forsvundet hurtigt, som sine søsterpartier andre steder i Europa.

Partiets store popularitet, tiltrækningskraft og indflydelse kan være særdeles vanskelig at forstå på baggrund af de endeløse interne fraktionsstridigheder, manglende partiloyalitet og problemer i politikudviklingen. Populariteten skyldes imidlertid forhold udenfor den centrale partistruktur: bevægelsesarbejdet og det parlamentariske arbejde. VS kom til at fungere som organisatorisk ramme for en masse mennesker, der var aktive i bevægelserne, og som i VS fandt et egnet politisk grundlag - uanset de voldsomme interne konflikter. Det var VS'ernes arbejde i bevægelserne og partiets parlamentariske repræsentation der sikrede dets overlevelse helt frem til slutningen af 80'erne, men da det først var ude af Folketinget og bevægelserne var præget af afmatning, gik det til gengæld meget hurtigt ned ad bakke.

Partiets parlamentariske praksis var dog modsætningsfyldt. Dets parlamentarikere formåede nok at formulere initiativer, der fik anerkendelse langt udenfor partiets rækker, men samtidig levede det parlamentariske arbejde i høj grad sit eget liv i udkanten partiet. Der var ikke mange i partiet der klart erkendte, at dette arbejde havde en enorm betydning for partiets gennemslag og profilering i offentligheden - en form for gratis reklame for partiet.

VS var et af de bedste forsøg på at skabe en revolutionær alliance mellem arbejdere og mellemlag, men selv om det var det bedste, lykkedes det ikke særlig godt. Partiet er traditionelt blevet opfattet som et akademiker- og studenterparti, og disse grupper spillede uden en tvivl en central rolle gennem hele partiets levetid. I starten af 80'erne udgjorde arbejderne således kun omkring 8 % af partiets medlemmer (mod 26 % i befolkningen), mens studenter og lærlinge udgjorde 31 % (mod 8 % i befolkningen). Alligevel lykkedes det faktisk fra slutningen af 70'erne at opbygge et vist fagligt arbejde og en vis tyngde indenfor en række faglige organisationer - både på LO og FTF området. Det var bl.a. en konsekvens af, at mange revolutionære arbejdere i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne søgte ind i partiet, i takt med at deres egne smågrupper på venstrefløjen gik i opløsning, eller blev for små til at overleve. VS opnåede naturligvis aldrig samme faglige indflydelse som DKP, men nåede alligevel at opbygge en vis basis. Dette arbejde kom imidlertid i krise fra starten af 80'erne med den økonomiske krises fortsatte udvikling, afmatningen i fagbevægelsen og den borgerlige offensiv.

Tilsvarende var partiets (mellemlags)medlemmer særdeles aktive i udviklingen af kvinde-, miljø-, beboer- og solidaritetsbevægelserne. Problemet var blot, at det var vanskeligt at smede alliancen mellem arbejdere og mellemlag i partiet sammen. Frem for alliance var partiet i længere perioder præget af åben krig mellem dets politiske tendenser grupperet omkring skiftende arbejder-strategi og mellemlags-strategi. Ofte syntes hovedfjenden at befinde sig indenfor samme parti, frem for på andre felter af det politiske spektrum. Disse kampe handlede ikke blot om politik og strategi, men også om magt over partiet. De afslørede samtidig, at partiet kun i meget kortvarige perioder var i stand til at opbygge en fælles udadvendt praksis og loyalitet overfor de fælles beslutninger. Konsekvensen var, at partiets «ledelse» - HB - oftest kun havde et meget begrænset overblik over og indflydelse på, hvad der egentlig foregik i partiet. Medlemmerne adlød ganske enkelt ikke ledelsen, men gjorde hvad der passede dem. Manglen på fælles fodslag og fælles ageren var et af VS' største problemer gennem årene. Det var et held for partiet, at arbejdet i fagbevægelse og bevægelser ofte havde en høj kvalitet, og var med til at så respekt omkring VS.

I sin praksis afslørede VS, at det havde vanskeligt ved at gøre op med den traditionelle måde at lave politik på i Danmark. Der var i høj grad tale om de unge, ubundne mænds parti, der havde masser af tid til at slås om politikken og om magten. Det førte til adskillige oprør fra partiets kvinders side, der i sidste ende mundede ud i kønskvotering, men også i at mange kvinder hurtigt forlod partiet eller koncentrerede sig om kvindearbejdet. På den positive side hører dog, at herskede udbredt enighed om, at VS' vigtigste praksis ikke lå i det parlamentariske, men i det udenomsparlamentariske - i bevægelserne.

VS udviklede gennem sine 16 år i Folketinget og det kommunalpolitiske arbejde en betydelig praksis omkring det parlamentariske. En række af disse erfaringer blev ført med over i Enhedslisten, hvor de fortsat eksisterer. Det gælder først og fremmest reglerne om rotation, der skal hindre, at partiet udvikler levebrødspolitikere - en reaktion mod Aksel Larsens næsten enevældige styring af SF i 60'erne. Det gælder principperne om at stemme for selv den mindste forbedring, og mod selv den mindste forringelse, der ligeledes i modificeret kan genfindes i EL. Endelig gælder det en række af principperne omkring afsløringen af den borgerlige stat, dens dobbeltmoral og mangel på demokrati. Der var tale om konsekvente principper, som Preben Wilhjelm var en af hoveddrivkræfterne bag, og som skabte stor respekt langt udenfor partiet. Men lige som partiets ledelse oftest var ude af stand til at lede partiet, var den oftest også ude af stand til at styre folketingsgruppen og partiets kommunalpolitikere. Selv om de var partiets vigtigste blikfang udadtil, endte de ofte med i højere grad at repræsentere sig selv end en fælles udformet konkret politik i partiet.

Et andet vigtigt arbejdsområde var arbejdet i de centrale udvalg og dobbeltorganiseringerne. På tværs af fraktionskampe var de centrale udvalg ofte i stand til at levere præcise analyser og handlingsanvisninger til kampagner mv. der bragte VS langt frem for andre partier. Det gjaldt både det internationale arbejde og arbejdet indenfor miljø-, atom- og boligpolitikken. I dobbeltorganiseringerne samledes hhv. arbejdere, mellemlag og studerende branchevis, fik lejlighed til at tage fælles diskussioner og udvikle fælles politik. Denne struktur brød radikalt med den traditionelle vælgerforeningsstruktur og var en væsentlig del af grundlaget for den indflydelse partiet fik i en række faglige organisationer fra slutningen af 70'erne og gennem 80'erne.

Den vigtigste politiske arv efter VS er nok diskussionerne og resolutionerne omkring sammenhængen mellem parti og bevægelse, demokrati og socialisme samt venstrefløjens arbejde i fagbevægelsen. Der var tale om tidstypiske diskussioner, men som fortsat har en betydelig værdi som inspirationskilde. Samtidig var partiet anderledes og ind imellem friskt og frækt.

Siden 1967 har over 30.000 danskere været gennem VS. Nogle kun for en ganske kort bemærkning, andre i hele perioden. For mange blev deres første kongres i partiet samtidig den sidste - i frustration over det benhårde klima. Andre hang ved og blev selv forråede af det eksplosive politiske klima, der i perioder prægede partiet. De kan i dag bl.a. genfindes som Socialminister, direktør på DTU eller chefredaktør på Berlingske Tidende. I den forstand har VS fostret mange personer, der på godt og ondt indtager mange centrale positioner i det danske samfundsliv. Det har fostret politik og en praksis, der fortsat kan inspirere, men dets største opgave, at udvikle en slagkraftig alliance mellem arbejdere og mellemlag formåede det i sidste ende ikke.

A.J.


Litteratur

Madsen, Jens Otto & Per Askholm Madsen: Fra sandkasse til kadreparti? VS' dannelse og udvikling 1967-73. VS-Forlaget, København (1980)
VS Bulletin nr. 1-254
VS Intern Debat nr. 1-408.

VS dokumenter:
Retningslinier for det parlamentariske arbejde
Parti og bevægelse
Arbejdsplads- og Fagforeningsresolution
Krisen
Arbejdsløsheden
Demokrati og Socialisme
Demokrati og Socialisme 2
Styrk kampen i Hverdagen
VS og det parlamentariske arbejde
Haves: venstrefløj. Ønskes: parti
VS og enhedsprocessen
VS' udspil om socialistisk Enhedsliste
VS og enhedsprocessen
Europa efter stalinismens fald