 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
De sidste årtier af 1800 tallet var præget af de europæiske staters fremstød mod fremmede verdensdele. Grundlaget for denne imperialisme kan forklares som en ekspansionstendens i økonomi og produktionsliv, men den gik længere end blot den intense jagt på lønsomme råvarer og fremtidige markeder. Imperialismen blev en modebevægelse, som rev mennesker med i begejstring, ideologisk og psykologisk - givet på samme måde som under middelalderens korstog.
I Norge gav denne bevægelse sig udtryk i en intens interesse for de polare områder i tiden fra 1890'erne og frem til ca. 1930. Fridtjof Nansens og Roald Amundsens ekspeditioner var altoverskyggende begivenheder i disse år, fra Nansens skifærd over Grønland i 1888-89 til Amundsens sidste flytogter over Arktis i 1920'erne. Opdagelserne blev koblet til ønskerne om materiel udnyttelse, som atter blev knyttet til ønsket om anneksion. Dette skete delvist i ly af tanken om visse af disse områders status som «gammelt norsk område».
Som et resultat af forhandlingerne efter første verdenskrig fik Norge suverænitet over Svalbard, Bjørnøya og Jan Mayen.
Områder i Antarktis kom efter internationale aftaler ligeledes under norsk suverænitet. Afslutningen på denne epoke er markeret af konflikten med Danmark om Østgrønland. I 1920'erne engagerede nationalistiske kredse sig stærkt i denne. Regeringen Kolstad-Hundseid stillede sig i 1931 bag en privat «okkupation» af visse områder på Grønlands østkyst, men tabte i den efterfølgende proces ved den internationale domstol i Haag.
Den norske ishavsimperialisme dannede en vis ideologisk forudsætning for det stærke norske engagement i 1970'erne, der gik ud på at beskytte norsk suverænitet på Svalbard og sikre indflydelse over andre polarområder. Den nye polarinteresse var alligevel baseret på andre økonomiske og strategiske interesser end den traditionelle fangstorienterede imperialisme. Den skyldtes Norges interesser som kyststat i havbundsressourcernes tidsalder.