Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 38.280
: :
Økonomi

Økonomi er spændingsfeltet for teknologi, magt og økologi. Her er det ikke faget økonomi, der skal behandles, men hvordan forskellige samfund har ordnet deres økonomi.

Alle samfund har en «økonomi». I ethvert samfund må man arbejde for at få mad, klæder, bolig og transport. I ethvert samfund behøver man produktionsmidler for at udføre et arbejde. Disse produktionsmidler må skiftes ud, når de ikke længere opfylder deres formål. I alle samfund må man organisere arbejdet blandt medlemmerne på visse måder. Til trods for disse fællestræk er der så meget der adskiller forskellige økonomier fra hinanden, at vi virkelig kan tale om «økonomier», og ikke blot «økonomi». Den kapitalistiske økonomi er således ikke den eneste form for organisering af produktion og omsætning. Op gennem historien har menneskene organiseret deres økonomi efter helt andre principper end de kapitalistiske.

I løbet af historien har der eksisteret mange forskellige økonomier. Hver af dem har haft sit eget organisationsprincip. Organisationsprincippet angiver, hvordan man teknologisk set producerer sine goder, hvem der ejer produktionsmidlerne og derfor bestemmer over de væsentligste forhold indenfor produktion, omsætning og fordeling. Hver økonomi vil have bestemte indvirkninger på miljøet, alt efter hvilke produktionsprocesser der anvendes. De økonomier der skal behandles i det følgende, er den kapitalistiske og de før-kapitalistiske, som også vil blive kaldt primitive økonomier.

Kapitalistisk økonomi

Kapitalismen er først og fremmest karakteriseret ved lønarbejde. De fleste producenter ejer ikke selv deres produktionsmidler, men må sælge deres arbejdskraft for en vis pris - lønnen - til en ejer af produktionsmidler. Kapitalisten bestemmer i hovedtrækkene, hvordan produktionen skal foregå. Han bestemmer, hvor mange og hvem der skal ansættes. Han afgør, hvor man skal købe råvarer fra. Han bestemmer, hvilke varer virksomheden skal satse på, og på hvilke markeder man skal sælge varerne. Han afgør, om man skal nedlægge eller udvide.

Beslutninger som er af direkte betydning for arbejdernes liv, er dog unddraget dem. De bliver reduceret til genstande, som der forventes et vist arbejde af. De kan lige så godt erstattes af en maskine eller en robot, og bliver det også. Lønarbejderen har frihed til at søge sig arbejde, hvor han/hun måtte ønske, og kan også sige sin stilling op på hvilket som helst tidspunkt, det måtte passe arbejderen. Denne frihed er ikke til stede i alle andre økonomier.

Et andet væsentlig kendetegn ved kapitalismen er, at kapitalisterne producerer hver for sig og ikke efter en samlet plan. Der er konkurrence mellem kapitalisterne om markedsandele for de forskellige varer. Hver kapitalist må derfor kontinuerligt foretage to vurderinger: Hvor meget ønsker køberne at aftage af branchens varer i den kommende periode, og hvor meget vil de andre kapitalister producere af pågældende vare? Ud fra erfaring, ofte bearbejdet på raffinerede måder, vil man som regel ramme rigtigt. Men at der ofte sker fejlbedømmelser, kan vi f.eks. se af udsalgene på klæder og andre forbrugsvarer.

Konkurrencen mellem kapitalisterne fører til, at reinvesteringen af overskuddet bliver et kendetegn ved kapitalismen: Effektiviserer jeg ikke min produktion gennem reinvestering, vil andre gøre det, og min evne til at konkurrere på pris, kvalitet og service bliver dårligere. Resultatet kan i sidste ende være nedlæggelse. Den magt som hver kapitalist udøver over sine arbejdere, er derfor markedets magt over alle deltagerne i systemet. Marx siger, at kapitalister bærer kapitalens karaktermaske.

Nødvendigheden af reinvestering fører til, at kapitalismen for det første er et teknologisk dynamisk system. For det andet frembringer det stadig nye produkter. Nødvendigheden af at være konkurrencedygtig fører til, at kapitalister til stadighed søger efter bedre metoder at fremstille deres produkter på. Findes der andre, billigere råvarer? Kan man erstatte nogle af de arbejdskrævende processer med maskinel drift? Er indretningen af lokalerne hensigtsmæssig? Kan organisationen forbedres? Kan arbejderne motiveres mere? Og så videre.

Denne søgen har frembragt det moderne industrisystem, baseret på maskiner drevet af energi fra olie og kul, og i mindre grad fra vandkraft og atomkraft. Det har frembragt et omfattende transportsystem og et avanceret telekommunikationssystem og i vore dage den automatiserede produktionsproces baseret på EDB styring.

Koncentration og specialisering

Under kapitalismen har produktionen en tendens til at blive koncentreret til nogle få virksomheder indenfor hver branche. Koncentrationen vil være størst i de gamle industrier, hvor man har lavet stort set det samme produkt over en årrække. Årsagen finder man i den tekniske udvikling. De nye og mere effektive produktionsprocesser har en tendens til at kræve større kapitaludlæg end de gamle, samtidig med at de har større kapacitet. Der bliver kun plads til nogle få virksomheder indenfor hver branche.

Samtidig er der en tendens i modsat retning: Produktionsprocessen i tilknytning til et sammensat produkt bliver splittet op i mange delprocesser. Denne specialisering muliggør store serier, hvilket ofte samtidig giver lavere udgifter per enhed. Specialisering af denne slags kan man finde alle steder, hvor der foregår produktion til et marked. Specialiseringsprocessen er grundlaget for den stærke vækst i verdenshandelen efter 2. verdenskrig. En handel som i stigende grad drives i regi af de transnationale selskaber.

Den ideelle stilling for en kapitalist vil være at producere en vare, som ingen andre kan producere. Dette sender virksomhederne på jagt efter varer, som de er alene om. Men skal forbrugere og virksomheder købe dette nye produkt, må de gennem reklame overtales til at tro, at de har behov for det. Den kapitalistiske økonomi frembringer således ikke bare varer, men også behov for disse varer og en forventning om at man til stadighed vil få nye materielle goder. Der hvor der ikke findes et marked, kan det skabes.

Reinvesteringerne fremmer den økonomiske vækst. Efterspørgselen efter investeringsvarer vil sprede sig som ringe i vandet og stimulere til investeringer i andre brancher. Investeringerne vil være størst i de brancher, hvor der foregår hurtige tekniske fremskridt, i brancher med stærkest konkurrence og i brancher, hvor efterspørgselen ikke er dækket.

Men denne investeringsaktivitet kan medføre en overakkumulationskrise. Det er en krise, hvor kapitalister har investeret så meget i fast kapital, at kapaciteten overstiger efterspørgslen efter branchens produkter. Der findes for mange virksomheder til at alle samtidig kan drives lønsomt - dvs. med et overskud. Nogle virksomheder må nedlægges. I dag er dette f.eks. tilfældet på tankskibsmarkedet. Den økonomiske udvikling under kapitalismen er altså karakteriseret af vækst gennem kriser.

Historiens første verdenssystem

Kapitalismen er historiens første verdenssystem. Dette udspringer af to forhold: Ønsket om at sælge varer til flest mulige mennesker og behovet for råvarer. Begge dele vil forbedre den enkelte kapitalists konkurrenceevne overfor andre kapitalister. Dette var baggrunden for kolonialismen i det 19. århundrede, og de afhængighedsstrukturer man finder mellem i-lande og u-lande i dag.

Under kapitalismen er statens opgaver at sørge for, at den nationale kapitals totale interesser sikres. Den enkelte kapitalist betragter kun statens politik ud fra egne interesser. Det kan derfor ofte ske, at en enkelt kapitalists interesser går på tværs af det, som er alle kapitalisters interesse. Hvad skal staten så foretage sig overfor kapitalen? En form for beskyttelse af den nationale kapital er at lægge told på importerede varer, som konkurrerer med indenlandske varer.

Efterhånden som specialiseringsfordelene i den internationale handel er kommet til at betyde stadig mere, er dette virkemiddel for det meste forsvundet fra handelen mellem industrilandene. At fremme den nationale kapitals interesser er i de vestlige industilande blevet forandret til at fremme kapitalens interesser - uden hensyn til nationalitet.

Det er blevet statens opgave, at skabe de omstændigheder der sikrer, at den kapitalistiske virksomhed kan foregå mest mulig friktionsfrit. Det sker gennem lovgivning, gennem opbygning af en materiel struktur som kapitalisterne benytter sig af, og som ikke egner sig til privat virksomhed - vejbygning, telekommunikationsvirksomhed og andre infrastrukturinvesteringer - gennem efterspørgselsregulering, gennem regulering af pengemængde og renteniveau, uddannelse af arbejdskraften og industriudvikling på områder, hvor enkeltkapitalister ikke kan magte de store kapitaludlæg, eller hvor enkeltkapitalisterne ikke vil satse.

Ved hjælp af sin organisatoriske styrke har arbejderklassen samtidig presset reformer igennem, som er til dens fordel. Det har i de fleste vestlige industrilande drejet sig om sikkerhed i alderdommen og ved sygdom, om beskyttelse ved arbejdsløshed og gratis eller billig uddannelse. Statens omfattende virksomhed i de fleste vestlige industrilande har således været et resultat, dels af behovene for regulering som den kapitalistiske konkurrence selv sætter, dels af kravene som arbejderbevægelsen i disse lande har formået at presse igennem.

Indbygget økologisk krise

Der er indbygget en økologisk krise i selve det kapitalistiske system. Det er den høje materielle produktion, som er grundlaget for krisen. Med økologisk krise menes her et forløb, som fører til en forenkling af det økologiske system, en reduktion i antallet af dyrearter og plantearter. Det er fortsat naturen vi lever af. Forstyrrelser i det naturlige miljø indvirker derfor direkte på menneskene.

Den materielle produktion medfører et højt forbrug af fossilt brændsel og andre råvarer. Forbruget af disse stoffer skaber forurening i naturen, og endnu mere i og omkring de store byer. De store byer skaber samtidig forurening af ting, som i og for sig er organiske, f.eks. ved at udføre store mængder kloakvand i havet eller floderne.

Endvidere introduceres der hver dag nye stoffer i industrien. Man ved ikke hvilke virkninger disse stoffer har på naturen, og slet ikke hvordan et nyt stofs reaktion med andre stoffer virker.

Økonomisk virksomhed kan også direkte ødelægge den naturlige balance. Dette sker f.eks. ved landbrug i de marginale landbrugsområder og ved skovbrug i regnskovene. Landbrugsdrift i tørre, forholdsvis produktive områder har ført til en stigning i ørkenområderne i verden, og de transnationale selskabers fældning af regnskovene uden at de genetablerer et nyt stabilt økosystem har ført og fører til, at golde landskaber breder sig, hvor der før var frodig regnskov.

Førkapitalistiske økonomier

De forskellige før-kapitalistiske økonomier har indbyrdes været forskellige, hvad angår produktionsteknologi, i formen for omsætning og fordeling af goderne og i graden af statslig intervention i økonomien. Der har været forskelle i måden at organisere arbejdet på, i ejendomsformer og i størrelsen af økonomien. Samtidig har disse økonomier dog mange fællestræk. Det er disse fællestræk, vi skal holde os til her.

Et fællestræk er, at i disse økonomier er økonomien ikke en adskilt aktivitet. Den er en aktivitet, som er indvævet i samfundets øvrige aktiviteter. I det kapitalistiske samfund går man på arbejde et sted, hvor man udfolder den økonomiske aktivitet. Man uddanner sig et andet sted, har sit bosted et tredje sted, udfolder sig i sin fritid et fjerde sted, ligger på sygehus et femte sted osv.

I de primitive samfund er alle disse aktiviteter samlet på et og samme sted. Mens grænserne mellem de forskellige aktiviteter i kapitalismen er klare og tydelige, glider aktiviteterne i primitive samfund over i hinanden, og en aktivitet kan udtrykke mere end f.eks. økonomiske forhold. Under kapitalismen er økonomien skarpt adskilt fra de øvrige forhold. I de primitive samfund er økonomien indordnet i andre sammenhænge.

De allerfleste primitive samfund var klassesamfund. De direkte producenter blev udbyttet af en herskerklasse. Formen for herredømme kunne variere fra samfund til samfund. Klasseforholdet var knyttet til ejendomsretten til produktionsmidlerne. Lønarbejde som vi kender det, var det mindst almindelige. Arbejderen ejede ofte sine egne produktionsmidler. Det var mere almindeligt med en slags delt ejendomsret til jorden, hvor herren havde ret til visse afgifter fra arbejderen. Det kunne være arbejdsrente - dvs. at arbejderen måtte svare et vist antal dages arbejde for herren. Det kunne være produktrente, som enten var konstant eller proportional med produktionen - share-cropping. Endelig kunne det være pengerente - også den konstant eller proportional med produktionen.

Udover disse ejendomsformer kunne også en tredje være almindelig i primitive samfund, nemlig slaveholdet. Slaven ejede ikke produktionsmidler, men i modsætning til lønarbejderen under kapitalismen kunne han ikke sige nogen arbejdskontrakt op og søge arbejde hos andre. Men slaverne kunne efter vore begreber have en forholdsvis fremtrædende stilling i samfundet. De kunne være købmænd, håndværkere og kunstnere med frie mennesker under sig.

Før-kapitalistiske samfund var enten jæger- og samlersamfund eller landbrugssamfund. Der fandtes ikke noget samfund før de kapitalistiske, hvor en større del af befolkningen kunne være engageret udenfor landbruget. Landbrugsteknologierne være ret forskellige, fra trevangsbruget i middelalderens Europa til vådrissystemet baseret på overrislingsanlæg i Østen. Menneskenes velfærd var derfor i det store og hele afhængig af hvert års afgrøde og ikke af priserne og efterspørgslen på de varer, man producerede.

I disse landbrugssamfund var producentens hensigt ikke at skabe et overskud, som kunne reinvesteres, men at fremskaffe goder, som producenterne havde brug for. Produktion til forbrug og ikke til bytte var hensigten med produktionen. Dette kunne bl.a. føre til, at man afsluttede produktionen af en vare, når man mente man havde nok, selv om man med lethed kunne have produceret mere af pågældende gode. Eller det kunne tænkes, at man brugte megen arbejdstid på at skaffe sig en bestemt vare i et vist kvantum, selv om det efter den kapitalistiske målestok ikke lønnede sig at bruge så meget arbejde på det.

I sin rene form er dette selvforsyning. Men byttet af varer fandt ofte sted i stort omfang i de primitive samfund. Man byttede til sig de varer, man havde brug for. Varer man enten ikke kunne producere selv, eller som det kostede store anstrengelser at lave selv. Varebyttet skete altså ikke for at skabe et overskud, men for at skaffe varer til en husholdning. Derfor byttede man sig heller ikke til så meget man kunne, men kun til så meget man havde brug for.

Tre former for varebytte

Varebyttet kan antage tre forskellige former: Bytte baseret på gensidighedsprincippet, på omfordeling og på marked. Bytte baseret på gensidighedsprincippet indebærer, at mennesker på omtrent samme rangstige i et samfund eller to forskellige samfund byttet varer med hinanden. Ofte havde dette form af gavebytte. Formålet med varebyttet kunne derfor i sådanne tilfælde lige så godt være bekræftelse på venskab, som det kunne være udveksling af varer, som begge parter havde materiel gavn af.

Omfordeling i sin rene form indebærer, at resultatet af producenternes arbejde bliver indsamlet af overhovedet i samfundet og fordelt af ham til de forskellige samfundsmedlemmer. Denne fordeling kunne være den normale fordeling af goder i samfundet, eller den kunne være knyttet til visse større anledninger, fester o.l. Begrænsende faktorer for denne form for godefordeling var transportsystemet og den centrale myndigheds kontrol over sine undersåtter. Formålet med omfordelingen kunne lige så meget være at bekræfte, at man hørte sammen, som at de forskellige samfundsmedlemmer fik de goder, de havde brug for.

Markedmæssig fordeling har de største lighedstræk med det vi kender fra kapitalistisk økonomi, men med vigtige modifikationer. For det første var det ikke alle varer, som kom på markedet. Man byttede kun visse varer og ikke andre. Det kunne også forholde sig således, at nogle varer ikke lod sig bytte mod andre. For det andet var markedshandelen som regel sporadisk, knyttet til visse sæsoner eller visse begivenheder. En selvstændig handelsklasse havde under sådanne forhold vanskeligt ved at etablere sig. Markedet havde ofte også andre funktioner end vareudveksling. Der kunne være ting, retsmøder o.l.

Udover denne handel indenfor det samme samfund, udviklede der sig en såkaldt fjernhandel mellem mange forskellige primitive samfund. Typisk for denne form for handel var, at den gerne var specialiseret. En selvstændig købmandsklasse dominerede køb og salg. Endvidere var den ofte koncentreret om få varer, ofte luksusvarer, som blev konsumeret af de respektive landes overklasser. Denne handel kunne endvidere foregå under temmelig raffinerede former - både med hensyn til regnskabsførsel og kreditgivning. Men da denne form for handel berørte så få mennesker, kunne den ikke danne grundlag for en specialiseret økonomisk udvikling mellem to lande. De der drev fjernhandelen, dannede derfor ofte egne enklaver - egne områder for handel - som havde forholdsvis ringe kontakt med det omgivende samfund.

Handelen i de primitive samfund behøvede ikke være stor, før man udviklede et værdimål for alle varer, og efterhånden tog penge i brug for at lette omsætningen. Men da handelen ofte var begrænset i omfang, havde også pengene begrænset gyldighedsområde. Mens pengene under kapitalismen kan omsættes til stort set hvilke goder det måtte ønskes, brugtes pengene i primitive samfund til afgrænsede formål. F.eks. til at betale skat eller til at skaffe sig netop de varetyper, man havde behov for. Ikke alle varer kunne sælges, og ikke alle varer kunne købes for penge.

I disse samfund ville konkurrencens damoklessværd ikke hænge over producenterne, og derfor var motivet til tekniske forbedringer ikke til stede. Disse samfund har teknologisk set stort set været stillestående landbrugssamfund. De samme metoder har faktisk været i brug i århundreder. Også de materielle behov har stort set været de samme indenfor disse samfund - tilpasset det økologiske grundlag. Da producenterne ikke havde noget motiv for at sælge mest mulig af deres varer, har de heller ikke til stadighed måttet udvide behovene hos køberne. Når hverken teknologien eller behovene udviklede sig kontinuerligt, var det kun befolkningsøgningen, der kunne skabe økonomisk vækst i disse samfund. Den økonomiske vækst skete indenfor de rammer, der var sat af det teknologiske system, og af de behov som befolkningen havde.

Kriser af materiel art kunne også opstå i sådanne samfund, selv om vi nok har en tendens til at overdimensionere den materielle nød i tidligere tider. Generelt hænger en materiel mangelsituation sammen med befolkningsøgningen indenfor givne teknologiske grænser. Hvis samfundet skal komme over en sådan forsyningskrise, må det enten ændre teknologien, flytte en del af befolkningen eller gennemleve krisen med drastiske befolkningsreduktioner som sandsynlig løsning. Alle disse former eksisterede i de primitive samfund. Grækerne anlagde f.eks. nye kolonier, da folkepresset blev for stort i det oprindelige samfund.

Ø.S.


Litteratur

K. Marx: Verker i udvalg, Oslo 1970.
E. Mandel: Seinkapitalismen, Oslo 1976.
J. Elster: Om udbytting, Oslo 1977.
A. M. Klausen: Kultur, Oslo 1970.
K. Polanyi: Primitive, archaic and modern economics, New York, 1968.