Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kollektive goder er goder (varer) som ikke nægtes en, uden at de også nægtes andre, f.eks. frisk luft eller fyrtårnet der viser skibene vej. Sådanne goder er vanskelige at sælge og passer derfor ikke ind i den almindelige kapitalistiske produktion. Indkrævning af betaling for en vare er afhængig af, at godet kan nægtes de der ikke betaler. Ingen kapitalist vil derfor satse på at producere sådanne varer for salg til enkeltpersoner. Kun organer der har muligheder for at rejse midler fra mange, kan tilvejebringe sådanne goder - f.eks. staten og kommunerne som kan skaffe midler ved beskatning. Fagbevægelsen kan også tilkæmpe sig kollektive goder. Eksempler på rene kollektive goder er gadebelysning og vejrudsigter gennem reklamefri radio og TV. Selv om disse goder ikke er til lige stor nytte for alle, kan de principielt benyttes af alle.

Mange goder kan forekomme enten som kollektive goder eller som private goder - der produceres og sælges på almindelig kapitalistisk vis. I flere lande bliver goder som f.eks. sygehusbehandling, uddannelse og politibeskyttelse således solgt som private tjenester. Dette kan påvirke kvaliteten, mængden og fordelingen af tjenesterne. I princippet kan næsten alle goder organiseres som kollektive goder. For eksempel kunne køleskabe være gratis for alle, der ville have et. Det ville nok øge antallet af køleskabe en del. Totalomkostningerne behøvede alligevel ikke stige særligt. Hvert køleskab ville blive billigere, fordi man slap for mange af salgs- og reklameudgifterne.

Nogle goder skifter væsentlig karakter, hvis de bliver tilbudt gratis. En offentlig park er noget andet end en privat have, eller en park med gærde omkring og krav om entreindtægt. På samme måde vil en gratis bus kunne komme hurtigere frem end en, hvor chaufføren skal opkræve betaling. Kollektiv transport kan siges at bestå af to goder. Et kollektivt gode som er muligheden for at rejse og et privat gode som er den faktiske rejse. Det er kun muligt at opkræve betaling for den enkelte rejse.

Muligheden for at rejse vil kunne være et gode også for de, der ikke rejser - f.eks. fordi det bliver muligt at modtage besøg. Her er situationen den samme: omkostningerne er ofte størst ved at producere muligheden for at rejse, mens en ekstra rejse ikke koster så meget. Det kan til og med være således, at den største omkostning ved den enkelte rejse er indkrævningen af selve betalingen.

Det vil være rationelt at lade være med at opkræve betaling for et privat gode, der er kombineret med et kollektivt gode. Firmaer der tilbyder sådanne kombinerede goder, bør af samfundsøkonomiske hensyn drives med underskud. Private firmaer kan kun tilbyde sådanne goder, når det er muligt at tage en pris for godet, der ligger over udgifterne til produktion af godet. Dette vil sædvanligvis indebære et monopol.

På områder hvor der findes kollektive goder, vil private goder ofte blive udkonkurreret, men det er ikke altid tilfældet. Motorveje med bompenge er et eksempel på dette. Det kan også være lønsomt for nogle kapitalinteresser, at der tilbydes kollektive goder. Specielt vil udbygningen af boliger og industriområder blive mere lønsom, når det offentlige tilbyder kollektive goder som veje, vand, kloakker og kollektiv transport. I sådanne overgange mellem private og kollektive goder vil private firmaer kunne have store økonomiske interesser.

Kollektive onder

Begrebet kollektive goder bruges i nationaløkonomien til at beskrive noget, der ikke passer ind i de almindelige skemaer, hvor varer hovedsageligt (bør) købes og sælges. Indenfor velfærdsteorien findes der også teorier om, hvor stort fællesforbruget eller niveauet for kollektive goder bør være. Nogle af de eksempler på kollektive goder der behandles - nationalt forsvar, politi og retsvæsen - viser imidlertid samtidig svaghederne ved denne form for nationaløkonomi. De er snarere eksempler på begrebets (og nationaløkonomiens) begrænsninger. Forsvar og retsvæsen kan være institutioner, der bekræfter et system eller magten for en gruppe. På denne måde vil bevillinger til disse formål kunne være rettet mod et flertal eller mindretal i befolkningen, og må derfor snarere kaldes et kollektivt onde.

Kollektive onder er onder eller ulemper, der rammer mange, uden at de kan gøre noget særligt ved det. Disse onder kan være kombineret med kollektive goder som f.eks. reklame i radio og TV, således at man ikke kan få godet, med mindre man også tager ondet. I andre tilfælde kan et gode for nogle være et onde for andre. Eksempler på dette er politi, militær og friluftskoncerter. Generelt set har meget af det, der gøres eller laves, virkning for flere end dem der gør, laver eller bruger det. Når disse indirekte virkninger rammer mange, kan de blive kollektive onder. Nærliggende eksempler er forurening af luft og vand samt støj. Men virkningen kan være meget indirekte. For eksempel kan overtidsarbejde være et kollektivt onde, for det kan medføre øget belastning af sygehusvæsenet, og fordi de der arbejder på overtid, ikke gør andre samfundsgavnlige ting som f.eks. at beskæftige sig med politik eller lege med børn.

Et kvantitativt mål for godet eller ondet siger ikke meget. Bevillinger til politiet eller antallet af stillinger i politiet vil f.eks. ikke være noget mål for, hvordan fodgængere og cyklister beskyttes mod bilister, eller om der gives anden beskyttelse af individer mod vold. En stor del af midlerne kan i realiteten blive brugt til at overvåge og undertrykke radikale grupper.

Kollektive goder er vigtige for vor velstand. Samfundsmæssig organisering af kollektive goder bidrager til at øge levestandarden. Men som vi har set ovenfor, kan ikke alle fællesudgifter kaldes kollektive goder.

D.S.