En vare er et produkt fremstillet for at blive byttet på et marked. «Den som gennem sit produkt tilfredsstiller sit eget behov, skaber ganske vist brugsværdi, men ingen vare. For at producere en vare må han ikke kun producere brugsværdi, men også brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi» (Marx)

Gennem mængden af brugsværdier fremtræder de forskellige konkrete nyttige arbejder, som har skabt disse brugsværdier - dvs. den samfundsmæssige deling af arbejdet. Denne arbejdsdeling er en forudsætning for vareproduktionen. I primitive samfund finder vi eksempler på arbejdsdeling uden vareproduktion. Den enkle vareproduktion eller enkle varecirkulationen (omsætning) er en produktionsmåde som opstod under feudalismen, og som fortsat eksisterer - også i samfund hvor de kapitalistiske produktionsforhold dominerer.

Den enkle varecirkulation kendetegnes ved formlen Vare - Penge - Vare. Det vil sige, at der produceres en vare, som sælges på markedet for penge, som atter bruges til at købe en anden vare. Varen der købes har samme bytteværdi som den vare der sælges. Formålet med denne bytteproces og den forudgående vareproduktion er altså ikke at opnå mere værdi. Formålet er at tilegne sig varer med andre brugsværdier end dem man selv har produceret. Den enkle varecirkulation har altså et kvalitativt formål (forskellige brugsværdier), ikke et kvantitativt formål (mere værdi). Selvejende bønder, håndværkere og andre småborgere personificerer den enkle vareproduktion.

I sin rene form kendetegnes den ved, at producenten hverken køber andres arbejdskraft eller sælger sin egen. Historisk set er den enkle vareproduktion blevet trængt tilbage af den kapitalistiske produktionsmåde. Det er sket, dels gennem proletarisering - dvs. at de enkle vareproducenter er blevet lønarbejdere -, dels ved at kapitalen har underlagt sig den enkle vareproduktion. Dette kan f.eks. være sket ved at småbønder er blevet forgældet, således at resultatet af deres arbejde går til renter og afdrag til handels- og bankkapitalen.

Den kapitalistiske varecirkulation beskrives med formlen Penge - Varer - flere Penge. Både udgangspunktet og slutpunktet er her penge og ikke varer eller brugsgenstande, som i den enkle varecirkulation. Vareproduktionens formål er at øge kapitalen. Målet er en kvantitativ forøgelse af kapitalen, og varenes brugsværdi spiller kun en underordnet rolle som bærer af værdien. Kapitalistisk vareproduktion bygger på lønarbejde, dvs. at produktionsmidlerne er monopoliseret af én gruppe mennesker, mens resten er tvunget til at sælge deres arbejdskraft.

Som nævnt er vareproduktionens grundlag arbejdsdelingen. Ved varebyttet byttes forskellige arbejder med hinanden. For producenterne ser det imidlertid ud som om, de bytter «ting», ikke arbejde. Det vil sige, at de egentlige samfundsmæssige forhold mellem producenterne er skjult for dem. Det ser ud som om det er varernes egenskab af at være forskellige brugsværdier, forskellige ting, som gør at de byttes. Dette er baggrunden for varens fetich-karakter - dvs. at den fremtræder som ting med et selvstændigt liv og ikke som et resultat af menneskeligt arbejde.

Også socialismen vil være præget af arbejdsdeling, men uden at produkterne eller brugsværdierne er varer. Kun produkter som kommer fra private producenter, som er selvstændige og indbyrdes uafhængige af hinanden er varer. Under kapitalismen har arbejdet kun en indirekte samfundsmæssig karakter. Først gennem varebyttet på markedet viser arbejdet sig som samfundsmæssigt nødvendigt arbejde. Under socialismen vil arbejdet direkte (umiddelbart) være samfundsmæssigt. Det totale arbejde er fordelt på de forskellige brancher efter en plan før produktionen sættes i gang. Men det vil fortsat være arbejdet som frembringer brugsværdierne - de nødvendige produkter.

Å.C.