Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Forurening bruges i dagligtale om det at tilføre naturen fremmede stoffer. Begrebet er både tvetydigt og ufuldstændigt. Al menneskelig aktivitet indebærer en form for indgreb i naturen. Ud fra naturens synspunkt kan man til og med hævde, at mennesket med dets tekniske kultur i sig selv er en forurening af naturen. Man kan derfor præcisere begrebet til at gælde det at tilføre naturen stoffer, som ikke bare er fremmede, men også skadelige for økosystemerne og organismerne. Men også denne præcisering er problematisk. Bortset fra visse syntetiske stoffer - PVC, DDT, dioxiner osv. - er stofferne ikke fremmede i den forstand, at de ikke findes i naturen. Selv de giftigste stoffer som mennesket har spredt i naturen - f.eks. fluor - findes i små mængder. Det forurenende ligger i, at disse stofferne tilføres i sådanne mængder, at balancen i økosystemerne forstyrres.

Er forureningen et nyt fænomen?

Mange mener, at forureningen først og fremmest er opstået i efterkrigstiden, og især er blevet et problem siden 1960- og 70'erne. Dette er imidlertid kun delvist rigtigt. Det der er sket i efterkrigstiden er, at de kemiske laboratorier i industrien har produceret et stigende antal nye stoffer - mindst 200.000 hvert år - og af disse bliver omkring 2.000 sat i produktion til diverse formål. Nogle bruges i landbruget, andre er råvarer i den kemiske industri, nogle bliver brugt som smags- og farvestoffer i kosmetik, mad eller andre produkter som spredes til husholdningerne.

Fællestrækket ved alle disse stoffer er, at producenterne sjældent eller aldrig ved hvilke virkninger de har på natur og sundhed; de uheldige «bivirkninger» fremkommer som uventede resultater, som selvsagt ikke var tilsigtede. Dette har ført til store tilbageslag i forhold til naturen.

Hvem rammes af forureningen?

Selv om der er gjort meget for at forbedre arbejdsmiljøet og boligmiljøet er det et faktum, at de forskellige samfundsmæssige klasser har mærket forureningen i forskellig udstrækning. De velstillede har trukket sig bort fra byens heksegryde og har etableret villaområder i rolige, landlige omgivelser indenfor rimelig afstand fra byen; de arbejdende klasser er derimod fortsat trængt sammen i deres egne kvarterer med et dårligere fysisk miljø. De fleste større byer i Vesteuropa er fortsat delt i øst og vest, og forklaringen ligger i den fremherskende vindretning: Vinden driver forureningen fra industrien østpå, hvilket betyder, at de «bedre» kvarterer spares for skidtet.

Det nye ved vore dages miljøbevidsthed er, at forureningen efterhånden truer alle klasser og alle samfundslag. Den enorme øgning af forureningen i efterkrigstiden gør at selv de velstående bliver udsat for miljøforringelsen. Giften kommer alle steder fra. Selv regnvandet der falder på os og maden vi spiser, kan vi ikke længere være trygge ved. Dette er utvivlsomt noget af baggrunden for det småborgerlige præg, meget af debatten om miljøbeskyttelse har haft. Eller som Johan Galtung har formuleret det: «Sagen er, at disse onder er særdeles velkendte og har været omtalte i sociale protester og sociale kampe gennem århundreder. Det nye er, at protesten nu bliver formuleret højere oppe i samfundet, og at problemet er blevet til en global bekymring.»

T.S.