Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Konfutse (551-479), kinesisk filosof og grundlægger af den kinesiske tankeretning, som vi kalder konfutsianisme.

Liv og lære

Konfutse levede i slutningen af det som bliver kaldt forårs- og høstperioden (770-476 fvt.). En vigtig overgangstid i kinesisk historie da etiske og sociale normer fra det gamle samfund var i opløsning. Kongehuset i Zhou-dynastiet (1066-221) havde mistet al virkelig magt, og i mange af lens-staterne, som Kina var opdelt i på den tid, havde lensfyrsterne mistet magten over private familier. Således forholdt det sig f.eks. i Konfutses hjemstat, Lu. Lu var ellers blandt de første stater, der indførte direkte skat på jord. Det viser, at privat ejendomsret til jorden var i færd med at afløse det gamle system, hvor jorden var ejet af Zhou-kongen og kun blev lånt til de enkelte lensfyrster.

Konfutse udså sig det tidlige Zhou-samfund som politisk ideal og reagerede skarpt på alle opløsningstendenser. Et vigtigt begreb er li, som betyder «ritualer», men som henviser til et omfangsrigt system af regler for skik og brug og ikke mindst for korrekt opførsel ved hoffet. Li tog særlig hensyn til den strenge sociale lagdeling. Konfutse gik til angreb på alle brud mod li og gav således et konservativt forsvar for hele den gamle samfundsordning.

Samtidig kritiserede han de forstokkede aristokrater ved hoffet, som gjorde Zhou-reglerne til døde ritualer. Li var ikke kun form, men skulle have et levende etisk indhold, som han sammenfattede i begrebet ren. Ren var på denne tid ofte synonymt med ordet for «menneske», og har betydninger som «menneskelig», «samhørighed med andre mennesker».

Etiske dyder som ren, mod, og den respekt og lydighed en søn skal vise sin far, eller sin ældre bror eller en embedsmand skal vise sin fyrste, får da form af li. Da undgår man ukontrollerede følelsesudbrud, at folk føler sig usikre og ikke ved, hvad de skal sige eller gøre, f.eks. ved dødsfald, audienser og når de møder folk af høj social status.

Et centralt spørgsmål i kinesisk filosofihistorie er, om Konfutse i sidste instans betragtede li eller ren som værende det afgørende moralprincip. Selv giver han udtryk for begge tolkninger - til forskellige tider - og historikerne er aldrig blevet enige om spørgsmålet.

Konfutse bliver regnet som grundlæggeren af den første private skole i Kinas historie. Før var han embedsmand ved hoffet, der stod for undervisningen. Konfutse tog mod elever, der gav ham et mål kød som skolepenge. Vigtigste kilde til hans liv og lære er bogen «Lunyu» eller «Samtaler», som man regner med er nedfældet af en af eleverne til Konfutses egne elever.

Konfutse brød med det gamle system, hvor man mente dygtighed måtte være et krav for en, der skulle blive embedsmand, og gik således mod nedarvede embeder uden hensyn til kvalifikationer. Selv ønskede han at få et embede for at kunne iværksætte sine ideer og rejst rundt mellem staterne i flere år, men uden særlig held. Til slut nøjedes han med selv at være lærer i hjemstaten Lu og oplevede, at flere af hans elever fik vigtige embeder, selv om det var en skuffelse, at de ikke altid ville følge hans råd. Selv om Konfutse fik ringe indflydelse i samtiden, så fandt herskerne i de senere centraliserede kejserdynastier god brug for de konservative dele af hans filosofi.

Allerede i det tidlige Han-dynasti (206 fvt.-8 evt.) var der oprettet læreskoler i de «fem klassikere» - bøger som Konfutse skulle have skrevet eller redigeret. Senere i Han-dynastiet (25-220 evt.) begyndte man at ofre til Konfutse i statslige templer, og denne skik har holdt sig frem til vore dage (på Taiwan). Det er alligevel tvivlsomt, om man kan kalde dette religiøs tilbedelse. Det minder mere om den traditionelle kinesiske forfædre-dyrkelse - en slags ritual æren af deres aner. Konfutse blev ikke opfattet som en gud med overnaturlige evner, men snarere som en ånd der værnede om filosofi og lærdom. Det var de lærde, der ofrede til ham, og der fandtes ikke noget præsteskab.

Konfutsianismen som statsbærende ideologi var selvsagt en meget veltilpasset og strømlinet udgave af de mere spredte og ofte modsætningsfyldte ideer men finder i «Samtaler». Men grundlaget for den senere stive og autoritære samfundsetik findes også hos Konfutse. Det gælder for eksempel den stærke diskriminering af kvinderne: som ung adlyder hun faderen, som gift ægtemanden, og som enke sønnen. Og det gælder også den autoritære sociale lagdeling, hvor forholdet far-søn symboliserer andre sociale forhold, som fyrste-undersåt, embedsmand-befolkning, lærer-elev.

Alle revolutionære bevægelser i Kinas historie har måttet angribe konfutsianismen, selv om det også er sket, at oprørere har hentet inspiration fra den tidlige og ofte utopiske Konfutse.

O.B.R.