Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 50.404
: :
Ritual

Et ritual er en symbolsk handling eller en symbolsk handlingsrække med en stærkt regelbundet form, som er anerkendt som den eneste korrekte i den sociale situation, hvor handlingen udspilles.

Denne definition spænder videre end blot religiøse ritualer. Det er så stor lighed mellem religiøse ritualer og ikke-religiøse, at det gør det naturligt at behandle dem sammen. Ofte kan en verdslig ceremoni desuden have en religiøs oprindelse, eller de samme ritualer kan have et religiøst indhold for nogle mennesker, men ikke for andre.

Et ritual er et konkret udtryk, som har et indhold. Ritualerne «siger» noget. Betydningen, meningen formidles gennem symboler. Med symboler menes noget, der peger ud over den umiddelbart synlige form til en bagvedliggende mening. Symbolerne har den egenskab at de - hvis de er levende - kan forbinde handlingerne med et system af værdier, forestillinger og følelser blandt de medvirkende. På denne måde kan symbolerne være en genvej til forståelse af handlingens mening, uden at dette behøver betyde, at de medvirkende har en intellektuel, forstandsmæssig indsigt i symbolerne. Den almindelige lægmand ved mindre om de kristne symbolers oprindelse og betydning end den teologisk uddannede præst, men ved udførelsen af ritualerne skabes og udtrykkes en enighed om det værdisystem, som ritualerne udtrykker.

Ikke alle symbolske handlinger er ritualer. Hvis en person brænder et kors efter at han/hun har meldt sig ud af folkekirken, er dette en individuel spontan symbolsk handling som betyder, at personen afsværger de værdier, som korssymbolet står for. Når Ku Klux Klan derimod brænder kors, er dette en stereotyp, normbundet handling som udføres indenfor et rituelt regelværk. Da Jesus brød brødet og fordelte det og vinen mellem apostlene, var dette en symbolsk handling, fordi der bag den lå et indhold af måltidsfællesskab og brødets og vinens religiøse betydning som de tilstedeværende forstod. Først senere blev dette et kristent ritual, da det blev udført til minde om denne første gang. Formålet med at gentage en religiøs handling som ligger i en historisk eller mytisk fortid, er at forstærke de religiøse følelser og motiver. Ved at søge tilbage til den mytiske model for ritualet, genskabes og aktualiseres den mytiske virkelighed.

Et ritual er altså en institutionaliseret symbolsk handling. Dvs. at selve gentagelsen har ført til, at formen har fået en afgørende betydning. Denne formfæstning af ritualerne er en historisk proces. Ritualerne vil derfor altid ligge under for pres, som går i retning af at forandre og nyfortolke. Som svar på dette kan den ydre korrekte form få en yderligere forstærket egenværdi. Det symbolske indhold går tabt, og ritualet står tilbage som en ydre meningsløs handling. I daglig anvendelse har ordet ritual ofte denne betydning - som en tom handling der udføres uden at man egentlig forstår hvorfor.

I religions- og kirkehistorien findes mange eksempler på reformer, som har til formål at give ritualenes indhold nyt liv. Denne reaktion kan også få det resultat, at ritualerne som sådanne forkastes til fordel for en anden måde at formidle de samme meninger og det samme indhold. Dette skete, da protestantismen lagde vægten på det talte ord og fortrængte de rituelle handlinger, hvilket førte til at megen symbolværdi gik tabt. Denne konflikt mellem form og indhold ligger i selve ritualernes egenart - på den ene side meningsbærende, på den anden side standardiseret handling.

Ideologisk funktion og indhold

Ritualerne er sociale fænomener, noget mennesker gør sammen. Til grund for den fælles handlen ligger en fælles viden, og gennem udførelsen styrkes de medvirkende i forvisningen om, at det der gøres er korrekt og nødvendigt. Der skabes en fællesskabsfølelse ved at indholdet er knyttet til et fælles værdisystem. En sådan generel enighed om de fundamentale værdier og mål må være til stede, for at et samfund skal kunne eksistere og opretholdes. Ritualerne har derfor et ideologisk indhold og en ideologisk funktion. De udtrykker både de centrale værdier, som et samfund bygger på, og virker for opretholdelsen af disse værdier og samfundet selv.

Ritualerne står derfor i et tæt forhold til samfundssystemet. Når de centrale ritualer i et samfund har præg af frugtbarhedsritualer, siger dette noget om dette samfunds økonomiske struktur. Gennem frugtbarhedsritualerne udtrykkes det fælles ansvar for væksten og samfundets fortsatte eksistens. Det samme udtrykkes gennem forfædreritualer i samfund, hvor de centrale værdier kredser om slægtskabsbånd.

Det værdisystem der udfoldes i ritualerne er et ideelt værdisystem, og ritualerne kan derfor give et skin af enighed og fællesskab, som befinder sig langt fra de faktiske forhold. De kan skjule, at der er et gab mellem idealet og virkeligheden. Den rituelle pragt i mange kristne kirkesamfund, symbolrigdommen og det ofte betydelige følelsesmæssige indhold, retfærdiggør en overdådighed og dækker over, at der eksisterer en modsætning mellem dette og det ideal af enkelhed, som forkyndes i bibelen.

Når sådanne konflikter bliver for åbenbare, giver det grundlag for en protestreaktion, og sekter kan opstå på et sådan grundlag. Sekternes ritualer vil da udtrykke værdier, der kan stå i modsætning til omgivelsernes. Blandt nogle af sekterne i middelalderen kunne almindelige lægmænd og -kvinder forvalte sakramenterne, hvilket stod i stærk kontrast til den katolske kirkes rituelle praksis og centrale dogmer. Dette forandrede hele symbolindholdet i sakramenterne. Det var en måde at vise, at nådegaverne skulle være mere tilgængelige for enhver, at nogle kirkelig mellemled var overflødige.

De værdier som ritualerne udtrykker i en sådan situation vil høre hjemme i en protest-ideologi. Udførelsen af ritualerne bliver en politisk demonstration. Den virker både ved den mobiliserende og solidaritetsskabende effekt indadtil i gruppen, og udadtil gennem det symbolske budskabs politiske indhold og konsekvens. En ikke-religiøs politisk demonstration kan derfor også med fuld ret kaldes et ritual, hvis den i vid udstrækning formidler sit budskab gennem symboler - faner og lignende - og hvis formen anses for at være af stor betydning - at demonstrationen følger klart definerede regler. En 1. maj demonstration vil da have et større præg af et ritual end af en spontan demonstration.

Magiske og religiøse ritualer

Ritualerne skifter i indhold, alt efter hvilket religiøst eller politisk system vi står overfor. Fælles for ritualerne er, at de er konventioner for, hvorledes menneskene skal forholde sig overfor de magter, de er underlagt - politisk eller religiøse. Ritualerne indeholder derfor også forestillinger om graden af menneskenes indflydelse eller omvendt magtesløshed overfor de «højere magter». I de såkaldte kriseritualer bliver guderne påkaldt for at afhjælpe individuelle eller kollektive kriser, som sygdom, mangel på regn eller lignende. De såkaldte «magiske» ritualer udtrykker en mere aktiv holdning til sådanne kriser, men skillelinierne mellem denne type af ritualer er meget vage. De «magiske» ritualer indbefatter ikke gudstilbedelse, men de hører alligevel hjemme indenfor en religiøs verdensforståelse i bredere forstand. Der er i begge tilfælde tale om handlinger, som får sin betydning, sin styrke, fra symbolindholdet.

Indvielsesritualer

De ritualer som tydeligst udtrykker individets stilling i det sociale fællesskab og som virker for gruppesammenholdet er indvielsesritualerne. I ethvert samfund findes der roller, som individerne har ret og pligt til at spille i det sociale fællesskab, og ritualerne tages til hjælp, når disse roller skal synliggøres, og når en person skifter fra én rolle med tilhørende status til en anden. Blandt indvielsesritualerne findes der overvejende to slags: Livskriseritualerne og broderskabsritualerne.

Livskriseritualerne drejer sig om roller og statusovergange, som følger en persons livsforløb og den skiftende sociale position, som følger med dette. Derfor er livskriseritualerne principielt obligatoriske. De er en fase alle medlemmer i et samfund skal igennem. Ved dåb eller navngivning bliver det nyfødte individ tilkendt en plads i gruppen med tilhørsforhold til en familie og et større socialt fællesskab. Pubertetsritualerne markerer i social forstand overgangen fra barn til voksen. Blandt livskriseritualerne finder vi i øvrigt ægteskabs- og begravelsesritualerne.

Den kristne kirke har fortsat nærmest monopol på livskriseritualerne, også blandt mennesker der er ligegyldige overfor det religiøse indhold. Det er et tegn på, at ritualenes betydning først og fremmest er social. Dette kommer til udtryk gennem en dobbelthed i symbolindholdet. For eksempel bliver konfirmanten optaget som helt medlem i det kristne fællesskab, mens bordtalerne understreger overgangen til «de voksnes rækker», og betydningen af denne frase er ikke afhængig af og begrænset til den kristne sammenhæng. Borgerlig konfirmation er udtryk for et ønske om at fravriste kirken det rituelle monopol, og er derfor samtidig en anerkendelse af pubertetsritualernes sociale funktion.

Broderskabsritualerne anvendes ved indvielse af personer til en afgrænset gruppe, en organisation, et hemmeligt forbund, erhvervsgruppe eller lignende. Disse ritualer markerer derfor rollen, som personen må kvalificere sig til. Det nye medlem må vise sig værdig til sin nye status, og han må gennemgå forskellige prøver. Disse prøver skal teste novicens mod og styrke, og de kan være meget krævende og udarte til det sadistiske. Vi kender sådanne ritualer fra mandsforbund, for eksempel tyske studenterforeninger og fra skoleindvielser i mange lande. Indenfor organisationer der omgives af en vis hemmelighed eksisterer der i dag fortsat indvielsesritualer med stærke indslag, der kan virke uforståelige for almindelige mennesker - for eksempel Frimurerlogens indvielsesritualer, hvor der lægges vægt på dødssymboler. Et mere jovialt præg har Neptundåben, der holdes på skibe for søfolk som krydser ækvator for første gang. Også visse eksaminer kan opfattes som indvielsesritualer - en indvielse til for eksempel den akademiske erhvervsstatus.

Indvielsesritualerne til «broderskaberne» afgrænser gruppen overfor den omgivende verden, og understreger overfor det nye medlem privilegiet ved at blive optaget. Broderskaberne er ofte dannet for at beskytte gruppers særinteresser, og ritualerne skal markere grænserne overfor andre interesserede. Det typiske broderskab er i denne sammenhæng laugene, og i svendebrevsuddelingen og de ceremonier som i nogle fag omgiver denne, finder vi fortsat rester af de tidligere meget omfattende laugsindvielsesritualer.

Ved at markere hvem der er indenfor og hvem der er udenfor, udtrykkes og forstærkes gruppesolidariteten og sammenholdet. I lokale fagforeninger kommer denne siden af laugsånden fortsat rituelt til udtryk ved anvendelsen af fanen ved medlemmers begravelse.

Ritualer og magt

Da ritualer anvendes til at tilkende status indenfor en gruppe, afspejler de også politiske magtforhold. I alle samfund og indenfor alle organisationer behøves der en begrundelse, en legitimering, for at nogle har magt og større privilegier end andre. Ritualerne kan anvendes som symbolske udtryk for, at en person har sit embede i kraft af en højere myndighed, og at han er specielt egnet til opgaven - at han er «gudsbenådet». Ved embedsindvielsen overføres rettigheder til denne person, og der skabes regler for omgangen med ham, som understøtter privilegierne og understreger hans autoritet. Embedsindvielsen er mest typisk i præsteordinationen, men vi finder den også - med mindre pragt - i andre sammenhænge.

Jo stærkere kravet om magt er og jo større myndighed der kræves over enkeltpersonens liv, jo stærkere behøves magtlegitimeringen, og jo stærkere må ritualiseringen være. Det er nok grunden til, at militæret ved siden af kirken er den mest ritualiserede del af det moderne samfund. Den stærke autoritetsstruktur giver sig udtryk i hilsningsformen, inspicering, øvelser, osv. - en gennemritualiseret hverdag. Dette er ikke tomme handlinger, men symbolske udtryk for rangordning, magtkrav og kontroltiltag overfor den enkelte soldat.

Legitimeringen af militæret som sådan udtrykkes gennem den vægt militæret lægger på borgerritualerne. Dvs. ritualer der udtrykker loyalitet overfor nationen og det politiske system. Borgerritualerne i de industrialiserede samfund er ikke længere så religiøst prægede. Det centrale symbol er flaget og ritualerne i forbindelse med hejsningen af det. I stærkt nationalistiske og fascistiske samfund får borgerritualerne en betydning, som langt overskygger alle andre ritualer. Militærets stærke ritualisering af hverdagen smitter af på samfundet som helhed. Nazisterne tog bevidst nye symboler og ritualer i brug som et middel til at grundfæste det nationale «folkefællesskab» og de fascistiske værdier.

S.Gr.


Litteratur

J. Beattie: Ritual and social change, i MAN, new series, nr. 1 1966.
H. Henningsen: Behøvling og hønsning. Indvielses- og optagelsesskikke i håndværkslav, København 1960.