Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

En kulak var en russisk storbonde (egentlig «knytnæve»). Kulak blev i den førrevolutionære periode oprindeligt brugt om folk «som åd kommunen op», dvs. landsbybønder som gennem handels- og ågervirksomhed udbyttede andre medlemmer af landsbyfællesskabet (mir'en). Med gennemførelsen af Stolypins reformer blev betegnelsen kulak knyttet til det nye lag af relativt velstående bønder, som etablerede private brug uafhængigt af miren. Den talmæssige beregning af kulakkerne før revolutionen kunne variere fra 9 til 13-14 % af bondehusholdningerne.

Kulakkens mest synlige kendetegn var, at han lejede arbejdskraft, mens den mellemstore bonde (seredniakken) klarede sig med de hænder, som var i familien, og fattigbonden (bednjakken) lejede sin arbejdskraft ud, samtidig med at han dyrkede sin egen jordlod. De lykkedes ikke de russiske landbrugssociologer at enes om en mere præcis definition, før kulakkerne sammen med de adelige godsejere blev fejet væk af revolution og borgerkrig i perioden 1917-20.

Skønt jorden under krigskommunismen var blevet ligeligt fordelt mellem Ruslands ca. 25 mio. bondehusholdninger, gjaldt dette ikke i samme grad redskaber, trækdyr og kvæg, og dette lettede fremkomsten af en ny kulak-klasse under «den nye økonomiske politik» (NEP, 1921-28), som gav de driftigste bønder nye muligheder.

Kulakken opnåede i Sovjetperioden aldrig den betydning, han havde haft under Stolypin, men allerede i 1925 var han en vigtig politisk faktor, som foruroligede kommunistpartiets venstrefløj. Kulakkerne var blevet godt integreret i bondesamfundet, og fattigbønderne var afhængige af dem. Bednjakken kunne ikke vente hjælp fra staten, «men Tikhon Ivanovitsj vil hjælpe ham, når var er i knibe», hvad enten det nu var med penge, såkorn eller plov. Mod slutningen af 1920'erne blev kulakkernes tilbøjelighed til at holde kornet tilbage fra markedet stadig mere tydelig, men dette gjaldt også de mellemstore bønder, som udgjorde 3/4 af de russiske bønder. Under den tvungne kornrekvisition, som Stalin startede i begyndelsen af 1928, og som året efter udviklede sig til en fuldstændig kollektivisering af sovjetisk landbrug, blev der ikke skelnet klart mellem kulak og seredniakken, og ordet kulak blev som et skældsord hæftet på alle bønder, som viste sig at have kornlagre.

I december 1929 kom Stalin med slagordet «likvidering af kulakkerne som klasse» og slog fast, at kulakkerne ikke skulle have ret til at tilslutte sig de nye kolkhozer. (se Kolkhoz). Samtidig skulle deres ejendom konfiskeres og overføres til kolkhozerne. Ifølge et hemmeligt dekret skulle de rigeste kulakker straks arresteres og sendes i koncentrationslejr og deres familier forvises til landets østlige egne. De mellemstore kulakker skulle have deres ejendom beslaglagt, men tilstås retten til at slå sig ned på hidtil udyrket mark i deres egne distrikter. De mindste kulakker skulle bare gøres til genstand for delvis «afkulakisering».

Offensiven mod kulakkerne i vinteren 1929-30 havde en «spontan» karakter, og de partikadrer og fattigbønder som deltog, benyttede anledningen til at fylde deres egne lommer. De forgreb sig også på seredniakken, og der opstod begreber som «ideologisk» kulak og podkulatsjnik (kulak-lakaj), som blev brugt mod seredniakker og endog bednjakker som modsatte sig kollektiviseringen. Først efter at «afkulakiseringen» i store træk var afsluttet, blev kadrene forsynet med den endelige officielle definition af den klasse, de havde likvideret. Den var meget bred og omfattede alle som havde indtægt «som ikke kom af arbejde», og det var tilstrækkeligt med én batrak (landarbejder) for at blive genstand for afkulakisering.

Der er grunde til at antage, at så godt som alle, som kom ind under den ene eller anden kulak-kategori, og som ikke i tide forstod at afkulakisere sig selv ved at sælge sin ejendom og rejse væk, til syvende og sidst blev deporteret sammen med deres familiemedlemmer. Trods de åbnede arkivet efter Sovjetunionens sammenbrud er det endnu vanskeligt at fastslå, hvor mange mennesker der blev ramt af denne skæbne. De fleste vurderinger varierer mellem 5 og 10 mio. mennesker.

J.P.N.