Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Léger (1881-1955), fransk billedkunstner som oprindeligt tilhørte kubisternes kreds. I modsætning til kolleger som Braque og Picasso valgte Fernand Léger motiverne udenfor ateliervæggene, og hans holdning til de nye industrialiserede omgivelser var præget af fremtidsoptimisme. Denne holdning til produktivkræfterne er gennemgående i hans kunst, men han henfaldt aldrig til en tilsvarende teknologitilbedelse som de profascistiske italienske futurister. Léger glemte ikke, at mennesket var målestokken selv, hvis han var fascineret af det nye. På tværs af 1920'ernes sværmeri for klassisk tidløshed og ekspressionisme, fremholdt han mekanikeren som ideal, som repræsentant for det arbejdende folk. En sådan humanisme fik naturligvis socialistisk fortegn.

Det kubistiske «laboratoriearbejde» gav Léger bevidsthed om abstrakte formkvaliteter og farvens egenværdi, og han mente at disse rendyrkede elementer ville bidrage til at skabe et nyt og bedre livsmiljø. Han havde en vision om at udnytte disse erfaringer i samarbejde med arkitekter, og var her på linie med funktionalisterne. Udsmykningen af miljøerne skulle fungere som et akkompagnement til den fremtidige livsform, som socialismen skulle skabe. I staffelimaleriet måtte emnet imidlertid fremhæves. Der duede abstraktionen ikke.

Mens de kubistiske arbejder indirekte reflekterede en verden af bevægelse, maskineri og metal, kom Léger i 20'erne til at behandle mennesket, miljøet og tingene mere direkte. Fra 30'erne arbejdede han med serier - ofte i stort format - af akrobater, bygningsarbejdere, folk som badede, cyklede eller var på picnic. De er skitseret som arkadiske, idylliske billeder fra det 20. århundrede, men er nok mere en vision af friheden for de mange, som Léger mente socialismen ville indebære.

I sin samtid mødte han ringe forståelse hos den klasse, han identificerede sig med, og det samme gjaldt de stalinistiske kulturbureaukrater i det franske kommunistparti. Léger gav imidlertid ikke op af den grund, og han indså at kampen for at skabe en ny kulturel bevidsthed har dårlige betingelser under kapitalismen, og at dette måtte blive et langvarigt projekt.

Léger adskiller sig med sit ideal om en kunst der er rig og sammensat når det gælder form og indhold fra tendenserne til reduktion og formel rendyrkelse, som præger så meget af modernismens kunst. Samtidig tog han afstand fra den «personlige håndskrift», når det gjaldt teknisk udførelse, således at hans arbejder kunne «oversættes» til andre teknikker, uden at noget af egenarten ved billedet gik tabt. Fernand Léger museet i Biot ved den franske riviera viser hvordan dette i praksis er tænkt i form af glasmalerier, keramiske relieffer og mosaikker.

H.Fl.