Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lofthusoprøret startede i Aust-Agder i Norge i 1786. Oprøret der efterhånden samlede mange bønder og småkårsfolk i store dele af Agder og Telemark, har fået sit navn efter ophavsmanden, Kristian Jensen Lofthus.

Kristian Lofthus var en dygtig bonde. Når det gjaldt landbrug var han en foregangsmand i sin hjembygd Vestre Moland. Men han drev også skibsfart, var skipper på egen skude og var handelsmand. I 1782 blev han dømt for ulovlig handel med trælast, korn og andre varer. En virksomhed som var forbeholdt Arendalborgerne med deres byprivilegier. Året efter blev han også uretfærdigt dømt som såkaldt «træmarksmand» - dvs. æresløs - efter beskyldninger mod en dansk skipper. Samtidig blev han ramt af skibsbrand og af den generelle nedgangstid i landbruget. Retssager og svigtende høst gjorde, at han måtte sætte sig i stor gæld. For at betale sine kreditorer måtte han gå fra sin gård, som svigerfaren imidlertid købte tilbage, således at Lofthus kunne fortsætte som bonde. Lofthus' personlige erfaringer gjorde ham til en farlig bondeagitator mod borgerskabet og embedsmændene, som i Sørlandet ivrigt forvaltede handelsborgerskabets interesser.

Indholdet i anklagerne

I året 1786 drog Lofthus flere gange til København for at klage til kongen over overgrebene mod sig selv og mod andre bønder. Første gang var i juni da han personligt overbragte en klage til kronprinsen over fogeden i Nedenes, Dahl, og hans forgænger Scythe - begge Lofthus' personlige fjender - og mod handelsborgerne i Arendal. Klagen mod embedsmændene havde sit grundlag i ekstraskatter - hævning af gårdskatten og sagskatten uden kongelig ordre - og vilkårlig brug af sportelsystemet. Sportler var afgifter som bønderne måtte betale for at få udført offentlige forretninger og som indgik som en del af embedsmandens løn. Mod handelsborgerne i Arendal var klagegrundlaget, at de med hård hånd udnyttede deres privilegier overfor bønderne og påførte dem en stadig stigende gæld.

Kilder fra samtiden fortæller, at sådanne klager ikke var overdrevne. Allerede i 1752 havde bønderne i Froland klaget over at trælastopkøberne betalte urimeligt lavt priser for deres tømmer, og solgte korn og andre nødvendighedsvarer tilbage for urimeligt høje priser. Endnu værre blev forholdene med de dårlige tider i 1780'erne, da kornproduktionen svigtede, og bønderne i endnu højere grad blev tvunget til at købe dyrt importkorn fra Danmark gennem købmændene. Desuden fik bønderne ofte betaling for tømmeret i varer, som de ikke engang havde brug for, og som de atter måtte sælge for at kunne købe korn.

Kommissionen som i 1787 blev nedsat for at undersøge Lofthusoprøret, kritiserede det danske korneksportmonopol i Norge og måden som købmændene udnyttede deres privilegier på. For at skaffe sig korn måtte bønderne sælge stadig større mængder tømmer, hvilket førte til, at deres skove helt blev hugget ned. Ofte måtte bønderne skaffe sig forskud i korn, og dermed kom de i et stadig stærkere afhængighedsforhold til købmændene. Efterhånden som gælden steg, sank priserne på bøndernes egne varer, mens købmændenes priser steg. Bønderne var nødt til stadig at bede om nye kreditter. Det førte til, at mange måtte gå fra gård og hjem. På den måde kom en stor del af jorden i Aust-Agder - særligt i indlandsbygderne - i hænderne på handelsborgerne i Risør og Arendal.

Arrestation og oprør

De klager Lofthus lagde frem i København, var kun underskrevet af ham selv. Han blev derfor bedt om at komme med flere underskrifter, hvilket han opfattede som en slags fuldmagt til at rejse rundt og drive agitation for sin sag. I juli var Lofthus igen tilbage i København med underskrifter fra bønder i en række Agder-bygder. Men heller ikke dette var tilstrækkeligt for myndighederne, og i august var han igen i gang med agitation og indsamling af underskrifter. Underskriverne var gerne selvejerbønder, men også tjenestedrenge, daglejere og husmænd deltog.

Lofthus' virksomhed gav myndighederne anledning til at arrestere ham efter oprørsforordningen af 1765, der nedlagde forbud mod at holde forsamlinger blandt bønder og almue. I slutningen af september prøvede foged Dahl med soldaterhjælp at arrestere Lofthus på hans gård, men Lofthus undslap. Nu flokkedes bønder og småkårsfolk om ham i hundredetal. Ved tinget i Lillesand tvang bønderne stiftsamtmanden til at tilbagekalde arrestordren og give Lofthus lov til at rejse til København.

Med et bondefølge på 34 mand fra Agder og Telemark drog Lofthus atter mod København. I Helsingborg blev han imidlertid mødt med ny arrestordre, der var underskrevet med regeringens velsignelse. I denne situation vovede han ikke at drage videre. De fleste af de andre i bondefølget fortsatte imidlertid til København, hvor det atter en gang lykkedes at få frit lejde til Lofthus. Grunden til dette omslag var nok, at Lofthus befandt sig i Sverige, og at regeringen frygtede for at svenskerne og Gustav III skulle udnytte bondeurolighederne i Sørlandet til deres egne udenrigspolitiske formål. At der gik rygter om, at Lofthus var rejst til Stockholm, gjorde ikke sagen bedre.

Men Lofthus var ikke i Sverige. Han var rejst tilbage til Norge. Da dette blev kendt, troede myndighederne, at han havde omfattende oprørsplaner. Sådan kunne det også se ud. I november havde han samlet 800 mand bevæbnet med sabler og økser på Gouslå i Herefoss. Dette førte bl.a. til, at Arendals borgervæbning blev indkaldt, og at militærafdelinger rykkede ind i Arendal og Lillesand. Imidlertid kom det ikke til voldelige konfrontationer. I stedet blev der igangsat forhandlinger som endte med, at myndighederne atter gav løfte om frit lejde for Lofthus i 5 uger. Til gengæld skulle 10 bønder garantere for ham ved personlig arrest. Bøndernes hensigt med dette var, at Lofthus skulle være fri mens en undersøgelseskommission, som var nedsat i december, skulle foretage sine undersøgelser. Kommissionen udstedte i februar 1787 imidlertid en ny arrestordre på Lofthus. Efter flere mislykkede forsøg blev han endelig arresteret i marts og sendt til Akershus fæstning. Myndighederne vovede ikke at beholde ham i Kristiansand.

Mod slutningen af året 1786 var urolighederne taget til - også i Telemark. Her fungerede specielt bonden Østen Ingulfsland fra Tinn som agitator. Det lykkedes ham at få bispen i amtet til at undertegne et klagebrev mod præsten i Tinn, som havde misbrugt sit embede, og dette blev udnyttet i agitationen. Uroen i Telemark var imidlertid ikke så omfattende, at kommissionen igangsatte undersøgelser der.

Da fængslingen af Lofthus blev kendt, samlede bønderne sig atter i Agder og Telemark. En flok bønder fik fat i fogeden Dahl, som blev sat i arresten på Øyestad. Formålet var at bruge ham som gidsel for at få Lofthus fri. I Nissedal og Tinn blev det diskuteret, om Lofthus skulle befries med våbenmagt. I Arendal forsøgte bønderne uden held at få fat på lensmanden, som havde arresteret Lofthus. En af hans hjælpere blev imidlertid slået ned under en rejse til Birkenes og døde nogle dage senere. Også i Numedal, Østerdalen og Gudbrandsdalen blev der meldt om ansamlinger af bønder.

Nu satte myndighederne hårdt mod hårdt. Fogeden blev befriet af soldater, som sprængte døren til arresten. Også andre vigtige byer og steder i Aust-Agder blev besat af soldater. I Skien og Horten blev flere regimenter mobiliseret. Stiftsamtmanden bad også om danske soldater. Han frygtede for, at de norske ikke var til at stole på. Dermed var det hele afgjort. Det hjalp ikke, at tre bondeudsendinge blev sendt til København i maj med nye klager og bønder om løsladelse af Lofthus.

Følger af oprøret

Lofthus fik først dom i 1792. Den lød på livsvarigt straffearbejde i jern. 13 andre blev dømt som medskyldige og fik 1-3 års straffearbejde. Når Lofthus ikke fik dødsstraf, hang det nok sammen med, at myndighederne ikke ønskede nogen bondemartyr. Var Lofthus blevet idømt dødsstraf umiddelbart efter sin pågribelse, ville de givet have ført til åbent oprør fra bøndernes side. Så spændt var situationen. Lofthusoprøret er det bondeoprør i Norges nyere historie, som har det mest militante præg. Mulighederne for omfattende væbnet bondeoprør har aldrig siden været så aktuelle som på Sørlandet i 1787.

Lofthusoprøret er en episode, men den er interessant, fordi den kaster lys over de økonomiske konflikter mellem bønder og borgere mod slutningen af 1700 tallet. En periode kendetegnet ved handelskapitalismens generelle opsving i Norge, hvilket skyldtes den voksende handelsflåde og højkonjunkturen for trælasteksporten. Det var bønderne, der tabte disse konflikter.

Lofthusoprøret førte alligevel til en vis opblødning af privilegiesystemet, hvilket peger fremover mod frihandelen som økonomisk princip. To skrivere og stiftsamtmanden blev afskediget efter Lofthusoprøret, og også andre upopulære embedsmænd blev forflyttet. Det var også vigtigt, at der i 1788 indførtes et strengere sportelreglement, som begrænsede embedsmændenes muligheder for vilkårlighed. Men vigtigst var, at det danske kornmonopol på Norge samme år blev ophævet, og at kornhandelen dermed blev frigivet. Det var særligt dette, som Lofthuskommissionen havde peget på som hovedårsag til megen af elendigheden blandt bønder og småkårsfolk i Aust-Agder.

Andre reformer fulgte på længere sigt. I 1795 blev det første skridt taget til frigivelse af  tømmerhandelen. Med undtagelse af de der boede i Nordland, og de der boede indenfor minernes forsyningsområder, fik bønderne nu ret til at sælge tømmer frit i stedet for at måtte levere det til handelsborgere i nærmeste købstad. Desuden blev kvantumsbestemmelserne ophævet, og bønderne fik ret til at anlægge bygdesavværker til opskæring af tømmer til eget brug. Men brædder kunne de fortsat ikke sælge. Det var kun tilladt fra de privilegerede savværker, som de store brugsejere og handelsborgere kontrollerede.

T.P.