Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 21.405
: :
Bondeoprør
bondeoprør.jpg (11194 bytes)
Middelalder bondeoprør. Træsnit.

De fleste før-industrielle landbrugssamfund har ikke blot erfaring med eksplosive bondeopstande, men også lange traditioner for frygt og ærefrygt for sine berømte oprørshelte: Thomas Münzer i Tyskland, John Ball og Watt Tylor i England, Stenka Razin og Pugachev i Rusland, og mere kollektivt, «Jacques» og «Croquants» i Frankrig, eller «Bronze-heste» og «Gule Turban» i Kina. Der er store variationer i bonderevolternes baggrund, udtryksformer og forløb, som der er variationer mellem de bondesamfund protesterne flammer op i. Men der er også fællestræk på tværs af tid og sted, som knytter forbindelseslinier mellem middelalderens «bonderaseri» og nutidige bondebevægelser i Latinamerika og Asien.

Før-industrielle bondesamfund fremstår gerne som så selvforsynende, at der klart kan skelnes mellem den del af produktionen, som bønderne selv kan disponere over, og den del som fradrages i form af tiende og rente, eller som må sælges for at rente, skat og afgifter skal kunne betales. I synlig og følbar forstand er bønder derfor en udbyttet samfundsklasse. Landsbyfællesskaberne bekræfter gerne bøndernes nedarvede selvtilstrækkelighed; organiseret regulering og økonomisk fællesskab udtrykkes i traditionelle dyrkningsmetoder og fællesbrug. Overføringen af landbrugsproduktionens overskud til jordherren og øvrighedsmagten, gennem arbejdspligt, rente, afgifter og skat, udgør derfor et permanent pres mod bondesamfundet. (Se Bondesamfund, Bondeopstand.) Bondeprotesterne bryder ud, når dette pres øges.

Bonderevoltens umiddelbare krav er orienteret mod forsvar eller udvidelse af personlig og økonomisk uafhængighed: større jordareal og driftskontrol, frihed fra personlig tvang, reduceret rente og tjenestepligt. I middelalderens Europa, hvor jagt og fiskeri var et vigtig tillægserhverv, spillede også kontrollen over fællesjorden en central rolle i bøndernes krav: afskaffelsen af jordherrens privilegier på ressourceudnyttelse af skov og udkantsarealer.

Konflikten omkring rente, skat og rettigheder var den underliggende modsætning, som udløste protestreaktioner, når mere akutte krisesituationer gjorde situationen prekær. Forværringen af bøndernes byrder opstod gerne i de år hvor høsten slog fejl, når der blev ført krig og under politiske kriser. Markedsudvidelser kunne øge landadelens luksusbehov, krigsteknologisk udvikling gøre værnepligt og skattekrav tungere. Spontane protestbevægelser forudsatte også gerne underliggende strømninger i bondesamfundet selv: hemmelige broderskaber af mystisk-religiøs karakter har ofte været rekrutteringsgrundlag for oprørsledere og et tilflugtssted for eftersøgte i fredeligere perioder. Dette forklarer samtidig bonderevolternes ofte religiøse overtoner, med en nostalgisk drøm tilbage til en retfærdig guldalder, hvor ligestillingen var fremherskende: «When Adam delved and Eve span, Who was then the Gentleman?», som det hed i engelske middelalderoprør. Bonderevolten kombinerer gerne drømmen om en verden af frie mænd uden fyrster med forestillingen om et folkeligt monarki, en enevælde uden korrumperende mellemled mellem konge og folk. Her fremstår kongen som umiddelbar og idealiseret garant for bøndernes nedarvede rettigheder. Når folket lider overlast, er det fordi kongen ikke ved, men han kan oplyses ved direkte klage: bøndernes rejser til «far» i København har paralleller over store dele af verden.

Bondeoprør er derfor gerne udtryk for forsvar for en traditionel livsform, og har til formål at genskabe en tabt balance. Bonderevolten er ingen revolution. Den skal ikke skabe en ny samfundsorden, men gennemføre et person-skifte indenfor den gamle. Her er et klassisk eksempel, da bondeoprørerne under optakten til de århundredelange Bacaundae-revolter i sen-romersk kejsertid ville styrte kejser Commodus for at gøre deres egen fører, soldater-desertøren Maternus, til kejser i hans sted.

Traditionelle bondeoprør har en begrænset politisk horisont, og deres lokale karakter afspejler økonomisk isolation og begrænset markedsnetværk. De antager ofte en religiøs form, og udspringer af mere permanente folkelige kætterbevægelser. Der er også uklare grænser mellem politisk oprør og kriminalitet, hvor en individualistisk bondereaktion kan være almindelig bandit-virksomhed af mere eller mindre «social» Robin Hood-lignende karakter. Bondeopstandenes omfang og varighed kan derfor variere, men de er alle usammenhængende over tid og rum: sporadiske, spredte, flygtige. Bonderevoltens lederskab - bortset fra de lokalt begrænsede tilfælde - har gerne bøndernes tillid, da de har en fod i landsbyen, og en større erfaringsbaggrund fordi de også har en fod udenfor. Derfor er førerne gerne præster, deklasserede adelsmænd, desertører, ruinerede handelsmænd eller håndværkere, mislykkede borgersønner og intellektuelle. Jo mere omfattende, national og langsigtet bevægelsen er, jo mindre er chancen for at den er, eller forbliver, i bøndernes egne hænder.

Selv om fattige bønder kan lade sig mobilisere i revolutionære aktioner, er det misvisende at betragte dem som «revolutionære» i nogen strategisk og målrettet betydning. Før-kapitalistiske bondesamfund er åbne for drastisk adfærd - for revolutionære midler - men må ledes udefra mod revolutionære mål. Under de gamle samfund i Europa og Asien fungerede bondeoprør snarere som en institutionel reguleringsmekanisme. Revolten udfordrede sjældent mere end de traditionelle regimers misbrug og overgreb - overdreven skatteopkrævning, brutalitet og nidkærhed. Bondeoprøret var en sikkerhedsventil som bekræftede den etablerede orden, også når regimer faldt: «den som fejler bliver bandit, den som lykkes bliver konge».

Ø.Ø.


Litteratur

H. A. Landsberger (red.): Rural Protest: Peasant Movements and Social Change, London 1974.
R. Mousnier: Peasant Uprisings in the seventeenth Century France, Russia and China, London 1971.
I. Woloch (red.): The Peasantry in the Old Regime, Conditions and Protests, New York 1970.
J. Chesneaux: Peasant Revolts in China 1840-1949, London 1973.