Monroe (1926-62), nordamerikansk filmskuespiller, født i Los Angeles, død af en overdosis barbiturater i Hollywood. Hollywoods største stjerne i perioden 1950-60; Verdensberømt efter et antal middelmådige film: «Gentlemen Prefer Blondes» og «How to Marry a Millionaire» i 1953, «River of No Return», 1954, «The Seven Year Itch», 1955, «Bus Stop», 1956, «The Prince and the Showgirl», 1957, «Some Like It Hot», 1959 og «The Misfits», 1961. Måske det største sexsymbol i efterkrigstiden.

Marilyn Monroes (Norma Jean Baker eller Mortenson) livshistorie er lige så urealistisk og stereotyp som handlingen i en typisk amerikansk B-film: Ukendt far, sindssyg mor, strenge og kolde plejeforældre, grusomt børnehjemsophold, vellykket fotomodelkarriere, slid med at nå til tops. Gennembrud, kærlighed, ægteskab, barnløshed, søvnløshed, skilsmisse. Ny kærlighed, nyt ægteskab, verdensberømmelse, primadonnanykker, tragisk barnløshed, fortvivlede forsøg på at blive gravid, pillemisbrug, utroskab, skilsmisse. Pillenarkomani, sammenbrud, afvænningskur, konflikt med filmselskabet, ensomhed og til slut død gennem selvmord eller ulykkestilfælde.

Marilyn Monroe giftede sig tre gange. Første gang da hun knapt var fyldt seksten med nabodrengen Jim Dougherty. Anden gang da hun netop havde fået sit store gennembrud i «Gentlemen Prefer Blondes», med Joe di Maggio, der kom fra en fattig italiensk indvandrerfamilie og endte som USA's mest berømte baseballspiller. Tredje gang hun giftede sig, stod hun på højdepunktet af sin karriere, og drog på bryllupsrejse til England for at indspille «The Prince and the Showgirl» med Shakespearefortolkeren Laurence Olivier. Hendes sidste ægtemand var Arthur Miller, kendt venstreorienteret jødisk-amerikansk dramatiker. Forfatter til «En Sælgers Død», «Smeltedigelen» og «Efter Syndefaldet» - skuespillet om hans samliv med Marilyn. Alle hendes ægteskaber endte med skilsmisse.

Efter hendes død har Hollywood prøvet at lancere nye Marilyn'er, at lave nye storstjerner efter samme læst - Jayne Mansfield, Raquel Welch, for at nævne nogle - men forgæves: Marilyn havde en personlig udstråling. som viste sig at være uerstattelig. Marilyn Monroe blev kvinden, som alle mænd drømte om: Lystig, sorgløs, underskøn, med store bryster og runde hofter, tilsyneladende ukompliceret og uden særlige intellektuelle prætentioner, men med en bevidst antydende naivitet: «Hvad har De på Dem om natten, miss Monroe»? spørger en journalist. «Chanel nr. 5», er svaret.

Marilyn Monroe spillede hele tiden på sex, men hendes seksualitet var uskyldig og lystig. Hun var aldrig den farlige «vamp» som lokkede manden bort fra den smalle sti til succes, og knyttede ham til sig i seksuelt slaveri. Marilyn var sporen der drev den nordamerikanske mand til at yde sit yderste for at vinde hende, USA's dejlige platinblonde prinsesse.

Næsten 40 efter sin død er hun ikke glemt. Den tiltrækning hun fortsat udøver, kan hænge sammen med vor tids nostalgiske længsel tilbage til de år, da livet var enklere. I 1950 var den anden verdenskrig netop slut, verden drømte om materiel velstand, og Marilyn var den legemliggjorte overflodsgudinde i et paradis, som flød over af mælk og honning. Den drøm længes vi måske tilbage til i dag.

Men vi er også blevet mere komplicerede. Vi accepterer ikke længere de enkle kendsgerninger. Netop fordi en så stor del af Marilyn Monroes liv udspillede sig åbent for offentligheden, er hun i dag i færd med at blive gådefuld og mystisk. Hvem var egentlig Marilyn Monroe, spørger hendes biografier. Og Marilynmyten er levedygtig: Den forandrer sig i takt med verden, men altid i bedste Hollywoodstil. Var hun måske en af Kennedybrødrenes elskerinder, spørges der i dag. Var hendes død langt fra en tilfældighed? Sammensværgede CIA sig for at myrde hende, og for dermed at skade Kennedyklanen som naturligvis ville blive mistænkt for mordet? Var Marilyn egentlig en brik i et storpolitisk spil?

Hollywoods drømmefabrik har sat dybe spor efter sig i den nordamerikanske bevidsthed.

I.L.