Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Målreising er et norsk begreb, der er knyttet til udviklingen og forsvaret for nynorsk. Helt bogstaveligt betyder målreising det at «rejse et mål», dvs. at et underkuet, tilsidesat og foragtet sprog skal rejses til ære og værdighed i det samfund, hvor det hører til, ved at blive taget i brug på alle samfundsområder, og udvikles og dyrkes således at det opfylder alle de krav, der bliver stillet til det. I de fleste tilfælde gælder det sprog, som hører til undertrykte nationaliteter og etniske minoriteter; Målreising bliver da en del af en almen national eller social oprejsning for disse grupper. Vi ser i dag hvorledes en lang række bevægelser for national selvstændighed eller etnisk selvstyre betragter målreising som en vigtig del af deres kamp. Både som symbol og som et middel til socialt ligeværd for dem der hører med til den undertrykte gruppe. Som eksempler på sådanne bevægelser i dag kan vi nævne den samiske, den færøske, den walisiske, den bretonske, den baskiske, den oksitanske, den catalanske og mange flere.

Den norske målreising vokser frem

I Norge er det kampen for nynorsk, der er blevet kendt under betegnelsen målreising. Parallellen til de andre bevægelser vi har nævnt er kun delvis. Godt nok var det en national reisings-ideologi der lå til grund. Hovedtanken var, at den norske nation ikke kunne blive virkelig fri og fuldværdig, før den havde fået et særegent sprog. En ret almindelig betragtningsmåde i Europa under nationalromantikken. Men den norske målreising rettede sig ikke mod en fremmed nationalitet; Fjenden var den nationale herskerklasse - embedsmænd og storborgerskab - der havde været drivende i skabelsen af den nye norske stat i 1814 og den efterfølgende konsolidering, men som havde overtaget det danske skriftsprog som arv efter unionstiden med Danmark. Målreisingen i Norge var dermed en social - og i vid udstrækning regional - kampbevægelse med en national ideologi.

Det nynorske skriftsprog var blevet grundlagt midt i 1800 tallet af Ivar Aasen. Han studerede de forskellige sproglige dialekter i landet, sammenlignede dem og opstillede en slags norm for dem på grundlag af denne sammenligning. Med denne norm prøvede han at vise, at der lå et samlende system under al variationen i dialekterne, og at dette system udgjorde et norsk sprog i modsætning til både svensk og dansk. I praksis var den nye norm arkaisk, og kom til at ligge nærmest ved dialekterne på Vestlandet og i fjeldbygderne, men for folk med andre dialekter var den mere hjemlig og lettere at lære og anvende end det danske skriftsprog.

Fra omkring 1870 begyndte målbevægelsen at vokse frem, og de der først og fremmest var bærende i den, var lærerne i bygderne. Det var dem der tydeligst oplevede, hvordan de dialekttalende unger havde svært ved at lære at læse og skrive på grundlag af det danske skriftsprog, samtidig med at det også var obligatorisk som mundtligt sprog i undervisningen. Efterhånden begyndte de at eksperimentere med at benytte dialekten og landsmålet (Aasens norm, fra 1929 nynorsk) i undervisningen.

I 1878 vedtog Stortinget, at børnene fik lov til at bruge deres naturlige talemål i skolen. I 1885 var landsmålet officielt ligestillet med det danske standardsprog - også efter stortingsbeslutning - og fra 1890 begyndte landsmålet så småt at blive taget i anvendelse som oplærings- og styringssprog  i lokalsamfundene. Således fik landsmålet efterhånden en geografisk og social basis - nemlig bonde- og småbondesamfundene i Vestlandet og i fjeldbygderne i Austlandet. Rygraden i målbevægelsen var de intellektuelle - lærere o.a. - der stammede fra disse grupper.

Kampen for nynorsk brugsmål

Den vigtigste kampplads for at få taget nynorsk i brug har hele tiden været skolen og den offentlige administration. Altså de sektorer hvor de parlamentariske organer havde størst mulighed for at påvirke og fastsætte sprogbrugen. I 1892 var det muligt for de lokale skolebestyrelser at vælge oplæringssprog i folkeskolen, og i tiåret der fulgte, marcherede nynorsk frem i alle landsdele på nær Søraustlandet. Et maksimum blev nået i 1944, da 34,1 % af folkeskoleeleverne havde nynorsk som læringssprog. Men meget af denne fremgang var kunstig; Udenfor det såkaldte «nynorske kerneområde» slog nynorsk ikke ordentlig rod i lokalsamfundet. Den kraftige rigsmåls-/bokmålsoffensiv efter krigen tvang atter nynorsk tilbage til dens kerneområde; I 1977 og 1978 var procenten dalet til 16,4, og det ser ud til at tilbagegangen er stoppet.

I den offentlige administration var fremgangen langsommere, og nåede heller ikke så langt, men til gengæld har man heller ikke i samme grad oplevet en bølge i retning af bokmål. Vi kan overvejende konstatere, at nynorsk er rådende i dens kerneområdes lokaladministration. Bokmål dominerer i resten af landet. Indenfor staten skal begge sprogformer anvendes - ifølge lov om målbrug i statstjenesten (1930) - men i praksis dominerer bokmål næsten fuldstændig. Mindre end en procent af de statslige brochurer, cirkulærer o.l. udkom i 1977 på nynorsk.

Et andet vigtigt kampområde for målbevægelsen er NRK - den norske statsradiofoni. Stortinget har vedtaget, at der skal være mindst 25 % nynorsk, mens det kun kommer op på 15-20 %. Indenfor lærebogsproduktionen blev der gennemført en række aktioner for at få knæsat princippet om, at alle godkendelsespligtige lærebøger skal komme i paralleludgaver på begge sprog, til samme tid og samme pris.

Indenfor de fleste samfundsområder hvor det offentlige ikke har kontrol, står nynorsk ret svagt. Undtaget er dog skønlitteraturen, hvor det allerede før århundredeskiftet stod stærkt - både i kvalitet og i kvantitet. Det samme gælder teateret - Det Norske Teater. I kerneområdet har nynorsk alligevel en forholdsvis stærk stilling - også indenfor andre felter, som forretningsliv, bankvirksomhed, organisationsliv, presse osv. Gennem 1970'erne er nynorsk blevet mødt med større velvilje - også udenfor de snævre målkredse - efter en bølgedal de to foregående årtier. I det store og hele kan vi konstatere, at nynorsk er inde i en periode med konsolidering og en varsom ekspansion.

Perspektiver i målreising

Når det handler det «endelige mål», kan vi groft skelne mellem tre opfattelser: 1. De der ønsker, at nynorsk skal blive det eneste rigsmål i landet og helt fortrænge bokmål. 2. De der ønsker en varig tosprogstilstand, hvor bokmål og nynorsk får leve side om side i gensidig respekt. 3. De der vil frem til en situation, hvor grænserne mellem de to sprogformer er revet ned, og vi får et fælles norsk skriftsprog, mere eller mindre stramt normeret.

Megen indre strid i målbevægelsen udspringer af denne uenighed. Ikke mindst har der været og er fortsat klare uoverensstemmelser om, hvordan nynorsk skal udformes. Det er en lang udvikling fra Aasens norm til vore dages nynorsk. Det har ført til, at austlandske og trøndske træk har fået et langt større præg på nynorsk end det oprindeligt var tilfældet, at skrift- og taleformen er blevet forenklet, og at der er sket en tilnærmelse til bokmål. Dette er sket delvist spontant gennem sprogbrugen, delvist gennem en planlagt tilnærmelsespolitik fra statens side. En politik som centrale målfolk har været med til at udforme (bl.a. Halvdan Koht). Det seneste klare trin på tilnærmelsesvejen var indførelsen af lærebogsnormalen af 1959.

I dag er nynorsk inde i en konsolideringsfase; De fleste målfolk vil nok helst fastholde den nuværende norm for at undgå mere retskrivningsdebat. Alligevel eksisterer modsætningerne, og det vigtigste problem gælder den nynorske purisme: Modviljen mod lavtyske låneord, der har sneget sig ind i bokmålet og i folkemålet. Særligt de der begynder med an- og be- og slutter med -het/-het og -else (antyde, berekne, beskrivelse, fruktbarhet osv.). Nogle anser det for nødvendigt at holde sådanne ord ude, for at hindre at nynorsk bliver opløst og «bokmåliseret» indefra. Andre ser det som en fare, at nynorsk kan blive så stiv og kunstig, at de fleste folk ikke føler sig hjemme i det.

Målreising og arbejderbevægelse

Målreising var som nævnt særligt en bonde- og bygdebevægelse. Politisk var den radikaliserende for den koalition, der skulle blive til partiet Venstre, med sin stærke nationale og sociale appel. Samtidig styrkede den de lægmandskristne bevægelser i kyst-Norge. Men den vandt aldrig ordentlig indpas i arbejderbevægelsen, der havde sit tyngdepunkt udenfor det nynorske kerneområde. Halvdan Koht prøvede at fremme en alliance mellem bonde- og arbejderbevægelsen gennem en fællesnorskpolitik på folkemålsgrund, men efter krigen blev det klart, at dette havde slået fejl.

Efter 1965 er der sket en ny tilnærmelse mellem målsagen og venstresocialisme, men det er særlig de intellektuelle, der har stået for denne. I dag er fagbevægelsen fortsat domineret af bokmål, men vestlandske fagforeninger har rejst krav om mere nynorsk. Samtidig er dialekternes frigørelse langt hen ad vejen også slået igennem i arbejderklassen. Det kan på lidt længere sigt måske åbne perspektiver for både målbevægelsen og samnorskbevægelsen.

L.S.V.