Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 49.042
: :
Etniske grupper

Når begrebet «etnisk» er taget i anvendelse, siger det en del om skiftende syn på forskellen mellem befolkningsgrupper. I den engelsktalende verden anvendes endnu overvejende begrebet «race», som biologisk set er misvisende. På kontinentet bliver dette begreb sjældent anvendt, fordi det er blevet koblet sammen med nazisternes raceideologi.

Andre ord der betydningsmæssigt overlapper «etniske grupper», er «kultur» og «sproggruppe». Efter opdagelsen af slægtskabet mellem indiske og europæiske sprog blev det en tid almindeligt at tale om indoeuropæiske befolkningsgrupper. I dag anses det for en misforståelse, at indoeuropæiske sprog nødvendigvis skulle tales af indoeuropæiske folk (racer). Sproget spreder sig på forskellige måder, og forskellige befolkningsgrupper, som f.eks. irere og samer, er i nyere tid i betydeligt omfang blevet tvunget til at skifte sprog, uden at de derved er ophørt med at eksistere som grupper. «Kultur» anvendes til at beskrive levevis i en så bred betydning, at man heller ikke kan sætte lighedstegn mellem en etnisk gruppe og en befolkning med en given kultur. Også begrebet «etnisk gruppe» anvendes forskelligt. Fra omkring 1965 har forskere som Frederik Barth og Cohen lagt hovedvægten på gruppens selvbevidsthed, således at en gruppe der opfatter sig som kulturelt forskellig fra andre grupper, bliver regnet som en etnisk gruppe. Selv om denne afgrænsning på ingen måde er uproblematisk, er det den, der i det følgende vil blive anvendt.

Kulturel selvbevidsthed

Denne vægt på gruppens egen opfattelse af sig selv er næppe tilfældig i historisk sammenhæng. Fra begyndelsen af 1920'erne til efter 1960 var det almindeligt blandt forskere at have den forestilling, at når to befolkningsgrupper med forskellig kultur lever tilstrækkelig længe i samme samfund, vil de før eller senere smelte sammen, og forskellen mellem kulturene vil udviskes. Undtagelser fra denne regel blev opfattet som eksempler på, at denne udvikling under særlige betingelser kunne gå ekstra langsomt.

Det videnskabelige grundlag for opfattelsen var Thomas' og Znanieckis undersøgelser af polske indvandreres tilpasning til nordamerikanske forhold over flere generationer. De oprindelige indvandrere - første generation - holdt fremdeles på deres eget sprog og skikke, og gav i deres breve hjem udtryk for hjemlængsel og et ønske om at vende hjem. Deres børn - anden generation - var ofte rodløse i det nye samfund, da mange af de gamle skikke og den gamle kultur var gået tabt, samtidig med at de endnu ikke fuldt ud følte sig som nordamerikanere. Thomas' og Znanieckis efterfølgere regnede derfor tredje generation som den første assimilerede generation: Indvandrerne var nu blevet nordamerikanere. (Se Assimilering).

Denne tretrinsproces var basis for de fleste antagelser om andre indvandrergruppers tilpasning helt frem til omkring 1960. Den hørte med til det stærkt ideologisk farvede billede af USA som smeltediglen, hvor de forskellige kulturer efter nogle generationer smeltede sammen med den anglo-amerikanske kultur.

I 1963 skrev Nathan Glazer og Daniel Moynihan - sidstnævnte var en af Kennedy-administrationens fremtrædende mænd og blev senere Nixons rådgiver for etniske spørgsmål - bogen «Beyond the Melting Pot» (Efter smeltediglen). Den viste klart, at det politiske liv i New York var domineret af modsætningen mellem de irske, italienske og jødiske grupper. Den hævdede videre, at disse modsætninger var grundlæggende for forståelsen af nordamerikansk politisk liv i det hele taget. Bogen vakte den gang ivrig diskussion. Selv om modsætningerne mellem de forskellige etniske grupper i og for sig var velkendte for de fleste, vægrede man sig ved at opgive myten om smeltediglen. I dag er argumenterne fra Glazer og Moynihans bog i det store og hele accepteret.

Det er ikke klart, hvorfor myten skulle bryde sammen akkurat på dette tidspunkt. Borgerrettighedsbevægelsen blandt de sorte havde i nogen grad åbnet øjnene for minoritetsproblematikken generelt, og optøjerne i Watts (Los Angeles) og andre steder i 1965 havde brudt illusionen om, at det nordamerikanske raceproblem var i færd med at blive løst.

Men også i Europa øgedes minoriteternes politiske aktivitet gennem 1960'erne. I Norge og Sverige kom samebevægelsen efterhånden til at betyde meget - ikke bare for den samiske befolkning, men også for den øvrige befolknings bevidsthed om minoriteter.

Som i USA var det tydeligt, at minoriteterne ikke kunne afgrænses ved kun at betragte ydre træk. Både en italiensk-amerikaner og en bofast same kunne være vanskelige at skelne fra den øvrige befolkning, hvis betragtede vedkommende udefra - uanset om det gjaldt udseende eller adfærd. Den politiske udvikling viste alligevel klart, at minoritetsgruppernes egne medlemmer var optaget af deres etniske tilhørsforhold, og at gruppernes handlinger kun kunne forstås, hvis man tog hensyn til dette.

«Stammer» og stater i Afrika

Denne udvikling i USA og Europa skete omtrent samtidig med lignende hændelser i Afrika. Ved delingen af det afrikanske kontinent mellem stormagterne var der ikke taget særlige hensyn til kulturelle og sproglige forhold. Den første bølge af frigørelse fra kolonimagterne i Afrika fandt sted i 60'erne. De nye stater måtte prøve at løse de problemer, der blev skabt af disse kulturforskelle.

I minebyerne i Sydafrika og Zimbabwe der var blevet undersøgt - særligt af engelske forskere fra omkring 1940 frem til slutningen af 50'erne - så det ud til, at folk fra forskellige «stammer» og med forskellige sprog, stort set gled ind i en fælles «minearbejderkultur», skønt der også var eksempler på det modsatte. Politisk er dette vigtigt, fordi de sydafrikanske magthavere hele tiden forsøgte at spille på modsætningerne gennem deres apartheidpolitik. For afrikanske politikere blev det vigtigt at understrege minearbejderbefolkningens og hele den sorte bybefolknings enhed overfor det hvide styre.

I Nigeria derimod havde de hvide koloniherrer aldrig gennemført nogen hvid indvandring af betydning. Der blev det snart klart, at modsætningerne mellem de forskellige etniske grupper ville blive en hovedfaktor i landets politiske udvikling. Cohens studie af Hausaerne i Ibadan fik stor betydning for opfattelsen af disse modsætninger. Under det indirekte styre som briterne havde praktiseret i Nigeria, skulle enhver stammegruppe stort set styre sine egne indre sager, mens briterne beholdt kontrollen over de store linier i koloniens udvikling. Hausahandelsmænd fra den nordlige del af landet havde skabt sig et monopol på kvæghandlen mellem nord og syd - på grund af tsetsefluen er kvægdrift umulig ved kysten. De beholdt kontrollen over deres særlige bydel i Ibadan, så længe briterne styrede. Ved uafhængigheden blev bydelen indlemmet i selve byen, hvor Yorubabefolkningen - der var i flertal - havde den politiske kontrol. Cohen beskriver, hvordan Hausaminoriteten alligevel bevarede kontrollen over både kvæghandlen og bydelen. Dels gennem deres særlige kreditsystemer, dels gennem ejendomsretten til jord, der blev sikret ved, at al Hausaejendom blev stillet som garanti for kreditter, og at bydelens høvding stod som garant. Al Hausaejendom som forfaldt, tilfaldt altså ham. En kulturel «overbygning» over dette handelsmonopol blev yderligere sikret ved, at Hausaerne tilmeldte sig den strenge islamiske Tijaniyaorden. Religiøs frihed og «privat» ejendomsret blev altså brugt til at skærme minoriteten mod omverdenen. Cohen kalder dette retribalisering - altså genopbygning af «stamme»-identiteten - i modsætning til den «detribalisering» der havde fundet sted i minebyerne i det sydlige Afrika.

Lignende eksempler på at «stamme»-følelsen snarere blev styrket end svækket ved frigørelsen fra kolonimagterne, kunne genfindes mange andre steder i Afrika. 1960'erne gav stadige eksempler på, at etniske minoritetsgrupper organiserede sig for at bevare deres særpræg og styrke deres interesser både i USA, Europa og Afrika. Det er derfor ikke så mærkeligt, at forskningen omkring «etnicitet» og «etniske grupper» fik et betydeligt opsving, og at gamle myter blev brudt ned.

Del og hersk?

Den nordamerikanske marxistiske sociolog Oliver Cromwel Cox havde allerede i slutningen af 40'erne hævdet, at raceskellet i USA stort set var et resultat af del og hersk taktik fra magthavernes side. Denne opfattelse kunne også med rette anvendes på den sydafrikanske apartheidpolitik. Opfattelsen har altid været populær på venstrefløjen, og gør sig stærkt gældende blandt magthaverne i de tidligere kolonier. Det er for eksempel almindeligt i Indien at gøre briterne ansvarlige for delingen af Indien og oprettelsen af en særskilt pakistansk stat i 1947. Selv om opfattelsen havde sin gyldighed i ekstreme tilfælde som Sydafrika, kan der være grund til at være mere skeptisk i andre tilfælde. Det kan være nyttigt at se på et par eksempler på såkaldte «plurale» samfund.

«Pluralsamfundet» er ofte anvendt som modsætningen til «minoritetssamfundet». I modsætning til et samfund med minoriteter, hvor en gruppe er den klart dominerende, skal pluralsamfundet bestå af flere forholdsvis jævnbyrdige grupper. Diskussionen om «pluralsamfundet» begyndte i slutningen af 40'erne, da Furnival brugte begrebet til at beskrive lande som Indonesien og Malaysia.

Guyana på nordkysten af det sydamerikanske fastland er et sådan pluralsamfund. De to store befolkningsgrupper der er indere og afrikanere; Den oprindelige Indianerbefolkning er meget fåtallig og trængt tilbage til junglen i det indre af landet. De to grupper er omtrent lige store, og repræsenteres i dag af hvert sit politiske parti, som siden umiddelbart før selvstændigheden har kæmpet om den politiske magt. Afrikanerne blev bragt til Guyana som slaver. Dels i koloniens første periode da hollænderne ejede den og drev sukkerplantager. Dels i en periode under britisk styre. Den internationale krise i tiden efter Napoleonskrigene gik også ud over sukkerproduktionen, og da anti-slaveribevægelsen i Storbritannien samtidig var blevet ganske stærk, blev slaveriet ophævet i 1830'erne, samtidig med at mange sukkerplantager blev nedlagt. De frigivne slaver forlod derfor sukkerplantagerne - også dem der endnu var i drift - og oprettede smålandbrug på de forladte plantagers jorde. Efterhånden som sukkerhandelen atter kom i gang, stod plantageejerne uden arbejdskraft. Plantageejerne hvervede derfor ny arbejdskraft i Indien, og plantagerne drives fortsat overvejende med indisk arbejdskraft.

I den etniske modsætning mellem indere og afrikanere i Guyana er klassemodsætninger derfor også vigtige - i form af interessemodsætninger mellem lønnede landarbejdere og fattige, men selvejende bønder. Mens den afrikanske gruppe også omfatter et vist småborgerskab, er den fåtallige elite af højt uddannede folk overvejende indere. Modsætningerne i Guyana er altså i høj grad skabt af kolonimagten, men først og fremmest ved, at kolonimagten har ansvaret for landets totale udvikling og med det opkomsten af de to etniske grupper, som samtidig er klasser.

Situationen i Uganda har en noget anden baggrund. Udvisningen af landets indiske befolkning i 1972 må også her forstås på baggrund af en situation skabt af englænderne, men forholdene er meget forskellige. For det første forblev afrikanerne stort set enerådende i landbruget. Indernes plads i Uganda var først og fremmest som småborgerskab og et borgerskab af handelsmænd, administratorer, og folk i «liberale erhverv». Et tilsvarende borgerskab eksisterede næppe før kolonitiden. Den indiske indvandring synes at have været motiveret af det indiske borgerskabs eget behov for nye muligheder. Briterne kunne stort set begrænse sig til at opmuntre til yderligere indvandring. At Uganda overhovedet blev lagt åben for denne indvandring, skyldtes imidlertid det engelske styre, og der er ingen tvivl om, at englænderne foretrak indere fremfor afrikanere i de administrative stillinger.

Eksemplet med inderne i Uganda viser, hvordan kolonistyret ikke bare gav gode vilkår for koloniherren, men ofte også for andre befolkningsgrupper, der kunne drive en vidtgående «kolonisering» i ly af kolonistyret. De kinesiske minoriteter i Malaysia og Indonesien er eksempler på, at disse kolonister ikke behøvede at komme fra områder, som kolonimagten selv havde kontrol over.

Kolonimagternes ansvar for modsætningerne i dag ligger først og fremmest i et argument, som f.eks. de britiske imperialister selv var de første til at fremhæve: Uden kolonimagten som «neutral dommer» i pluralsamfundene, ville disse modsætninger bryde ud - hvilket da også flere steder er sket.

I de fleste såkaldte «pluralsamfund» synes det altså som om, kolonimagten selv er en af de vigtigste årsager til, at et sådan samfund kunne opstå og fungere. Begrebet «pluralsamfund» bliver da ret hult; Forudsætningen er egentlig den samme som i et samfund med minoriteter, nemlig at én gruppe i samfundet - hvad enten det drejer sig om et lokalt flertal eller en udenforstående kolonimagt - sidder med den politiske magt. Begrebet «pluralsamfund» anvendes derfor stort set ikke af forskere på venstrefløjen.

Kultur eller interesser?

I undersøgelsen fra Nigeria fremsætter Cohen en anden opfattelsen af de etniske grupper, som han selv forstår som «marxistisk». Han siger, at etniske grupper er en af de måder interessegrupper organiserer sig på i et samfund. Dette skulle da indebære, at alle etniske grupper er baseret på interessemodsætninger. Hausaerne i Ibadan, som Cohen selv studerede, er utvivlsomt et godt eksempel på dette, men i andre tilfælde kan denne forklaring virke forsimplende.

Det kan være vanskeligt, at se noget klart interessegrundlag for alle de grupper, vi betragter som etniske grupper, med mindre man opfatter «interesser» så bredt, at en hvilken som helst gruppe kan regnes som en interessegruppe. De fleste forskere mener derfor - uden at der er nogen klar sammenhæng med politisk ståsted - at kultur såvel som interesser er vigtige for dannelse og opretholdelse af etniske grupper. Det er givet vigtigt at skelne mellem gruppens interesser, som de opfattes af gruppen selv, og gruppens objektive interesser som partnere i et videre økonomisk system.

Undersøgelser af en gruppe indere i London viser f.eks., at en selvbevidsthed baseret på gruppens dygtighed i handel også gælder gruppemedlemmer, som selv ikke driver denne virksomhed. Gruppeidentiteten blandt folk der ikke var handelsmænd blev bl.a. bevaret ved, at ledende indiske handelsmænd havde såkaldte klientrelationer til indiske arbejdere. Klientbåndet kunne give klienten adgang til materielle goder og en social anerkendelse, som ikke ville have været tilgængelige for engelske arbejdere. Samtidig gav klienten lederen en anerkendelse, han ikke ville have fået i kraft af sin økonomiske position alene, og en lederrolle som en englænder i en tilsvarende position næppe kunne håbe på.

I skønlitteraturen gives mafiaen i det syditalienske miljø i USA en tilsvarende rolle. Hvor korrekt denne vurdering af mafiaen er, er det umuligt at vurdere. Også for de jødiske samfund i flere dele af verden synes det at være vigtig, at det mere overskuelige minoritetssamfund giver medlemmerne en social identitet, der føles som en slags tryghed i et komplekst og uoverskueligt samfund. Disse uoverskuelige samfund skaber også behov for at kunne indplacere andre.

Identitet og interessekamp

Indien er med sit kastesystem det samfund, hvor flest afgrænsede etniske grupper findes indenfor det samme samfund. Også her er behovet for identitet i et uoverskuelig samfund blevet regnet for en vigtig årsag til, at systemet vedligeholdes. Der eksisterer imidlertid ikke nødvendigvis en modsætning mellem interessekamp og behovet for identitet. En gruppe fungerer bedre som interessegruppe, når den har en klart afgrænset opfattelse af sig selv og visse fælles idealer og ideologisk betingede værdier. Det samme gælder jo, når klassebevidsthed er udviklet i arbejderklassen. Etniske skillelinier behøver heller ikke at hindre en samlet optræden udadtil - hvilket mange arbejdskonflikter har vist. Men sådanne skillelinier kan bevidst udnyttes til at splitte grupper, som ellers har fælles interesser. Dette var en meget anvendt politik fra apartheidstyrets side i Sydafrika.

For bedre at forstå hvorfor skellet mellem forskellige grupper holdes ved lige, kan det være nyttigt at se på selve «den etniske grænse» - hvordan forskelle mellem grupper markeres udadtil. Et vigtigt spørgsmål er da, hvordan skellet bliver forstået. Der findes eksempler på, at nomader og bønder i det vestlige Sudan først og fremmest opfatter hinanden som «bonde» og «nomade», og at forventningerne til adfærd præges af disse i bund og grund økonomiske kategorier. I dette tilfælde kan selve udtrykket for det etniske skel være blottet for diskriminering . I andre tilfælde kan selve det etniske skel indebære et herre/tjenerforhold, eller måske lige så ofte et «civiliseret»/«barbar»-forhold, således at etnisk identitet i sig selv bliver nedværdigende for den ene part. Ifølge Rex er netop skellet civiliseret/barbar grundlæggende i situationer præget af racediskriminering. Disse «raceskel» er derfor almindeligvis resultatet af en imperialistisk ekspansion. Dette er f.eks. tilfældet med diskrimineringen mod folk af afrikansk afstamning næsten overalt indenfor den europæiske kultur. Tilsvarende diskriminering findes overfor sorte i de arabiske lande, der har drevet udbredt handel i Afrika, såvel som blandt nordindiske højkaster overfor sydindere.

I de tilfælde hvor den etniske identitet er så sammenkoblet med skellet civiliseret/barbar eller herre/tjener, at den undertrykte gruppe selv føler sig som barbar/tjener, taler man gerne om stigma. I disse tilfælde vil gruppens medlemmer ofte prøve at skjule deres identitet. Ifølge Eidheim har dette længe været et træk ved samernes situation, og i Norden er forholdet også mærkbart blandt finner i Sverige.

Disse undertrykkelsestræk ved selve afgrænsningen af grupper kan næppe forklares ud fra, hvordan den etniske grænse markeres i den enkelte situation. Når samerne blandt nordmænd er blevet betragtet som «barbarer», må det forklares ud fra hele den historiske situation omkring den norske kolonisering af det nordligste Norge.

Befolkningsgrupper der ikke har dannet stater og som kun i ringe grad har givet deres kultur skriftlige udtryk, synes ofte at være stærkest ramt af stigma i forholdet til andre grupper. Dette skyldes delvist, at den stærkeste gruppe har haft magt i fysisk forstand - militær magt og økonomisk magt. Men de stærkeste grupper har også ofte haft en materiel rigdom og en kulturel mangfoldighed, som mindre befolkningsgrupper uden et tilsvarende antal af institutioner vanskeligt kan sammenligne sig med. Forsøg på at genopbygge den kulturelle selvbevidsthed blandt disse grupper går derfor ofte ud på, at præsentere folkekulturen på en måde, så den lettere kan sammenlignes med den dominerende gruppes kultur. Grønlandske og samiske benskærearbejder bliver f.eks. præsenteret som skulpturer på udstillinger af samme type, som de udstillinger danske og norske kunstnere holder.

Konklusion

Skellet mellem befolkningsgrupper rejser mange problemer, som ikke uden videre kan reduceres til økonomiske eller politiske modsætninger. For at forstå skillelinierne må man undersøge, hvordan gruppernes medlemmer faktisk fungerer sammen, rammen omkring de begreber de karakteriserer hinanden med, disse begrebers historie, hvordan den nuværende fordeling af ressourcer mellem dem er opstået historisk, den stilling de i dag indtager i det økonomiske system og endelig deres interesser indenfor dette.

H.T.L.


Se også: Minoritet, Racelære, Racisme

Litteratur:
D. Schwarz (red.): Identitet och Minoritet, Stockholm 1971.
H. Tambs-Lyche: Kulturelle og Religiøse problemer, i Karlsen og Dalin: Fremmedarbejdere, Oslo 1973.
H. Tambs-Lyche: Minoritetene i verdenssamfunnet. Leksikonservice nr. 3. 1977, Oslo.
H. Eidheim: Aspects of the Lappish Minority Situation, Oslo 1977.
F. Barth (red.): Ethnic groups and boundaries, Oslo 1969.