Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Naturdialektik er: 1. Et forsøg på at anvende dialektisk metode på processer i naturen eller 2. En påstand om at processer i naturen følger et dialektisk mønster. I den første fortolkning bliver naturdialektik en retning, der betoner historie og helhed som vigtige forståelseskategorier, i modsætning til den mere analytiske metode der opdeler processerne i mindre dele for at kunne undersøge dem mere detaljeret. I den anden fortolkning bliver det muligt at fremsætte dialektiske love for udviklingen i naturen. I «Anti-Dühring» fremsatte Engels to sådanne love; Loven om negationens negation og loven om kvantitetens overgang til kvalitet.

Hverken i den første eller i den anden tolkning bliver naturdialektik nogen særlig interessant retning indenfor videnskabsteorien. Al forskning må bevæge sig frem og tilbage mellem analyse og syntese, mellem opdeling og helhedsperspektiv. Dialektikkens ensidige betoning af helhedsperspektivet er lige så meningsløst som empiristernes teorifjendtlige betoning af detaljearbejdet. De dialektiske love er så løst udformet, at de ikke kan give nogen vejledning for forskeren i hans arbejde med at etablere nye sandheder, selv om de til gengæld kan tilpasses alle kendte sandheder.

Dialektikken er derfor uvæsentlig udfra et videnskabsfilosofisk standpunkt, men interessant udfra et mere videnskabssociologisk udgangspunkt. Forholdet mellem marxistisk ideologi, sovjetisk forskningspolitik og naturdialektik er blevet indgående studeret i en række konkrete eksempler, og synes at vise at naturdialektikken kun i ringe grad har styret forskningen i bestemte retninger. Den er snarere kommet ind i billedet bagefter som retfærdiggørelse af allerede udført forskning, eller har tjent som skiftende motiv i begrundelsen for hvilken forskning, der skulle udføres. En og samme videnskabelige retning, f.eks. kvantemekanikken eller Lysenkos pseudobiologi, er på den ene side blevet forsvaret med argumenter om at den svarer til den dialektiske materialisme, og på den anden side angrebet for ikke at svare til den dialektiske materialisme.

J.E.