Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Martin Nielsen (1900-62), dansk kommunist, født i Gjødvad ved Silkeborg og var af fattige kår. Efter forskelligt arbejdsmandsarbejde var han i 1921-22 aktiv i arbejdsløshedsbevægelsen i Randers og spillede i 1922 en fremtrædende rolle under generalstrejken i byen. I 1923 blev han indvalgt i DKP's hovedbestyrelse, og i 26 blev han ansat som partisekretær. I 1928-30 gik han på Lenin-skolen i Moskva. Det var en periode, hvor en del unge danskere blev uddannet i byen. Alene i 1929 gik der 9 danske elever på skolen eller på Vest-universitetet. Selv spillede han sandsynligvis en vis rolle i formuleringen af «Det åbne Brev», som Kominterns Eksekutivkomite (EKKI) i december 1929 sendte til det danske parti og som afsatte Thøgersen ledelsen. Da han vendte tilbage til Danmark, var han arbejdsløs og arbejdede sammen med Aksel Larsen i arbejdsløshedsbevægelsen. I 1931 blev han kandidatmedlem af partiets centralkomite og ansat som forretningsfører for partiavisen Arbejderbladet. I 1934-41 var han redaktør af avisen, og i 1939 blev han indvalgt i Folketinget.

Nielsen var en flittig skribent og skrev med lidenskab. Humor var dog ikke hans stærke side. Som Martin Andersen Nexø var han en stor tugter af de intellektuelle, var modstander af at de skulle have nogen indflydelse i partiet og udtalte sig flere gange nedsættende om dem.

22. juni 1941 kunne politiet arrestere ham, fordi han i strid med partiets forholdsordre opholdt sig på sin bopæl. Han blev interneret i Vestre Fængsel og siden i Horserødlejren, hvorfra det ikke lykkedes ham at flygte 29. august 1943. Han blev sendt til koncentrationslejren Stutthof. Da lejren blev rømmet, blev fangerne sendt ud på en lang dødsmarch, og da de mødte den fremrykkende Røde Hær, blev han og 4 andre fremtrædende kommunister sendt til Moskva, hvorfra han den 30. maj 1945 via Sverige vendte tilbage til Danmark, hvor han kunne indtage sin plads i partiets ledelse og i Folketinget. Han har beskrevet sine oplevelser i Stutthof i 3 erindringsbøger: Rapport fra Stutthof (1947), Undervejs mod Livet (1949) og Fængselsdage og fangenætter (1949).

I 1952 blev han medredaktør af partiavisen Land og Folk, og fra 1955 blev han eneredaktør, da Børge Houmann blev afsat. En post han bevarede frem til 1960. Under partikampen i 1956-58 stod han på CK-flertallets side overfor Aksel Larsen, og han kom til at indtage en fremtrædende position i det bitre opgør. Han formulerede med stor præcision den kommunistiske selvopfattelse i parolen: «Tillid, offervilje, tro - kommunisternes kapital».

A.J.