 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Thøger Thøgersen (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA) |
Thøger Thøgersen (1885-1947), dansk kommunist, født i Viborg 24. februar 1885 som søn af en af Socialdemokratiets pionerer i denne by, snedkersvend Rasmus Thøgersen. Thøger kom i lære som sadelmager, og allerede som læredreng blev han i 1902 formand for en socialdemokratisk ungdomsforening i byen. Som ung svend flyttede han til København, og blev socialdemokrat, men efter udbruddet af 1. verdenskrig blev han og hans yngre bror smidt ud af foreningen i Københavns 5. kreds, fordi de på et møde i foreningen havde kritiseret de socialdemokratiske lederes støtte til militærbevillinger. Det var angiveligt selveste kredsens folketingsmand, redaktør Borgbjerg, der fik dem smidt ud.
Thøgersen rejste nu til Tyskland, hvor han arbejdede som sadelmager, og ved sin hjemkomst til Danmark sluttede han sig til militærnægterne. Han fik nu hurtigt et navn i offentligheden og især blandt de radikale arbejdere pga. den indespærring og sultestrejke han nu måtte igennem. Som agitator for militærnægtersagen udviklede hans naturlige veltalenhed sig hurtigt. Ved den store arbejdsløshedsdemonstration som syndikalisterne i FS arrangerede til Rigsdagsbygningen i Fredereciagade den 29. januar 1918 talte Thøgersen sammen med Chr. Christensen, og da «Socialistisk Arbejderparti» (SAP) blev stiftet i foråret 1918 på initiativ fra ham og Marie Nielsen, var det de to der som talere og skribenter kom til at trække det store læs. I forlængelse af den russiske revolution begyndte myndighederne imidlertid at forfølge de revolutionære, og dette ramte også Thøgersen. Umiddelbart efter stormen på Børsen i februar 1918 blev han sat 4 uger i fængsel, skønt han var uden andel i denne aktion. Efter hans tale på Fælledmødet 10. august 1918 sad han indespærret et par måneder, og efter slaget på Grønttorvet i november - hvor han også havde talt - sad han indespærret 1½ år. Under generalstrejken og urolighederne i Randers i 1922 blev han på ny indespærret - og senere frifundet. I 1931-36 blev han holdt i Moskva til «omskoling». Endelig sluttede han sin «fængselskarriere» med 4 år i tysk koncentrationslejr. Alt i alt sad Thøgersen nok længere tid i fængsel end nogen anden «politisk forbryder» i Danmark, siden vi fik grundloven.
Thøgersen blev i foråret 1920 løsladt ifbm. en amnesti. Han sluttede sig da til sit partis flertal, der sammen med SUF havde medvirket til dannelsen af «Danmarks Venstresocialistiske Parti» (DVP) - senere DKP -, mens Marie Nielsen og enkelte andre fra SAP ved den lejlighed gik over til syndikalisterne i FS udfra en principiel antiparlamentarisk holdning. I 1922 kritiserede han sit eget parti og var blandt de der brød ud og dannede «Enhedspartiet». Da partierne i midten af 20’erne atter blev lagt sammen, fungerede han sammen med sin nære ven Richard Jensen som en slags venstreopposition i DKP, og da højrefløjen i 1927 opgav og begyndte at begive sig mod Socialdemokratiet, blev Thøgersen formand for DKP. Det hører dog med til billedet af mennesket Thøgersen, at han fortsat var på kammeratlig talefod med sine «venstresocialdemokratiske» modstandere, også efter de havde forladt DKP og var gået over i Socialdemokratiet.
1931 Første eksklusion af DKP
Omkring 1930 rasede en voldsom fraktionskamp i DKP mellem Thøgersen-Richard Jensen gruppen på den ene side, og en gruppe anført af Aksel Larsen, Martin Nielsen og Arne Munch-Petersen på den anden. Thøgersen gruppen blev beskyldt for «højreopportunisme» og Aksel Larsen gruppen fik støtte fra Komintern, hvilket gav udslaget - den vandt. Opgøret handlede ikke om politik. Begge grupper var hengivne overfor Stalin. Der var snarere tale om en magtkamp skærpet af personlige modsætninger og forskellig mentalitet.
Thøgersen blev i august 1931 ekskluderet af DKP, og eksklusionen blev bekræftet af Komintern, der dog samtidig meddelte, at den ville blive annulleret, hvis Thøgersen ville møde i Moskva for at lade sin sag undersøge af den internationale kontrolkomité. Det gjorde han - og fik lov at blive i 5 år. DKP’s blad «Arbejderbladet» skrev den 21. december 1932 om Thøgersen:
«For at hindre ham i at gøre flere ulykker i Danmark kaldte Komunistisk Internationale ham til Moskva. Her ophævede den internationale kontrol-kommission Thøgersens eksklusion mod, at han forpligtede sig til ikke at blande sig i det danske partis sager».
Hjemme steg imidlertid Richard Jensens stjerne - både i DKP og i Moskva - og han glemte ikke sin landsforviste ven. Efter flere forgæves forsøg på at få ham hjem lykkedes det i foråret 1936 gennem direkte henvendelse til Dimitrov, og ved hjemkomsten blev han faglig redaktør på «Arbejderbladet». Men han nøjedes ikke med at skrive om faglige forhold eller tale derom. Straks efter den første Moskvaproces og henrettelsen af dens ofre - deriblandt Kominterns første formand Sinovjev - var Thøgersen taler ved et offentligt møde, som DKP holdt i idrætshuset i København. Han overgik nu sine gamle fraktionsmodstandere - og medtalere - i en voldsom hetz mod de uskyldigt dømte bolsjevikker, og han lyste bål og brand over de danske socialister, der satte spørgsmålstegn ved Moskvaprocessernes legitimitet.
1941 Anden eksklusion
I 1941 blev han ekskluderet af DKP for anden gang. Da dansk politi i foråret 1941 arresterede Richard Jensen som mistænkt for at være bagmanden til bombeattentatet på de spanske trawlere i Frederikshavn i 1938 under den spanske borgerkrig, blev Thøgersen også arresteret pga. sit nære politiske og personlige forhold mellem dem, men ved dommen 7. juli blev han frifundet. Det var imidlertid efter arrestationen af de danske kommunister i forlængelse af Hitlers overfald på Sovjetunionen den 22. juni. Thøgersen blev derfor ikke løsladt. Nu var han jo interneret som kommunist. Hans egen nu illegale partiledelse kom ham imidlertid ikke til undsætning, men offentliggjorde i partiets illegale blad en meddelelse om, at han var ekskluderet af partiet, fordi han havde stået på venskabelig fod med de dømte «bombemænd». Hans 4 årige fangenskab tilbragtes overvejende i lejre sammen med tidligere partifæller, som pga. eksklusionen ikke ville have noget med ham at gøre.
Efter hjemkomsten efter befrielsen lå han alvorligt syg en måneds tid, og der gik i befrielsessommeren vedholdende rygter i København om, at han ville træde frem som revolutionær kommunist overfor DKP ledernes reformisme, men det skete ikke. Politisk var han helt tavs udadtil, og en tid levede han af at sælge et udryddelsesmiddel mod fluer. «Jeg fik jo ikke lov til at slå kapitalisterne ihjel, så nu må jeg nøjes med at slå fluerne ihjel», fortalte han Oskar Hansen, da denne en dag traf ham. Humoren og selvironien havde han i behold til det sidste. Det endte med, at han blev genoptaget i DKP, men nogen politisk indflydelse fik han ikke. Han var «lagt på is».
Thøgersen døde 9. december 1947 - især pga. de fysiske skader opholdet i koncentrationslejrene havde påført ham. Hans gamle ven Richard Jensen og Ejnar Berthelsen talte ved hans båre.
Han var en formidabel folketaler, en vældig skuespiller der med store fagter og grimasser virkede stærkt suggererende på tilskuere og tilhørere. Han var ikke følelsesbetonet i retning af det sentimentale og alvorlige som Chr. Christensen, men var først og fremmest en vældig angriber, der svælgede i kraftudtryk, som på tryk ville tage sig ud som tykke fraser, men som han i sine taler ganske ofte formåede at give en afvæbnende humoristisk undertone. På et møde i Viborg i 1920 kaldte han kongen for «luksusdyret på Amalienborg», og i 1936 omtalte han Hans Hedtoft som «..denne knægt, denne forkælede knægt, der lige fra han var 16 år, har levet af at fedte for de øverste pampere»! Han havde en enorm folkelig appel, men samtidig blev han et levende eksempel på, at «revolutionen spiser sine egne». Hans politisk bedste periode var givet perioden fra antimilitarismearbejdet i 1915-16 frem til han blev udmanøvreret af sine egne i DKP i 1930-31.