 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Den enkle definition på en nomade er følgende: En person der tilhører et folk som lever af kvægdrift og som uden fast boplads vandrer for at finde græsningsarealer til kreaturerne. Den sproglige oprindelse er det græske ord nome, der betyder græsningsmark eller «at lade græsse». Nomader var betegnelsen for et folk i det nordlige Grækenland, der havde kvægdrift som næringsvej.
Grænserne for hvad der kan betegnes som nomadisk levevis eller nomadisme er imidlertid uklare. Indenfor faglitteraturen benyttes betegnelsen til at beskrive folkeslag med forskellige økonomiske systemer, som alle kan betegnes som førkapitalistiske økonomiske former. De er væsentlig baseret på en naturaliehusholdning, hvor grundlæggende behov bestemmer produktionsniveauet, og med et begrænset salg af produktionen og en beskeden opsamling af rigdom.
Forskellige grupper nomader
Enkelte jæger- og samlerfolk fører en nomadisk tilværelse. Det økonomiske grundlag for deres eksistens er de naturlige madresourcer, som er tilgængelige i et område, og deres vandringer er betinget af vildtets vandringer. Grupperne tilegner sig brugsretten til et givet territorium, og en overudnyttelse af ressourcerne eller en indsnævring af området vil true gruppernes eksistensgrundlag. Gennem en enkel form for agerbrug, normalt svedje- og hakkebrug, kan man øge madproduktionen ud over det, som indsamlingen af naturens udyrkede produkter giver.
Folk der driver denne form for agerbrug kaldes gerne for agerbrugsnomader, fordi bosætningen flyttes efterhånden som man opdyrker nye jordstykker. Istedet for at dyrke det samme jordstykke igen, foretrækker man at opdyrke nyt land ved at afbrænde vegetationen, som derved giver naturlig gødning, og ved en enkel bearbejdning af jorden. En sådan «ekstensiv» dyrkningsmåde forudsætter rigelig tilgang til jord, og det betyder, at et minimum af arbejde nedlægges i jorden.
Som regel finder vi kvægdriftsnomaderne i områder, hvor de fysiske betingelser for agerbrug er meget dårlige. Hvilke dyr der indgår i kvægbestanden varierer efter de naturgeografiske forhold. Det kan være rensdyr, geder, køer, heste, kameler o.a. Enkelte nomader koncentrerer sig om en enkelt slags dyr, mens de fleste har kvægbestande sammensat af forskellige slags dyr. Kombinationen giver en større tryghed, fordi den kan udnytte forskellige typer græsningsarealer. Dårlige græsningsmuligheder for en slags dyr et år vil kunne opvejes ved, at andre dyr kan udnytte deres græsningsområder.
Kvægdriftsnomaderne har en mere kompliceret social struktur end andre nomadefolk. Privatiseringen af ejendom i form af kvæg giver også større individuelle forskelle i rigdom, og ejendom kan anvendes som grundlag for magt og social prestige. Men græsningsområderne vil som regel være stammernes fællesejendom, og de fleste stammer vil have indbygget sociale forsvarsmekanismer mod at enkeltmedlemmer kan få eneret til græsningsarealerne og mod at fællesejendommen bliver reduceret gennem salg e.l. til folk udenfor stammen. Enkelte brugsformer med kombination af agerbrug og husdyrhold, hvor græsningsskiftet er fremtrædende, som i sæterdrift og det sydeuropæiske «transhumance-system», bliver nogle gange kaldt for halv-nomadisme.
Enkelte nomadefolk - f.eks. specielle stammer i Sahara - specialiserede sig på handel og varetransport. Dette forhold udspringer af, at nomadernes vandringer gjorde dem til naturlige mellemled i varebyttet mellem fastboende samfund. Nomaderne var også afhængige af at bytte deres egne produkter på lokale markeder. Et eksempel på handelsnomader er sigøjnerne, der oprindelig var kvægdriftsnomader fra det nordlige Indien. Men de er også et eksempel på nomader, der er blevet fuldstændig afhængige af det moderne samfund, samtidig med at de bliver udstødt af dette samfund.
I dag finder vi jæger- og samlerfolk med mere eller mindre fast bosætning i Sydøstasien, det sydlige Afrika, blandt indianerne i Sydamerika, negrene i Australien og eskimoerne i Canada og i Grønland. Kvægdriftsnomaderne finder vi først og fremmest i bæltet Sahara-Mellemøsten-Mongoliet (beduiner, tuareger o.a.). Der er store nomadegrupper i Østafrika (bl.a. masaierne) og i dele af det tidligere Sovjetunionen og Kina. I Europa har vi samerne. Det er umulig at give et nøjagtigt tal for hvor mange nomader der findes i dag, men det antages, at der findes mellem 40 og 60 millioner kvægdriftsnomader.
Kapitalismens konsekvenser
Nomaderne lever overvejende i områder med vanskelige naturbetingelser, som i tundra-, steppe- og ørkenområder. Deres driftsmåder er baseret på en kompliceret og let påvirkelig økologisk balance. Velmente reformer og «moderniseringstiltag» kan forstyrre denne balance, som tilfældet var med tørke- og hungerskatastrofen i Sahel (1967-74).
Mange nomadefolk er blevet presset ud af deres traditionelle græsningsområder ved indførelsen af privat ejendomsret. Dette har revet det økonomiske grundlag bort for nomadismen og gjort nomaderne til et forfulgt folk i stadig konflikt med omgivelserne i enkelte områder.
Nomaderne bliver i stadig større grad endvidere trukket ind i pengeøkonomien og varemarkedet. Naturaliehusholdningens balance mellem produktion og forbrug bliver forrykket, og nomaderne tvinges til mere intensive driftsformer og salg af større dele af produktionen. Stadig flere nomader må derfor opgive deres eksistensform, og selv om nogle af dem kan gå over til intensiv kødproduktion til markedet, bliver langt de fleste lønarbejdere i industri og landbrug.
Som andre førkapitalistiske samfund har måttet erfare, vil nomaderne blive trukket ind i det internationale økonomiske system. Ikke mindst vil den globale jagt på nye ressourcer trænge nomaderne sammen på stadig mindre områder. Kun ved at nomaderne selv deltager i udformningen af denne overgang, vil den kunne tilpasses folkenes tidligere levevis, og bevare den rige kultur som mange nomadefolk har udviklet gennem århundreder.