Befolkning 10,4 mio. Valuta Euro Areal 131.990 Km2 Hovedstad Athen Befolkningstæthed 80,3 indb./Km2     HDI placering 33

Grækenland ligger i det sydøstligste hjørne af Balkan ud til det østligste Middelhav. Landet ligger på en halvø mellem det ægæiske og det joniske hav, og består endvidere af en lang række større og mindre øer, hvoraf den største er Kreta. Landskabet er bjergrigt. Klimaet er præget af Middelhavet med tørre og varme somre. Produktionen er overvejende landbrugsmæssig (vin og oliven). På de dårligere jorde i bjergene opdrættes får og geder. Havdambrug er under udvikling. Der udvindes endvidere bauxit og nikkel. Der findes endvidere en betydelig cementindustri, kemisk, petrokemisk og metallurgisk industri. De traditionelle industrier er: fødevarer, drikkevarer, tøj, læder og papir.

Folket: Overvejende græsk. En minoritet på ca. 1% er tyrkisk.

Religion: Græsk-ortodoks

Sprog: Græsk

Politiske partier: Nyt Demokrati (konservativt); Panhelleniske Socialistbevægelse (PASOK); Venstrekoalitionen; Kommunistpartiet (KKE).

Sociale organisationer: Landsorganisationen (LO)

Officielt navn: Helleniké Demokratía.

Administrativ inddeling: 10 regioner inddelt i 51 administrative områder

Hovedstad: Athen (Athínai), 3.215.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Tesaloniki (Thessalonihi), 793.900 indb.; Pireus (Piraiéus), 188.500 indb; Petras (Pátrai), 172.100 indb. (2000).

Regering: Katerina Sakellaropoulou, præsident valgt i marts 2020. Præsidenten vælges af parlamentsmedlemmerne, og har en 5 årig embedsperiode.
Kyriakos Mitsotakis, premierminister siden juli 2019. Etkammer parlament (Vouli ton Ellinon) med 300 medlemmer, der vælges for 4 år.

Nationaldag: 25. marts (uafhængighed 1821)

Væbnede styrker: 168.300 (1996)

Paramilitære styrker: 30.500 (Gendarmeri, kystvagt og toldbetjente)

 

I det 5.-3. årtusinde f.v.t. var Balkanhalvøen beboet af søfolk, der kom fra Asien, men der er også spor af jæger- og agerbrugssamfund i bl.a. det centrale Grækenland og på Kreta. I det 2. årtusinde f.v.t. begyndte et indoeuropæisk krigerfolk at udstrække sin indflydelse over halvøen. De grundlagde Mykenæ, Tarant og Argos , erobrede Athen, den østlige del af Peloponnes, invaderede Kreta og plyndrede Troja. Økonomien var baseret på landbrug og kvæghold. Samfundets herskende klasse bestod af kongerne, adelen, krigerne og ejerne af de bedste jorde. De herskede over bønderne, håndværkerne og hyrderne.

Omkring år 1000 f.v.t. gik den mykenske civilisation under overfor presset fra de doriske invasionsstyrker. De havde våben af jern - hvilket ægæerne ikke kendte til -, blandede sig med befolkningen og gav på den måde et samlet sprog for hele regionen. Halvøens bjergrige topografi favoriserede udviklingen af bystater, kaldet polis, der blev regeret af en konge, der blev rådgivet af et råd af ældre - begge tilhørende det militære aristokrati. Bønderne var tvunget til at betale en naturalieskat. Hvis de ikke var i stand til det, blev de gjort til trælle, eller sammen med deres familier solgt som slaver. (Se Antikken)

Trods eksistensen af de forskellige sociale klasser, besad grækerne en original opfattelse af det menneskelige væsen. De foregående civilisationer havde alene betragtet mennesket som et instrument for gudernes og herskernes vilje, men i den græske filosofi antog mennesket karakter af individ. Opfattelsen af mennesket som en borger der var en del af en polis - uanset ejendom og klassetilhørsforhold - var et af den græske kulturs vigtigste bidrag til historien. De græske bystater skiftevis allierede sig og bekrigede hinanden. Alligevel blev de hellenske folk betragtet som den samme nationalitet pga. bl.a. deres fælles religion, sprog og sportsudøvelse i de olympiske lege.

I det 8. århundrede f.v.t. kom de fleste af bystaterne i krise. Det skyldtes dels udvandingen af herskernes magt, der gradvist blev erstattet af magistrater udpeget blandt adelen, og dels manglen på frugtbar jord og stigningen i befolkningstallet, der medførte store sociale spændinger. Krisen pressede grækerne udad, blev startskuddet på græsk kolonisering af Middelhavsområdet, førte til en blomstrende handel og anvendelsen af græsk som handelssprog.

Omkring 760 f.v.t. etablerede grækerne kolonier i Syditalien, Napolibugten og på Sicilien. De blev bremset i deres ekspansion af fønikerne og etruskerne og kom derfor aldrig til fuldstændig at dominere Sicilien eller det sydlige Italien, men deres kulturelle indflydelse fik afgørende betydning for den efterfølgende kulturelle evolution for folkene på den italienske halvø.

Fra starten på koloniseringen ændres den sociale og politiske struktur i de græske polis. Handelsmændene havde tjent godt på ekspansionen over Middelhavet, og var derfor ikke særlig rede til fortsat at lade adelen varetage regeringsmagten. Sammen med bønderne pressede de på for at blive inddraget i de politiske beslutninger. Athen var på det tidspunkt en af halvøens mest blomstrende byer, og den indledte nu en proces, der i det 7-6. århundrede f.v.t. førte til en gradvis demokratisering af dens regeringsstrukturer. I 594 tog en reformator ved navn Solon et betydeligt skridt i den retning ved at indføre en skriftlig lov, et retstribunal og en forsamling med 400 medlemmer der var valgt udfra deres rigdomme og som fik til opgave at lovgive i byens sager.

Sparta var den anden store bystat i regionen, og den gennemførte på samme tid en fuldstændig anderledes udvikling. Den konsoliderede en oligarkisk stat med en benhård social og politisk struktur. Det spartanske samfund blev gennemmilitariseret pga. militærets afgørende betydning for ekspansionen og annekteringen af naboområderne.

I 540 indledte perserne deres fremmarch i Lilleasien og erobrede nogle græske byer. Disse byer gennemførte en række oprør, støttet af først Athen og siden Sparta, der mundede ud i en række krige - kendt som de mediske krige - der først i 449 endte med persernes nederlag. Krigene bidrog til at konsolidere Athens magt i regionen. Gennem Delosligaen udøvede de deres økonomiske og politiske magt i de andre bystater.

De græske skibe spillede en fundamental rolle i krigene mod perserne, hvilket gjorde rorkarlene, der ellers tilhørte de laveste lag i det atheniensiske samfund, uundværlige for forsvaret af Athen. Det udnyttede de til at stille krav om forbedringer i deres levevilkår og større politiske rettigheder. Efter en periode hvor det atheniensiske oligarki havde genvundet sin politiske magt, udvidede reformatoren Kleistenes i 508 antallet af medlemmer i byens forsamling til 500 og gjorde den til byens vigtigste regeringsorgan. Deltagelse i forsamlingen blev gjort mulig for alle frie borgere - kun mænd - i byen. Demokratiet i Athen kunne dog kun udnyttes af en lille minoritet, der fik mulighed for drastisk at øge deres rigdom gennem anvendelsen af det enorme antal slaver. Dette er baggrunden for, at historikere ofte karakteriserer det som et slavedemokrati. (Demos, gr. for folk; krati, gr. for styre. Se Demokrati)

I år 446 indgik Athens guvernør, Perikles, en fredsaftale med Sparta der kom til at vare i 30 år og som respekterede hver af parternes indflydelsessfære. Under Perikles' regeringsperiode i det 5. århundrede f.v.t. udviklede Athen sig til regionens handelsmæssige, politiske og kulturelle centrum. Kontrollen over handelen på havet og den medfølgende velstand gjorde det muligt for ham, at igangsætte flere reformer med en demokratisk karakter. Perioden er kendetegnet ved lærde som Anaxagoras, dramaturgerne Sofokles, Euripides, Aristofanes, og Fidias der blev anset for grækernes bedste billedhugger. I samme periode gjorde grækerne store fremskridt indenfor videnskaben. Megen af den udvikling der fandt sted indenfor medicin og astronomi er siden i vid udstrækning blevet overgået, men deres bidrag indenfor specielt geometri og matematik har sat sig uudslettelige spor i vore dages videnskab.

I anden halvdel af det 5. århundrede var der konstante sammenstød mellem spartanere og athenere om kontrollen over regionen. Periodens kampe kendes som de peloponnesiske krige. Begge parter udmattedes af de fortsatte krige, og dette gjorde det muligt for makedonerkongen Filip II (359-336 f.v.t.) at erobre regionen. Alexander den Store erobrede nye områder (336-323) og udvidede den helleniske indflydelse til Nordafrika, den arabiske halvø, Mesopotamien og helt til Indien. Dette imperium opbygget af Alexander den Store over en elleveårig periode bidrog til græsk kulturel indflydelse i Orienten. Under de årelange erobringstogter blev der oprettet en lang række handelsbyer og Alexander tilskyndede til at blande de besejrede folks kulturer med den græske og blev på den måde stamfader til hvad der er kendt som hellenismen. Da Alexander døde, faldt det makedonske imperium sammen, og en række krige og oprør kom til at hærge den græske halvø.

Romersk kolonialisme

Nedgangen for den græske civilisation skyldtes dens indre stridigheder, den efterfølgende hærgen og fattiggørelse. Dette lagde vejen åben for romersk ekspansion. Efter en række erobringskrige hvoraf den makedonske varede fra 215 til 168 fik romerne omkring 146 etableret fuld kontrol over Grækenland.

Under det romerske imperium kom kristendommen i det 3. århundrede e.v.t. til Grækenland, der endvidere blev udsat for en række invasioner. Det blev i 395 en del af det østlige imperium, hvis dominans først ophørte i 1204 med dannelsen af Det Østromerske Imperium, der opdelte regionen i en række vasalstater. Med rystelsen i den katolske kirke i 1504 besluttede grækerne at følge de ortodokse i Konstantinopel.

Osmannisk kolonialisme

Tyrkerne invaderede og erobrede Grækenland i 1460, og delte landet op i 6 provinser, der blev tvunget til at betale tribut. Den tyrkiske dominans fortsatte i 400 år trods indre oprør og ydre forsøg på at smide tyrkerne ud - især anført af Venedig der var ivrig efter at overtage området pga. dets betydning for handelen med Orienten. Først Passarowitz freden i 1718 formaliserede Grækenlands indlemmelse i det Osmanniske imperium. I 1821 gennemførte grækerne et oprør, hvor det lykkedes at befri Tripolitza. Her udfærdigede en nationalforsamling en forfatning og erklærede landet for uafhængigt. Forsøget blev druknet i blod af tyrkerne, da de i 1825 støttet af Egypten generobrede kontrollen over byen.

1830 Selvstændighed

Rusland, Frankrig og Storbritannien var i starten af det 19. århundrede ivrige efter at skubbe det Osmanniske imperiums grænser længere tilbage og indgik derfor i 1827 Londontraktaten, hvor de krævede selvstændighed for Grækenland. Tyrkiet nægtede og samme år blev den tyrkisk-ægyptiske flåde slået af en allieret. I 1830 blev Londonaftalen indgået, der indebar fuldstændig selvstændighed til Grækenland, der dog måtte afstå Thessalien. I de efterfølgende årtier gennemførte de europæiske stormagter en stilfærdig kamp for kontrol over halvøen. De greb ind i landets indre anliggender og støttede konger, der var imødekommende overfor deres interesser. Otto af Bayern (1831-1862) støttede således Rusland, mens Georg I (1863-1913) støttede England.

I 1910 gennemførte general Eleutherios Vinizelos et statskup, der banede vejen for en ændring af forfatningen, der i 1911 indførte parlamentarisk monarki. Gennem begge verdenskrige og i mellemkrigstiden blev der gennemført en række militærkup, der førte til alliancer med snart den ene, snart den anden part i konflikterne.

Verdenskrig og borgerkrig

Grækenland blev trukket ind i 2. verdenskrig, da Mussolinis styrker den 28. oktober 1940 angreb fra Albanien. General Joannis Metaxas, der var Grækenlands militærdiktator, kæmpede trods sine fascistsympatier mod invasionshæren. Hitler kom imidlertid Mussolini til hjælp, og med forenede kræfter besatte fascisterne Grækenland - støttet af Bulgarien.

Modstandsbevægelsen blev organiseret og drevet af folkefronten EAM, der bestod af forskellige politiske grupperinger fra progressive liberale til kommunister. Dens hær - ELAS, ledet af general Markos Vafiades - førte en effektiv kamp mod okkupationsmagten, og havde i december 1944 70.000 guerillasoldater under våben. EAM fik 6 af 15 ministerpladser i George Papandreous eksilregering.

Den 12. oktober 1944 trak tyskerne sig ud af Athen, og fire dage senere kom George Papandreou til landet som leder af regeringen. Dermed startede den kritiske efterkrigsperiode. Papandreou erklærede, at guerillastyrkerne ikke længere havde nogen opgave at opfylde, og gav ordre til at de inden den 10. december skulle have afleveret deres våben. Guerillahæren ELAS, der på dette tidspunkt var domineret af kommunisterne nægtede at efterkomme ordren. De frygtede, at højrefløjen atter skulle sikre sig magten i landet. Kommunisterne regnede med støtte fra Sovjetunionen, hvis det skulle komme til et opgør. De var ikke klar over, at Stalin og Churchill i oktober var blevet enige om, at Grækenland skulle tilhøre Storbritanniens interesseområde og senere USA's - Stalin fik til gengæld Rumænien og Bulgarien. Papandreou fastholdt sit krav om aflevering af våbnene og oprettelsen af en ny nationalgarde. Dette førte til, at EAM ministrene forlod regeringen, der så gik i opløsning.

Umiddelbart efter - den 3. december 1944 - organiserede EAM et stort demonstrationsmøde på forfatningspladsen i Athen. På hotel Grande Bretagne havde briterne deres hovedkvarter. Da en gruppe civile demonstranter nærmede sig hotellet, åbnede de britiske vagter ild. 28 grækere blev dræbt og flere hundrede såret. Skuddramaet førte til tre ugers blodige sammenstød i hovedstaden. Dette blev optakten til borgerkrigen, som startede året efter og varede til 1949. EAM lederne havde ventet hjælp fra Sovjet, men blev i stedet fordømt af Stalin, som overholdt aftalen med Churchill. Allerede i august 1944 havde Churchill i hemmelighed informeret Rosevelt, at han skiftede alliancepartner. Storbritannien havde støttet EAM/ELAS for at få drevet nazisterne og deres kollaboratører ud af Grækenland. Da nazisterne var ude, gik Churchill i alliance med de facistiske grupper, nazisterne havde brugt mod EAM/ELAS.

Efterkrigstid

Borgerkrigen førte til, at bitterheden fra besættelsesstiden blev yderligere forstærket. De der havde samarbejdet med nazisterne, samarbejdede nu med de græske myndigheder, mens store dele af modstandsbevægelsen fortsatte kampen. USA's og Englands støtte til facisterne bragte dem til sejr. Da borgerkrigen i 1949 var ovre, var fængslerne fyldt og nye koncentrationslejre oprettet på øerne. Samme år blev landet optaget i Europarådet og i 1952 i NATO. Det første valg efter borgerkrigen blev holdt i marts 1950 og gav de centrumsliberale en klar sejr over de konservative. General Plastiras fik til opgave at danne regering. Han kom kun til at sidde i kort tid og blev fældet, fordi han ønskede at give de politiske fanger amnesti. Der blev holdt nyvalg, og højrefløjen under ledelse af general Papagos kom til magten. Da Papagos døde i 1955, fik den unge og ukendte Konstantin Karamanlis til opgave at danne en ny regering. En valgreform som udelukkede de små partier, gav Karamanlis' parti - Den nationalradikale Union - et klart flertal ved valget i 1956. I øvrigt det første valg, hvor kvinder havde stemmeret. Karamanlis øgede sit flertal ved det efterfølgende valg i 1958.

Under hele Karamanlis' regeringstid var landet stærkt præget af borgerkrigens eftervirkninger. Modstandere af regeringen blev forfulgt og mistænkeliggjort som «kommunistsympatisører», hvis de lå til venstre for centrum. Vilkårlige arrestationer var almindelige og antallet af politiske fanger stort. Alle forsøg på amnesti eller frigivelse af fanger, blev afvist. Ved valget i 1961 måtte der et omfattende pres og valgfusk til for at sikre Karamanlis' genvalg. Men mordet på pacifisten og parlamentsmedlemmet Lambrakis i Saloniki førte til Karamanlis' fald. Mordet var sat i scene af højtstående militærfolk og politiofficerer der stod Karamanlisregeringen nær. Det udløste en international proteststorm, og Karamanlis frarådede det græske kongehus at gennemføre en planlagt tur til England. Dronning Frederika og kong Paul ville ikke følge Karamanlis råd, og han gik derfor af i protest.

Ved valget den 3. november 1963 vandt Centrumsunionen under ledelse af George Papandreou en klar sejr over det konservative ERE parti. Men Centrumsunionen fik kun 42% af stemmerne. For at undgå spekulationer om, at partiet måtte styre på det radikale EDA partis nåde, blev der allerede den 16. februar 1964 holdt nyvalg. George Papandreou fik da et flertal på 53%.

Kong Pauls død førte prins Konstantin til magten. Han viste sig hurtigt, ikke at være særlig demokratisk og var fuldstændig domineret af sin konservative mor, enkedronning Frederika. Kongehuset og militæret betragtede Centrumsunions regeringen som en trussel mod deres magtstilling. Da Papandreou i juli 1965 krævede at overtage forsvarsministerstillingen for at kunne rydde op i officerskorpset, nægtede Kong Konstantin at gå med til det, og Papandreou gik af. I strid med grundloven begyndte Konstantin at udnævne den ene statsminister efter den anden - uden at udskrive nyvalg. De to første regeringer ledet af Novas og Tsirimokos fik kort levetid, den tredje under Centrumsunionspolitikeren Stefan Stefanopoulos fik noget længere levetid, før den blev fældet pga. fælles optræden fra højrelederen Kanellopoulos og centrumslederen Papandreou. De krævede i efteråret 1966 afholdelse af nyvalg, og tidspunktet blev fastsat til foråret 1967. Men det blev aldrig gennemført.

Militærdiktatur

I tiden frem mod valget blev der forberedt to militærkup. Bag den ene plan stod generalstaben og kongehuset, bag den anden en gruppe lavere officerer ledet af oberst Papadopoulos. Begge grupper ventede, at Centrumsunionen ville vinde valget, og det ville de forhindre. De såkaldte «oberster» var hurtigst ude, og den 21. april 1967 tog generalerne Papadopoulos og Patakos samt oberst Makarezos magten ved hjælp af 150 kampvogne og 3.000 soldater. Papadopoulos var i en position der gjorde, at han kunne følge generalstabens kupplaner og komme dem i forkøbet. Samtidig havde han tæt kontakt med CIA og kunne sikre sig USA's støtte. Papadopoulos havde desuden adgang til NATO's mobiliseringsplan, Prometheus. Planen indeholdt navne og adresser på alle kommunister og venstreradikale som skulle arresteres i tilfælde af angreb østfra. Kupmagerne fulgte NATO listen og arresterede i tusindvis.

Konstantin var forståeligt nok utilfreds med obersternes kup, fordi de kom ham i forkøbet, men han samarbejdede med dem og undertegnede fra første dag deres dekreter. Hans såkaldte modkup i december 1967 var en stor farce. Det var så dårligt forberedt, at juntaen kendte planen i detaljer. Sandsynligvis forsøgte Konstantin ikke at tage magten, men at «redde ansigt». Det lykkedes ikke. Efter juntatiden blev der holdt folkeafstemning om, hvorvidt kongen skulle have lov til at komme tilbage. Folket afviste ham. Hans rolle i juntatidens første fase var afgørende for folkets afvisning.

1974 Retur til demokrati

Militærjuntaen under ledelse af Papadopoulos havde ved kuppet lovet befolkningen og soldaterne «100 års militærstyre», men så lang tid kom der ikke til at gå. Den fungerede i syv år, og blev støttet af USA, hvilket var årsagen til, at den fik lov til at sidde så længe. Støtten til diktaturet fra de græske storkapitalister - Onassis og Niarchos - spillede også en central rolle. Der måtte en international skandale til, før USA indså, at militærjuntaen måtte fjernes. Allerede i 1973-74 var opbakningen til obersterne meget ringe. I 73 slog obersterne til mod protestdemonstrationer ved det polytekniske universitet i Athen. Flere hundrede studenter blev såret, hvilket førte til international fordømmelse. I juli 74 gennemførte Papadopoulosregimet et kup mod præsident Vaneziz Makarios på Cypern, hvilket førte til tyrkisk invasion og deling af øen. Efter denne mislykkede indblanding i Cyperns affærer, bestemte en gruppe officerer sig for at fjerne juntaen og bede Karamanlis om at komme hjem fra sit eksil i Paris. Ved det første valg efter militærdiktaturet i november 1974, fik Karamanlis 54% af stemmerne. En efterfølgende folkeafstemning afskaffede monarkiet. I juni 1975 blev der vedtaget en ny forfatning og en af Karamanlis' støtter, Constantino Tsatsos, blev valgt til premierminister.

Fra 1974 besluttede Grækenland ikke længere at deltage i NATO's militærøvelser pga. konflikten med NATO partneren Tyrkiet. Denne beslutning blev fastholdt frem til 1980.

Ved parlamentsvalget i 1981 vandt den Panhelleniske Socialistiske Bevægelse (PASOK) under ledelse af Andreas Papandreu en komfortabel sejr. Den første socialdemokratiske regering i Grækenlands historie kunne dermed overtage magten. Samme år blev landet det 10. medlem af EF. Den nye regering søgte tilnærmelse til den tredje verden, især den arabiske verden, anerkendte PLO og anførte en verdensomspændende kampagne for at få tilbageleveret bortførte kulturskatte til oprindelseslandet fra de tidligere kolonimagter.

I 1983 indefrøs regeringen lønningerne, hvilket udløste en bølge af protester og strejker, der var størst indenfor den offentlige sektor, der imidlertid fik indskrænket deres strejkeret. Folketællingen i 1983 viste, at kvinderne udgjorde en tredjedel af landets økonomisk aktive befolkning, overvejende var ansatte i servicesektoren og fik lavere løn end mændene. Blandt de økonomisk aktive kvinder var 40% bønder - uden at medregne de 400.000 kvinder der arbejdede på familiebrug uden at få løn herfor. Den feministiske bevægelse var afgrænset til intellektuelle sektorer i de større byer.

Ved valget i 1984 vandt PASOK atter, og denne gang med endnu større margin end i 81. Forfatningsændringen i 86 gav større beføjelser til parlamentet på bekostning af præsidentembedet. De gentagne krisepakker og indefrysning af lønningerne førte til nye protester og strejker. I november 88 kom der oplysninger frem omkring underslæb overfor Bank of Crete. En skandale som flere ministre var indblandet i og førte til flere ministerkriser. Året efter dannede det Græske Venstreparti og Kommunistpartiet Venstrekoalitionen.

Ved valget i 1989 blev PASOK besejret af det konservative Nyt Demokrati. Uden flertal i parlamentet og uden regeringsprogram tilfaldt præsidentembedet lederen af Venstrekoalitionen, kommunistlederen Charilaos Florakis. Han dannede en overgangsregering med Nyt Demokrati med det formål at få undersøgt de financielle skandaler. Valgresultatet fra november 89 og de efterfølgende gav ingen af de tre partier flertal, hvilket førte til dannelsen af en koalitionsregering.

I perioden 1983-89 undertegnede Grækenland og USA en række samarbejdsaftaler, der bl.a. indebar bevarelsen af 4 nordamerikanske militærbaser i landet mod økonomisk og militær bistand fra supermagten. Samtidig lovede USA diplomatisk støtte til Grækenland i dets konflikter med Tyrkiet - specielt omkring Cypernproblemet. Men i januar 1990 offentliggjorde USA og Grækenland en ny aftale, der indebar lukning af 2 baser som led i en nordamerikansk plan for reduktion af tilstedeværelsen i regionen.

Den 7. marts samme år blev der vedtaget en lov om kollektivaftaler indenfor såvel det private som det offentlige arbejdsmarked. Loven fastslog princippet om fri forhandlingsret mellem arbejdere og arbejdskøbere, og gjorde dermed op med 50 års tradition for statslig intervention. Samtidig opstillede den normer for organiseringen af fabrikskomiteer og fagforeninger samt arbejderdeltagelse i virksomhedernes beslutningsprocesser.

Efter Karamanlis' sejr ved præsidentvalget i april 1990 blev der dannet en ny regering under ledelse af den konservative Konstantin Mitsotakis. I 91 gennemførte Mitsotakis nedskæringer af de offentlige udgifter, ophævelse af prisreguleringen og privatiseringer. De sociale omkostninger ved disse skridt var en af årsagerne til den konservative regerings nederlag ved parlamentsvalget i 93. Den 12. oktober fik PASOK 47% af stemmerne mod Nyt Demokratis 40% og flertallet af pladserne i parlamentet.

Den offentlige gældsættelse og pres fra EU for at få regeringen til at gennemførte en «barskere» økonomisk politik, gjorde situationen vanskeligere for Papandreu-regeringen. Ved valget til Europaparlamentet i 1994 gik både PASOK og de konservative tilbage til fordel for mindre partier som: Politisk Forår, Kommunistpartiet og Venstrefløjens Fremskridtskoalition.

Samtidig med permanente rygter om Papandreus tilbagetræden af helhedsmæssige årsager samt nye beskyldninger mod ham for svindel med offentlige midler, gennemførte finansminister Alexandros Papadopoulos i 1995 en række upopulære økonomireformer og indledte en «stram» budgetpolitik. Papandreu var syg og blev stadig kraftigere kritiseret, selv inden for sit eget parti. Det fik ham i januar 96 til at trække sig fra præsidentposten. Det græske socialdemokratis historiske leder døde i juni, få måneder senere. Han blev erstattet af sin tidligere industriminister, Konstantin Simitis. I september vandt PASOK parlamentsvalget med 41,5% af stemmerne.

Spændingen mellem Grækenland og Tyrkiet fortsatte som konsekvens af bl.a. situationen på Cypern. Dette hindrede dog ikke, at begge lande sammen med de øvrige Balkanlandes regeringer deltog i et regionalt topmøde i Athen. Simitis erklærede, at formålet med topmødet var at ændre på det billede af «uorden», der hindrer integrationen af regionen i resten af Europa.

For at vise sin vilje til regional integration, besluttede regeringen i Athen i januar 98 at sløjfe en diskriminerende paragraf i forfatningen, der gjorde det muligt at fratage «ikke-etniske grækere» deres statsborgerskab, hvis de ønskede at forlade Grækenland. Denne paragraf havde overvejende været anvendt mod den muslimske befolkning af overvejende tyrkisk afstamning. Omkring 60.000 personer havde mistet deres græske statsborgerskab, siden denne kritiserede forordning første gang blev taget i anvendelse under «oberstdiktaturet».

Perioden op til USA's præsident, Bill Clintons besøg i Grækenland i november 1999 var præget af protestdemonstrationer og bombeattentater. Spændingen mellem Grækenland og USA var steget under de foregående måneder pga. de USA anførte bombardementer af Jugoslavien.

Med blot få ugers mellemrum ramtes både Grækenland og nabolandet Tyrkiet i 1999 af alvorlige jordskælv, og det forstærkede solidariteten mellem de to traditionelle ærkefjender. De sendte i hver situationen nødhjælp til modparten. I november stod de to lande for første gang i historien bag et fælles forslag i FN om dannelse af en international nødhjælpsenhed for katastrofesituationer. Tilnærmelsen mellem de to lande afspejlede sig også i, at Grækenland ophævede sit veto mod tyrkisk optagelse i EU.

I december 1999 undertegnede Grækenland og Makedonien en aftale om militært samarbejde. Flere års diplomatiske sammenstød blev dermed bilagt. Tilnærmelsen ifht. Tyrkiet nåede nye højder, da landets udenrigsminister Ismail Cem krævede tilbagelevering af de kulturskatte, englænderne har røvet fra Parthenon templet, og som i dag udstilles på British Museum i London.

I marts 2000 bad Grækenland om optagelse i EU's Euro område. Parlamentsvalget i april 2000 blev et af de mest lige i landets historie. PASOK vandt en snæver sejr over de konservative anført af Kostas Karamanlis. Trods det at fintællingen gav «teknisk dødt løb» mellem de to partier, fik premierminister Kostas Simitis 30 parlamentsmedlemmer mere bag sig end Karamanlis' Nyt Demokrati. Det skyldes valglovgivningen, der favoriserer sejrherren. Alligevel var resultatet et nederlag for Simitis, der i tiltro til den høje økonomiske vækst i landet havde fremskyndet valget for at forbedre sit parlamentariske grundlag.

Mordet på en britisk militærattaché bragte atter terrorgruppen 17. November frem i medierne. Den har gennem 25 år myrdet 17 personer, uden at en eneste af gruppens medlemmer er blevet arresteret. Papandreou lovede et «ubarmhjertigt» svar på mordet, og Simitis erklærede, at hans regering ikke ville tolerere, at nogen «drejede fremskridtet tilbage, eller tilsmudsede Grækenlands moderne, fredelige og demokratiske image». Alligevel mente internationale eksperter, at medlemmer både af den nuværende og tidligere regeringer har perfekt kendskab til medlemmerne af 17. November gruppen og muligvis holder hånden over dem.

I juni indkaldte ærkebiskoppen for den græsk-katolske kirke, Christodoulos, til demonstration mod regeringens plan om ikke længere at registrere folks religion på deres statslige personlige identitetskort. Han erklærede at: «Folks tro sætter sig op imod dette forsøg på at marginalisere religionen». Krisen mellem stat og kirke brød ud, da Simitis udtalte, at oplysningen om grækernes religiøse tilhørsforhold ville blive slettet af identitetspapirene, for at disse kunne opfylde kravene til beskyttelse af privatlivets fred. Premierministeren ville endvidere fjerne registreringen af fingeraftryk, personens profession og ægtefællens navn fra indentitetskortet.

Forholdet til Tyrkiet blev betydeligt forbedret, da den kurdiske separatistleder Abdullah Õcalan i 1999 blev fanget. Tilfangetagelsen skete ifølge oplysningerne i medierne efter et betydeligt samarbejde mellem de to landes efterretningsvæsener, der gjorde det muligt for Tyrkiet at sætte efter ham og bortføre ham i Kenya.

I 2002 tilbød Grækenland og Tyrkiet at fungere som mæglere i konflikten mellem palæstinensere og israelere. Det forhold, at de to gamle arvefjender - Grækenland og Tyrkiet - fremsatte forslaget i fællesskab var et bevis på, at fred er mulig. I marts underskrev de to lande en aftale om bygningen af en gasrørledning, hvor igennem Tyrkiet dagligt skal sende 500.000 kubikmeter naturgas til Grækenland. Den tyrkiske energiminister, Zeki Cakan benyttede lejligheden til at erklære, at samarbejdet på energiområdet også vil forbedre de politiske og økonomiske relationer.

Valget i marts 2004 blev vundet af det konservative Nyt Demokrati, der indsatte Konstantinos Karamanlis på premierministerposten. Karolos Papoulias fra Nyt Demokrati blev i februar 2005 med stort flertal i parlamentet valgt til præsident. Han blev indsat på posten 12. marts.

Det græske parlament ratificerede EU's nye forfatning i april 2005. Forfatningen faldt bort, da den i maj blev stemt ned ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene.

I maj 2006 blev to ansatte i efterretningsvæsenet formelt sigtet for bortførelse og afhøring af to pakistanere, mistænkt for deltagelse i attentatet mod undergrundsbanen i London året inden.

Premierminister Karamanlis overlevede i februar 2007 en mistillidsafstemning i parlamentet med 162 stemmer mod oppositionens 122. Socialisterne anklagede ham for inkompetance. Karamanlis erklærede efterfølgende at han ville fortsætte sin reformpolitik indenfor uddannelse og sundhed. Han blev genvalgt for en 2. periode, da hans parti vandt parlamentsvalget i september 2007 og fik 152 pladser ud af parlamentets 300. Trods den absolutte majoritet var det en tilbagegang for partiet.

Græsk politi henrettede i december 2008 en 15 årig dreng. Mordet udløste omfattende demonstrationer mod politivolden og en generalstrejke mod den stærkt upopulære konservative regering, der ville miste magten hvis der var valg. Regeringens økonomiske politik har gennem flere år bestået i privatiseringer og forringelser af levevilkårene.

2010 Sammenbrud i de offentlige finanser

Parlamentsvalget i oktober 2009 blev et svidende nederlag til den siddende konservative regering der gik 8,4% tilbage til 33,5% af stemmerne. Socialdemokratiet, Pasok gik 5,8% frem til 43,9%. Pasoks leder, George Papandreou kunne efterfølgende overtage posten som premierminister. Han arvede nogle enorme økonomiske problemer, der bragte landet i knæ i foråret 2010. Den afgåede konservative regering havde gennem flere år svindlet med statistikken, den leverede til Eurostat. Den havde samtidig gennem mange år betalt Goldman Sachs flere hundrede millioner Euro for at gennemføre financielle transaktioner, der skjulte omfanget af den offentlige gæld. Hvor alvorligt det stod til blev derfor først opdaget, da Pasok kom til magten. Det viste sig at landets budgetunderskud var oppe på 12,7% af BNP - 4 gange mere end EU tillader - og den offentlige gæld var nået op på 410 mia. US$ svarende til 125% af BNP. Arbejdsløsheden passerede 10% og ungdomsarbejdsløsheden de 30%. Den globale økonomiske krise fik denne boble til at eksplodere, da indtægterne fra både turisme og søfart faldt med 15% i 2009.

Gennem foråret 2010 gennemførte regeringer en række hårde nedskæringer på de offentlige budgetter:

• Regeringen vil spare 30 mia. € i 2010-12
• Den sælger ud af statslige virksomheder
• Den offentlige sektor skal slankes med op til 30% over en årrække, og kontraktansatte vil ikke blive genansat
• Lønnen indenfor det offentlige fastfryses frem til 2014
• Offentligt ansatte mister deres feriebonus, hvilket svarer til to månedslønninger. Andre får deres feriebonus beskåret
• Private virksomheder får mulighed for at fyre 4% af deres ansatte mod 2% i dag
• Pensionsalderen hæves i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder. For at få fuld pension skal den græske arbejder have arbvejdet 40 år mod 37 i dag
• I marts blev momsen hævet fra 19 til 21% og i maj fra 21 til 23%
• Afgifterne på tobak, alkohol og benzin blev forhøjet med 10%

Regeringens overgreb på den arbejde befolkning udløste hver gang strejker der kulminerede med generalstrejke i maj. Strejkerne blev isæt anført af den militante arbejderfront PAME.

På dette tidspunkt i foråret 2010 var EU nødt til at træde ind, fordi den græske krise truede med at trække Euroen ned. I starten af maj blev det klart, at Grækenland ikke ville være i stand til at betale afdrag og renter på sine lån i slutningen af måneden. EU sammensatte derfor en hjælpepakke, der umidelbart gav Grækenland 45 mia. € i lån i 2010 fulgt af yderligere 65 mia. € de følgende år. Lånene var stærkt omdiskuterede i de øvrige EU lande, der havde svært ved at forstå hvorfor de skulle hjælpe Grækenland. Det gjaldt især Tyskland. Krisen afslørede samtidig dybtgående strukturelle problemer ved EU's ØMU. Den kunne fungere i opgangstider, men hele ØMU projektet havde vanskeligtt ved at klare kriser. Konsekvensen var at Euroen blev trukket ned på de globale valutamarkeder, fordi den globale kapitalismes spekulanter mistede tilliden til Euro projektet.

Det var ikke første gang EU måtte træde til med hjælpepakker. I 2009 fik de baltiske stater - Estland, Letland og Lithaun - flere snese mia. € i lån for at hindre dem i at gå konkurs. Men med Grækenland var det første gang et af de store lande stod for fald.

I løbet af forsommeren spredte den græske krise sig videre til Spanien og Italien, der ligeledes havde store økonomiske problemer. Storbritannien havde desuden et budgetunderskud af samme størrelsesorden som Spanien, og det irske var endnu større.

Græske lastbilejere og -chauffører gik i slutningen af juli 2010 i strejke mod regeringens beslutning om at liberalisere transportsektoren - et krav fra EU og IMF. Konsekvensen var hurtigt benzinmangel i det meste af landet og begyndende mangel på fødevarer. Regeringen greb hårdt ind overfor de strejkende. De blev opsøgt af politiet der truede med fængsel i op til 5 år, militæret blev sat ind og regeringen gennemførte derefter en undtagelseslovgivning, for at tvinge ejere og chauffører til at genoptage arbejdet. Grækenland er ellers medlem af ILO og har ratificeret den internationale arbejdsorganisations konvention om strejkeret.

2011 Exit demokrati

Den internationale finanskapital gennemtvang i november 2010 en afskaffelse af demokratiet i landet, da den tidligere premierminister George Papandreou blev afsat og erstattet med teknokraten Lucas Papademos. Baggrunden var den globale økonomiske krise, hvor den internationale finanskapital gennem spekulation havde mistet et ukendt antal billiarder kr. Finanskapitalens globale likviditet var derfor stærkt svækket, og dette ramte bl.a. Grækenland der ikke kunne låne på de internationale finansmarkeder. Dette tvang Papandreou regeringen til at træde tilbage. Papandreou blev erstattet af finanskapitalens mand, Papademos, der i 1994-2002 var landets nationalbankdirektør og i 2002-10 var vice-direktør i den Europæiske Centralbank. Med i sit kabinet har Papademos adskillige erklærede fascister. Infrastruktur- og Transportminister Makis Voridis var tidligere generalsekretær for ungdomsforbundet i det højreradikale parti EPEN, der blev stiftet af landets tidligere militærdiktator Georgios Papadopoulos. Voridis gik i midten af 1980'erne til angreb på demonstrerende studenter på Athens Universitet med en hjemmelavet økse. Flere andre ministre fra det fascistiske parti, LAOS indgår i regeringen. Unge fra den fascistiske højrefløj angreb og dræbte gennem 2011 demonstranter, der protesterede mod statens økonomiske politik.

Allerede i starten af 2011 blev det klart, at EU's hjælpepakke var utilstrækkelig. Hullet de 110 mia. € var blevet hældt ned i var nærmest bundløst. I slutningen af juli besluttede EU derfor at sammensætte yderligere en 109 mia. € hjælpepakke; tilbagebetalingstiden på lånene blev hævet fra 7 til mindst 15 år; og renten på lånene blev sat ned til 3,5%. I oktober pålagde EU's finansministre bankerne at afskrive 50% af Grækenlands gæld. Derved blev den med et slag reduceret fra 340 mia. €til 240 mia. €. Mange europæiske banker kom derved i alvorlige vanskeligheder. Også danske banker som f.eks. Jyske Bank havde anbefalet deres kunder at købe græske statsobligationer og argumenteret at EU ikke ville gennemtvinge en nedskrivning. Det gjorde EU så alligevel. Iagttagere pegede på, at EU med Tyskland egl. ikke var specielt interesserede i at redde Grækenland, men derimod de europæiske - specielt tyske - der havde store beløb ude at svømme i Grækenland. Ved udgangen af 2011 var den græske arbejdsløshed oppe på 19,9%, mens ungdomsarbejdsløsheden nåede op på 48,1%. I midten af 2012 var tallene nået op på 25% og 55%. I midten af 2013 var ungdomsarbejdsløsheden oppe på 65%.

Den politiske og økonomiske katastrofe gav et lige så katastrofalt parlamentsvalg i maj 2012. Det dybt kriminelle konservative Nyt Demokrati der havde skabt den økonomiske katastrofe gik 17 mandater frem til 108. Trods det at partiet gik 14,6% tilbage til 18,9% af stemmerne, blev det nemlig største og fik derved 50 bonusmandater. Tilbagegangen var dog intet sammenlignet med PASOK der gik 30,7% tilbage til 13,2% og 119 mandater tilbage til 41. Valgets største overraskelse var venstrefløjskoalitionen SYRIZA, der gik 12,2% frem til 16,8%, hvilket blev belønnet med 52 mandater ud af parlamentets 300. Der var 33 mandater til uafhængige kandidater og 45 til 2 venstrefløjspartier. Det mest skræmmende var imidlertid af det fascistiske Gyldent Daggry fik 21 mandater for 7% af stemmerne.

Valget skabte en helt umulig parlamentarisk situation, for det var ikke muligt at danne regering uden om Nyt Demokrati, men dette kriminelle sammenrend var der ingen der ville indgå i koalition med. Allerede i juni blev der derfor gennemført et nyt parlamentsvalg. Valgets to sejrherrer var Nyt Demokrati, der gik 21 mandater frem til 129, og SYRIZA der gik 19 mandater frem til 71. De to partier fik næsten det samme stemmetal men landede pga. valgsystemet på helt forskellige mandattal. Taberne var især det Græske Kommunistparti der mistede 14 mandater, de Uafhængige Grækere der mistede 13 og PASOK der mistede 8.

3 dage efter valget dannede Nyt Demokrati en koalitionsregering bestående af sig selv, PASOK og det demokratiske venstreparti (DIMAR). Koalitionsregeringen havde 179 mandater ud af parlamentets 300. Ny premierminister blev Antonis Samaras fra ND. Grækerne gav regeringsmagten tilbage til dem der havde skabt krisen. SYRIZA erklærede at det under ingen omstændigheder ville i regering med ND, der var årsagen til landets dybe krise.

I november 2012 vedtog en økonomisk pakke til 13,5 mia. €, der rummede massive nedskæringer indenfor det offentlige, skattestigninger og arbejdsmarkedsreformer. DIMAR stemte imod pakken, og udenfor parlamentet kom det til gadekampe mellem politiet og 100.000 demonstranter.

I april 2013 meddelte regeringen at den ville fyre 15.000 offentligt ansatte gennem resten af året. I juni meddelte den at den statslige radio- og TV station ERT blev lukket. Ansatte i ERT kæmpede resten af året for at bevare deres arbejdsplads. Ligeledes i juni meddelte DIMAR at det trak sig fra regeringen. Den havde nu kun et spinkelt flertal bag sig.

Sammenbruddet i økonomien blev fulgt af sammenbrud i moral og sikkerhed. I april 2013 skød formanden på et græsk landbrug mod 100-200 jordbærplukkere fra Bangladesh, der havde krævet deres løn udbetalt. Antallet af højrefløjens voldelige angreb mod flygtninge, asylansøgere, romaer, venstrefløjspersoner og LGBT personer tog drastisk til i løbet af året.

I takt med at krisen blev stadig dybere og den græske befolkning stadig mere desperat blev den radikale højrefløj med Gyldent Daggry stadig mere voldelig. Partiets bøller dukkede op til faglige og politiske demonstrationer, hvor det gik til angreb på deltagerne. Der var en tydelig parallel til f.eks. nazisternes ageren i Tyskland under den økonomiske krise i starten af 30'erne, hvor det knyttede tætte forbindelser til sikkerhedsstyrkerne og blev betalt af virksomheder for at angribe venstrefløjen. Gyldent Daggry havde tætte forbindelser til højtstående officerer i det græske politi. Politiet undlod derfor at gribe, når Gyldent Daggrys gadebander gik i aktion. Den 18. september 2013 myrdede en Gyldent Daggry gruppe den kendte græske anti-fascistiske rapper Pavlos Fyssas på åben gade i Athen. En uge senere demonstrerede 50.000 mennesker foran partiets hovedkontor i Athen og krævede det forbudt. Politiundersøgelser viste efterfølgende, at morderne hele tiden havde stået i tæt mobilkontakt med partiets ledelse. Den 3. oktober blev partiets leder Nikolaos Michaloliakos og flere andre parlamentsmedlemmer og ledere arresteret, og partiet blev undersøgt for at udgøre en kriminel organisation.

Det var ikke blot faglige aktive og folk på venstrefløjen der blev angrebet af Gyldent Daggry. Dets vold rettede sig også mod romaer og flygtninge. I forvejen var den græske håndtering af flygtninge fra de vestligt skabte krige i Afghanistan, Iraq og Syrien brudt endeligt sammen i 2010, og i den situation blev flygtninge og romaer gennemtævet eller dræbt af GD bander eller parlamentsmedlemmer.

I januar 2014 døde 11 afghanske flygtninge, da deres bød sank ved den græske ø Farmakonosi. Båden var blevet opbragt af den græske kystvagt, der med høj hastighed slæbte den tilbage mod tyrkisk territorium. Båden sank og de 11 druknede. Myndighederne indstillede efter kort tid undersøgelsen og undlod at placere et ansvar for massakren.

Højrefløjens voldelige angreb tog yderligere til i løbet af 2014, og politiet gennemførte sine egne voldelige aktioner. Blandt de mere spektakulære var sikkerhedspolitiets angreb på en fredelig demonstration i Athen i november, der markerede 41 års dagen for studenteroprøreret mod diktaturet i 1973. Politistyrkerne gik med særlig nidkærhed til angreb på de fotografer og journalister der var til stede for at dække begivenheden.

Den økonomiske krise i Grækenland var ikke løst. Den var kun lige begyndt. Det fundamentale problem var nemlig, at de konservative regeringer og landets rige brugte løs i de første 10 år af det nye årtusinde og oparbejdede en gigantisk gæld. I andre lande ville denne gæld kunne arbejdes af over en årrække gennem omfordeling fra arbejdsindkomst over skat til afdrag. Men denne mekanisme fungerede ikke i Grækenland, hvor skatteinddragelsen stort set ikke fungerer. Samtidig har arbejderklassen svært ved at forstå hvorfor den skal betale for de rigeste grækeres forbrugsfest gennem 10 år. EU forsøger at inddæmme katastrofen. Ikke for at hindre et grækisk kollaps eller at Grækenland forlader Eurozonen, men for at hindre at et græsk kollaps trækker europæiske storbanker med i faldet. De massive hjælpepakker er dog kun kortfristede forsøg på at holde varmen i bukserne.

Syriza valgmøde i Athen, januar 2015. Alexis Tsipras' Syriza fik 36,3% ved parlamentsvalget, blot 2 stemmer fra absolut flertal i parlamentet. Det nye regering varslede nyt håb for den hårdt plagede græske befolkning, og mørkere tid for landets oligarker, Europas storbanker og EU's nedskæringsøkonomer.

2015 Nyt håb

EU begyndte i 2014 at arbejde på en 3. hjælpepakke til Grækenland, fordi de to foregående ikke havde virket. Økonomien var skrumpet med 25% siden krisens start, 1 million var skubbet ud af arbejdsmarkedet, flere hundrede tusinde uddannede unge grækere - læger, sygeplejersker og ingeniører - var nødt til at flygte ud af landet til Nordeuropa for at finde et arbejde og arbejdsløsheden nåede 27%. EU/IMF's krisepolitik gjorde en ting meget tydeligt. Samtidig med at Grækenland faktisk betalte af på den offentlige gæld, trak økonomien sig samtidig sammen. Gældens andel af BNP forblev uforandret. Politiken bidrog blot til at rive landet fra hinanden.

Pga. den fortsatte dybe krise kunne partierne i parlamentet i december 2014 ikke blive enige om at vælge en ny præsident, og derfor blev der udskrevet nyvalg.

Parlamentsvalget i januar 2015 gav som ventet en jordskredssejr til venstrefløjskoalitionen Syriza, der gik 9,5% frem til 36,3% af stemmerne. Det gav 99 mandater og dertil kom yderligere 50 mandater som det største parti, ialt 149 mandater ud af det 300 pladser store parlament. Valgets to store tabere var Socialdemokratiet Pasok, der gik 20 mandater tilbage til 13. Partiet fik kun 4,7% af stemmerne - et vink med en vognstang til Europas andre neoliberalt orienterede socialdemokratier. Demokratisk Venstre (DIMAR) mistede alle sine 17 mandater og røg helt ud af parlamentet. Det tidligere regeringsparti, det konservative Nyt Demokrati mistede 3 mandater samt 50 ved ikke længere at være det største parti. Det fascistiske Gyldent Daggry gik 1 mandat tilbage. Det meste af partiets ledelse sad fængslet for mord og voldelige overfald.

Syriza dannede regering sammen med det lille højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) der fik 17 mandater. Koalitionsregeringen havde derfor et solidt flertal i parlamentet, og selv om der var tale om en umage koalition mellem højre- og venstrefløj var der tale om et fornuftsægteskab, da begge partier havde højt på dagsordenen at gøre op med EU's og IMF's krisepolitik overfor landet. Syrizas karismatiske leder Alexis Tsipras overtog posten som premierminister. Ny finansminister blev Yanis Varoufakis, der kom til at forhandle med EU og IMF om ændring af de eksisterende aftaler, som den nye regering ikke agtede at respektere. Et af den nye regerings første tiltag var at standse igangsatte privatiseringer af offentlig ejendom og at fjerne de afspærringer, der i flere år havde afskærmet parlamentet fra de ofte voldelige demonstrationer mod skiftende neoliberale regeringers politik.

I marts valgte parlament Prokopis Pavlopoulos som ny præsident.

Fra februar og frem til juli 2015 forhandlede regeringen om en ny gældsaftale med EU, den europæiske centralbank (ECB) og IMF. Syriza regeringen led af den vrangforestilling, at EU ville gå med til en bedre aftale for Grækenland. Imidlertid forholdt det sig stik modsat. EU var under ingen omstændigheder interesseret i at give indrømmelser til en venstreorienteret græsk regering, og slet ikke til at indgå en aftale der ville kunne danne præcedens ved forhandlinger med andre sydeuropæiske lande. Men den helt grundlæggende knast i forhandlingerne mellem de to parter var spørgsmålet om Austerity - offentlige nedskæringer og afvikling af statsapparatet. Indenfor hele EU men især i Grænkenland var denne politisk årsagen til uddybningen af den økonomiske krise. Fronterne mellem den græske finansminister Varoufakis og specielt den tyske Wolfgang Schäuble endte med at blive at trukket så skarpt op, at Schäuble og resten af EU finansministrene til sidst endte med at nægte at ville forhandle med Varoufakis. Med til at forstærke krisen var at Grækenland i marts krævede krigsskadeerstatninger af Tyskland for de massakrer og skader Tyskland havde påført landet i 1943-45. Et krav der blev blankt afvist af Tyskland trods det at internationale jurister vurderede, at Grækenland havde en god sag. I marts og igen i maj overholder Grækenland sine rentebetalinger og afdrag på lån til IMF og ECB. Men forhandlingerne er resultatløse pga. EU's urokkelige position. I slutningen af maj meddeler Grækenland at der er sandsynligt at landet vil være ude af stand til at betale 1,6 mia. US$ til IMF i starten af juni og derfor må gå i betalingsstandsning. EU er ligeglad. Den 4. juni meddeler Grækenland derfor at landet må udskyde planlagte betalinger til slutningen af juni. Det er en regel i IMF's betalingsbetingelser der aldrig tidligere er blevet anvendt af et I-land, men kun af forarmede U-lande. Forhandlingerne mellem Grækenland, ECB og EU bryder sammen flere gange i løbet af juni, men kommer hver gang i gang igen. Den 23. juni præsenterer den græske regering en vidtgående reformpakke der skal komme EU i møde ved bl.a. at indeholde en pensionsreform. Pakken er på de fleste punkter i strid med Syrizas valgløfter fra januar. Men EU vælger blankt at afvise forslaget. Unionen fremsætter i stedet et ultimatum til den græske regering, der vil være en total kapitulation. Dette ultimatum afvises af regeringen der i stedet sender det til folkeafstemning. Den græske højrefløj indleder en voldsom kampagne for at sikre et græsk ja til EU's ultimatum. EU's statschefer og finansministre blander sig ligeledes åbent i folkeafstemningen og truer grækerne til at stemme ja. For yderligere at sætte trumf på afbryder ECB sine pengeoverførsler til Grækenland. Det ville svare til at den danske Nationalbank nægtede at levere pengesedler til f.eks. Fyn. ECB's pengeterror tvinger den græske stat til at lukke landets banker, indføre valutakontrol og kun tillade udbetaling af højst 60€ ad gangen fra de græske pengeautomater. Skridtet kommer lidt sent. De foregående 5 måneder har det græske borgerskab trukket over 30 mia. € ud af landet.

Imod al forventning stemmer 61,3% af grækerne den 5. juli nej til EU's diktat. Få dage inden er landet gået i betalingsstandsning på sine afdrag til IMF, der dog har kommenteret situationen ved at konstatere, at Grækenland ikke vil have en økonomisk fremtid med mindre landets gæld nedskrives. Noget EU og ECB blankt har afvist. Dagen efter afstemningen fyrer premierministeren sin finansminister Yanis Varoufakis, som EU tidligere har erklæret ikke at ville forhandle med. Han erstattes på posten af Euclid Tsakalotos.

Folkeafstemningen gav Syriza regeringen et stærkt mandat overfor EU, men regeringen stod med ryggen mod muren, uden at have forberedt nogen plan B til at håndtere EU's stejle position ved f.eks. at træde ud af Euroen og genindføre sin egen valuta - eller evt. helt at udtræde af EU. Det sidste havde den ikke umiddelbart folkeligt mandat til, men det første havde været en mulighed. Uden alternativer (som den måtte ønske at bruge) ender regeringen med at kapitaluere fuldstændig overfor EU og ECB, der fremsætter et økonomisk diktat, der bl.a. indebærer at det er EU og ECB der skal have kontrollen over de græske finanser, og ikke den folkevalgte regering. Kapitulationen medfører åbent oprør i Syriza, og da regeringen den 15. juli får parlamentets accept af EU's diktat stemmer 3 af Syrizas ministre imod. Det samme gør 39 medlemmer af partiets parlamentsgruppe. Herunder den magtfulde parlamentforkvinde, Zoe Konstantopoulou. EU's diktat bliver kun vedtaget i parlamentet fordi den borgerlige opposition stemmer for. Premierministeren slår hurtigt igen. Den 17. juli omdanner han sin regering og sender sine modstandere ud i kulden. 3 dage senere kan landets banker genåbne. IMF markerer sig fortsat som modstander af EU's benhårde kurs overfor Grækenland. Den 30. juli erklærer Fonden at den ikke vil deltage i nogen aftaler mellem EU og Grækenland så længe EU afviser at nedskrive landets gæld. IMF erklærer åbent, at EU's diktat vil gøre den økonomiske situation i Grækenland endnu værre.

Den 19. august stemmer det tyske parlament for EU's diktat til Grækenland. Dagen efter sender ECB atter penge til Grækenland - der øjeblikkeligt bliver brugt til at betale forfaldne lån tilbage til ECB. Dagen efter udskriver Tsipras valg. Syriza er sprængt. I hvert fald er venstrefløjen gået ud i protest mod at partiet er slået ind på samme kurs som Pasok 35 år tidligere. Dengang var Pasok venstrefløj inden det indledte udviklingen mod at blive et neoliberalt parti. Parlamentsvalget i september gav blot en svag tilbagegang for Syriza, der fik 145 pladser mod 149 i januar. Syriza-ANEL regeringen kunne derfor fortsætte. Selv om mange grækere var imod landets knæfald for EU, så de ikke noget alternativ til Syriza. Venstrefløjen der brød ud af Syriza havde i august dannet partiet Folkelig Enhed. Det havde da 25 mandater, men klarede end ikke 3% spærregrænsen ved septembervalget. Valgets sejrherre var den liberale Centerunion der gik 9 mandater frem. Det fascistiske Gyldent Daggry gik 1 mandat frem og fik 6,99% af stemmerne. Det blev dermed parlamentets 3. største parti.

I november gennemførte landets fagforeninger en 24 timers generalstrejke imod de voldsomme nedskæringer. Overraskende sluttede Syriza sig til strejken og argumenterede med at partiet var imod nedskæringer og pensionsreform - selvom det var partiet selv der var med til at stemme EU's diktat igennem i parlamentet.

Parallelt med landets dybe økonomiske og politiske krise eksploderede en flygtnigekrise i Middelhavet, hvor hundredetusinder af flygtninge ankom til de græske øer på flugt fra krigene i Syrien og Afghanistan. På trods af aftaler i EU om at unionen skulle bistå modtagerlandet (Grækenland) med at tage imod den enorme mængde flygtninge kom der ingen hjælp derfra. Mens de rige central- og nordeuropæiske lande lukkede sig om sig selv i angst og fremmedfjendtlighed, var det UNHCR, Læger uden Grænser, frivillige fra hele verden og græske myndigheder med sparsomme ressourcer der måtte håndtere flygtningesituationen. I april 2016 fik de uventet hjælp fra den katolske pave der besøgte Lesbos, der var hovedindfaldsrute for bådflygtningene. Paven kritiserede EU's politik og gav 12 (muslimske) flygtninge asyl i Vatikanet.

FN's uafhængige ekspert i konsekvenser af udlandsgæld konkluderede i februar 2016, at den langvarige nedskærings- og krisepolitik i landet siden 2010 i alvorlig grad havde frataget befolkningen deres sociale og økonomiske rettigheder og havde bidraget til udbredt alvorlig fattigdom. Regeringen fortsatte gennem 2016 den neoliberale nedskæringspolitik: pensioner blev nedsat, skatter hævet og statslige midler overført til en privatiseringsfond.

I marts 2016 indgik EU en aftale med Tyrkiet om at tage imod tilbagesendte bådflygtninge. Tyrkiet fik til gengæld 6 mia. €. Formålet var ikke at løse flygtningekrisen, men alene at hindre flygtninge i at komme til Europa. Aftalen var derfor, at alle bådflygtninge kunne sendes tilbage til Tyrkiet, der til gengæld kunne samme det samme antal flygtninge over grænsen til EU. Eftersom der ikke længere var adgang til EU som bådflygtning døde denne strøm i løbet af foråret hen. Til gengæld blev de der ankom interneret i lejre på de græske øer med henblik på tilbagesendelse. Dette var i klokkeklar strid med FN's Flygtningekonvention og dette fik UNHCR og Læger uden Grænser til at indstille samarbejdet med de græske myndigheder i protest mod EU's brud på konventionen. I juni gik Læger uden Grænser endnu videre og nægtede at tage imod støtte fra EU i protest mod Unionens brud på menneskerettighederne. (Athens insists 'open wound' of German war reparations must be closed, Guardian 8/4 2015
Greek debts: what does it owe? When will the money run out?, Guardian 24/4 2015
Greek finance minister hints at strained EU relations: 'I welcome their hatred', Guardian 26/4 2015
Greece debt crisis: the offer from Athens in detail, Guardian 23/6 2015
Alexis Tsipras must be stopped: the underlying message of Europe's leaders, Guardian 29/6 2015
Greek referendum: how would top economists vote?, Guardian 3/7 2015
The euro ‘family’ has shown it is capable of real cruelty, Guardian 13/7 2015
The lack of a clear plan was Syriza’s strength – and then its achilles heel, Guardian 16/7 2015
Greece grapples with massive migrant influx as Syria conflict exacerbates crisis, Guardian 24/7 2015
Syrian refugees arrive on Kos - in pictures, Guardian 12/8 2015
Greece crisis timeline: the rocky road to another bailout, Guardian 20/8 2015
'Our rage will be relentless': Syriza faces mass strike in Greece, Guardian 12/11 2015
Pope Francis takes refugees to Rome after Lesbos visit, Guardian 16/4 2016)

Trods voldsomme protester i Athen vedtog parlamentet i maj den omstridte pensionsreform med Syrizas + ANEL's 153 stemmer mod 144. Reformen indebar indebar et loft på 384€ om måneden i pension efter 20 års ansættelse. Før reformen kunne pensionen være på op til 1300€. Grunden til den voldsomme modstand mod reformen var, at mange af landets arbejdsløse - især unge - gennem 8 år havde levet af forældrenes eller bedsteforældrenes pension. Nedskæringerne ville derfor kaste ikke blot pensionister men også deres arbejdsløse familiemedlemmer ud i dyb armod. Endvidere blev momssatsen forhøjet til 24%.

Ved udgangen af 2016 var det - trods EU's aftale med Tyrkiet - lukkedes 173.450 flygtninge at blive transporteret over det ægæiske hav til Grækenland. 450 var døde undervejs eller var savnede. Der befandt sig 47.400 flygtninge og asylansøgere på fastlandet og 15.384 på øerne. Mens EU gav massiv økonomisk bistand til Tyrkiet, var der ingen EU midler til Grækenland til at klare det massive flygtningepres. Trods meget vanskelige vilkår blev flygtningene alligevel modtaget bedre i Grækenland af staten og især af private organisationer og grupper end i noget andet EU land.

De græske facister i omegnen af Gyldent Daggry fortsatte i løbet af 2016 deres voldelige angreb på flygtninge og asylansøgere. I juli satte de ild til et flygtningecenter i Athen. I november angreb de flygtninge i Souda flygtningecentret på Kios. To blev såret. To ansatte der arbejdede på centret blev ligeledes såret af facisterne, da de forsøgte at standse angrebet. Ligeledes i november stadfæstede en appelret i Piræus en tidligere dom over 4 facister, der i 2012 havde bortført og gennemtævet den ægyptiske gæstearbejder Walid Taleb.

Regeringens forhøjelse af skatterne øgede ikke skatteindtægterne. En undersøgelse fra tænketanken DiaNEOsis fra januar 2017 pegede på, at skattegælden da var 95 mia. €. En stigning fra 76 mia. € i 2015. Det vurderedes, at det meste af denne gæld ikke kunne inddrives. Årsagen til at mange ikke betalte deres skat var, at valget stod mellem at betale skat og gå konkurs, eller overleve. Den åbne og skjulte skattesnyd vurdereres da at ligge på 6-9% af BNP. Dertil kom momssvindel svarende til ca. 3,5% af BNP.

Finansministeriet oplyste i februar 2017, at den statslige udlandsgæld var 226,36 mia. €. En stigning på 2,65 mia. idht. foregående kvartal. I maj vedtog Syriza yderligere nedskæringer og privatiseringer: pensionerne blev yderligere reduceret, minimums årslønnen før der skulle betales skat blev reduceret fra 8.600 € til 5.700, og det blev besluttet at privatisere PPC elselskabet, jernbanerne, Athens internationale lufthavn og havnen i Thessaloniki.

I et interview med Guardian i juli erklærede Tsipras, at Grækenland havde lagt det værste af gældskrisen bag sig og var på vej frem. Få dage i forvejen havde IMF principielt godkendt landet til at kunne optage lån i størrelsesordenen 1,8 mia. US$.

Tyrkiet sendte i starten af juni 2018 en formation F-16 kampfly ind i græsk luftrum over det ægæiske hav. Den militære trussel mod Grækenland var et svar på, at Grækenland havde løsladt de 8 tyrkiske officerer, der var flygtet til landet efter det militære kupforsøg i Tyrkiet næsten 2 år tidligere. Tyrkiet krævede officerene udleveret, mens grækerne besluttede at de kunne søge politisk asyl. Tyrkiet ignorerer ligesom Israel grænserne mod sine nabolande og holder dele af Iraq og Syrien besat. (Turkey escalates row with Greece over 'putschist' soldiers, Guardian 5/6 2018)

UNHCR opfordrede i november Grækenland til øjeblikkeligt at forbedre forholdene for de 11.000 flygtninge der lever i åbne telte i lejre på øerne Lesbos og Samos. Forholdene er ikke et civiliseret samfund værdigt. EU tvang i 2015-16 til drastiske offentlige nedskæringer, og den græske stat har derfor haft meget begrænsede midler til at klare flygtningekrisen. EU har leveret få og begrænsede midler til at klare den humanitære katastrofe, og undskylder sig med, at forsvarsminister Panos Kammenos fra det højreorienterede parti, Uafhængige Grækere har brugt EU midlerne til andre formål. Ofrene er fortsat flygtningene. (Immigrants in Greece face winter crisis after public sector cuts, Guardian 27/11 2018)

Efter den økonomiske krise satte ind i Grækenland i 2008 voksede det nazistiske parti Gyldent Daggry hastigt. Det forsøgte også at få fodfæste på Kreta, men her havde befolkningen en levende erindring om de nazistiske ugerninger under 2. Verdenskrig, hvor øen var besat af tyske tropper. Da Gyldent Daggry begyndte at overfalde og myrde folk på venstrefløjen gik kretenserne til modangreb, stormede og smadrede deres kontorer - med en god portion folkelig opbakning. Nazisterne har atter måttet forlade øen. ('Their ideas had no place here': how Crete kicked out Golden Dawn, Guardian 3/12 2018)

2019 Exit Syriza

EU Parlamentsvalget i maj 2019 blev et sviende nederlag for det regerende Syriza. Godt nok bevarede partiet sit mandattal i EU parlamentet på 6, men det konservative Nyt Demokrati gik 3 mandater fra til 8. Samtidig gik partiet 10,4% frem til 33,1% og var dermed det største. I erkendelse af det politiske magtskifte og den ustabile politiske situation udskrev premierminister Tsipras nyvalg. Det blev gennemført i juli og blev et sviende nederlag for Syriza, der gik 59 mandater tilbage fra 145 til 86. Nyt Demokrati gik 83 mandater frem til 158 og fik dermed absolut flertal i parlamentet. Folket havde glemt erfaringerne med det korrupte regeringsparti, der nu atter blev bragt tilbage til magten. Det facistiske Gyldent Daggry mistede alle 18 mandater, det nystartede højreradikale Græsk Løsning fik til gengæld 10, kommunistpartiet bevarede sine 15 mandater og tidligere finansministers Yanis Varoufakis' nystartede MeRa25 parti fik 9 mandater.

I 1970-73 undergravede USA Allendes folkefrontsregering i Chile økonomisk og politisk. Udviklingen kulminerede med militærkuppet i september 73. I Grækenland undergravede EU i 2015-19 landet økonomisk. Operationen lykkedes da vælgerne i juli 19 smed Syriza på porten og genindsatte de gamle kriminelle konservative politikere på magten. I juli kunne den konservative Kyriakos Mitsotakis danne regering med sig selv som premierminister.

Den konservative regering igangsatte et omfattende program af privatiseringer, deriblandt turistfaciliteter, kystområder, Athens lufthavn og statsligt ejerskab i gas- og elektricitetsværker. Samtidig blev der gennemført en skattereform, der skulle gøre landet til et slaraffenland for billionærer og millionærer. I august 2020 blev der gennemført arbejdsmarkedsreformer, der gjorde det muligt for arbejdsgivere at fyre medarbejdere uden grund og uden varsel. Samtidig blev strejkeretten indskrænket, og overenskomster og kollektivaftaler ophævet. Endvidere gik regeringen til angrebet på flygtninge. De fik frataget retten til behandling på landets hospitaler og den tid de kunne bo i offentlige boliger blev reduceret fra 6 måneder til 1. Fra sommeren begyndte staten i strid med internationale konventioner at trække både med flygtninge tilbage til Tyrkiet. Konsekvensen af statens krig mod flygtninge var, at der i løbet af 2020 kun kom 15.660 flygtninge til landet mod 74.600 året inden. I september 2020 brændte Moria flygtningelejren på Lesbos. Den var bygget til 3.000 flygtninge, men husede da 20.000. Flygtningene blev efterfølgende overladt til sig selv, inden international nødhjælp nåede frem.

Endelig trak regeringen det nationalistiske kort og optrappede konfrontationspolitikken med ærkefjenden Tyrkiet. Her spillede diktatoren Erdogan selv det nationalistiske kort, proklammerede at landet ville indlede olieefterforskning i havet omkring Kreta, hvilket bragte de 2 ærkekonservative lande på kanten af krig.

Parlamentet valgte i marts 2020 Katerina Sakellaropoulou til præsident. Landets første kvindelige statsoverhoved. Landet blev samme år ramt af COVID-19 pandemien. Der blev indført lockdowns, turisterne blev borte og økonomien faldt 7,9% i årets første 6 måneder.

En domstol i Athen afsagde i oktober 2020 en kendelse, der betegnde det facistiske Gyldent Daggry som en kriminel organisation. Baggrunden var partiets og dets medlemmers voldelige overfald og drab på folk fra venstrefløjen.

I maj 2022 opbragte den iranske Revolutionsgarde 2 græske tankskibe i Hormuz Strædet. Pirateriet var hævn for Grækenlands og USA's pirateri. De havde nogle dage tidligere opbragt et iransk tankskib i Middelhavet. Den stadig mere spændte situation var udtryk for, at Israel og USA arbejdede intenst på at få forsøget på at genoplive fempartsfredsaftalen fra 2015 til at bryde sammen (Iran seizes two Greek tankers amid rising tensions in the Gulf, Guardian 28/5 2022).

A.J. og Guia del Mundo