Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
    .  Rusland
    .  Sverige
Organisation  .  Bevægelser  .  Græsrodsorganisationer  .  Etnisk
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 41.960
: :
Samer

Samerne bor i Sameland (samisk: Sámiænan) som i historisk tid omfatter det nordlige Fennoskandia og Kolahalvøen. Desuden bor der samer i højfjeldsområderne mod centrum af den skandinaviske halvø sydpå til Indre Røros. I hovedstæderne i Finland, Sverige og Norge findes der desuden ganske store samiske kolonier.

For 800-900 år siden omfattede det samiske bosætningsområde også det meste af det nuværende Finland og det menes også, at samerne boede i højfjeldsområdet i Sydnorge.

Samelandet er i dag delt mellem fire territorialstater: Rusland, Finland, Sverige og Norge. Omfattende indvandring og stærke assimileringstendenser pga. kulturel undertrykkelse og udbytningstendenser har imidlertid ført til, at samerne er i mindretal i det meste af deres bosætningsområde. Undtagelsen er her den indre Finnmark og de nordligste kommuner i Finland og Sverige.

Samernes antal anslås at være omkring 50.000, defineret udfra sproget - dvs. de der taler samisk eller hvor mindst en af forældrene gør det - kulturelt tilhørsforhold eller arbejde indenfor de traditionelle samiske erhverv. De fleste samer - ca. 30.000 - bor i Norge.

Forhistorisk tid

Samelandets historie går tilbage til ældre stenalder, ca. 9000 f.v.t. Den kaldes Komsakulturen og strakte sig langs Finnmarkskysten til østsiden af Giekkir (Fiskerhalvøen). I området mellem 65° og 67° breddegrad har der på tværs af den skandinaviske halvø også været bosætninger lige fra den ældre stenalder.

Fra yngre stenalder (ca. 3400 f.v.t.) har Sameland været endestation for kulturstrømninger og folkevandringer fra syd og sydøst. Men de store afstande og den tynde befolkning i det arktiske naturmiljø fristede først senere folk længere syd fra til militære og politiske fremstød.

I Sameland fandt der ind til for ca. tusinde år siden en fredelig befolknings- og kulturblanding sted. Der kom elementer til, uden at man egentlig kan lokalisere deres udgangspunkt. Ifht. befolkningen og kulturen er Sameland dog ikke så homogent, som mange tror. Men i områder med fælles naturgrundlag vil kulturformerne få et fælles præg, og hvis kommunikationen er god, vil lighederne blive store.

Gennem langvarig bosætning og tilpasning til det arktiske og subarktiske miljø i det nordlige Fennoskandia er der i økonomisk og social henseende opstået et holdbart fællesskab mellem mennesker, som muligvis oprindelig har haft en anden kultur. Historisk set udgør det samiske folk altså en national enhed pga. dets langvarige og holdbare fællesskab.

De samiske kulturelementer som jagt- og fangstmetoder, både og fiskeredskaber, transportmidlerne slæde og ski, klædedragt og boligformer, sprog og religion, traditioner og skikke hører hjemme i den nordlige, cirkumpolare kulturkreds. Den cirkumpolare kulturkreds er en fællesbetegnelse for en række kulturelle træk, som er fælles for alle folk i de arktiske og subarktiske områder.

Der kan påvises en omfattende overensstemmelse i samfunds- og erhvervsformer:

  1. Sii'da fungerede som et statsløst nærdemokrati i et halvnomadisk samfund, hvor hver gruppe bestod af ca. 100-150 mennesker.
  2. Boformer og klædedragt: Runde tørvehytter med et ildsted i midten (bæl'ljegoatti-princippet) eller halvt nedgravede ovale tørvehytter til flere familier; Skinddragterne har også slående ligheder både i deres helhed og i deres detaljer, jfr. den arktiske anorak.
  3. Jagtvåben og fangstredskaber: Specielle former for pile, harpuner, fiskestænger, snare og lasso.
  4. Transportmidler: Slæde og ski, skindbåd.
  5. Traditioner og skikke: Bjørnekult, troen på sjælens selvstændige eksistens, sagn om sæler og vildrener, grave bestrøet med rød okker.
  6. Religion: Animisme, shamanistisk kultform.

De der er tilhængere af den såkaldte diffusionsteori mener, at de store ligheder skyldes gensidige kulturpåvirkninger og folkevandringer. Men de tilbageviser ikke, at folk på samme kulturtrin og med samme erhvervsformer under tilsvarende klimaforhold og naturmiljø reagerer på en fuldstændig ens måde. Derfor kan enkelte kulturtræk være opstået uafhængig af hinanden flere steder til forskellig tid - kulturkonvergens. Et alment fællestræk er det forhold, de har til naturkræfter og naturressourcer: Man bør ikke kæmpe imod naturkræfterne og prøve at underlægge dem sig og heller ikke skade naturressourcerne unødigt, men derimod forsøge at bevare balancen i naturen.

Samisk jernalder (100 f.v.t.- 1100 e.v.t.) er den periode som er mindst udforsket, men kulturudviklingen og folkevandringerne ser ikke ud til at have ført til væsentlige ændringer i tidligere bosætnings- og erhvervsformer - i hvert fald ikke i det nordlige Sameland.

Norsk bosætning i Finnmark 1610. Bemærk at kun den yderste kyststribe er bosat af nordmænd.

I det første århundrede efter vor tidsregning fandt den norrøne indvandring sted langs kysten af Nordnorge op til Troms. Samerne stiftede for første gang bekendtskab med et lagdelt samfund, hvor høvdinge herskede over frie mænd og trælle. Samerne overtog ikke denne samfundsform. Men fast bosættelse med landbrug og husdyr førte imidlertid til ændringer i samfundsstrukturen ved, at en del samer indpassede landbrug og husdyrhold i deres halvnomadiske system. Der opstod dermed en ny næringsvej, som oprindelig hverken er norrøn eller samisk. En næringsvej som siden er bevaret.

Allerede før vikingetiden begyndte de norrøne plyndringstogter - i de norske kilder kaldet skatteopkrævning - langs kysten helt op til Hvidehavet. Disse togter fortsatte i flere hundrede år. Senere kom karelere og russere over land, og sammen med nordmændene fortsatte de med at røve pelsværk, hvalrostænder, skind og andre værdifulde varer. Erindringer fra disse tider finder vi i de samiske sagn om stállo (gammelnorsk: stáli), og cuðit (tyve).

Historisk tid

Middelalderen i Sameland (1100-1600) står i kolonialiseringens tegn. Den norske bosætning når Finnmarken i 1300 tallet - kirke og fæstning i Vardø i 1307 - men frem til middelalderens slutning er det fortsat kun langs kysten og på øerne at bosætningen er nogenlunde stabil. I fjordene og det indre af landet er samerne fortsat alene om at udnytte ressourcerne, men også der bliver de ofte udsat for overfald fra norske og russiske røverbander. Den norske udvidelse baserede sin økonomiske fremgang på «findeløn» - dvs. plyndring. Indvandrernes ekspansionstrang havde sin sociale baggrund i hjemlandet, og deres statusbehov var vanskeligt at dække uden plyndring.

Samerne var råvareleverandører som ikke fik noget i bytte. De mødte ikke indvandrerne med våbenmagt men med forhandlinger og list. Tilbagetrækning var ofte den eneste forsvarsmekanisme, fordi samerne var politisk løst organiseret og uden ekspansionstrang. Desuden havde de baseret deres eksistens og kulturelle tilpasning på forholdet til naturens ubønhørlighed. Tilbagetrækning er det kulturelle træk, der har præget samer frem til vor tid.

Nutid i Sameland (1600-vor tid). Også i nyere tid har indvandrerne anvendt direkte midler som plyndring og skatteopkrævning. I kolonialismens merkantilistiske periode var målet at fylde statskassen gennem udbytning efter forskellige metoder. Skat blev indkrævet i form af pelsværk fra jærv, odder, bæver, ulv og bjørn samt skind fra ren.

Handelsmæssigt fik samerne praktisk talt ikke noget i bytte, da nordmændene fastsatte priserne udfra egne behov. Ved handel forstår man jo normalt et varebytte i et ligeværdigt forhold mellem ydelse og modydelse. Handelen bidrog imidlertid ikke blot til at udarme den enkelte same, men også Samelandets ressourcer. Vildtet forsvandt gradvist og en yderligere intensivering af jagt og fangst formindskede denne hovedressource til en suppleringsressource.

Det førte til, at den halvnomadiske kultur blev forandret til delvis tamrenhold og fast bosættelse med kombinationserhverv indenfor fiskeri, jagt og fangst, samlen og noget landbrug kombineret med husdyrhold. Veidekulturens gamle, stabile organisationsform - sii'da - blev ændret eller opløst. Samerne har ret tidligt holdt tamrener. F.eks. som lokkedyr jfr. helleristningsfigurer og Ottars beretning. Da vildrenbestanden gik tilbage, tæmmede samerne flere rener. Overgangen fra vildrenjagt til tamrenhold fandt dog sted over lang tid.

Professor Ø. Vorren skriver i «Renen og mennesket» (1973) følgende: «1. Vildrenen var et af de bærende elementer i fangstsamfundenes økonomi. 2. Reduktionen og udrydningen af vildrenstanden skyldtes udviklingen af skindhandelen i 15-1600 tallet, og en overdreven belastning af vildtressourcerne. Der skabes ubalance så vel i økosystemet som i samfundenes økonomi. 3. Dette forårsager udviklingen af nomadisme med renhjorde som hovedressource for økonomien, idet det erstatter vildrenbestanden ( ... )».

Før rigsgrænserne blev fastlagt, anvendte staterne skatter, kirke og militære fæstningsværker for at underbygge deres suverænitet over Sameland. På grund af dette måtte samerne i perioder betale dobbelt eller tredobbelt skat, uden at de fik opfyldt nogen løfter, og samtidig blev landet taget fra dem. Samerne blev et byttemiddel i staternes politiske spil.

Missionerne og kirkebyggeriet blev især i 1600- og 1700 tallet brugt som anledning til at hævde territoriale krav. De har derfor bidraget stærkt til at Sameland blev opdelt efter de grænser, der eksisterer i dag.

I 1530 havde russere bygget tre kirker på Kola. Norge havde i 1589 sytten kirker på Finnmarkskysten, mens Sverige - iberegnet Finland - i 1702 havde tolv kirker nord for polarcirklen. De nuværende grænser i Sameland blev fastsat af Danmark-Norge og Sverige-Finland i 1751 og Norge-Rusland i 1826. Finland stod under russisk overherredømme indtil 1917, men også efter den tid er grænsen mellem dem blevet reguleret, hvilket endnu en gang har splittet samerne.

Efter at grænserne var fastlagt, overtog undervisningsvæsenet kirkens arbejde med kulturoverføring og afnationalisering af samerne. I 1700- og 1800 tallet øgedes indvandringen kraftigt til det sydlige Sameland: Nordland, Troms, Västerbotten, det sydlige Norrbotten, Oulu län og det sydlige Lapplands län - og samerne blev trængt tilbage, den nordiske administration overtog styret og skolevæsenet blev udbygget. I denne situation kom samerne i mindretal og deres eneste værn var tilbagetrækning.

Statens suverænitet var slået fast. Derfor kunne presset forstærkes med håndhævning af øvrighedens domsret og infiltration ved f.eks. at udnævne sii'da-isid (se nedenfor) til lappelensmænd. Samernes land blev udstykket til nybyggere eller bortforpagtet af kongen. Det indre af Finnmarken, Nord-Norrbotten, Nord-Lappland og Kolahalvøen blev udsat for den samme udvikling noget senere. Skolelove blev udformet på en sådan måde, at skolen kunne nægte børnene at tale samisk på skolens område. Internering af samiske børn var et af midlerne. Jordsalgslove bestemte, at køberen af jord skulle bruge landets officielle sprog for at kunne købe jord.

Helt frem til vore dage er der ikke gjort meget for at beskytte samerne i kontakten med den omgivende verden. Det ydre pres har ført til en stærk identitetsfornægtelse og akulturation: Samerne optager fremmede kulturelementer og mister deres egen kulturform. Fænomenet som er psykisk og økonomisk motiveret, er en reaktion på flere hundrede års pres.

Det kulturelle tryk er øget stærkt i efterkrigstiden, trods de stadige forsikringer om at samerne anerkendes som ligeværdige individer. Årsagen til trykket findes bl.a. i den overvældende rolle, som massemedierne spiller i den intense og ustandselige trommeild af propaganda for det moderne forbrugersamfund. Her er der ikke plads til elementer fra den cirkumpolare kulturkreds.

Med baggrund i samernes historiske situation, eksisterer der tre hovedformer for reaktion blandt samerne:

  1. En aktiv samisk gruppe som kæmper mod kulturel undertrykkelse og for at samerne på egne præmisser skal nå en social ligeværdighed med de øvrige indbyggere - indvandrere - i Sameland.
  2. En aktiv akulturationsforstærkende gruppe der arbejder for at udslette den samiske kultur og den samiske identitet.
  3. En passiv ligeglad gruppe som ikke har overskud til at se situationen i et bredere perspektiv. Denne gruppe er ofte genstand for forskernes og andre turisters nysgerrighed, da den økonomisk, socialt og kulturelt har få ressourcer, og derfor er lettere at udnytte.

Nogle centrale traditionelle kulturelementer

Sii'da. I den cirkumpolare kulturkreds kendes ikke statsdannelser eller lagdelte samfund. Sii'da var en social organisation, som i det halvnomadiske veidesamfund kunne bestå af 20-30 familier med i alt 100-150 mennesker. De havde et område, som de havde brugsret til. Veidesamfundets økonomi var præget af fældes udnyttelse af ressourcerne, og som konsekvens af dette finder man et bredt fællesskab - både i det økonomiske system og i samfundsorganisationen i dens helhed.

Sii'daens hovedboplads var gerne en vinterboplads der lå ved vandet. Alt efter årstiderne flyttede de ad bestemte ruter: Om foråret ved kysten for at drive sæl- og småhvalfangst, samle æg og dun; Om sommeren var der tale om indlandsfiskeri og samling af bær og om efteråret placerede man sig strategisk ifht. vildrenernes trækruter. Samerne levede i et egalitært forhold med sii'da-isid (primus inter pares - den vigtigste blandt ligemænd) som administrator af de fælles aktiviteter, mægler i uenigheder og udsending til sobbar (se nedenfor). Sammenholdet mellem sii'daerne blev styrket gennem forbud mod indgiftning indenfor sii'daen, rituelle slægtskabsbånd, shamanistiske kultusformer og fælles rituelle måltider m.v. Folk havde en stærk følelsesmæssig tilknytning til lokalområdet.

Sobbar var et råd bestående af 10-12 sii'da-isid indenfor et større område. De mødtes ind imellem for at drøfte sager af fælles interesse, som fordelingen af jagt- og fiskerettigheder, fordelingen af den fælles fangst, fastsættelsen af kvoter for fangst, mægling i tvister m.v. Under de geografiske forhold i det tyndt befolkede område havde hverken samer eller andre folk i det cirkumpolare område behov for at forsvare sig med magt. Derfor har samerne og de andre nordlige folkeslag bestandigt været et let bytte for folk med ekspansionstrang og specielle statusbehov.

Kollektiv ejendomsret til jorden. Land og vand blev udnyttet til jagt, fangst, fiskeri og samling. Folket havde fælles (kollektiv) ejendomsret til området. Denne ret fungerede helt anderledes, end det der kommer til udtryk i «statens jord». «Statens jord» er nemlig betegnelsen for den ejerløse jord i et samfund med privat ejendomsret til jord. Kollektiv ejendomsret var nødvendig, fordi fisk, vildt, pelsdyr og andre ressourcer er ulige fordelt indenfor en region. En inddeling ville være vanskelig og meningsløs. Hvis territoriet var arveligt, ville områderne blive mindre og mindre, og veidefolk ville blive tvunget til at opgive deres halvnomadiske bosætningsform. Heller ikke helnomadismen med tamrendrift ville være blevet udviklet.

Alle havde lov til at udnytte området, men retten kunne have forskellige niveauer. En gruppe kunne have førsteret til at udnytte nærområdets ressourcer - f.eks. et fiskeområde, en flod osv. På den måde spredte man udnyttelsen af regionens muligheder. Desuden lærte gruppen stedet at kende. Dermed kunne de bedre bevare bestanden og vide hvor meget den tålte.

Økologisk naturforståelse. Frem til det 20. århundrede har der eksisteret en tydelig forskel i udnyttelsen af naturressourcerne blandt folk fra den arktiske kulturkreds - samer, komifolket, samojediske folk, inuitter m.fl. - og folk fra den europæiske kulturkreds - f.eks. de nordiske folk. De europæiske folk har lige fra stenalderen været bofaste med landbrug og ejendomsret til jorden som karakteristiske træk. Befolkningen voksede drastisk, og var præget af udviklingen af byer, erhvervsspecialisering og social lagdeling.

Der måtte skaffes mad til den ikke-madproducerende befolkning. Man måtte udvikle en alsidig teknologi for at udnytte og tæmme naturkræfterne. Økonomi og næringsliv fik høj prioritet - i moderne tid også uddannelse og administration. Dette er noget af baggrunden for fremvæksten af den «teknologiske tænkning», som har præget og præger folk fra den europæiske kulturkreds.

De arktiske folks traditionelle samfundssystem var en halvnomadisk bosætningsform med veiding som den vigtigste næringsvej. Blandt samerne blev helnomadismen udviklet betydeligt i middelalderen pga. decimeringen af områdets ressourcer. Længere mod syd - ved kysten af Nordland og kystområdet omkring den Botniske Bugt - blev bofastheden udviklet allerede før middelalderen. Veideerhvervet var ikke udformet på en sådan måde, at man må kæmpe imod naturkræfterne og underlægge sig dem. Man arbejdede tvært imod på i størst mulig udstrækning at holde naturmiljøet uskadt.

Dette er nok årsagen til, at man formåede at bevare den traditionelle boform og næringslivet i de områder, hvor den vestlige civilisation måtte melde pas. Den økologiske naturforståelse gik altså ud på at holde naturmiljøet i balance.

I senmiddelalderen da ressourcerne blev reduceret og stadig flere samer gik over til «halv» bofasthed eller helnomadisk tamrenhold, ændrede også sii'da-institutionen sig. Ved denne overgang fra veidekulturens økonomi til helnomadismen blev halvnomadismens udstrakte samarbejde efterhånden fortrængt til fordel for en stadig tydeligere selvejerøkonomi. Det blev en stærkere motivering for individuel økonomisk virksomhed, således at det gamle økonomiske fællesskab i sii'da blev opløst. De praktiske konsekvenser af dette ser man i dag i rendriften, hvor der findes familier der ejer op mod 2.000 rener ved siden af familier med under 200 i samme rendistrikt.

«Søfinder, fjeldsamer, elvesamer». Særligt i den ældre etnografisk litteratur findes betegnelser som «søfinder, fjeldfinder, elvesamer» osv. I dag er der enkelte aviser og blade der stadig anvender dem. De afspejler ikke situationen i vore dage, men er tværtimod forvirrende og vildledende. Flertallet af samerne er i dag ikke knyttet til de primære erhverv. Samerne i primærerhvervene langs kysten driver landbrug, fiskeri eller en kombination af disse. Det samme gør samer, uanset om de bor ved vandløb eller i bjergene. Rendriftssamerne (flyttesamerne) har en boform og næringsvej der adskiller sig fra de andre primærerhverv. De der taler om «søsamer, fjeldsamer» osv., gør det af uvidenhed eller for at holde gamle myter og fordomme ved lige.

Samernes førkristne tro var baseret på troen på sjælens selvstændige eksistens og dette gav sig udslag i dyrkelse af forfædre og naturkræfter, som kunne gribe ind i menneskenes liv. Disse blev dyrket for at få et godt udbytte af jagt og fangst og for at sikre frugtbarhed og trivslen for mennesker og dyr. Her kommer shamanen (noai'di, magikeren) ind som et mellemled mellem mennesker og åndeverden. Kultformerne var shamanistiske ved at man kunne sætte sig selv i stand til at beherske ånder. I denne tilstand - trancen - kunne sjælen frigøre sig fra legemet og rejse afsted for at skaffe råd og hjælp i vanskelige situationer, få kendskab til skjulte ting og se ind i fremtiden.

Shamanens vigtigste hjælpemiddel var runebommen (mæv'regárri), som var kranieformet og havde trommeskind af renkalv. Den havde den firkantede sol med remme den som vigtigste figur malet med olderbark. Shamanen trommede og sang (joiket), til han faldt i trance og derved kom over tærskelen. Bjørnekulten spillede en central rolle, fordi bjørnen indtog en særstilling blandt dyrene og derfor måtte dyrkes. Jagten på bjørnen var farlig, og man fulgte et nøje fastlagt ritual, som forhøjede dramatikken yderligere. Disse tabuforskrifter måtte overholdes. Et afsluttende følelsesmættet fællesmåltid efter jagten blev ledsaget af sang. Dette virkede stærkt samlende på sii'daen.

Folketroen afspejler sig ofte i folkedigtning. Den traditionelle folkedigtning kommer til udtryk gennem sagn og eventyr, folkemusik (joik) og smådigte som gåder og ordspil. I eventyret er intrigen ofte international, men miljøet og aktørerne er tilpasset den samiske ideverden og de lokale levevilkår. Sagnene har et vist rodfæste i historiske forhold med tilknytning til steder. To typer går ofte igen: Stállo, som optræder alene og i husmandsklæder, og cuðit der er røvere som opererer i grupper.

Den samiske folkemusik (juoigos) har tekster (dajahus) som underbygger melodi og rytme med udsagn i lyrisk eller dramatisk form. Melodien er opbygget over en femtoneskala, men rytmen er næsten altid det vigtigste.

Elementer og motiver i den samiske ornamentik findes i oldsager fra forhistorisk tid. Der er lige og krumme linier, stik placeret på en sådan måde, at de danner stjerner, kors etc. samt snit der skaber triangler, romber og kvadrater. Ved kombinationen af disse fremstilles en rig ornamentik. Den strenge og elegante geometriske stil har ikke plads til naturalisme, men ornamentikken er alligevel frisk og blomstrende.

Stednavne er vigtige historiske dokumenter, som fortæller om samernes bosætning og færdsel i ældre tider. De har stor praktisk nytte for brugeren, og er en del af den nære og kendte virkelighed. De fleste samiske stednavne finder man naturlig nok i Sameland, men også sydpå til Finskebugten og Åland og østpå til Arkhangelsk er der stednavne, der bekræfter samernes tilstedeværelse i tidligere tider.

De fleste samiske stednavne er skiftet ud. For eksempel Bassicåk'ka (helligtoppen) med Hjertind - tilpasset det norske sprog - og Jiebmaluok'ta (sælbugt) til Hjemmeluft. De politiske myndigheder og offentlige instanser har ikke accepteret de samiske stednavne - alene eller parallelt med de norske, finske, svenske og russiske navne på postdistrikter, vejskilte, kort eller i anden offentlig sammenhæng.

De samiske person- og slægtsnavne har lidt samme skæbne, og derfor har mange samer dobbelte navne: Et sæt til samisk brug og til hverdag og et sæt som øvrigheden giver ved dåben - optagelsen i det norske og Guds samfund. F.eks. Inger Johansen (samisk Mátte-Elle-In'gá). Man må forstå, at bruddet med traditionerne er endnu større, for blandt samerne er der en intim sammenhæng mellem navnet og dets indehaver. Samiske personnavne som Elle, Junte, Biret, Nillas, Án'te m.fl. accepteres ikke offentlig, og slægtsnavne som Bakte, Sarak, Bæivi, Njuolla, Balto, Sunna. og mange andre er ved at forsvinde.

Det Samiske sprog hører til den finsk-uguriske stamme sammen med bl.a. ungarsk, finsk, mordvinsk, syrjensk og estisk. Der eksisterer tre hoveddialekter: Syd-, nord- og østsamisk. Samisk mangler vokalharmoni, men har et stort antal omlydsfænomener. Samisk har en omfattende kvalitativ og kvantitativ stadieveksling i stammekonsonanter. Hovedtrykket ligger altid på den første stavelse. Der er et grammatisk køn, og total i personlig pronomen, possessive suffikser (endelse til at betegne ejendom) og verber. Dialekterne har mellem otte og ti kasus.

Ordafledningssystemet i samisk giver store muligheder for at lave nye ord af en enkelt ordstamme. Af verber afledes nye verber og nominer, og tilsvarende med nominer. Samisk er et typisk agglutinerende sprog - dvs. man kan «lime» suffikser (endelse) til ordets rod eller stamme. I modsætning til de nordiske sprog spiller de morfologiske udtryksmidler en langt større rolle end de syntaktiske. Som de fleste andre sprog i Europa har også samisk gennem tiderne optaget mange låneord fra latin og græsk, men oftest gennem de nordiske sprog. Derfor kan disse klinge disharmonisk i samisk tale.

Træk af vore dages situation

Efter flere samiske landsmøder i mellemkrigsårene blev Norges Rendriftsamers Landsforening (NRL) dannet i 1947. NRL er en erhvervsorganisation for de rendriftsarbejdende samer, men den har gennem en årrække taget vigtige spørgsmål op med sigte på at beskytte og udvikle den samiske kultur, sikre samernes retslige stilling og deres brugsret til egne områder. Fra 1948 er der dannet lokale sameforeninger (sámiid sær'vi), og i dag findes der 19 af slagsen. De sluttede sig i 1968 sammen i en landsdækkende organisation, Norske Samers Riksforbund (NSR), der arbejder for at styrke samernes stilling socialt, økonomisk og kulturelt.

I Sverige har samerne siden 1917 holdt årlige landsmøder, men det var først i 1950, at Svenska Samernas Riksförbund (SSR) blev stiftet. Den anden hovedorganisation, Sámi Ædnam, blev stiftet i 1945. SSR arbejder især med rendriftsspørgsmål og samernes brugsret til land og vand. Sámi Ædnam arbejder med de samiske massemedier, duoddji (husflid og brugskunst m.m.) samt uddannelse.

Sa'mi Cuvgetussearvi (1932) og Sami Litto (1945) har udført et tilsvarende arbejde i Finland, men fra 1974 har Sámi Parlamenta med 20 valgte repræsentanter ført dette arbejdet videre.

De samiske hovedorganisationer har siden 1953 valgt delegater til de Nordiske Samekonferencer, som holdes hvert andet år. De Nordiske Samekonferencer vælger et Nordisk Sameråd, og gennem dette råd er samerne i Norden repræsenteret i Verdensrådet for Oprindelige Folk, WCIP, som er repræsenteret i FN's sociale og økonomiske komission.

Flere gange i det 20. århundrede har samerne opstillet lister til parlamentsvalg for at «øge forståelsen for samernes stilling, (...) vinde respekt for samernes identitet» og få ligeværdig status uden at «ofre sine kulturelle værdier.» Nordisk Samisk Institut (Sámi Institut'ta) blev etableret i 1973 med det formål på at «beskytte og videreføre det samiske sprog og kulturliv, baseret på samiske traditioner og værdinormer» gennem arbejde med økonomiske, retslige, miljø- og uddannelsesspørgsmål, undervisning og information. Instituttet ledes af en forstander og 3 sektionsledere med en bestyrelse på 12, deraf 7 valgt på samekonferencer, og én fra hver af de nordiske landes regeringer.

I 1974 indførtes der en ny samisk retskrivning. I 1951 indførtes samisk som frivilligt valgfag på lærerseminariet. Samme år blev der udsendt en norsk-samisk ABC - den første siden 1885 - en norsk-samisk katekisme i 1957 og to år senere en norsk-samisk bibelshistorie.

Finnemissionen (nu Samemissionen) oprettede i 1936 en samisk folkehøjskole i Karasjok, og i 1951 blev Statens husflidsskole for samer oprettet i Kautokeno. Statens rendriftsskole optog sit første hold i 1969. Et samisk gymnasium startede samme år i Karasjok, men først fem år senere var det muligt at vælge samisk som hovedsprog. Samisk begynderoplæring blev sat i gang i 1967. Dels efter international opsigt, dels efter pres fra de samiske organisationer. Men fortsat er der mange samiske børn der ikke modtager denne undervisning. Fra 1962 blev det muligt at tage en universitetsuddannelse i samisk, og Højskolen i Finnmark har i dag samisk som fag som led i lærernes grund- og videreuddannelse.

Samiske udsendelser begyndte i 1946 i Finnmark og Troms med ti minutter pr. uge. De er efterhånden udvidet til alle hverdage, 30 minutter pr. gang, og andagt hver fjortende dag. I norsk radio og TV er det af og til programmer om samer.

De trange økonomiske kår og det hårde sociale og kulturelle pres har ikke stimuleret mange samer til at blive kunstnere. Indenfor billledkunsten er John Savio, Nils Nilsson Skum, Per Hætta, Lars Pirak og Iver Jåks de bedst kendte, og blandt tonekunstnerne Marie Varsi, Nils Aslak Valkeapää, John Persen og Tanabreddens Ungdom. Blandt digterne kan nævnes Johan Turi, Anders Larsen, Pedar Jalvi, Hans Aslak Guttorm, Anta Pirak, Kirsti Paltto og Paulus Utsi. Andre har skrevet på nordiske sprog - f.eks. Matti Aikio og Andreas Labba.

Samer i det norske samfund

Tager man udgangspunkt i det norske samfund, kan man sige, at dette er et politisk og socialt system, som er opbygget af nordmænd og for nordmænd. Den grundopfattelse som det hviler på er, at statsborgere er nordmænd. Også samerne er indlemmet i dette system. Når samerne juridisk set er statsborgere, indebærer dette, at samerne kun kan drage fuld nytte af rettighederne, hvis de deler nordmændenes forudsætninger til deltagelse i systemet.

Det at tilhøre en etnisk minoritet har en dimension, som alle ikke nordmænd kan forstå. Dette kommer bl.a. til udtryk ved at de norske myndigheder ofte udviser manglende interesse eller direkte fjendtlighed overfor samernes bestræbelser på at organisere sig ud fra deres etniske interesser.

Myndighederne og opinionen udtrykker ofte, at samerne bør blive integreret i storsamfundet, men i praksis fører de en assimilationspolitik. Udsagn af denne karakter er derfor mere floskler end virkelighed. Ved intregrering forstås normalt en aktiv tilpasning af flere folk. Den forudsætter, at også samerne på deres egne præmisser må betragtes som ligeværdige, og at både norsk og samisk kultur skal berige hinanden. Det forudsætter, at samerne ikke diskrimineres og at der ikke eksisterer udbytningstendenser fra norsk side. Først da vil samerne kunne få en tryg kulturel identitet. Ved assimilering forstås, at den kulturelle tilpasning er énvejs - nemlig ved at samerne under et ensidigt pres skal tilpasse sig (blive assimileret) i den norske kultur. Dette indebærer, at samerne kun accepteres, hvis de opgiver deres kulturelle identitet.

Dette sker til trods for, at Norge har ratificeret «Den internationale konvention om civile og politiske rettigheder». I konventionens artikel 27 understreges nemlig urbefolkningernes kulturelle rettigheder: «I de stater hvor der eksisterer etniske, religiøse eller sproglige minoriteter, skal de der tilhører disse minoriteter, ikke berøves retten til, sammen med andre medlemmer af deres gruppe, at dyrke deres egen kultur, bekende og praktisere deres egen religion eller anvende deres eget sprog.»

I henhold til konventionen, har samerne altså ret til at bevare deres kulturelle egenart. Men i et moderne teknologisk samfund hvor socialiseringen i skolen er lang og intens, og hvor massemedier, som TV og radio, aviser og blade, indebærer en intens påvirkning, kan artikel 27 kun virkeliggøres gennem en positiv, aktiv og konsekvent støtte, gennem en klart udformet politik og et administrativt apparat indenfor forskning, uddannelse, massemedier, sprog, kunst, kulturbeskyttelse osv. Norge mangler en sådan politik fra regeringens side til værn om og stimulering af den samiske kultur.

Befolkningen i de fire stater der har delt Samelandet mellem sig hører til den europæiske kulturkreds. De har kunnet udvikle deres egenart og kultur i en materialistisk-demokratisk livsform præget af byherredømme.

Samerne hører til den arktiske kulturkreds. De sidste 250 år frem til efterkrigstiden er der blevet ført en officiel fornorskningspolitik og tilsvarende i Sverige, Finland og Rusland. Samerne skulle aflægge sig deres sprog, forandre deres grundværdier i kulturopfattelsen, optage norske sædvaner og skikke, omstrukturere deres traditionelle erhverv og i størst muligt omfang blive som den øvrige befolkning. Resultatet af denne kolonialisme og kulturelle undertrykkelse er, at samerne ikke har fået lov til at udvikle sig, men har måttet gennemføre et kulturelt spring - forlade én kultur for at gå ind i en fuldstændig anden.

Denne tvangsfornorskning gennem 250 år har ført til forskellige reaktioner blandt samerne. En stor gruppe har accepteret denne udvikling og modarbejder aktivt den samiske kultur. Andre har resigneret og forholder sig passive. Dette gælder især den kystsamiske befolkning i Nordland, Troms og Finmark. Det kom klart frem ved folketællingen i 1930 og 1950. I 1930 udgjorde søsamerne 75% af alle samer, i 1950 kun ca. 50%. I indre Finnmark øgede samerne deres antal med 45%, mens antallet af søsamer gik ned med ca. 50%. Også i de andre amter i Norge gik antallet af samer ned. Hovedårsagen er, at samerne bliver assimileret pga. den stærke kulturelle og sproglige undertrykkelse.

Skraveringen viser samernes bosætningsområder i dag.

En kulturbevidst gruppe har gennem organisationer og aktioner taget kampen op mod den hårde fornorskningspolitik og mod udbytningen af de samiske naturressourcer. I begyndelsen af oktober 1979 gik en gruppe samer i sultestrejke på Eidsvolds plads foran Stortinget i Oslo. Den direkte anledning til dette var, at myndighederne ville igangsætte udbygningen af Alta-Kautokeno-vandkraftværket, uden at samernes vurderinger af de skadelige virkninger var taget i betragtning. Men «Samisk aktionsgruppe» havde også et videre mål, nemlig at protestere mod at den samiske kultur bliver undertrykt og at de samiske naturressourcer bliver røvet gennem en bid-for-bid-politik. Den norske regering bøjede af og udsatte udbygningsplanerne.

Aktionsgruppen udgav en avis - «Charta 79» - hvor situationen blev beskrevet og kravene fremsat. Aktionen var genial, fordi den i første omgang fik udrettet mere end hundredvis af breve og kilovis af dokumenter fra de samiske organisationer havde formået. På længere sigt kan forhandlinger mellem de samiske organisationer og regeringen føre til positive resultater. I den nordnorske presse - især A-pressen i Troms og Finnmark - var reaktionerne mod Samisk Aktionsgruppe og de samiske organisationer stærke. Ofte med racistiske undertoner.

Den kulturtilpassende gruppe har organiseret sig i Samernes Landsforbund (SLF) - stiftet i 1979. SLF reagerede skarpt mod aktionen, fordi SLF's målsætning er lighed gennem fornorskning. Det betyder i praksis, at det samiske skal underordnes og eventuelt helt fjernes. Organisationens talerør er aviserne Finnmarken og Ságat - begge Vadsø.

Set ud fra det synspunkt at samisk kultur er ligeværdig med norsk kultur, fungerer SLF, Finnmarken og Ságat i princippet som det daværende hvide mindretalsregime i Zimbabwe og dets medløbere. Gruppen rekrutterer sine medlemmer gennem de toneangivende politiske partier. Den arbejder indenfor kommune- og amtspolitikken og ellers på forskellige niveauer indenfor den regionale og nationale politik. Mange af dens medlemmer anvender deres samiske baggrund til bevidst at bekæmpe det samiske. De udvikler et selvhad, som får dem til at tage afstand fra deres fædrene arv og deres kultur- og miljøbaggrund.

Den kulturbevidste gruppe har som sit vigtigste mål at bygge på det samiske for at opnå ligeværdighed i det norske samfund. Den har sit grundlag i den traditionsbærende del af befolkningen - bl.a. flyttesamerne. Derudover rekrutteres dens medlemmer fra de forskellige erhvervsgrupper. Virksomheden drives af de repræsentative samiske hovedorganisationer, NSR og NRI og Samefolkets liste der opstiller ved kommune-, amts-, og Stortingsvalg.

De samiske organisationer støttede Samisk Aktionsgruppe under sultestrejken, men beklagede samtidig at de norske myndigheder havde stillet sig således, at det var nødvendig at gå til en dramatisk aktion for at blive hørt.

Sultestrejken afslørede stor uvidenhed og mange fordomme om samerne i den norske befolkning - «et af verdens mest oplyste folk». De norske massemedier - radio og TV, aviser, blade - og skolen har i vid udstrækning manglet oplysning og debatstof om samernes situation. Dette er grunden til, at den norske offentlighed har ringe kendskab til samiske forhold. De statslige myndigheder har derimod haft god tilgang til informationer fra de samiske organisationer. Men de holdt initiativer tilbage, der kunne styrke den samiske identitet og kultur. Tvært imod udnyttede de den politiske og sociale situation som de selv havde skabt; Nemlig at mange havde mistet troen på deres kulturelle arv og havde vendt hadet mod deres egen baggrund. Myndighederne nægtede at anerkende, at de samiske organisationer var repræsentative for de samiske interesser.

Den sydnorske befolkning har ringe kendskab til samerne. Et stort flertal af den norske befolkning i Nordnorge har stærke fordomme. De samiske organisationer har vanskeligt ved at nå frem med saglige argumenter overfor uvidenhed og fordomme, og det er ikke så mærkeligt, at der både skriftligt og mundtligt forekommer tendenser til racisme og fascisme.

Indenfor Norges grænser bor der samer, og sådan vil det også være i fremtiden. Samiske spørgsmål og samernes fremtid angår ikke kun samerne. Den norske offentlighed og de norske myndigheder har derfor et stort ansvar. Gennem almindelig folkeoplysning, gennem uddannelse og information og gennem massemedierne må der viderebringes flere fakta og saglig information, hvis forholdet mellem samer og nordmænd skal blive bedre.

Målet er ligeværdighed mellem det samiske og det norske folk og respekt for hinandens kultur og integritet. Når afgørelser skal tages, må samerne kunne forvente, at de norske myndigheder ved lige så meget om samiske forhold, som samerne ved om de norske forhold. Denne målsætning forudsætter øgede kundskaber og større saglighed fra de norske myndigheder, og den forudsætter at de krav samerne stiller bliver indfriet.

O.M.H.


Litteratur

K. Leem: Beskrivelse over Finnmarkens Lapper, deres Tungemaal, Levemaade og forrige Afgudsdyrkelse, København 1975.
Ø. Vorren og E. Manker: Samekulturen, Tromsø 1976.
P. Otnes: Den samiske nasjon, Oslo 1970.
G. Gjessing: Norge i Sameland, Oslo 1973.
O. M. Hætta: Fra Steinalder til samisk jernalder, Vadsø 1980.