Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Norges Sosialdemokratiske Arbeiderparti samlet til landsstyremøde i 1926, et år før det atter gik sammen med Arbeiderpartiet.

Norges Sosialdemokratiske Arbeiderparti (NSA) begyndte sin virksomhed som selvstændig parti den 1. marts 1921. Det afløste den «Oppositionsgruppe», som havde arbejdet indenfor Arbeiderpartiet (DNA) efter den «nye retnings» sejr over «højresocialisterne» i 1918. NSA stod politisk for en moderat socialisme med vægt på det skridtvise reformarbejde indenfor rammerne af det parlamentariske system. Partiet deltog i stortingsvalgene i 1921 og 1924, og fik begge gange 8 mandater og omkring 9 % af stemmerne. I februar 1927 gik partiet atter ind i Arbeiderpartiet.

Dannelsen i 1921 skete efter at oppositionsgrupper måtte regne med at blive ekskluderet fra Arbeiderpartiet, når dette på sit landsmøde i marts vedtog «Moskvateserne». Gruppen blev derfor nærmest tvunget til partidannelse. Men allerede fra 1918 var der sket en trinvis organisatorisk udbygning, med hovedbestyrelse og repræsentantskab, tilslutning af lokale afdelinger eller oppositionsgrupper som betalte kontingent til den centrale organisation, «landskonferencer» og selvstændig presse: i Oslo udkom «Arbeiderpolitikken» fra januar 1920.

Tilknytningen til den detroniserede partielite fra 1918 kom klart til udtryk med NSA's formand 1921-1927, Magnus Nilssen, som havde været DNA's sekretær fra 1900 til 1918. I Arbeiderpartiets stortingsgruppe fulgte 8 af 18 repræsentanter NSA ved spittelsen - deriblandt nogle af de mest erfarne stortingsrepræsentanter som Anders Buen, Johan Gøstein og Meyer Foshaug. Flere socialdemokrater fortsatte alligevel i Arbeiderpartiet. Det gjaldt partiets formand i 1918, Christian Holtermann Knudsen, LO's formand Ole O. Lian og Christopher Hornsrud, som blev ny parlamentarisk leder for Arbeiderpartiet i Stortinget efter splittelsen. Som sekretær i NSA valgte landsmødet i 1922 Olav Oksvik. Han blev snart en landskendt skikkelse som repræsentant for partiet. Samme år blev der dannet selvstændige ungdoms- og kvindeforbund.

Ved splittelsen havde NSA tilslutning fra 58 lokalafdelinger, og medlemstallet stabiliserede sig efterhånden på omkring 10.000. Partiet opbyggede også en omfattende presse, som på sit højdepunkt omfattede 17 aviser, hvoraf Smålenenes Sosial-Demokrat i Fredrikstad og Oslo-organet var de vigtigste.

Ved valgene hentede NSA de fleste af sine vælgere i Østfold, Akershus, Oslo og Møre og Romsdal, og i Østfold og Møre og Romsdal var NSA arbejderklassens dominerende parti. Her havde socialdemokraterne også stået stærkt under striden med «den nye retning».

Spørgsmålet om de internationale forbindelser stod centralt, både da NSA blev stiftet og under samlingen i 1927. NSA ville nødig opgive sit medlemskab i Socialistisk Arbejderinternationale, men gav sig, da internationalen selv gav grønt lys - åbenbart pga. en forventning om at få et samlet norsk parti tilbage efter få år, hvilket de gjorde i 1938.

Drivkraften bag samlingen var ellers, at den revolutionære bølge i arbejderklassen var ebbet ud i de økonomiske nedgangstider som fulgte efter krakket i 1920, at det var sket en politisk afklaring i Arbeiderpartiet gennem splittelsen mellem kommunister og «tranmælitter» i 1923, og endelig at LO pressede på for at få fjernet de problemer, den politiske splittelse i arbejderbevægelsen førte med sig.

I norsk arbejderbevægelses historie repræsenterer NSA den ideologiske kontinuitet, og Arbeiderpartiet kontinuiteten som massebevægelse. NSA's funktion var at fremskynde DNA's drejning tilbage til en reformistisk kurs. Men NSA blev også præget af radikaliseringen af den norske arbejderklasse fra 1915 til 1920, og i tilbageblik bliver NSA stående som et mere radikalt parti, end det Arbeiderpartiet skulle udvikle sig til efter 1933. En del centrale skikkelser i NSA havnede da også efterhånden på DNA's venstrefløj.

K.He.