Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Typograf
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Anarkisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.467
: :
Lian, Ole Olsen
Ole Olsen Lian
Ole Olsen Lian

Lian (1868-1925), norsk fagforeningsleder og politiker, født i Tønsberg. Lian drog tidligt til søs, men blev senere faguddannet som typograf. Politisk var han først knyttet til den anarkistiske bevægelse omkring Christopher Hansteen. Derefter kom han i kontakt med fagbevægelsen og Arbejderpartiet. I 1901 blev han medlem af hovedbestyrelsen i Norsk Centralforening for Bogtrykkere og to år senere blev han forbundets formand. Her viste han store organisatoriske og agitatoriske evner, og i 1905 blev han valgt som Landsorganisationens næstformand.

I 1907 blev han formand i Arbejdernes faglige Landsorganisation, og denne stilling havde han til sin død. I hans formandstid voksede LO til en masseorganisation, og den første landsomfattende overenskomst blev vedtaget, men også fagoppositionen af 1911 voksede frem i denne periode. Lian var blandt dem der energisk bekæmpede udviklingen af den nye radikale opposition indenfor LO og Arbejderpartiet, og nægtede på Arbejderpartiets landsmøde i 1918 at tage imod genvalg i Arbejderpartiets hovedbestyrelse pga. den nye retnings sejr. Indenfor LO stod han så stærkt, at et forsøg på at fjerne ham fra formandsposten mislykkedes.

Under indtryk af den tyske revolution i 1918 opgav han modstanden mod den nye partiledelse og medvirkede til at genoprette det intime samarbejde mellem LO og Arbejderpartiet. Hans holdning forblev imidlertid tvetydig: Således gik han bl.a. ind for at Arbejderpartiet skulle være tilsluttet både Komintern og Anden Internationale. Senere gik han imod, at Arbejderpartiet skulle acceptere Moskvateserne. Arbejderpartiledelsens kompromiser med Lian resulterede i, at radikaliseringsprocessen fra 1918 blev opbremset, samtidig med at kompromiserne forhindrede en dybtgående splittelse mellem LO og Arbejderpartiet.

Når det gjaldt de internationale faglige forbindelser, gik Lian i 1921-22 ind for, at LO skulle bryde med den faglige Amsterdam Internationale, men var ikke villig til at arbejde for en LO tilslutning til Røde Faglige Internationale. Fra 1923 var Lian igen talsmand for, at LO skulle vende tilbage til Amsterdam Internationalen, og han forsøgte at opnå dette via det skandinaviske samarbejde, som Københavnerkonferencen i 1924 var udtryk for.

Lian var i sine sidste leveår den ubestridte leder af den reformistiske fløj indenfor fagbevægelsen. For Komintern og den kommunistiske minoritet indenfor Arbejderpartiet var Lian hele tiden et mønstereksempel på en centrist. Et forsøg fra Kominterns side på at få Lian ekskluderet af partiet mislykkedes imidlertid. Fra 1912 til 1918 var Lian næstformand i Arbejderpartiet og fra 1916 til 1921 stortingsrepræsentant for Oslo.

Lians organisatoriske evner gjorde ham til en af de vigtigste politikere i norsk arbejderbevægelse. Gennem centrale hverv i LO og Arbejderpartiet var han på afgørende måde med til at forme norsk arbejderbevægelses politik i brydningsperioden mellem reformistisk og revolutionær politik. Hans tilpasningsevne og manøvredygtighed bidrog væsentlig til at dæmme op for en radikalisering af LO og Arbejderpartiet.

E.Lo.