Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nyfeministerne er en landsdækkende, kvindepolitisk radikal organisation. De første nyfeministgrupper blev startet i 1970 efter inspiration fra nordamerikansk feminisme. Frem til 1973 eksisterede grupperne kun lokalt, uden noget fælles politisk grundlag og uden nogen samlende organisation. Grupperne gik da sammen i en løs, landsomfattende organisation, men arbejder selvstændigt ud fra egne interesser, og ud fra de forhold der eksisterer lokalt. Nyfeministerne har hele tiden haft et vist præg af at være en bevægelse og er fortsat stærkt orienteret mod de internationale feministiske strømninger.

Organisationens enhed og fællesskab ligger mere i principperne om organisering, arbejdsmåde og politisk tilgang end i en fælles politisk platform. Nyfeministerne er den blandt de nye kvindeorganisationer, som klarest har bygget på en flad organisationsstruktur og lagt vægt på bevidstgørelse. Arbejdet ud fra kvinders erfaringer er blevet betragtet både som en måde at få viden om kvinders stilling i samfundet på, og som en læreproces. Nye erfaringer skal indhentes og bearbejdes. Nyfeministerne ser i denne forstand kvindepolitik og kvindefrigørelse som en stadig igangværende proces.

Både praktisk og ideologisk var bevidstgørelsesarbejdet vigtigst i organisationens første fase. Det førte også til, at den i denne periode lagde størst vægt på problemer i privatsfæren - omkring seksualitet og samliv. Det var samtidig vigtigt for nyfeministerne at vise, hvad kvinder mente, og at kvinder skulle høres og blive set. Det førte til en stærk udadrettet og aktionspræget politik, i en periode hvor den nye kvindebevægelse også var en nyhed i de norske medier. Ændringer i nyfeministernes bevægelse og i offentligheden har ført til, at de senere er kommet meget lidt i offentlighedens søgelys. Bevidstgørelsesperioden førte også til et stort gennemtræk og ringe stabilitet, fordi bevidstgørelse delvis blev betragtet som noget personligt ændrende og tilfredsstillende og ikke som en kollektiv og organisatorisk læreproces.

Nyfeministerne har senere arbejdet på forskellige fronter - som høringsinstans, i at opbygge egne initiativer for kvinder o.l. Arbejdet er typisk blevet udviklet langs to linier: Praktisk kvindepolitisk arbejde, bl.a. i kvindehuse og krisecentre, samt teoretisk arbejde og arbejde med udtalelser.

De temaer som nyfeministerne udtaler sig om, er helt andre end de, mediebilledet af organisationen giver indtryk af. Seksualitet og familie har ringe plads. Abortkampen har været vigtig, men udover dette drejer det sig om arbejde, arbejdsmarked, energi og miljøproblemer.

Nyfeministerne har efterhånden placeret sig klart på den politiske venstrefløj, som antikapitalister, men uden at støtte nogen socialistisk retning eller gruppering.

Organisationens problem er, at den vil alt, men har ikke haft kapacitet til at gøre så meget. Derfor sker der store ændringer i, hvad nyfeministerne arbejder med. Ændringer der ofte ikke er resultat af bevidste valg eller prioriteringer. Nyfeministernes vigtigste effekt er den ideologisk-politiske virkning i det politiske miljø og ikke enkeltpolitiske standpunkter eller deres arbejde med forskellige sager. Problemer der i begyndelsen af 70'erne blev taget op af nyfeministerne, er efterhånden gledet ind i den almindelige politiske tænkning og debat. Ikke fordi nyfeministerne er særligt talrige eller stærke som politisk pressionsgruppe, men fordi tankegodset er blevet absorberet.

S.N.