Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Paternalisme (latin pater: far) betyder formynderi. En paternalistisk holdning kan opsummeres på følgende måde: «Jeg ved bedre end dig selv hvad der er bedst for dig, og det giver mig ret til at bestemme for dig.» I det generelle tilfælde vil begge dele af denne påstand være forkerte. Den enkelte må være den der bedst selv ved, hvad der er bedst for vedkommende. Og selv i de tilfælde hvor en anden faktisk har større indsigt i en persons reelle interesser, giver dette ikke automatisk den anden ret til at træffe beslutninger på vegne af personen. Erfaring og erkendelse forudsætter retten til at gøre sine egne fejl. Historisk har paternalismen været en udbredt holdning, og kan endnu i dag genfindes på nogle områder af samfundslivet. Selv om den alment betragtet ikke kan forsvares, findes der enkelttilfælde hvor den er berettiget - og til og med uundgåelig.

I førkapitalistiske samfund havde de fleste herre-træl forhold et anstrøg af paternalisme. Antikken var domineret af det såkaldte herre-klient-forhold, hvor en «stor mand» (herren) knyttede en stor skare af formelt frie underdanige (klienter) til sig. De stod til hans rådighed, når det var nødvendigt, mod at de til gengæld nød godt af hans beskyttelse. Den værste skæbne var ikke at være fattig eller afhængig af en anden. Det var at ikke have nogen herre.

I middelalderen kunne forholdet mellem de livegne og slotsherren have et lignende træk, skønt den «beskyttelse» slotsherren kunne tilbyde, ofte havde mere tilfælles med den beskyttelse, en gangster sælger til sine ofre. Forholdet mellem bonde og husmand i det gamle bondesamfund havde gerne stærke træk af paternalisme, der blev ført med over i forholdet mellem arbejdskøber og arbejdssælger i industrikapitalismens begyndelse. Alligevel er det karakteristisk for industrikapitalismen, at de personlige sider af undertrykkelsen og udbytningen erstattes af et mere anonymt forhold. «Arbejderen er afhængig af mesteren, men ikke af nogen bestemt mester» (Tocqueville).

Karakteristisk for det paternalistiske samfund er, at det paternalistiske forhold også accepteres af den, der umyndiggøres. Det skyldes til dels et alment behov hos den undertrykte for at forklare sin situation. Dels at det i et samfund hvor alle andre er under beskyttelse af en herre, bliver uholdbart at være uden herre. Konsekvensen er, at de vertikale bånd mellem herre og klient bliver stærkere end de horisontale bånd mellem klienterne, med de uheldige konsekvenser dette har for udviklingen af klassebevidsthed blandt de undertrykte. Kapitalismen er derfor en nødvendig forudsætning for ophævelsen af klassemodsætninger, fordi der først med denne produktionsmåde opstår et udbytningsforhold, som ikke er svøbt ind i et personligt forhold.

Paternalisme i moderne samfund kan retfærdiggøres i to hovedtilfælde. Det ene er overfor små børn, psykisk funktionshæmmede, ældre senile og psykisk uligevægtige mennesker. Disse er ikke i stand til at vurdere, hvad der er bedst for dem, samtidig med at de enten er ude af stand til at lære af deres fejl eller risikerer at foretage handlinger med drastiske og uigenkaldelige følger.

Det andet hovedtilfælde er når en person med overlæg og for et begrænset tidsrum giver råderetten over egne handlinger fra sig. Loven åbner f.eks. mulighed for «frivillig tvangsindlæggelse» i den forstand, at en person frivilligt kan søge om indlæggelse på psykiatrisk hospital, hvor han kan blive holdt mod sin vilje i op til tre uger.

Paternalismens højborg er familien. Tidligere var det bogstavelig talt faderen, der bestemte hvad der var bedst for de andre familiemedlemmer. Selv når dette i dag ikke er tilfældet, har forældrenes forhold til børnene altid og nødvendigvis et anstrøg af paternalisme. I sin mest forvredne form kunne forholdet opsummeres i to klicheer: «Du vil være taknemmelig senere» og «Det gør mere ondt på mig end på dig» - gerne tillagt faren under afstraffelse af barnet. Sidstnævnte kliche skulle tjene som et bevis på forældrenes gode hensigter: Det siger sig selv, at det ikke kan tjene som et sådan bevis, og at gode hensigter desuden ikke i sig selv kan retfærdiggøre paternalisme. Den første kliche kan heller ikke retfærdiggøre indgreb, for det kan hænde, at en senere taknemmelighed udspringer af karaktertræk, som samtidig er et resultat af indgrebet.

I det øvrige samfund er specielt socialpolitikken i stigende grad blevet præget af paternalisme. Dette legitimeres især på to måder. For det første må de ressourcesvage i samfundet beskyttes mod deres egen tendens til at foretrække øjeblikkets glæder fremfor de mere langsigtede goder. Dette giver mening, når formålet er at forbyde f.eks. spilleautomater, for her foreligger der en fare for tilvænning, som gør at handlingerne kan få uigenkaldelige følger. Derimod er det misforstået at give socialstøtte i form af madkuponer i stedet for kontanter, for her bliver den enkelte ramt i sin selvrespekt og mister anseelse i andres øjne.

For det andet har man knyttet «formynderstaten» til «velfærdsstaten»: Da samfundet betaler regninger for bilulykker - også når skylden er hos den forulykkede - bør samfundet også kunne påbyde brug af sikkerhedsseler. I dette tilfælde er den byrde der pålægges den enkelte så lille, at den kan accepteres, men man ville ikke ud fra en tilsvarende betragtningsmåde kunne påbyde motion i frokostpausen for derved at reducere sundhedsudgifterne.

J.E.