Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med velfærdsstat menes systemet af statslige og juridiske ordninger, som garanterer det enkelte samfundsmedlems sikkerhed for liv, sundhed og velfærd. Selv om tanken om statslig ansvar for den enkeltes ve og vel historisk set ikke er ny, hører velfærdsstaten i moderne forstand især til tiden efter 2. verdenskrig, med de Nordeuropæiske stater som foregangslande.

Velfærdsstatens ordninger er i særlig grad knyttet til den samfundsomformende politik, som er blevet ført af de socialdemokratiske partier i Skandinavien i denne periode. Hovedelementerne i denne politik er følgende: Ved at mobilisere aktive folkebevægelser i kombination med avanceret forskning, teknik og industri har man i løbet af nogle få årtier udryddet massefattigdommen, i vid udstrækning udlignet de traditionelle forskelle i levevilkår, overvundet den traditionelle utryghed ved sygdom, alderdom og arbejdsløshed gennem et omfattende forsorgssystem, styrket fagbevægelsens retslige stilling i arbejdslivet og åbnet det videregående uddannelsessystem for store folkegrupper.

Velfærdsstatens grundtanke er ikke velgørenhed men retfærdighed: Det moderne industrisamfund frembringer nok produkter til at sikre enhver de grundlæggende goder som indtægt, bolig, tøj og mad, hvis der finder en retmæssig fordeling af goderne sted.

Velfærdsstaten er et produkt af den socialdemokratiske blandingsøkonomi. Den forudsætter statslige indgreb i den kapitalistiske økonomi, men ikke som direkte indgreb i ejendomsforholdet - kun indirekte gennem en progressiv beskatning af indtægter. I denne blandingsøkonomi kolliderer to principper: Det markedskapitalistiske princip om profitstyret produktionsliv og det velfærdsstatslige princip om offentlig garanteret tryghed for enhver.

Velfærdsstaten som blandingsøkonomi er omstridt både på højrefløjen og venstrefløjen. Fra konservativ kant har holdningen til velfærdsstaten været modsætningsfyldt: De har gerne anset velfærdsstaten som en nødvendig offentlig socialisering af udgifterne ved et kapitalistisk erhvervsliv. I Storbritannien gik det konservative parti under ledelse af premierminister Thatcher til gengæld fra slutningen af 1970'erne til angreb på velfærdsstatens «uproduktive» ordninger. Fra socialdemokratisk side har man gerne betragtet velfærdsstaten som den gradvise afskaffelse af klassesamfundet. Socialdemokratiets kritikere på venstrefløjen har til gengæld ofte hævdet, at velfærdsstaten som kapitalismens folkefront ikke har ophævet modsætningen mellem lønarbejde og kapital, men blot mildnet og gjort den mindre tydelig.

I de Skandinaviske velfærdsstater går ca. 20% af bruttonationalproduktet i dag til sundheds- og socialsektoren. I 1960- og 70'erne var væksten i de offentlige udgifter indenfor disse sektorer stærkere end på noget andet område.

Den kapitalistiske krise der slog igennem i 1973-74 har imidlertid udsat velfærdsstaten for et massivt pres. Statsapparatet financieres overordnet gennem fradrag i den merværdiproduktion, der finder sted i samfundet. Med krisens gennemslag pressede kapitalen på for at få reduceret de statslige udgifter, for at undgå et mere drastisk fald i profitterne. I en lang række lande løstes konflikten mellem at reducere fradraget i den samfundsmæssige merværdimasse og ønsket om at fastholde velfærdsstaten ved at øge den offentlige låntagning - i tiltro til at krisen ville være forbigående. Gennem 1980'erne og 90'erne accelererede den offentlige låntagning derfor, således at f.eks. den danske stat i midten af 90'erne havde en gæld svarende til 67% af bruttonationalproduktet, mens gælden i f.eks. Belgien var over 100%.

Låntagning som middel til at financiere velfærdsstaten er imidlertid kortsigtet. Det løser ikke den grundlæggende konflikt og kan ikke fortsætte i uendelighed, da renter og afdrag på gælder vil optage en stigende del af statens udgifter. Velfærdsstaterne står derfor i dag næsten alle i konflikten mellem at inddrage en større del af merværdimassen - hvilket borgerskabet blankt afviser - eller gennemføre yderligere nedskæringer i de velfærdsstatslige ydelser. I den forstand er f.eks. den danske regerings forringelse af efterlønsordningen og den stadige udhuling af folkepensionen blot udtryk for, at de brede masser aktuelt trækker det korteste strå i velfærdsstatens konflikt. Men beslutningerne er klart politiske og kunne falde anderledes ud.

R.S.