Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2005
Læst af: 216.395
: :
Atomkraft
Den smilende sol blev symbolet på kampen mod og alternativet til atomkraften. Teksten blev oversat til de fleste af verdens sprog

De fleste atomkraftreaktorer (letvandsreaktorer) anvender beriget uran som brændsel. Uran findes i naturen i form af primært to forskellige isotoper: Uran-238 og Uran-235. For at uranet skal kunne bruges i et atomkraftværk, må det beriges således at det indeholder 2-3% Uran-235. Berigningen er en kompliceret og kostbar proces, som i større målestok kun foregår i USA, England, Frankrig og Rusland.

Varmeudviklingen i en reaktor opstår, når isotopen Uran-235 spaltes i to, samtidig med at der frigives neutroner. De to spaltningsprodukter «kolliderer» med andre atomer, og der udvikles varme. Neutronerne kolliderer med andre atomer og forårsager, at spaltningen fortsætter i en kædereaktion. Processen kaldes kernespaltning - eller fission.

Hovedkomponenterne i selve reaktoren er brændslet, moderatoren, kontrolstavene og kølemidlet. Brændslet, moderatoren og kontrolstavene udgør reaktorkernen, som er indeholdt i en reaktortank af stål.

Moderatoren har til opgave at bremse de hurtige neutroner, der er produceret ved spaltningen, således at de kan blive fanget af andre Uran-235 atomer. Kun «langsomme» neutroner kan forårsage en spaltning af Uran-235. En moderator er nødvendig for at opretholde kædereaktionen. I en letvandsreaktor bruges normalt vand - deraf navnet.

Kontrolstavene må fremstilles af materialer, som let kan optage neutroner. For at få kædereaktionen til at gå hurtigere, bliver kontrolstavene delvis trukket tilbage fra reaktorkernen. For at bremse reaktionen, bliver kontrolstavene sænket dybere ned i kernen. På denne måde kan reaktoren styres til at afgive forskellige kraftmængder.

Kølemidlet har til opgave at bringe varmen fra spaltningsprocessen væk fra kernen, således at den kan omdannes (til elektricitet) og udnyttes. Uden kølemidlet vil kernen blive varmere og varmere, indtil der sker en sammensmeltning af brændslet og hele kernen. Det kaldes uheld ved tab af kølemiddel. I letvandsreaktorer virker det samme vand både som moderator og kølemiddel. Det er dette vand som «koges». Det må understreges, at dette vand går i en «indre» lukket kreds. De store mængder kølevand det ofte tales om, er et slags «ydre» åbent system, som forenklet formuleret afkøler den indre kølekreds. Til dette kan der anvendes havvand.

Den havarerede reaktor i Chernobyl indstøbt i en enorm beton sarkofag. Det er et åbent spørgsmål i hvor mange år sarkofagen endnu kan holde de radioaktive stoffer indesluttet. (IAEA)

Radioaktive stoffer

Ved spaltningsprocessen i et atomkraftværk produceres der en række nye stoffer. Disse stoffer er radioaktive, og må holdes adskilt fra alt liv til de har mistet deres radioaktivitet. Udsættes levende celler for radioaktiv stråling, opstår der skader. Sandsynligvis har selv den mindste stråledosis en skadelig virkning. For mennesket kan denne stråling føre til akutte skader, til kræft og leukemi - blodkræft - og til skader på arvestoffer. Store stråledoser kan være dødelige, og ved noget mindre doser opstår der brandsår. Enhver stråling øger sandsynligheden for at kræft skal bryde ud. Ved bestråling af kønsorganerne kan der opstå skader som først viser sig i senere generationer som dødfødsler, misdannelser og arvelige sygdomme.

I et atomkraftværk produceres der årligt radioaktive stoffer nok til at dræbe hele jordens befolkning.

De radioaktive stoffer har forskellig «levetid». Nogle bliver ufarlige i løbet af sekunder og timer, andre repræsenterer en fare for livet i århundreder og hundredetusinder af år.

Det meget farlige stof Plutonium-239 har en «halveringstid» på ca. 24.000 år. Det tager med andre ord 24.000 år før radioaktiviteten er reduceret til det halve.

Et radioaktivt stof kan først regnes som ufarligt, når det har gennemgået 20 halveringer. Dermed vil der gå 500.000 år før Plutonium-239 er ufarligt. Stoffet bliver med andre ord praktisk taget aldrig ufarligt. Plutonium er endvidere et af de giftigste stoffer vi kender. Indånding af et støvkorn af plutonium vil med stor sandsynlighed føre til lungekræft.

Det principielle problem ved atomkraft ligger i, at der produceres enormt store mængder af radioaktive stoffer. Det er til dels stoffer, som ikke tidligere har forekommet på jorden, og som kan gøre skade på levende organismer i en evighed, hvis der ikke effektivt bliver sørget for, at stofferne ikke kommer i kontakt med levende organismer.

Vanskelighederne ved dette er uoverskuelige. Lækager og udslip af radioaktive stoffer kan ske ved uheld eller ulykker i atomkraftværkerne, ved transport af brugte brændselselementer, ved behandlingsanlæggene for brugt brændsel, ved transport og særlig ved opbevaring af «affaldet».

Atomkraftanlægget Ohi i Japan (IAEA)

Brændselskredsløbet

Et atomkraftværk kan ikke fungere alene. Det er helt afhængig af et kompliceret system, hvorved brændslet skaffes tilveje, og hvorved de højt radioaktive stoffer som bliver dannet under uranspaltningen, bliver bragt bort for at gennemgå en kompliceret oparbejdningsproces.

Brændselskredsløbet lider under den samme sårbarhed som atomkraftværket. En normalt fortløbende drift kræver, at uranet til enhver tid leveres i tilstrækkeligt store mængder, og at berigelsesanlæggene og brændselsfabrikkerne fungerer og har tilstrækkelig stor kapacitet.

På udførselssiden kræves, at kapaciteten i behandlingsanlæggene til enhver tid er tilstrækkelig, og at der findes permanente opbevaringsmuligheder for det højradioaktive affald. Ikke mindst kræves det, at transporten af disse farlige stoffer - delvist mellem verdensdele - kan opretholdes.

En svigt i et af disse led, eller i transportsystemet mellem dem, vil før eller senere føre til sammenbrud i kredsløbet og dermed i atomkraftværkernes kraftproduktion. Energiforsyningen gøres - i endnu større grad end tilfældet er med olien - afhængig af en nøje samordnet virksomhed på internationalt plan.

Problemerne forstærkes pga. tidsfaktoren. Urantilførsel må f.eks. bestilles 8 år i forvejen. Byggetiden for et oparbejdningsanlæg er ca. 10 år, og for et berigelsesanlæg ikke meget mindre.

Med den arbejdsdeling der er gennemført mellem de forskellige led i kredsløbet, vil politiske afgørelser på tværs af tidligere praksis kunne få konsekvenser for energisituationen i alle de lande, der baserer deres kraftproduktion på atomkraft.

Øget afhængighed af udlandet

Anvendelsen af atomkraft i energiforsyningen medfører en øget afhængighed af de multinationale selskaber og af andre landes regeringer. Dette begrænser den politiske og økonomiske handlefrihed. Denne politik står i direkte modsætning til krav om højere selvforsyningsgrad og bidrager til at øge den internationale specialisering og arbejdsdeling. Det samme afhængighedsforhold vil være tilstede både når det gælder tilførslen af beriget uran udefra, og muligheden for at få de højradioaktive brugte brændselselementer bearbejdet og opbevaret i udlandet.

År Antal lande Antal reaktorer Total kapacitet MWe Nye lande med atomkraftværker

1954

2

2

7,5

USA, Sovjet

1956

4

6

113

Frankrig, Storbritannien

1960

5

24

1 300

Vesttyskland

1962

7

41

2 990

Canada, Italien

1963

9

54

4 600

Sverige, Japan

1966

11

75

8 400

Østtyskland, Schweiz

1968

13

82

10 900

Holland, Spanien

1969

15

90

15.000

Belgien, Indien

1971

16

112

26 200

Pakistan

1972

17

130

35.000

Tjekkoslovakiet

1974

19

184

72 800

Argentina, Bulgarien

1975

20

221

100 500

Sydkorea

1976

24

254

128.000

Østrig, Brasilien, Finland, Taiwan

1977

26

281

150.000

Mexico, Jugoslavien
Spredningen af atomkraft til nye lande

Land Antal værker Totalt MW(e)
USA 109 99,784
Frankrig 56 58,493
Japan 59 38,875
Tyskland 21 22,657
Rusland 29 19,843
Canada 22 15,755
Ukraine 15 12,679
Storbritannien 12 11,720
Sverige 12 10,002
Sydkorea 10 8,170
De 10 største 335 297,978
Verden ialt 432 340,347
Verdens 10 ledende producentlande af atomkraft i 1999

I dag står de industrialiserede lande for 85% af verdens årlige energiforbrug. De fattige lande med mere end 3/4 af verdens befolkning står for bare 15%. USA forbruger alene omkring 1/3 af verdens totale energi. Norge, Sverige og Danmark (med 16 mill. mennesker) forbruger tilsammen omtrent lige så meget energi som Indien (med 800 mill. indb.) Hver nordboer forbruger 45-50 gange så meget energi som hver inder pr. år. Forbruget af elektricitet i Indien er omtrent lige så stort som i Norge. Hver nordmand forbruger altså 150 gange så meget elektricitet som hver inder. Hvis den tredje verden skulle op på samme energiforbrug som den udviklede kapitalistiske verden ville det kræve en enorm - og urealistisk - udbygning af energiproduktionen. Alligevel bliver hensynet til u-landene brugt som argument for at udbygge atomkraftindustrien. Det henvises gerne til, at en industrialisering af u-landene forudsætter øget energiproduktion, og at dette kun er muligt ved udbygning af atomkraft. Det lyder rimeligt, men der er to spørgsmål, som må stilles: Hvor skal atomkraftværkerne bygges? Hvad er baggrunden for udbygning af atomkraft, hvem skal den stigende energiproduktion komme tilgode? Svarene er klare: Atomkraftværkerne skal bygges i i-landene, ikke i u-landene. Baggrunden for at udbygge atomkraftindustrien er fortsat vækst i energiforbruget i i-landene. Den stadig stigende energiproduktion i verden skal i stigende grad komme de allerede priviligerede til gode.

Udbygningen af atomkraft i u-landene som led i en u-landspolitik, må ses sammen med flere andre forhold. For det første forudsætter udbygningen af atomkraft et allerede industrialiseret samfund - f.eks. et fuldt udbygget distributionsnet for elkraft. Atomkraften er derfor en uhensigtsmæssig teknologi i et u-land. For det andet forudsætter atomkraften store kapitalinvesteringer og en højt uddannet teknologisk ekspertise, hvilket u-landene ikke har. Udbygningen af atomkraft vil derfor gøre u-landene yderligere afhængige af stormagterne. Dette bereder situationen for øget udbytning. For det tredje forudsætter udbygningen af atomkraft et centraliseret og teknokratisk styret samfund. Det vil hindre en decentraliseret produktion af livsnødvendigheder baseret på en folkeligt styret teknologi.

Konfrontation mellem demonstranter og politi på byggepladsen for et atomkraftværk i Niedersachsen i 1972.

Nej til Atomkraft

Atomkraftudbygning er et af de vigtigste miljøspørgsmål i verden i dag. Modstanden øger over hele verden, og kampen bliver stadig mere tilspidset. På mange måder kan man sige, at en verdensomspændende modstand står samlet om følgende argumenter mod atomkraft:

Faren for ulykker. Følgerne af en mulig atomkraftværkulykke kan blive katastrofal og vil kunne have indvirkning i generationer fremover. Det viste ulykken på Three Mile Island i USA i 1979 og i Chernobyl i Ukraine i 1986. Atomkraften er præget af væsentlige sikkerhedsproblemer. Det må endvidere være utilladelig at opbygge en teknologi, som er så kompliceret og stiller så store krav, at den forudsætter ufejlbarlige mennesker på ethvert trin under bygning og drift. Sådanne mennesker findes ikke. Nødvendigheden af at hindre sabotage vil skabe behov for kontroltiltag, som indtil nu har været forbeholdt politistaten.

Affaldet. Det drejer sig dels om stoffer, som må kunne garanteres mod at slippe ud i omgivelserne over perioder på op til 500.000 år. Dette stiller usædvanlige krav til geologisk og samfundsmæssig stabilitet. Ingen kan give sådanne garantier. Spørgsmålet er, om problemet er af en sådan karakter, at der kan gives tilfredsstillende løsninger.

Plutonium. Atomkraftværker vil producere store mængder plutonium. Plutonium kan bruges til at producere atombomber. Har man først plutonium, er det forholdsvis enkelt at fremstille en fuldt virksom atombombe. De store mængder plutonium som efterhånden er blevet produceret, kan let komme på afveje. Dette kan blive et effektivt pressionsmiddel for hele stater og ekstremistiske grupper. Plutonium er desuden et yderst radioaktivt giftigt stof. I teorien indeholder nogle kilo plutonium milliarder af lungekræftdoser. En almindelig atomreaktor producerer 250 kg om året. Følgerne af eventuelle mindre lækager ved transport- og behandling af plutonium er derfor uoverskuelige.

K.G.H.


Litteratur

Dombernowsky, Susanne et.al: Det prikker under fødderne. Fortællinger om Danmark i en A-krafttid, Modtryk, Århus, 1981.
(snm)-Oslo: Nei til Atomkraft, Oslo, 1974.
Norges Naturvernforbund: Energi, miljø og samfund, Oslo 1974.
Aktion mod Atomkraft: Energi og atomkraft, Oslo 1977.
H. Gundersen m. fl.: Spillet om atomkraften, Oslo 1977.