Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Psykoterapi er en metode til behandling af psykiske lidelser. Psykoterapi har som mål øget livsudfoldelse og udvikling hos patienten, samtidig med at personen i stadig større grad tager ansvar for sin egen tilværelse. Særligt i perioden efter 2. verdenskrig er psykoterapien blevet etableret som en behandlingsform for et bredere spekter af psykiske lidelser, end det psykoanalysen oprindelig dækkede. Psykoterapi kan antage forskellige former: Individualterapi, familieterapi, gruppeterapi.

Udgangspunkt og målsætning

Udgangspunktet for psykoterapien er, at en person søger professionel hjælp for at tackle sine psykiske problemer eller symptomer. De problemer en person kan ønske hjælp med - og som kan behandles med psykoterapi - varierer kraftigt: F.eks. neurotiske tilstande - fobier, tvangstanker - generelt livstræthed eller arbejdshæmning. I den senere tid også tilstande hvor personen har mistet taget på sig selv samt grænsepsykotiske tilstande. Det er også muligt at behandle rent psykotiske tilstande ved hjælp af psykoterapi. Denne psykose-terapi er især blevet udviklet indenfor rammerne af psykiatriske institutioner.

Målet for en psykoterapien er udviklingen og væksten hos klienten. Det der hindrer personlig udvikling hos et individ er, at individet stagnerer og stivner i bestemte måder at forholde sig til sig selv og andre på. Ofte kan erfaringer tidligere i livet føre til, at personen bliver fikseret i visse holdninger, i visse måder at «opfatte» verden på. En person som har oplevet megen afvisning, kan f.eks. finde sin identitet som en «ensom ulv», som ingen bryder sig om. Han vil fortsætte med at opfatte andre mennesker som afvisende; Alle tegn på opmærksomhed går ham hus forbi. Denne selektivt, udvælgende, uopmærksomhed - som især er blevet analyseret af den nordamerikanske psykiater Harry Stach Sullivan - og andre forsvarsoperationer sørger for, at man opretholder sine holdninger og sin selvopfattelse. Selv om personens væremåde er begrænsende for hans livsudfoldelse, føler han sig mest tryg i den.

Det centrale i psykoterapien er bearbejdningen af de defensive holdninger og indstillinger, som en person har fundet frem til for at undgå oplevelser af skam og skyldfølelse, angst og mindreværd. I en psykoterapi får personen anledning til at opleve, hvordan han begrænser sig, og han kan efterhånden komme til at opleve egen væremåde som en spændetrøje. Personen kan blive bevidst om, hvem han er i forhold til sig selv og andre, og i forholdet til sin egne muligheder. Oplevelsen af egne begrænsninger kan føre til ønske om forandring. En psykoterapi skal give personen anledning til at overskride sine egne grænser, til at åbne sig overfor ny erfaring. Det er også psykoterapeutens opgave at bearbejde den angst, skam og skyldfølelse som kan være forbundet med denne grænseoverskridelse.

Samarbejde mellem patient og terapeut

Forandringen kan finde sted, fordi det terapeutiske forhold giver et grundlag for gensidighed, som gør det muligt for patienten at åbne sig, således at han kan opleve og observere stadig større dele af sig selv. Denne proces tager tid, fordi patienten modsætter sig (modstand) og forholder sig til terapeuten udfra tidligere holdninger, som han ikke selv er klar over (overføring).

Psykoterapi bygger på et samarbejde mellem patient og terapeut. I udgangspunktet bliver terapeut og patient enige om præmisserne for samarbejdet: Hvor lang tid «første runde» tager, hvor ofte, hvilke udgifter. Psykoterapien består i sessioner på op til en time, en eller flere gange pr. uge. Indenfor rammerne af denne tid får patienten anledning til at udtrykke følelser og tanker, han ellers holder tilbage.

Målsætningen med behandlingen varierer. Nogen vil behøve psykoterapi i lang tid, når målet er at ændre personlighedsstrukturen. I andre tilfælde kan det være rigtigt at gennemgå en korttidspsykoterapi for at hjælpe personen gennem en krise eller for at løse afgrænsede problemer. Dette vil ofte være tilfældet i familieterapi. Især når det gælder behandlinger indenfor en institution, kan man ofte blive tvunget til at begrænse målene, fordi der er for få terapeuter. Psykoterapi som på ny giver personen mulighed for at bygge sig selv op som person, er så tidskrævende, at der sjældent er ressourcer til den indenfor rammerne af vore dages psykiatriske institutioner.

Enhver som går i psykoterapi, må aktivt tage del i processen. Psykoterapi må derfor ske på frivilligt grundlag; Udgangspunktet er personens eget ønske om øget livsudfoldelse. Det væsentlige i en psykoterapi er, at personen får mulighed for at forstå og føle, at han har ansvar for sin egen tilværelse. Mange ønsker terapi ud fra et håb om enkel adgang til medicin mod vanskelige livsproblemer: De ønsker trøst, måske frelse. Der er også udviklet terapiformer - især i Californien i USA - som spiller på folks behov for stærke oplevelser, kontakt og berøring. Psykoterapi kan imidlertid aldrig give løsninger på livets problemer. Den kan kun gøre en person bedre i stand til selv at finde nye veje i sit liv. Det er et farligt træk ved de vestlige industrisamfund i vore dage, at individet bliver stadig mindre i stand til at tage ansvar for egne livsproblemer og bliver stadig mere afhængig af professionel hjælp.

Reparationsarbejde

Baggrunden for at sindslidelser udvikles er uheldige konstellationer i familien: De nære, mellemmenneskelige forhold udvikler sig på en sådan måde, at personen griber til neurotiske og psykotiske løsninger. Disse forhold er det ofte vanskeligt at gribe ind i, hvis ikke familien selv søger hjælp, og psykiske problemer vil derfor ikke let kunne afskaffes som samfundsfænomen.

Samtidig er det klart, at arbejdsforhold, økonomiske forhold m.m. kan indvirke på forhold i familien og udgøre et tryk, som gør de nære forhold vanskeligere. Disse faktorer kan være udslagsgivende for den øgede hyppighed af psykiske lidelser. Vort samfund lægger i sin planlægning i dag ringe vægt på de forhold, som kan give folk et stabilt socialt nærmiljø. Dette fører til, at flere enkeltindivider og familier mister deres tilhørsforhold og forankring. Oplevelsen af at deltage i en meningsfuld sammenhæng som er nødvendig for at opretholde den psykiske sundhed. Udfra dette perspektiv udgør psykoterapi et reparationsarbejde, men er nødvendig for at hjælpe den del af befolkningen, som ellers ikke får en leveværdig tilværelse.

S.G. / P.Me.