Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Problemet med atomkraft som energikilde er knyttet til de radioaktive stoffer der produceres. Disse stoffer afgiver ioniserende stråling. At strålingen er ioniserende betyder, at den kan slå elektroner løs fra molekyler. Det er dette, der gør den så farlig. Ioniserende stråling er i stand til at nå det inderste i en celle, og kan dermed forstyrre eller ødelægge det, der styrer vækst og formering. Vi ved at radioaktiv stråling kan give mennesker og dyr akutte skader, kræft, leukæmi og genetiske skader. Vi har ret præcise tal for de akutte skader knyttet til store stråledoser. Vi har imidlertid ikke tilsvarende sikre tal for de sundhedsskadelige virkninger af små stråledoser - de såkaldte langtidsvirkninger. Men normalt regnes der med, at der ikke findes nogen tærskelværdi for de skadelige virkninger af radioaktiv stråling. Det betyder, at selv de mindste stråledoser gør skade. Ioniseret stråling er derfor altid farlig, men der findes forskellige grader af farlighed.

Forskellige typer af radioaktive stoffer afgiver ofte flere og forskellige slags radioaktiv stråling. Vi skelner først mellem elektromagnetisk stråling og partikelstråling. Gammastråling er elektromagnetisk stråling. Det er i princippet samme type stråling som i lys og radiobølger. Men gammastråler - og røntgenstråler - har tilstrækkelig energi til, at de har ioniserende egenskaber. Gammastråler har særlig stor rækkevidde og gennemtrængningsevne.

Partikelstråling er stråling som består af partikler med stor hastighed. Strålingen får navn efter navnet på partiklen. Alfastråling består af heliumkerner. Alfastråling har kort rækkevidde, men er meget stærkt ioniserende. Den gør dermed størst biologisk skade, når organismen optager stoffer, der udsender denne stråling. Plutonium er et eksempel på et stof fra atomkraftværker, som udsender alfastråling. Betastråling består af elektroner. Betastråler har større rækkevidde end alfastråler, og kan dermed gøre skade, selv om strålekilden er udenfor kroppen. Neutronstråling består af partikler uden ladning. Alligevel virker de stærkt ioniserende.

Radioaktiv stråling er altid forbundet med, at et grundstof omdannes til et nyt. Nogle grundstoffer er ikke stabile, men omdannes med tiden til andre grundstoffer - eller til andre isotoper. Dette kaldes henfald. Samtidig udsendes der alfa-, beta- eller gammastråling. Lette grundstoffer kan udsende beta- og gammastråling. Tungere grundstoffer kan også udsende alfastråling. Ved spaltning - fission - af f.eks. uran produceres neutronstråling. Det nye grundstof kan også være ustabilt. På denne måde kan et radioaktivt stof gennemgå en hel række af ustabile tilstande, før det omsider ender som et grundstof, der ikke gennemgår kernehenfald, og som ikke udsender nogen form for radioaktiv stråling.

Henfaldet af et grundstof til et andet foregår over en bestemt tid. Denne tid er konstant for hvert grundstof, men den kan variere stærkt mellem forskellige grundstoffer. Den tid der går indtil mængden af et grundstof er halveret, kaldes halveringstiden. Den kan variere fra brøkdele af et sekund til milliarder af år. For at et radioaktivt stof kan regnes som helt omdannet til et andet, er det almindeligt at multiplicere stoffets halveringstid med 20. Mange stærkt radioaktive stoffer fra atomkraftværker har lange halveringstider - titusinder af år eller mere. I praksis må disse stoffer kunne holdes isoleret i al fremtid. Dette er kernen i affaldsproblemet - et af hovedproblemerne ved atomkraften som energikilde.

K.G.H.