Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med planøkonomi menes her en målrettet styring fra statens side af hovedelementerne i den økonomiske udvikling i et land. Planlægningen angår ikke kun den virksomhed, som er under direkte statslig beslutningsmyndighed, men også hovedelementer i udviklingen af produktion, beskæftigelse, investeringsaktivitet osv. for landets økonomi som helhed.

Meningsfyldt planlægning kræver, at den styrende myndighed på den ene side har beslutningsret over visse områder og økonomisk-politiske virkemidler som er - mere eller mindre - effektive til at påvirke udviklingen, og på den anden side har visse mål som søges opnået, eller en vis prioritering som lægges til grund for valg mellem alternative muligheder. Planlægningen må bygge på en analyse, som både afdækker sammenhængene mellem beslutninger og virkemiddeldispositioner og de resultater der kan opnås, og i lyset af dette medvirker i den faktiske beslutningsproces.

Forskellige muligheder for styring

Styringen i henhold til planerne vil kunne ske gennem forskellige typer af beslutninger og aktiviteter fra de statslige myndigheders side:

1. Staten har direkte beslutningsret over en del af produktions- og distributionsvirksomheden i økonomien. De beslutninger som træffes for dette område, får indirekte virkning for andre dele af økonomien gennem påvirkning af udbud og efterspørgsel for forskellige varer, arbejdskraft, indtægtsdannelse osv.
2. For en del områder som er underlagt decentraliseret beslutningskompetance - specielt i form af privat eje - kan de statslige myndigheder pålægge restriktioner af forskellige art, koncessionsbetingelser osv. En del priser, rentesatser, grænser for finansinstitutionernes udlån og lignende kan også være fastsat direkte af de statslige myndigheder.
3. De statslige myndigheder påvirker udviklingen i økonomien som helhed mere indirekte gennem finanspolitiske og penge- og kreditpolitiske tiltag. Dvs. gennem skatter og afgifter af forskellig slags, offentlige udgifter til køb af varer og tjenester og til subsidier samt anden overføring ved forskellige virkemidler som påvirker udviklingen på penge- og kreditmarkederne m.v.
4. Endelig kan de statslige myndigheder påvirke udviklingen ved at påvirke beslutningsprocessen i de områder af økonomien, som er underlagt private beslutninger, gennem at påvirke informationsgrundlaget for disse beslutninger, tilrettelægge forholdene for samarbejde og koordinering under forskellige former osv. Denne sidste form for styring kaldes ofte indikativ planlægning, i modsætning til planlægning og styring, som sker ved statslige myndigheders egne beslutninger, påbud og forbud overfor private dele af økonomien.

I enhver økonomi kan man finde eksempler på alle disse måder at påvirke den økonomiske udvikling på fra statsmyndighedernes side; Et hovedaspekt ved den økonomiske planlægning vil være at koordinere beslutninger og tiltag på disse forskellige områder ud fra en helhedsanalyse af virkningerne af de forskellige tiltag i samspil med hinanden.

I den brede opfattelse som er gengivet ovenfor, har mange lande en form for «planøkonomi», men både indholdet, formen og effektiviteten vil variere med hovedelementerne i det herskende økonomiske system. Planlægningen i lande hvor man overvejende har et privatkapitalistisk erhvervsliv, vil i vid udstrækning ske gennem forsøg på styring gennem penge- og finanspolitik og gennem indikativ planlægning - formerne 3 og 4 i listen ovenfor - mens planlægning i en socialistisk økonomi i langt højere grad vil være baseret på de styringsmuligheder der ligger i direkte planlægning og styring af den socialiserede del af erhvervslivet.

Gennemførelse

Ideen om en samfundsøkonomisk planlægning som skulle afløse «anarkiet», ustabiliteten og de asociale virkninger af de frie markedsmekanismer, blev klart udtrykt hos marxismens klassikere, men de havde ikke i detaljer udarbejdet de former og metoder en sådan planlægning skulle baseres på. I praksis blev planøkonomi for første gang gennemført i Sovjetunionen efter revolutionen og borgerkrigen. Det første store eksempel på en sådan planlægning var den statslige plan for elektrificering af den Russiske Sovjetrepublik, som blev udarbejdet omkring 1920 og som havde et perspektiv på 10-15 år. Planen gjaldt først og fremmest kraftudbygning, men da elektrisk kraft er af betydning for store dele af erhvervslivet, blev planen i praksis en omfattende plan for mange sektorer indenfor økonomien.

Efterhånden udviklede Sovjetunionen et system af regelmæssige årlige planer og femårsplaner samt planer med et længere perspektiv og med noget mere uregelmæssige intervaller. Tilsvarende systemer indførtes senere i de socialistiske lande i Østeuropa. Beslutningskompetencen var i de første faser stærkt centraliseret, men med reformerne i 1960'erne blev kompetencen noget mere decentraliseret og man gik over til øget anvendelse af mere indirekte virkemidler.

Planlægningen i de kapitalistiske lande har først og fremmest sit udspring i behovene for at gribe mere aktivt ind fra de statslige myndigheders side. Dette blev erkendt som nødvendigt efter den dybe og vedvarende økonomiske krise i 1930'erne. Sammen med genopbygningsbehovene i en række vesteuropæiske lande efter 2. verdenskrig, skabte det basis for en vis planlægning og styring i mange vesteuropæiske lande i efterkrigstiden. Hovedformålet var at sikre genopbygningen og stabiliseringen for at undgå tilbagefald til en krise af 1930'ernes art. Finansloven eller tilsvarende dokumenter med andre betegnelser har været det væsentligste udtryk for denne planlægning. Senere er mere langsigtede perspektiver også kommet stærkere ind i billedet.

Mulighederne for planlægning og styring i de kapitalistiske lande har vist sig at være ret skiftende. Nogle lande, som Norge, Sverige og Frankrig, har over længere perioder oplevet en vellykket gennemførelse af planer. I enkelte andre lande er «nationale økonomiske planer» mere blevet hængende i luften uden styrke til at påvirke det faktiske udviklingsforløb.

Graden af økonomiske og politiske konflikter i de forskellige lande er af afgørende betydning for mulighederne for at føre en nogenlunde sammenhængende og effektiv økonomisk politik i overensstemmelse med udarbejdede planer. Den økonomiske krise i 1974-75 - som var den kraftigste siden 1930'erne - kuldkastede mange planer, og det viste sig vanskeligt på samme tid at få bragt beskæftigelsesudviklingen, prisudviklingen og udviklingen af handelsbalancen under kontrol igen.

Neoliberalismens ideologiske fremmarch siden 1970'erne har på en række områder trængt den samfundsøkonomiske planlægning tilbage i de kapitalistiske lande. Konsekvensen har været, at kapitalismens anarki er blevet sluppet løs i højere grad end tidligere. Nogle sektorer har derved fået mulighed for at skaffe sig store ekstraprofitter, mens andre sektorer er blevet hårdt trængt eller helt udraderet. På det sociale område er konsekvenserne en samfundsmæssig polarisering - mellem de dele af befolkningen der hår råd til at skaffe sig ordentlige boligforhold, uddannelsesmuligheder, sundhedsforsorg, pensionsmuligheder osv. og de dele der falder gennem de stadig større masker i det sociale «sikkerhedsnet».

L.J.