Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.974
: :
Religionskrig
Left
Rocks
2020-05-29 09:49

Religionskrig er den betegnelse som anvendes om krige, hvor religiøse motiver eller begrundelser indgår som et væsentligt element i den ideologiske oprustning. Der er næppe udkæmpet nogen krig i historien, uden at religionen er blevet draget ind som legitimering og mobiliserende faktor. Men med «religionskrige» tænker vi især på konflikter, hvor den religiøse iver har været den udløsende gnist, og hvor fjenderne skulle udslettes, netop fordi de manglede den rette tro.

Den klassiske religionskrig

De første klare eksempler finder vi allerede i det gamle testamente, hvor Israels fjender er Jahves fjender og dermed uden ret til livet. Der er meget der tyder på, at religionskrigene både i den jødiske, kristne og islamiske verden hænger sammen med forestillingen om Guds udvalgte folk. Både det islamiske trosfællesskab, synagogen og den kristne menighed gør krav på eksklusivitet - dvs. at deres tro er den eneste rette - og universalitet. Dvs. at troens sandhed er gyldig for alle mennesker. Missionsiveren har på denne måde kunnet motivere politisk aggression og ekspansionspolitik.

Religionskrige i klassisk forstand tilhører altså den jødisk-kristent-islamiske verden. For grækere og romere var den et ukendt fænomen. Godt nok kunne grækerne give deres sejre en religiøs fortolkning, som Aiskylos i tragedien om «Perserne». Og romerne kunne nok føre krige, som fra modstandernes synsvinkel var religionskrige - f.eks. da Titus knuste oprøret i Jerusalem i år 70. Men de havde ingen religion til motivation af ekspansionspolitikken.

Forestillingen om «hellig krig» opstod på kamppladsen mellem byzantinere og muslimer mod slutningen af 600 tallet. Det er uklart, om det oprindeligt var en kristen eller en islamisk idé. Justinians forsøg på at genoprette Romerriget i det 6. århundrede med Konstantinopel som centrum var lige så nært knyttet til religionen, som den islamiske aggression mod slutningen af det 7. århundrede

Byzantinernes 750 års sammenhængende konflikter med araberne kan for så vidt godt kaldes religionskrige, eftersom det her virkelig var to forskellige religioner og ikke bare to forskellige konfessioner, som støtte sammen. Det samme gælder arabernes kampe med den latinske, vesteuropæiske kristendom, fra Karl Martells sejre ved Tours og Poitiers (732) til korstogene i højmiddelalderen.

Der fandtes mange håndfaste grunde til at drage på korstog i det 12. og 13. århundrede; ønsket om nye handelsruter, ønsket om at knække byzantinerne, rovlyst, antisemitisme, osv., men det afgørende var at genvinde de hellige steder for den kristne verden - hvis vi da skal tro ideologerne på deres ord. Et medvirkende motiv var også den politiske samling af et kristent broderskab, som paverne ventede sig i Europa, som følge af kampen mod de vantro. Alligevel kan vi kalde korstogene for religionskrige.

Religionskrig i nyere tid

Det meste af det der senere er blevet kaldet religionskrige i Europa, har enten været borgerkrige mellem tilhængere af forskellige konfessioner - som i England omkring Maria Stuart eller Frankrigs Bartolomeusnat - eller krige mellem katolske og protestantiske nationer, som i reformationskrigene mod slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. De var i streng forstand ikke religionskrige, eftersom parterne tilhørte den samme religion. Men det er alligevel krige med religiøst udgangspunkt og religiøs legitimering. Det viser sig nemlig, at selv om religioner som jødedom, islam eller kristendom opsplittes i aldrig så små sekter, så vil hver eneste lille gruppe alligevel bevare det oprindelige eksklusivitets- og universalitetskrav - dvs. følelsen af at være Guds udvalgte folk. I islams historie støder vi på nøjagtig de samme opsplittelses- og aggressionstendenser som i kristendommens historie. Jødernes tilsyneladende fredsommelighed i historisk perspektiv skyldes, at de aldrig har haft noget statsapparat eller hærafdelinger til deres rådighed før oprettelsen af staten Israel i 1948. Siden har de vist sig lige så aggressive som kristne og muslimer.

Religionskrige er et problematisk navn at bruge, fordi religionsgrænser og konfessionsgrænser ofte falder sammen med andre grænser. Det kan være etnisk ulighed, sociale uligheder og opsamlede aggressioner, som følge af, at den ene religiøse gruppe har okkupantstatus og den anden er undertrykt, som f.eks. i Nordirland. Konfessionsgrænserne kan også være sammenfaldende med sproggrænser eller understrege modsætningen mellem land og by.

En konsekvent ideologikritisk historiebetragtning vil frakende religionen evnen til at motivere til politiske initiativ og snarere betragte den som et skalkeskjul for andre, mere håndfaste magtinteresser. En sådan betragtning kan dog kun forsvares, hvis den anvendes på moderne tid. Frem til reformationskrigene var det religiøse sprog det eneste middel til at legitimere magt og magtanvendelse. Heller ikke i den handlendes bevidsthed fandtes der «interesser», «magt», eller «fordele» løsrevet fra de skriftsteder, som kunne begrunde initiativet. I teokratier (hvor den herskende er Guds repræsentant) er der ingen forskel mellem synd og forbrydelse, gudsbespottelse og majestætsfornærmelse, mission og ekspansion. Derfor måtte alle krige i en vis forstand blive til religionskrige. Det er først gennem Machiavellis verdsliggørelse af politikken og Luthers to-regiments-lære, at den teokratiske betragtning fik nådestødet.

T.B.E.