Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 14/6 2007
Læst af: 172.495
: :
Islam

Islam betyder underkastelse eller overgivelse til én gud, Allah. Det var sådan profeten Muhammad, selv kaldte den religion han grundlagde. Den som bekender sig til Islam, kaldes en muslim (ord dannet over samme rod som Islam). Betegnelsen muhamedaner eller muhamedanisme undgår muslimerne selv. Bl.a. fordi de ønsker at pointere, at de ikke dyrker Muhammad, som de kristne ellers dyrker Kristus.

Islam betegner altså trosakten, det at overgive sig den ene gud. Samtidig betegner Islam selve det religionssamfund Muhammad grundlagde. Islam forudsætter med andre ord en individuel og en kollektiv bekendelse af tilhørighed til et samfund baseret på nøje fastlagte forskrifter. Islam er den yngste af verdensreligionerne, og er en lovreligion. Loven (Sharia) omfatter både de religiøse forskrifter og de sociale og juridiske forpligtelser. Et vigtig træk ved islam gennem historien er den uadskillelige forbindelse mellem politik og religion. Muhammad selv grundlagde et samfund, hvor han var både religiøs og politisk leder. Dette har præget islam frem til i dag.

Den islamiske verden omfatter over 1 milliard tilhængere. Mellemøsten med den arabiske halvø - islams gamle kerneområder - står i dag talmæssigt tilbage for Pakistan og Bangladesh (200 millioner), Indien (100 millioner), Indonesien (180 millioner) og Afrika. I Egypten har islam 50 millioner tilhængere, Sudan 25 millioner, og i det øvrige Nordafrika er der 50 millioner. I Afrika syd for Sahara finder vi mere end 50 millioner muslimer. Der findes også mindre grupper i Europa og i USA. I staterne efter det tidligere Sovjetunionen findes der omkring 60 millioner muslimer.

Islam er ikke en kirke med et præsteskab, og har heller ikke noget centraliseret læreembede. Islam er som de øvrige verdensreligioner, inddelt i en række religiøse samfund. Der findes tre hovedgrupper, sunitter som omfatter de fleste muslimer (90 %), shiiter, som igen er spaltet i en række mindre samfund. En moderat udformning af Shia - imamitterne - er i dag den officielle religionsform i Iran. Spaltningen af islam skete hurtigt efter Muhammads død. Hovedårsagen var uenighed blandt hans tilhængere om, hvem der var profetens retmæssige efterfølger. Karakteristisk for de forskellige grene af Shia er, at kun efterkommere af profeten accepteres som det islamiske samfunds leder. Dette har en række læremæssige og retslige konsekvenser.

Kharidjitterne bør nævnes som en tredje gren. Den gruppe som eksisterer i vore dage er ibaditterne i Nordafrika, Oman og Zanzibar.

Oprindelsen

Islam blev til på den arabiske halvø i det 6. århundrede e.v.t. Stifteren Muhammad (ca. 570-632) blev født i Mekka, hvor han trådte frem som Allahs profet og forkyndte læren om én gud og frygt for dommedag. Muhammads lære blev ikke accepteret i Mekka, og han blev i 622 tvunget til at flygte til Medina. Dette årstal er udgangspunktet for den islamiske tidsregning.

I Koranen, islams hellige skrift, er Muhammads åbenbaringer nedskrevet. Allerede i profetens levetid begyndte hans tilhængere at nedskrive det, profeten forkyndte. Dette blev samlet, og Koranen fik sin endelige form omtrent 20 år efter profetens død. Alle muslimer godkender denne Koranversion. I følge den ortodokse lære indeholder Koranen Allahs ord, som de blev talt til menneskene gennem profeten Muhammad. Kilderne til islams troslære, etik og retslære er at finde her. Ved siden af Skriften står Sunna (tradition). Sunna betegner i bred forstand praksis og lære i den ortodokse (sunnitiske) islam. I snæver forstand betegner Sunna de nedskrevne beretninger (Hadith) om profeten og hans første tilhængere. Hadith-samlingerne er en norm for menighedens afgørelser i aktuelle spørgsmål. De situationer eller de spørgsmål som ikke beskrives i teksterne, kan afgøres ved at der findes ligheder med tidligere omtalte afgørelser (analogiprincippet). Dette forudsætter menighedens (de retslærdes) enighed (idjma). Her træder de lokale retslærde ind med deres forståelse af Koranen, traditionen og analogiprincippet. Loven (Sharia), lovstudiet og viden om loven er et af de mest typiske træk ved islam. Loven som bygger på Koranen og Sunna, er - i det mindste i teorien - evig og urokkelig. I praksis er Sharias uindskrænkede magt imidlertid reduceret i en række islamiske lande, hvor f.eks. dele af civil- og strafferetten er blevet tillempet moderne forhold. Sunnittisk islam giver plads til fire forskellige lovskoler, som deler den islamiske verden mellem sig og indbyrdes anerkender hinanden.

Religiøse pligter

En vigtig del af den praksis den religiøse lov pålægger de troende, kaldes «de fem søjler» og omfatter: 1. trosbekendelsen, 2. den rituelle bøn, 3. almissen, 4. fasten, 5. pilgrimsfærden til Mekka (der findes varianter i denne opregning).

Før de religiøse pligter kan udføres, må den troende være rituelt ren. Tanken om rituel renhed/urenhed indtager en vigtig plads i islam. Alle menneskers biologiske funktioner - også de seksuelle - gør mennesket urent og forudsætter renselse. Omskæringen af drengebørn - som ikke nævnes i Koranen - er både et tegn på renhed og på tilhørighed til det religiøse samfund. Islam har desuden en række bestemmelser som forbyder enhver kontakt med urene ting eller dyr: grisen er uren, og kødet må ikke spises. Islam har forbud mod vin (alkohol), og der praktiseres også forbud mod at spise kød af dyr, som ikke er slagtet på forskriftsmæssig måde.

Den rituelle bøn (til forskel fra den private bøn) skal i princippet forrettes fem gange dagligt. Den fælles fredagsbøn i moskéen tillægges særlig betydning. Almissen fungerede oprindelig som en forpligtelse overfor de fattige. Den har fået en række lokale udformninger og har flere steder antaget form af en årlig skat. Fastepraksis er knyttet til én bestemt måned i året (Ramadan), og i tredive dage må man ikke spise, drikke eller have samleje fra solopgang til solnedgang. Afslutningen af Ramadanfasten markeres ved en fest, id-al-fitr - en af de to store årlige fester. Pilgrimsfærden til Mekka er en forpligtelse for enhver muslim, som er i stand til at foretage denne rejse én gang i løbet af sit liv. Der eksisterer et lige så udtrykkelig forbud for ikke-muslimer mod at besøge den hellige by. Pilgrimsfærden afsluttes med en fest, som årligt fejres over hele den islamiske verden (id al kabir). Djihad - «hellig krig» - omtales hyppigt i Koranen og var tæt ved at blive regnet med til de absolutte pligter. «Hellig krig» er krig ført mod ikke-muslimer, og betragtes fortsat som en solidaritetspligt som kan pålægges den enkelte islamiske stat.

Islams trosbekendelse lyder: «Det er ingen gud uden Allah, og Muhammad er hans profet», Her kommer to grundlæggende tanker i troslæren til udtryk:

1. Den absolutte monoteisme, dvs. troen på én gud (de kristne betragtes som polyteister: tror på flere guder, med deres treenighedslære). Allah er almægtig, han er skaber og menneskehedens dommer. Forestillingen om guds absolutte magt og hans altomfattende barmhjertighed, har givet anledning til et spørgsmål, som blev stærkt omstridt allerede tidligt i islams historie: er mennesket forudbestemt til frelse eller fortabelse? (prædestinationslære). Koranen giver ikke noget entydigt svar på dette spørgsmål. Sunnittisk islam siger, at mennesket har en fri vilje, men har givet en særegen udformning af dette i sin teologi. Islam lærer endvidere, at både kvinder og mænd kan frelses. Islam har ingen lære om en evig fortabelse. Helvede omtales flere gange i Koranen, men betragtes som et midlertidig opholdssted.

2. Profetlæren er det andet centrale punkt. Allah har talt til menneskene gennem sine profeter. Islam regner med en lang række profeter før Muhammad. Her er Abraham, Moses og Jesus vigtige skikkelser, som omtales i Koranen. De har alle forkyndt den rette lære om én gud, men budskabet er senere blevet forvansket af jøder og kristne. Muhammad er den sidste profet, sendt til menneskene, og i Koranen har Allahs budskab fået sin endelige og fuldkomne form.

Kvindens stilling

Grundlaget for islams syn på ikke-muslimer, slaver og kvinder, findes i Koranen. Hvad kvindeopfattelsen angår repræsenterer islam en forbedring af frie muslimkvinders stilling, hvis man sammenligner med forholdene på den arabiske halvø før Muhammad. Det er imidlertid vanskeligt at se bort fra, at islam har en tradition som klart forudsætter mandens overlegenhed og råderet over kvinden. Diskussionen i islamiske lande i vore dage om skilsmisselovgivning, mandens ret til polygami osv. antyder et vigtig problemområde: nemlig at der i den religiøse lov findes enorme forskelle mellem frie mænds og kvinders religiøse, sociale og juridiske rettigheder. «Mænd er kvinder overlegne, fordi gud har foretrukket den ene fremfor den anden», hedder det i Koranen (sure 4).

Islam har en mystisk tradition - sufismen - som gennem historien har stået i et klart modsætningsforhold til de retslærdes ortodoksi. Her har nogle få kvinder allerede i tidlig tid gjort sig gældende. Rabia fra Basra (død 801) er muligvis den første muslim som gav sine mystiske oplevelser litterær form. Fragmenter af hendes digte er bevaret. Ellers er det påfaldende hvor få overleveringer der findes om lærde, socialt aktive eller hellige kvinder i islam. De eksempler som findes er - med få undtagelser - hentet fra tidlig tid.

Islam er en vigtig ideologisk faktor i hele den tredje verden, men vi står overfor et meget sammensat billede. Opgøret med kolonimagterne resulterede i en særegen sammensmeltning af nationalisme, religion og politik. I de enkelte islamiske stater gøres der forsøg på at trække klare skel mellem stat og religion (f.eks: Tyrkiet og Tunesien). Samtidig lever idealet om sammenfald og harmoni mellem politik og religion i «den islamiske stat» fortsat. Dette ideal er blevet klart udtrykt og debatteret så langt tilbage man kan spore i islams historie.

K.V.


Internet

Politisk Islam – et reaktionært oprør. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk