Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rente anvendes normalt i betydningen lånerente - dvs. den pris man betaler for at låne penge. Hvis man på et tidspunkt låner 100 kroner og betaler 105 kroner tilbage et år senere, siger vi at renten eller rentefoden er 5% per år. Mere generelt anvendes rente i betydningen afkastning på kapital, uanset om kapitalen er lånt eller ikke.

Man kan vanskeligt tale om rentefoden som en bestemt størrelse, da den varierer betydeligt mellem forskellige låneformer. Rentefoden på kortsigtede lån er gerne forskellig fra renten på langsigtede lån, og udbyttet af aktier er ikke det samme som udbyttet af obligationer. For at forklare dette, må vi sige noget om, hvorfor renten eksisterer, og hvad der bestemmer størrelsen, men det er ikke nogen enkel opgave, da der findes mange forskellige renteteorier.

I den merkantilistiske tidsalder blev renten gerne betragtet som et rent pengeanliggende, og renten fik en rent monetær (pengeteoretisk) forklaring. Det at disponere over penge blev betragtet som et gode, selv om man ikke selv ejede dem, og på tilsvarende vis blev det betragtet som et offer at skille sig af med dem - selv om det blot var midlertidigt. Derfor måtte den der lånte penge betale rente til den der lånte dem ud.

De senere klassiske økonomer kom efterhånden til at betragte rente som lejen af realkapital. (Med realkapital menes maskiner, fabriksbygninger, transportmidler etc.). Der eksisterer en sådan pris på kapital. Dels fordi mere realkapital fører til øget produktion, og dels fordi kapitalen kun kan øges ved opsparing - som er et offer. John Maynard Keynes - vort århundredes mest indflydelsesrige økonom - udviklede en kritik af den klassiske renteteori og bragte atter den monetære renteteori til hæder og værdighed.

En tredje (eller fjerde) forklaring på rentefænomenet rente blev givet af Marx. Han anså renten som en form for ubetalt arbejde. I det kapitalistiske samfund producerer arbejderne mere værdi end deres egen løn, og denne merværdi tilfalder kapitalisterne i form af profit eller rente.

Der findes også en del andre momenter der bør tages i betragtning ved en teoretisk bestemmelse af renten - specielt risiko og inflation. Når man låner sine penge ud, løber man altid en vis risiko for at miste dem. Normalt vil renten på et lån være højere, jo højere risikoen antages at være. På lignende måde påvirkes renten af inflationen. Når prisstigningerne er store, bliver den nominelle rente normalt høj. Det er en slags kompensation for faldet i pengeværdien. Til gengæld kan rentefoden blive meget lav i tider med faldende priser.

Betegnelsen rente anvendes også i betydningen jordrente eller grundrente. Den klassiske teori for jordrente blev udviklet af den engelske økonom David Ricardo for over end 170 år siden. Jordrente betragtes her som en betaling til grundejeren for produktivkraften i jorden («the original and indestructable powers of the soil»). En lignende forklaring gives på den indtægt der tilfalder ejerne af skov, miner, vandfald osv. Teorien om jordrente kan også generaliseres til at omfatte varige kapitalgenstande som kanaler, jernbaner og fabriksbygninger.

T.Ha.