Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ricardo (1772-1823), en af de mest fejrede, respekterede og indflydelsesrige personer i økonomiens historie. David Ricardo havde jødiske forældre af hollandsk oprindelse. Faderen var forholdsvis aktiv på børsen, først i Amsterdam og senere i London, og han gjorde det godt. Dette fik stor betydning for sønnen, som begyndte sin finanskarriere kun 14 år gammel, og havde tjent sig en formue før han var 30. 42 år gammel trak han sig tilbage fra City, købte sig en herregård og senere en plads i parlamentet.

Ricardo fremstilles gerne som den første store økonom efter Adam Smith. Ricardos samlede værker som blev udgivet på initiativ af Keynes og med Pierro Sraffa som redaktør, udgør hele 16 bind med breve og private notater. Der kan være grund til at understrege, at det meste af dette er skrevet i nær tilknytning til aktuelle politiske problemer. Ricardo kom ved flere lejligheder til at spille en vigtig politisk rolle. F.eks. i striden om kornlovene og i debatten om hvilken pengepolitik der skulle føres efter Napoleonskrigene. Det var således i vid udstrækning den politiske situation som bestemte, hvornår der skulle skrives og hvilke problemer der skulle analyseres. Til en vis grad - men bare til en vis grad - kan man også hævde, at det var politikken der bestemte konklusionerne. Det har været normalt at betragte ham som repræsentant for typiske borgerlige eller kapitalistiske interesser, som sjældent indtog jordejervenlige standpunkter. Der findes imidlertid flere meget vigtige undtagelser fra denne regel.

Fordelingsteorien

Ricardo siger i forordet til «Principles of Political Economy and Taxation» (Principperne for politisk økonomi og beskatning, London 1817) at det at bestemme hvad der regulerer fordelingen af samfundsgoderne, er det centrale problem i den økonomiske videnskab. Han og de øvrige klassiske økonomer opstiller en fordelingsteori, som i modsætning til den senere nyklassiske teori, kan fremstilles forholdsvis uafhængig af værditeorien. Udgangspunktet er et landbrugssamfund, som består af tre klasser: Jordejere, forpagtere og arbejdere. Jordejerne har ingen anden funktion end det at eje jorden, indkassere og konsumere jordrenten. Forpagterne er både entreprenører og kapitalister. De leder arbejdet og stiller den nødvendige kapital til disposition. Kapitalen består dels af cirkulerende kapital, dels af fast kapital, som redskaber, bygninger og dræningsanlæg. Arbejderne mangler både jord og kapital. De er derfor nødt til at leve af deres arbejde.

Produktet deles i tre dele: Jordrente til jordejerne, profit til forpagterne (kapitalisterne) og løn til arbejderne. Ricardo bestemmer «normallønnen» eller den «naturlige løn» udfra eksistensminimum - på samme måde som Malthus. Den kan i tider med knaphed på arbejdskraft nok blive en del højere, men da vil befolkningen og arbejdsstyrken vokse, således at lønnen atter presses ned.

Centralt i Ricardos fordelingsteori står det faktum at jorden har forskellig kvalitet. Den dårligste jord som er i brug - den såkaldte marginaljord - giver overhovedet ikke rente. Renten på et vilkårlig jordstykke bestemmes som forskellen i afkastning mellem dette og et lige så stort stykke marginaljord.

Profitten bestemmes som en restfaktor. Den er det der bliver tilbage til forpagteren, efter at løn og jordrente er betalt.

I begyndelsen var jorden stor, menneskene få og kapitalen ringe. Der var derfor nok førsteklasses jord til alle, som havde kapital nok til at ville dyrke den, og derfor fandtes ingen jordrente. Renten opstår først, når al den bedste jord er taget i brug. Det bliver da aktuelt også at opdyrke andenklasses jord. Dette sker under forudsætning af, at afkastningen er stor nok til at dække arbejdslønnen, andre udgifter og en vis profit. Der opstår nu rente på førsteklasses jord, fordi der er mangel på den, og den har en afkastning som er større end den vi finder på andenklasses jord - dvs. marginal jord som fortsat er et frit gode.

Når også al andenklasses jord er opbrugt, begynder man at opdyrke tredjeklasses jord. Der opstår da også jordrente på andenklasses jord, og den bliver lig forskellen i afkastning mellem jord af anden og tredje klasse. Renten på jord af første klasse får et lige så stort tillæg.

Sådan fortsætter udviklingen. Man tager stadig dårligere jord i brug. Jordrenten på et vilkårlig jordstykke - lig forskellen i afkastning mellem dette jordstykke og den marginale jord - bliver stadig større. Samtidig bliver profitten af en bestemt kapitalmængde stadig lavere.

Profitten bestemmes som sagt som en reststørrelse. Den er det, der bliver tilbage til forpagteren, efter at løn og jordrente er betalt. Profitten og profitraten er særlig enkel at beregne på marginal jord, fordi jordrenten her er nul. Da profitraten må være den samme overalt - efter princippet om udbud og efterspørgsel - er dette også samfundets profitrate. Vi ser derfor, at profitraten gradvis aftager efterhånden som dyrkningsgrænsen flyttes, for at inddrage jord af stadig dårligere kvalitet. Der bliver stadig mindre igen, efter at lønnen er betalt. Hvis dette fortsætter til sin yderste grænse, vil profitraten nå nul. Det vil imidlertid ikke ske. Længe før dette indtræffer vil den lave profit have stoppet kapitalakkumulationen.

Arbejdsværdilæren

Foruden fordelingsteorien - som åbenbart er meget mere end en fordelingsteori - er Ricardo særlig kendt for arbejdsværdilæren og for teorien om de komparative fordele. Han forsøgte at bestemme bytteforholdet mellem to varer som forholdet mellem arbejdsmængderne, som er lagt ned i dem - også i det moderne samfund. Han præciserede imidlertid, at man da også må tage hensyn til det arbejde der kræves for at producere råvarerne, og de redskaber som forbruges. Vi må med andre ord regne med både det direkte og det indirekte arbejde.

Det bør måske præciseres, at Ricardo selv fandt, at arbejdsværdien - som pristeori - ikke kan gælde fuldt ud. Arbejdsværditeorien som udbytningsteori tog han ikke op. Ricardos værditeori er forlængst forkastet eller stærkt modificeret af både marxister og «borgerlige økonomer».

Teorien om de komparative fordele

Teorien om de komparative fordele er på en ganske anden måde blevet stående uforandret som et stykke blændende økonomisk analyse - så langt forudsætningerne rakte. Det hele drejer sig om fordelene ved international arbejdsdeling. Adam Smith og mange før ham havde selvfølgelig indset, at hvis England er «bedst» til at producere klæder - f.eks. i den forstand at arbejdsforbruget pr. produktionsenhed er lavest - og Portugal er bedst til at producere vin, vil international arbejdsdeling kunne lønne sig. Hver nation bør da beskæftige sig med, hvad den er bedst til.

Ricardo påviste, at arbejdsdelingen også kan være meget fordelagtig dersom Portugal producerer både vin og klæder med et lavere ressourceforbrug end England. Antag at Portugals overlegenhed er 3 til 1 for vin og 3 til 2 for klæder. Den samlede produktion vil da blive størst dersom Portugal koncentrerer sig om vin, hvor dets absolutte fortrin er størst, og England koncentrerer sig om klæder hvor Portugals absolutte fortrin er mindst. Portugal har altså komparative fordele ved produktionen af vin, og at England har komparative fordele ved produktionen af klæder. Ethvert land bør specialisere indenfor et erhverv, hvor det har komparative fortrin.

I de senere år har økonomer med fornyet interesse læst kapitel 31 i «Principles». Ricardo diskuterer her, hvorvidt indføringen af nye maskiner kan føre til arbejdsløshed. Tidligere havde han nærmest afvist denne mulighed under henvisning til «Says lov» - at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel. Her siger han lige ud, at han har skiftet mening, at indføringen af nye maskiner kan medføre en betydelig nedgang i beskæftigelsen.

Ricardo står i den lidt specielle situation, at han hyldes af både marxister og «borgerlige økonomer». Fra ham udgår to af de vigtigste linier i den økonomiske tænknings historie: En via James Mc Cullogh og de radikale ricardianere i 1830'erne frem til Karl Marx, og videre til Pierro Sraffa og dagens nyricardianere i Cambridge; En anden går via John Stuart Mill og Alfred Marshall, frem til efterkrigstidens nyklassiske økonomer.

T.Ha.