Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Reproduktion betyder «fornyet frembringelse», eller at noget produceres igen. Indenfor samfundsvidenskaben hedder det gerne, at en social ordning reproduceres, når de grundlæggende betingelser for ordningen holdes ved lige.

Mere specielt henvises der ofte til to forskellige typer samfundsmæssige virksomheder og institutioner: Den produktive og den reproduktive sfære eller område. I den reproduktive sfære fornyes og vedligeholdes samfundets arbejdskraft. Gennem oplæring, opdragelse, uddannelse, sundhed og pleje sørger den reproduktive virksomhed for at dette sker på en sådan måde, at produktionens betingelser opretholdes. Dette betyder f.eks., at arbejdskraften tilpasses den produktionsform, der præger det kapitalistiske samfund.

Et af de mest slående træk ved kapitalismen er, at det produktive og det reproduktive område er skarpt adskilt. Når en institution - f.eks. familien eller skolen - yder reproduktive tjenester, betyder det under kapitalismen at den opretholder den materielle produktion, uden at tage direkte del i den. De reproduktive virksomheder er ikke underlagt kapitalforholdet direkte. De frembringer ikke mere værdi, end det der er nedlagt i dem. Men disse institutioner har en dobbelt funktion. På den ene side er de nødvendige institutioner i reproduktionen af kapitalen; på den anden side organiserer de opfyldelsen af individuelle behov. Denne dobbelthed kommer f.eks. til udtryk i bistandssystemets opgave. Bistandssystemet løser arbejdsmarkedsproblemer i den produktive sfære ved at gøre det muligt at smide «ikke brugbare» arbejdstagere ud. Samtidig dækkes den enkelte ikke-arbejdsdueliges økonomiske behov.

De centrale reproduktive opgaver er først og fremmest knyttet til reproduktionen af arbejdskraft i bred forstand: Det at føde og sikre opvæksten af børn. Opgaver som først og fremmest er knyttet til familien. Foruden familien drejer det sig om bl.a. skoler og uddannelsesinstitutioner. Ved siden af de rent fysiske og kundskabsmæssige kvaliteter som bliver tilført arbejdskraften gennem disse institutioner, er de også mere generelt opdragende.

Helbredelse og pleje af syge samt omsorg for ældre er også eksempler på reproduktionsfunktioner. Det samme gælder en del problem- og konfliktløsninger af personlig art. Alt sammen opgaver som vi i dag forbinder både med familien og det sociale og sundhedsmæssige hjælpeapparat. Nærmiljø, lokalmiljø og en del frivillige organisationer hører også med til den reproduktive sfære. Betragtet ud fra et «produktionssynspunkt» er det åbenbart, at arbejdslivet modtager arbejdskraft som andre institutioner har «produceret» og sikret udviklingen af - både fysisk og socialt.

Forholdet mellem det produktive og det reproduktive område præges i dag først og fremmest af de skarpe skillelinier mellem dem. Dette regnes som særlig karakteristisk for det kapitalistiske samfund, og var helt anderledes i feudalsamfundet. De to områder er under kapitalismen på flere måder adskilt fra hinanden: Økonomisk, organisationsmæssig og kulturelt. Omkostningerne ved at opdrage børn til arbejdstagere vedkommer ikke virksomhederne. Børneopdragelsen sker i familien og i skolen, ikke i arbejdslivets enheder. Og mens markedets værdier og regler stort set hersker indenfor produktionssfæren, er omsorg og opdragelse i princippet ledet af andre regler.

Men i de højt industrialiserede kapitalistiske samfund er omsorgs- og opdragelsesarbejdet blevet mere og mere opdelt og omorganiseret. Opgaver som før blev varetaget af familie, naboer og vennekredsen, er blevet det offentliges opgaver. Først og fremmest fordi selve produktionen og økonomien er således indrettet, at de «gamle» ordninger ikke længere kan fungere. Flytning, pendling, svækkelse af primærerhvervene er i denne forbindelse vigtige faktorer. Sammenbruddet i de gamle ordninger for omsorg og opdragelse har særlig store konsekvenser for kvinderne i et land som Danmark.

Kvinderne har stort set stået for den reproduktive virksomhed i hjemmene. Efterhånden som opgaverne lægges over i offentlige institutioner, fyldes disse af kvinder, som på den måde går fra ulønnet til dårlig lønnet og et mere opsplittet og rutinepræget arbejde - delvist organiseret efter produktionssfærens principper. Dette fører til dobbeltarbejde for mange kvinder, men også til en vis økonomisk uafhængighed, og måske til nye samarbejdserfaringer kvinder imellem. Men man kunne også forestille sig, at udviklingen ville føre til, at mere omsorgs- og opdragelsesarbejde blev overdraget til mænd.

Ved at studere kvindernes stilling kan vi se, at det økonomiske og sociale skel mellem produktion og reproduktion i virkeligheden tildækker forbindelserne mellem det der sker i de to sfærer. Og først og fremmest tildækkes produktionens forrang: Det bliver vanskeligt at erkende, at produktionslivet opstiller betingelserne for den reproduktive virksomhed og ikke omvendt. Det er f.eks. arbejdslivets krav om højt tempo, om flytning og pendling blandt arbejdstagerne samt slitagen i arbejdet, som særlig skaber sociale og sundhedsmæssige problemer. Løsningen af problemerne overlades til den reproduktive virksomhed - privat og offentlig.

Den offentlige administration opretholder både skellet og produktionens forrang. Behandlingen af sociale problemer, sundhedsspørgsmål og uddannelse ligger indenfor andre institutioner og organer, end de der i første række har ansvaret for udviklingen af produktionen. Ved siden af de vanskeligheder dette medfører i forbindelse med forebyggende socialt arbejde - ved at problemer der udspringer af en sektor skal løses indenfor en anden - repræsenterer dette også en tilsløring af forbindelserne mellem disse områder. Produktionslivet - og «produktionsdepartementerne» - er organisatorisk og institutionelt fraskrevet ansvaret for problemer af social og sundhedsmæssig art.

Hermed antyder vi også noget om det relative styrkeforhold mellem de to områder. De reproduktive institutioner fungerer i høj grad som modtagere af problemer, der er opstået i den produktive sfære. Samtidig er disse institutioner «svage», med få muligheder for at løse de problemer de har til opgave at løse. Dette fremtræder bl.a. ved, at de reproduktive institutioner på mange måder er i en defensiv position: De kan ikke opstille præmisserne for udviklingen af produktionen på en sådan måde, at de kan ophæve behovet for deres egne reparationsfunktioner. Den produktive sfære har forrang frem for den reproduktive. «Det er produktionen vi lever af» - om vi så skal dø af det.

Reproduktionssfæren er blevet en slags offentlig lynafleder: Lige så umættelig som det teknisk-økonomiske system, uden for alvor at kunne tage de problemer og skader op der opstår i produktionssfæren.

H.Hol.