Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.642
: :
Retsopgøret i Norge

I en række land fandt der et retsligt efterspil sted efter fredsslutningen i 1945 sted, hvor nazisterne og deres hjælpere blev retsforfulgt og dømt. I Tyskland arrangerede de allierede en speciel domstol - Nürnbergdomstolen - som skulle ramme krigsforbryderne. I Frankrig, Belgien, Danmark, Italien, Balkanlandene, de østeuropæiske stater og andre tysk besatte stater blev de nationale domstole anvendt. Over hele Europa var årene 1945-46 retsopgørets tid, og dødsstraffen blev flittigt anvendt.

Opgøret i Norge adskiller sig fra andre lande ved sin store bredde og sine milde straffe. Eksilregeringen i London forberedte sagerne fra og med 1941, da de første provisoriske anordninger blevudarbejdet. I 1942 kom den centrale forordning, om at medlemskab af National Samling (NS) - hvor 60.000 nordmænd var medlemmer i krigens løb - i sig selv var strafbart. Endvidere blev al slags bistand til fjenden - økonomisk, moralsk, militær - defineret som strafbar, med det resultat at anklagemyndigheden gik i gang med efterforskning af omkring 100.000 personer efter krigen. Resultatet var følgende:

  Landsforræder sager Sager mod udenlandske krigsforbrydere
Dømt til døden 30 15
Dømt til frihedsstraf 17 000 66
Dømt til anden straf 3 450 0
Betinget frihedsstraf 3 120 0
Betinget straf af anden form 25 180 0
Frifundet ved endelig dom 1 375 5
Undladelse af anklage 5 500 0
Henlagt efter bevisets stilling 37 150 261
Ialt 92 805 342
Resultatet i de sager der blev efterforsket.

 

  Straffede Undladelse af anklage Strafbare i alt
Mænd 30 002 4 203 34 205
Kvinder 16 083 1 096 17 179
Ialt 46 085 5 299 51 384
Straffældelse og påtaleundladelse efter køn.
Kilde: Om landsforræderopgøret. Indstilling fra Justitsdepartementet til Stortinget, 1962.

Udover de formelle reaktioner blev der også taget en række andre tiltag mod landsforræderne. Huslejeretten frakendte «stripete» (dvs. formodede tysksympatisører) deres ret til bolig. Fagforeninger og organisationer gennemførte et omfattende internt retsopgør, med eksklusioner og erhvervsforbud mod landsforrædere. Både de formodede og de dømte. Kvinder som havde stået i forhold til tyskerne under krigen, blev brutalt forfulgt og i mange sager greb de sociale myndigheder ind. Det var en storstilet kollektiv hævn der fandt sted, udløst af befolkningens opsamlede aggression og formaliseret gennem den norske tilbøjelighed til at gå rettens vej for at løse sociale konflikter.

Reaktionerne var milde - sammenlignet med andre landes. Og de blev mildere for hvert år der gik efter befrielsen. I sager mod frontkæmpere - nordmænd der havde ladet sig indrullere i tysk krigstjeneste - var forskelsbehandlingen over tid særlig påfaldende. Fuldbyrdelsen af dødsdommene - som til at begynde med gik let - blev efterhånden problematiske at gennemføre. Den kollektive hævngerrighed aftog hurtigt. Men først i 1952 var retsopgøret i store træk ovre. Og i mange år derefter var Knut Hamsuns værker forbudt i radioen.

Der findes ingen tidligere parallel til retsopgøret i norsk historie, og frygten for gengældelsestrang fra de dømte viste sig overdrevet. Det lykkedes i hvert fald aldrig de landsforræderdømte at etablere nogen form for effektiv organisation, efter at de kom ud af fængsler og lejre. Retsopgøret var i denne forstand vellykket. Uventet vellykket må man nok sige. Nordmændene viste med disse processer atter deres store evne til at behandle konflikter juridisk og acceptere øvrighedens dom.

H.F.D.


Litteratur

J. Andenæs: Det store rettsoppgjøret, Oslo 1979.
H. F. Dahl: Krigen i Norge, Oslo 1974.
R. Danielsen og S. U. Larsen (red.): Fra idé til dom, Bergen 1976.
Y. Ustvedt: Den kalde krigen den varme freden, Oslo 1978.