Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Olav Scheflo

Scheflo (1883-1943), norsk politiker og journalist, født i Steinker. Olav Scheflo startede som sømand, blev derefter ansat i postvæsenet, og var fra 1905 journalist i arbejderpressen: 1905, Ny Tid (Trondheim), 1910, Social-Demokraten (Oslo), 1914, Arbejdet (Bergen). Som redaktør af Arbejdet sluttede han sig til den radikale fløj i Det Norske Arbejderparti (DNA) og blev en af dens centrale skikkelser. Efter den radikale fløjs sejr på landsmødet i 1918 blev Scheflo redaktør af DNA's hovedorgan Social-Demokraten, og takket være ham fik den nye retnings standpunkter stor udbredelse. Efter at DNA blev medlem af Den kommunistiske Internationale (Komintern), blev Scheflo en engageret repræsentant for Komintern i Norge. Dette kom særligt frem i hans agitation for vedtagelsen af Kominterns 21 optagelsesbetingelser (se Moskvateserne).

I 1921 blev Scheflo offer for de begyndende modsætninger indenfor DNA, da han ikke blev genvalgt som hovedorganets redaktør, men i stedet «forfremmet» til at være partiets repræsentant i Kominterns eksekutivkomite - EKKI. Fra 1922 var han stortingsmedlem og DNA's parlamentariske leder. Under striden der udviklede sig mellem DNA og Komintern, var Scheflo leder af Kominternfløjen, men pga. sin specielle tolkning af Kominterns enhedsfrontpolitik og sit forsvar af voldgiften, kan det siges, at han ikke stod for Kominterns politik, men snarere gav Kominternmodstanderne angrebsmuligheder.

Fra 1921 var han medlem af Kominterns eksekutivkomite og blev i 1924 valgt ind i præsidiet for Komintern - indtil 1927. Han deltog i Kominterns 2., 3., 4. og 5. kongres. Trods de høje tillidshverv i den kommunistiske bevægelse og indsatsen for Komintern, kunne Scheflos politiske arbejde specielt efter 1922 ikke længere identificeres med Komintern, og især den begyndende bolsjevisering afdækkede store divergenser mellem ham og Komintern. Scheflos bog: «Den røde tråd i Norges historie» dokumenterer tydeligt hans forankring i de norske politiske traditioner.

Ved splittelsen i november 1923 sluttede han sig til NKP og blev der medlem af dets hovedbestyrelse, politbureauet og redaktør af NKP's hovedorgan Norges Kommunistblad. Under fraktionsstridighederne kom han særlig i konflikt med Arvid G. Hansen og NKU, men NKP's andet landsmøde førte til en vis rehabilitering af Scheflo. Stadige angreb på ham som højrefløjens leder resulterede i, at han i september 1926 definitivt trak sig tilbage som redaktør af hovedorganet, og det blev alment antaget, at han ville slutte sig til DNA-NSA-samlingen i 1927. Efter kontakter med Erling Falk blev han imidlertid i NKP, og overtog i 1927 redaktionen af Hedmarksavisa Arbejderen.

Fra 1928 repræsenterede han atter NKP i Stortinget og blev partiets parlamentariske leder, indtil han i marts 1928 meldte sig ud af NKP i protest mod partiets holdning til Hornsruds regeringsdannelse. Han forsøgte at blive DNA medlem igen, men mødte hård modstand i repræsentantskabet i Oslo. Fra 1929 var han atter medlem af DNA, og fra 1931 blev han redaktør af DNA avisen Sørlandet i Kristiansand. Nogen central rolle kom han aldrig mere til at spille i DNA. I 1935-36 holdt han tæt  kontakt med Trotskij under dennes ophold i Norge, uden at han dog kunne betegnes som trotskist.

E.Lo.