Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Trotskij (1879-1940), russisk socialistisk leder som ledede sovjetten i Skt. Petersborg både i 1905 og i 1917, udenrigsminister og leder af den sovjetiske hær i borgerkrigen efter revolutionen og efter Lenins død den vigtigste af Stalins modstandere. Med udgangspunkt i hans politiske teori og praksis er det muligt at rejse en del almene spørgsmål om strategi og organisation i socialistiske bevægelser.

Trotskij var Lev Bronsteins partinavn. Hans liv falder i fire hovedfaser. Den første omfatter hans politiske liv frem til revolutionen i 1917. Han var aktiv i organiseringen af de russiske arbejdere, allerede før han var 20, blev arresteret i 1898 og tilbragte to år i fængsel og to år i Sibirien, før han i efteråret 1902 rejste til Vesteuropa og sluttede sig til Lenin. Han brød med Lenin på partikongressen i 1903, da han sluttede sig til mensjevikkerne, men brød også med dem året efter.

Frem til 1917 var han en isoleret skikkelse i partiet, men desto mere indflydelsesrig udenfor. I den første russiske revolution i 1905 ledede han sovjetten i Skt. Petersborg, blev arresteret og forvist til Sibirien, men flygtede under transporten. Tiden frem til 1917 var han for det meste i Wien, hvor han redigerede tidsskriftet Pravda. I denne fase af sit liv udviklede han samtidig sin teori om den permanente revolution.

Den næste fase begynder med Februarrevolutionen i 1917 og strækker sig frem til Lenins død i 1924. Trotskij kom til Rusland i maj, og blev straks en ledende skikkelse i den revolutionære bevægelse. Atter blev han leder af Skt. Petersborg sovjetten, og i oktober var det ham der organiserede den afgørende militære opstand.

Isaac Deutscher skriver i sin Trotskijbiografi, at Trotskij og Lenin på hver sin måde var uundværlige for revolutionen: Trotskij inspirerede masserne og soldaterne, mens Lenin gennem sit partiarbejde uddannede ledere og organisatorer. Derefter fik Trotskij som udenrigsminister opgaven at slutte fred med Tyskland - i Brest Litovsk - derefter som krigskommissær opgaven at slå kontrarevolutionen tilbage. Da Lenin blev syg, deltog Trotskij i konkurrencen om lederstillingen, men blev udmanøvreret af Stalin, Sinovjev og Kamenev.

Den tredje fase går fra Lenins død til Trotskijs forvisning fra Sovjetunionen i 1929. Trotskijs magtgrundlag blev stadig svagere. Dels fordi Stalin havde kontrol over partiapparatet, dels fordi Trotskij nølede med at skaffe sig alliancepartnere. Da Trotskij, Sinovjev og Kamenev til slut blev enige om at gå imod Stalin, var det for sent. Kampen var overvejende en ren magtkamp, men handlede også om bestemte sager. Trotskij gik imod Stalins parole «socialisme i et land» og mente, at den russiske revolution kun kunne sikres gennem revolution i Vesteuropa. Han kritiserede også Stalins politik i Kina, som gik ud på at det kinesiske kommunistparti skulle underordne sig Chiang Kai-shek og Kuomintang. I november 1927 blev Trotskij ekskluderet af partiet, og efter et års indre eksil i Alma Ata rejste han i januar 1929 fra Sovjetunionen.

Fra 1929 til han blev myrdet i 1940 levede Trotskij i eksil: I Tyrkiet 1929-33, i Frankrig 1933-35, i Norge 1935-36 og i Mexico 1937-40. Under sit ophold i Norge fik han politisk mundkurv på af den norske regering, efter pres fra Stalin. I disse år var Trotskij politisk magtesløs. Han blev så at sige holdt politisk i live af Stalin, som utrætteligt forfulgte ham på alle måder. Til slut fik han Trotskij myrdet i Mexico af en udsendt lejemorder. Efter sin død er Trotskij levet videre i Fjerde Internationale, som han havde stiftet i 1938.

Trotskijs polemiske og historiske skrifter viser ham som en stor teoretisk begavelse. Hans rolle som folkelig leder i to revolutioner viser hans appel til masserne. Udnævnelsen af ham til centrale administrative opgaver i regeringen efter 1917 viser, at han havde en stærk stilling i bolsjevikpartiet. Og det faktum at den politiske oppositionsbevægelse som han stiftede, er den eneste russiske opposition som fortsat har en international betydning, viser hans dygtighed i interne politiske opgør. Det interessante spørgsmål bliver da, hvordan en førsterangs revolutionær leder kunne blive så grundig slået i kampen om, hvem der skulle overtage posten efter Lenin. De forskellige forklaringer på Trotskijs nederlag kan belyse nogle af de principielle spørgsmål som melder sig i forbindelse med lederskabet i socialistiske bevægelser og regeringer.

Trotskijs forklaring af nederlaget

Trotskijs egen forklaring var, at begrænsningen af den socialistiske revolution til Rusland var årsag til - eller forårsaget af - reaktionære strømninger i det sovjetiske kommunistparti, og at Stalin både gennem sin almene politiske orientering og gennem sin opportunisme blev lederen af disse strømninger. Trotskijs teori om den permanente revolution gik ud på, at den revolutionære socialistbevægelse måtte føre en udenrigspolitik, som hang tæt sammen med indenrigspolitikken, og at dette især gjaldt for et land som Rusland, hvor det kapitalistiske økonomiske system og det borgerligt demokratiske politiske system var ringe udviklet. Hvis udviklingen af et socialistisk samfund kræver forudsætninger som er skabt af en avanceret kapitalisme, vil forsøget på at opbygge socialismen i et - tilbagestående - land, føre til en despotisk og chauvinistisk fordrejning af socialismen - med støtte i bønderne snarere end i industriarbejderne.

Rusland var en blanding af orientalsk-despotiske, feudale og kapitalistiske produktionsmåder - hvor udpresningen af merværdi var baseret på despotisk militærmagt, store adelige jordejere og en fabriksproduktion med lønarbejde og markedsøkonomi. Ødelæggelsen af den feudale jordejendom indebar derfor, at den «oprindelige akkumulation» i den socialistiske økonomi kun kunne ske ved at styrke den despotisk-orientalske tradition. Hvis industrialiseringen skulle finde sted uden at udbytte bønderne, måtte Rusland have hjælp fra mere udviklede socialistiske lande og skære ned på militærudgifterne.

Afvisningen af den permanente revolution - som ville indebære at sovjetstatens ressourcer blev brugt til at fremme revolutionen i mere avancerede lande - medførte derfor, at højrefløjen i sovjetisk indenrigspolitik blev styrket. De traditionelle symboler fra zartiden - russisk chauvinisme og «persondyrkelse» - blev atter nyttige politiske redskaber, og despotiske politiske strukturer blev opmuntret, som det hemmelige politi, undertrykkelsen af det indre partidemokrati, udrensningerne i partiet, tvangskollektivisering og fremvæksten af et privilegeret bureaukratisk statsapparat. Da Stalins politik lå til højre for Trotskijs, førte disse sociale og politiske tendenser til, at hans stilling blev styrket. Dette medførte specielt, at Stalins overlegne stilling i partiapparatet blev vigtigere end Trotskijs overlegne stilling i de mest bevidste dele af arbejderklassen.

En anden trotskistisk forklaring - som supplerer den foregående - går under betegnelsen «Thermidor». Grundtanken i denne er, at når der finder en revolution sted som støttes af en klasse, som endnu ikke er rede til at tage magten, vil den nye regering nødvendigvis udfylde den «objektive historiske funktion», nemlig at skabe klassehegemoni for den klasse, som er klar til at tage magten. Arbejderklassen i Paris i 1789 støttede revolutionen, men Frankrig var ikke rede til et socialistisk regime. Den nye regerings første skridt var derfor at svigte arbejderklassens forhåbninger og at indføre borgerskabets herredømme - «reaktionen i Thermidor».

På tilsvarende måde var det nødvendigt for et internationalt isoleret sovjetregime med et svagt arbejdergrundlag at indgå alliancer med de mægtige klasser - småborgerskabet, det gamle bureaukrati og bønderne. Under denne proces måtte regimet svigte mange af forhåbningerne i den førende socialistiske klasse - proletariatet. Selv om fortroppen i selve revolutionen er den mest avancerede klasse - proletariatet - må de ledende kræfter i det nye regime svare til det sociale og politiske udviklingsniveau i nationen. Dette fører til, at man efter revolutionen trækker sig tilbage fra de avancerede principper, som er indført i revolutionens hede. «Thermidorreaktionen» i Rusland kom til at indtræffe på et tidspunkt, da Stalin og Trotskij konkurrerede om ledelsen, og den blev gennemført af Stalin.

Stalinistisk forklaring

Den stalinistiske forklaring på Trotskijs nederlag er ikke så let at finde. Den synes at gå ud på, at Trotskij - måske på grund af sin alment upålidelige orientering som bl.a. var kommet til udtryk i hans sene tilslutning til bolsjevikpartiet - var villig til at sætte den sovjetiske revolutions resultater på spil i usikre udenlandske eventyr. Som udenrigsminister magtede Trotskij i sine forhandlinger med Tyskland ikke at beskytte den socialistiske stat og revolution. Hans formel «hverken krig (fordi Rusland ikke kunne kæmpe) eller fred» (fordi det tyske monarki stod for en borgerlig og antisovjetisk interesse og politik) var forvrøvlet intellektualisme, uden grundlag i en korrekt analyse af hovedopgaverne for den revolutionære regering. På samme måde som Trotskij argumenterede for, at anarkister gerne bliver en støtte for reaktionære bevægelser, mente Stalin at højreafvigerne i partiet (f.eks. Bukharin) og venstreafvigerne (Trotskij) blev støtter for den samme politik og de samme antisovjetiske sociale og politiske kræfter.

Disse forklaringer forbinder almene historiske, sociale og politiske strømninger med konflikter mellem Trotskij og Stalin. De knyttes til de udenrigspolitiske modsætninger som opstod i arvefølgekrisen efter Lenins død og de senere konflikter som opstod i den internationale bevægelse. Andre forklaringer på Trotskijs fald kan basere sig på almene spændinger i de revolutionære bevægelser eller i de regeringer, som oprettes efter en vellykket revolution. Vi kan give følgende korte karakteristikker af disse forklaringer: Trotskijs intellektualisme, en serie splittelser på venstrefløjen, arvefølgekrise og den demokratiske centralismes sårbarhed overfor autokratisk eller elitær undergravning.

Intellektualisme som forklaring

Trotskijs intellektualisme antog to skadelige former, som begge undergravede hans politiske stilling. Den ene var hans tendens til at bevæge sig ind på offentlige vurderinger af sine kameraters intellektuelle evner. Hans skrifter indeholder lange lister over folk, som er middelmådige, mekaniske eller pedantiske tænkere. Den anden var hans tendens til at iagttage andre ud fra deres historiske eller politiske betydning.

Han betragtede dem næsten aldrig ud fra deres eget standpunkt for at finde ud hvad de håbede eller frygtede, hvad de værdsatte eller hvordan de var værdifulde som individer. Dette er især slående i Trotskijs omtale - eller ikke-omtale - af sine koner i selvbiografien. Begge disse mønstre i hans skrevne arbejder antyder, at det at være i nærheden af Trotskij må have været noget i retning af det samme som at være i nærheden af Tolstoj - en konstant nedvurdering af ens egen personlighed.

Socialister kan ikke drage nogen lære af, at det ville have været vanskeligt at være gift med Trotskij. Pointen er snarere, at socialistisk lederskab består af evnen til at rekruttere og motivere pålidelige kadre - ikke bare af evnen til at lede masserne. Vanen med at fornærme alle potentielle kadrer, fordi de ikke kan leve op til de højeste intellektuelle krav og overse at de har en menneskelig værdi ud over deres historiske funktion, gør det vanskeligt at skabe en levedygtig gruppe af kadrer. Hvis de eneste bånd mellem lederne i en ideologisk bevægelse er ideologiske, vil lederskabet have en tendens til at blive ustabilt.

Dertil kommer, at en sådan mangel på menneskelig omsorg for enkeltskæbner gør, at underordnede ledere kan være uvillige til at lægge deres skæbne i hænderne på en sådan leder. Det viste sig, at det heller ikke var særlig klogt at lægge sin skæbne i Stalins hænder, men hans intellektuelle prætentioner og galskab kom først til syne på et langt senere tidspunkt. Dette er et generelt problem ved revolutionære ledere - og ikke noget specielt for Trotskij. I tider med undertrykkelse kan kun kraftfulde intellektuelle få revolutionen til at fremtræde som realistisk, og disse intellektuelle evner kan kun vurderes i faser, der kendetegnes af eksil, depression, pamfletskrivning og journalistik. I modsætning til dette kan evnen til at styre en handlekraftig politisk ledergruppe kun vurderes i faser, hvor det er et regeringsarbejde der skal gøres.

Venstresplittelse som forklaring

Forklaringen om en serie af splittelser kræver en teori om hvorfor venstrebevægelser splittes. Splittelse til venstre er karakteristisk for socialistiske bevægelser, som splittelser til højre er typiske for konservative. Hvis den socialistiske bevægelse har et bredt institutionelt grundlag - i fagforeningerne når socialisterne endnu ikke har magten eller i regeringen i socialdemokratiske eller postrevolutionære regimer - vil den gruppe der skaller af til venstre oftest være mindre end resten af bevægelsen.

Der er to forhold, som kan føre til, at venstregrupperingen bliver stor. Det ene er isolation og afmagt, som når generelle principper er det eneste der holder partiet sammen. Det var under sådanne forhold, at Lenin ledede den venstresplittelse, der skabte bolsjevikpartiet, og selve navnet (som betyder «flertal») antyder, at venstrefløjen var stor i forhold til højrefløjen. Det andet forhold som kan føre til en stor venstregruppering er revolution, når masserne ikke ved, at deres krav er «umulige», og derfor følger de (venstreorienterede) ledere, som tror at massernes krav kan blive opfyldt.

Lenin og Trotskij var muligvis identiske i hovedtrækkene - ud fra et politisk og teoretisk revolutionært synspunkt - men den ene kom til at fremprovokere splittelsen på et tidspunkt, hvor splittelsesgruppen højst sandsynlig ville være i flertal; Den anden på et tidspunkt da den kom i mindretal.

Den mest generelle forklaring af de socialistiske bevægelsers tendens til at afskalle mod venstre er måske, at ideologisk konsistens (i modsætning til realisme) værdsættes højere af folk, som er aktivister på grund af deres ideer, end af folk som har en institutionel rolle, (fagforeningsledere, sovjetiske bureaukrater) som gør at de bliver aktive. De der støtter venstresplittelser er i uforholdsmæssig høj grad blevet rekrutteret blandt studenter og unge: Politisk inspireres de fra dem der arbejder i partipressen eller i eksil, snarere end fra dem der driver praktisk politisk arbejde i de hjemlige institutioner. Dette forklarer både hvorfor venstresplittelser forekommer, og hvorfor de har forskellig omfang i eksilgrupper og i postrevolutionære regeringer.

Denne forklaring hviler altså ikke på Trotskijs specielle kendetegn, bortset fra at han generelt befandt sig på venstrefløjen og til trods for sin praktiske og administrative erfaring, var en leder med appel til de kosmopolitiske intellektuelle, som ville bryde med de praktiske, Ruslandsorienterede apparatmennesker.

Arvefølgeteorien

Arvefølgeteorien tager udgangspunkt i, at nogen måtte have pladsen som Lenins efterfølger. Da det bolsjevikiske lederskab var rigt på begavelser og - af en venstrerevolutionær bevægelse at være - havde usædvanlig omfattende erfaring i praktisk politik og regeringsarbejde, var Trotskij blot én af flere begavede bolsjevikker som måtte falde. Dette forklarer hvorfor der var en arvefølgekrise, ikke hvorfor Trotskij var en af taberne.

I hvor høj grad er afgudsdyrkelsen af Lenin, Mao Tse-tung eller Ho Chi-Minh et nødvendigt træk ved revolutionære bevægelser? I hvor høj grad fører revolutioner generelt eller bolsjevikiske revolutioner mere specielt nødvendigvis til, at den regeringsleder der efterfølger revolutionens helt får diktatorisk magt og bliver genstand for organiseret tilbedelse? Hvorfor antager arvefølgekonflikter om en sådan stilling som tilbedt diktator en så eksplosiv og ukontrolleret form? Eller - i en mere konventionel sociologisk formulering - hvorfor har karisma været så vigtig i en bevægelse, som har en social snarere end en individuel eller hellig ideologi? Og hvorfor bliver den karismatiske ledelse senere gjort til en «persondyrkelse» snarere end til et rationelt og legalt lederskab?

Når en bevægelse er baseret på tanken om, at der findes et korrekt svar på alle de enkeltproblemer den står overfor, bliver bevægelsens historie en legitimering af den eksisterende ledelse. Historien omskrives til en serie begivenheder, hvor bevægelsen fandt dette korrekte svar. Både Trotskij og Stalin skrev historiske fremstillinger af indre partistridigheder for at vise, at de (og Lenin) kendte det korrekte svar fra begyndelsen, men at forskellige borgerlige forestillinger førte til, at de andre havde en anden mening. Det er denne evne til at have ret i fortiden som viser, at de har den sande videnskabelige indsigt i revolutionær politik, og at de derfor har ret i det foreliggende tilfælde i nutiden.

Det er ikke klart hvorfor dette fører til, at legitim magt samles hos ét individ, uden plads til pluralistisk og konkurrerende lederskab. Men når dette sker, kan kun én af løjtnanterne efter den første revolutionære helt efterfølge ham som leder. Når der ikke findes nogen klar legitimering af et pluralistisk lederskab, er der heller ingen klare og legitime metoder, som de potentielle ledere kan anvende til at opbygge en social struktur, som støtter dem. Dette er illegitim «fraktionsdannelse». Og når den ene eller anden af kandidaterne taber, kan der ikke findes nogen legitimering for, at han har stræbet efter ledelsen, for det ville indebære en mulighed af, at han havde ret hele tiden, hvilket ville undergrave den eksisterende ledelses legitimitet.

Arvefølgekriser har derfor en tendens til at skabe fraktioner, som senere bliver knust, til at skabe omfattende omfortolkninger af den revolutionære historie fra begge sider og til at blive en kamp uden kompromis, hvor målet er den totale ødelæggelse af modparten.

Indre organisering som forklaring

En sidste forklaring er, at det kommunistiske autokrati havde sin oprindelse i den indre organisering af bolsjevikpartiet - i princippet om demokratisk centralisme. Hensigten med dette princip er at gøre det muligt for en bevægelse at blive ledet af massernes visdom og initiativ, samtidig med at den kan optræde som en disciplineret kampgruppering, når beslutningen er tager. Før en beslutning er taget, er der mange mulige svar, men efter at den er truffet, må alle adlyde entusiastisk, forsvare den overfor omverdenen selv om de er uenige med den og følge direktiverne fra den centrale ledelse.

Forklaringen går nu ud på, at en sådan struktur i det lange løb giver for store fordele til den centrale ledelse, og især til den centrale leder, som når frem med sin påstand om, at han repræsenterer massernes vilje i partiets centrale organer. Partistrukturen fører med andre ord til, at proletariatets klasseorganisation bliver afmægtigt og fragmenteret. På samme måde som en opsplittet bondestand producerede bonapartismen, vil en fragmenteret arbejderklasse producere en person, som gør krav på at repræsentere en dårlig organiseret klasse.

Stalins kontrol over partiapparatet - som han opnåede gennem sin stilling som partisekretær - førte til at han i dette tilfælde fik en speciel fordel, når han gjorde krav på at være massernes leder. Da Stalin havde mulighed for at indsætte sine egne mænd i nøglestillinger, kunne han vinde over Trotskij i arvefølgestriden. Resultatet af den demokratiske centralisme var, at uafhængige magtcentre blandt masserne blev ødelagt. Derfor førte Stalins sejr til et bonapartistisk regime, som for altid fratog venstrefløjen muligheden for at vise, at den var mere populær blandt masserne, havde en mere korrekt revolutionær indsigt eller på andre områder var politisk overlegen.

Revolutionær udenrigspolitik, intellektuel arrogance, venstresplittelser, arvefølgekriser og korrupt brug af partidisciplin til enevældige formål: Alt dette er permanente dilemmaer i socialistiske bevægelser. Da de alle manifesterede sig i striden mellem Trotskij og Stalin, kan denne konflikthistorie kaste lys over problemer i moderne socialistiske bevægelser.

A.L.S.