Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Septemberforliget mellem arbejdsgiverne og De samvirkende Fagforbund (DsF, LO) afsluttede den 5. september 1899 arbejdsgivernes lockout, der da havde varet 3 måneder. Forliget tog udgangspunkt i de 8 punkter, arbejdsgiverne havde fremsat som sine krav ved konfliktens start. Det indeholdt 13 paragraffer, 3 midlertidige bestemmelser og en tilføjelse på 3 punkter.

Forligets vigtigste bestemmelse var §4 der fastsatte «arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft».

Blandt de øvige bestemmelser kan nævnes, at de to parter anerkendte hinandens ret til at iværksætte eller godkende arbejdsstandsninger. Men enhver strejke eller lockout skulle forinden være vedtaget med mindst 3/4 af de afgivne stemmer i en kompetent forsamling, og modparten skulle have mindst 14 dages varsel forud for konfliktskridtet. Parterne bandt sig til ikke at godkende eller finansiere nogen konflikt, der var etableret i strid med disse regler.

Opsigelsesfristen for overenskomster fastsattes til mindst 3 måneder, og de to organisationer lovede at virke for «rolige, stabile og gode arbejdsforhold». Endelig aftaltes nærmere regler for brugen af voldgift til afgørelse af arbejdskonflikter.

Forliget var samtidig bindende for alle underorganisationer, der ikke kunne undslippe forliget ved at træde ud af deres moderorganisation. Kun en af hovedorganisationerne kunne opsige aftalen. Konsekvensen af dette var, at DsF's stilling overfor sine medlemsorganisationer blev styrket, hvilket klart var i arbejdsgivernes interesse, for derved kunne der gøres en ende på de spontane lokale strejker. Netop formaliseringen af konfliktvåbnet gjorde dette mindre effektivt udfra arbejderklassens synsvinkel, og det har siden da også været et af de vigtigste kritikpunkter.

Selv om Septemberforliget ikke på alle punkter svarede til arbejdsgivernes 8 oprindelige krav, var der dog i vid udstrækning tale om en sejr til arbejdsgiversiden, mens dens ønske om at påføre fagbevægelsen et afgørende strategisk nederlag lykkedes alligevel ikke. Både fagbevægelse og Socialdemokratiet blev styrket de følgende år.

Septemberforliget fungerede som arbejdsmarkedets grundlov og blev først erstattet af en ny Hovedaftale i 1960. Den nuværende hovedaftale holder sig dog indenfor rammerne af det oprindelige Septemberforlig. Betegnelsen grundlov er rimelig, da det grundlæggende koncept i forliger er parternes gensidige anerkendelse af modpartens organisationsret.

A.J.