Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Overenskomst er en aftale mellem en faglig organisation og en arbejdsgiverorganisation om løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår indenfor en bestemt periode - ofte 2, 3 eller 4 år. Frem til 1970'erne fandt der en centralisering af forhandlingerne sted, hvor de centrale overenskomster blev indgået mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Fra starten af 80'erne har der fundet en decentralisering sted, hvor forbundene i højere grad blev inddraget. I dag er kartellerne og deres modparter på arbejdsgiversiden omdrejningspunkt for overenskomstforhandlingerne, men siden inddrages også fagforbund, fagforeninger og lokale klubber i forhandlingerne med deres tilsvarende modparter.

Formelt er de krav de faglige organisationer fremsætter under overenskomstforhandlingerne et resultat af en længere demokratisk proces, hvor arbejderne ned i den enkelte fagforening fremsætter forslag og krav. Realiteten er dog, at det i vore dage kun er en lille minoritet af de fagligt organiserede der deltager i denne proces, at kravene i mange tilfælde modereres af politiske hensyn, når Socialdemokratiet f.eks. stiller krav om løntilbageholdenhed «af hensyn til samfundsøkonomi og konkurrenceevne». Konsekvensen er i en hel del tilfælde, at de faglige topforhandlere kommer ud af trit med medlemmernes ønsker. Det var bl.a. tilfældet under overenskomstforhandlingerne i 1998, der endte i storkonflikt - bl.a. fordi de faglige topforhandlere havde undervurderet medlemmernes krav om udvidet ferie.

De stærkt centraliserede forhandlinger har den fordel, at svagere grupper i arbejderklassen nyder godt af stærkere gruppers styrke. De får et bedre resultat, end de ville kunne have tilkæmpet sig på egen hånd. Samtidig har de stærkere grupper mulighed for at tilkæmpe sig bedre resultater lokalt. Til gengæld har de centraliserede forhandlinger den ulempe, at de er mindre demokratiske. Forhandlingsprocessen er længere borte fra det enkelte medlem.

Konfliktvarsel, forhandling, konflikt og statsindgreb

Hvis arbejdsmarkedets parter ikke når frem til et forhandlingsresultat, kan det udløse en arbejdskonflikt. Fra arbejdsgiverside fører det til varsel om lockout og fra arbejderside til varsel om strejke. I denne situation træder forligsinstitutionen i funktion, hvor forligsmanden (eller -kvinden) søger at forlige parterne. Så lang tid dette synes muligt, har hun mulighed for at udsætte konfliktvarslerne.

Hvis forligsmanden må opgive, kommer det til konflikt - evt. storkonflikt når den berører en større del af arbejdsmarkedet. Siden Kanslergadeforliget i 1933 har der været en lang tradition for, at regeringerne - ofte socialdemokratisk ledede - har grebet ind i disse konflikter og typisk har ophøjet en forligsskitse til lov. Denne praksis søges fra statsmagtens side legitimeret med hensynet til samfundsøkonomien - eller kyllingernes ve og vel som det skete i 1956 og 1998. Internationalt er der imidlertid tale om en ulovlig praksis, der er modstrid med både FN's Menneskerettighedserklæring og ILO's charter, der begge er ratificeret af den danske stat. Knægtelsen af strejkeretten har derfor ført til hyppig international kritik af den danske stats indgreb på arbejdsmarkedet.

I de tilfælde hvor forligsmanden når frem til et forlig mellem parterne, sendes dette til afstemning på begge sider. På arbejdersiden har de såkaldte sammenkædningsregler gennem årtier begrænset muligheden for konflikt. De har medført, at selv om et fagforbund forkastede et overenskomst resultat, kunne det alligevel ikke gå i konflikt, fordi resultatet blev kædet sammen med andre fagforbund, der stemte for. Selv når der var et flertal blandt alle for konflikt, behøvede det ikke føre til konflikt, fordi der samtidig var en regel om, at mindst 45 % af de stemmeberettigede skulle forkaste forliget, for at det kunne udløse konflikt.

A.J.