Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 6.730
: :
Skienskonferencen

Skienskonferencen var en konference i Norsk Kemisk Industriarbejderforbund (NKIF) afholdt i sommeren 1929. Konferencen var indkaldt af NKP i forbindelse med forsøget på at praktisere Strasbourgteserne.

Baggrund

Valget af NKIF som forsøgsområde hang sammen med flere forhold. For det første havde NKP forholdsvis stor tilslutning i dette forbund. For det andet havde virksomhederne indenfor NKIF's organisationsområde været blandt de der mest tydeligt havde oplevet virkningerne af rationaliseringsbølgen, der havde præget industrien i sidste halvdel af 1920'erne. Dermed kunne NKIF forventes at være blandt de forbund, som havde fået sine medlemmer mest radikaliseret i dette tidsrum. For det tredje så NKIF's faglige situation i 1929 ud til at være et egnet udgangspunkt for at få startet den strejkebølge, som Strasbourgstrategien sigtede imod.

Udgangspunktet var tre pågående konflikter indenfor NKIF's organisationsområde - en ved Zinkkompagniet i Odda, en i Sarpsborg og en i Fredrikstad. De hang alle sammen med rationaliseringen og havde ført til modsætninger mellem de berørte medlemmer og forbundsledelsen. Endvidere eksisterede der en noget spændt situation på andre arbejdspladser, særlig i Høyanger og Rjukan, samt ikke mindst faren for storkonflikt i Norsk Hydro.

Efter resultatløse forhandlinger om lønninger m.m. i den nystartede Hydro-fabrik i Herøya tog NKIF skridt til opsigelse af pladserne på samtlige Hydroafdelinger. Dette var bagrunden for, at faglig sekretær i NKP, Elias Volan - som kort tid forinden blevet suspenderet fra LO's sekretariat - tog kontakt med formanden i Herøya Arbejderforening, Arthur Berby, og fik ham til at indkalde en konference om «konfliktsituationen i den kemiske industri» og «stillingen til den faglige oppositionsbevægelse og organiseringen af arbejdernes kamp». Indbydelsen blev sendt til de kemiske foreninger i Rjukan, Notodden, Menstad, Herøya, Porsgrunn, Meraker og Glomfjord.

Konferencen erklærede, at de igangværende konflikter måtte løses samlet, og vedtog en længere resolution om faglig strategi i tråd med Strasbourgteserne. Endvidere vedtog den at organisere «et centralt aktionsudvalg i Odda, som fik til opgave at opretholde forbindelsen med de lokale aktionsudvalg og binde kampene sammen på landsplan». Endelig blev der vedtaget en opfordring til alle kemiske arbejdere og fagforeninger om at give deres opbakning til konferencens beslutninger.

I henhold til beslutningen blev der derefter nedsat et aktionsudvalg i Odda på et møde indkaldt af Odda Arbejderforening, Odda Kemiske Arbejderforening, Tyssedal Elektrokemiske Arbejderforening samt aktionsudvalget for arbejderne ved Zinkkompaniet.

Virksomhed og reaktion

Da de forskellige aktuelle konflikter blev løst på ordinær måde, kom dette udvalg - eller en omorganiseret udgave af det - først i gang senere på efteråret i forbindelse med fremskyndede overenskomstforhandlinger - i tilknytning til landsoverenskomsten for den elektrokemiske industri.

Da de centrale forhandlinger forblev resultatløse, vedtog et fællesmøde bestående af Odda Arbejderforening og Tyssedal Elektrokemiske Arbejderforening at de samme krav skulle rejses lokalt, at aktionsudvalget skulle sammenkalde til et massemøde - altså ikke et fagforeningsmøde - af virksomhedens arbejdere «for at tage endelig beslutning i sagen», og at det endvide skulle «skrive til Høyanger og de forskellige afdelinger i landsoverenskomsten, hvor lønkravet er aktuelt, og meddele dem hvilken fremgangsmåde der er bestemt, og henstille til disse at gå frem på samme måde».

Denne tilsidesættelse af forbundsledelsen vakte imidlertid betydelig reaktion blandt medlemmerne. På det indkaldte massemøde som skulle tage «endelig beslutning», blev der flertal for et forslag om at overdrage sagen til forbundet. Og Høyanger Kemiske Industriarbejderforening reagerede ved at bede forbundsledelsen om at søge forhandlingerne genoptaget.

På forbundets hovedbestyrelsesmøde i december blev der da også taget beslutning om dette. Samtidig besluttede hovedbestyrelsen, at de der havde deltaget i Skienskonferencen og i fællesudvalget i Odda skulle spørges, om de var enige i Skienskonferencens beslutninger og i indholdet i Strasbourgteserne og om de «i deres fremtidige virksomhed indenfor forbundets afdelinger vil arbejde i overensstemmelse med disse beslutninger og retningslinier». Hvis de svarede bekræftende på det, ville de blive «betragtet som udtrådt af forbundet». De ville med andre ord blive ekskluderet.

Resultatet af de genoptagne forhandlinger blev visse lønforbedringer der blev vedtaget af de implicerede medlemmer med 949 mod 617 stemmer. Dette var en sejr for forbundsledelsen, og førte til at eksklussionsbeslutningen blev gennemført. Den ramte syv medlemmer, mens de andre deltagere i Skienskonferencen og Odda-udvalget havde taget afstand både fra Strasbourgteserne og konferencebeslutningerne.

De syv fik til gengæld støtte fra en af de berørte foreninger - Tyssedal Elektrokemiske Arbejderforening. Det resulterede i en årelang strid mellem forening og forbund, mellem foreningen i Tyssedal og Odda-foreningen og mellem de forskellige fløje indenfor Tyssedal-foreningen. Det kom også til en række retssager, men lige før konflikten skulle for Højesteret, blev der i efteråret 1935 indgået forlig, og eksklusionerne blev ophævet.

Resultatet af Strasbourg-konflikten indenfor NKIF og i de andre fagforbund var en styrkelse både af den centrale faglige ledelse i forhold til oppositionen og af Arbejderpartiet i forhold til NKP. Dette må i høj grad forklares udfra tesernes indhold: Satsningen på de uorganiserede og tilsidesættelsen af de valgte ledere, som medførte organisationsopløsende tendenser. Da det kom til stykket, viste det sig at de mange som i udgangspunktet fortsat var revolutionære og i opposition til de faglige topledere og til Arbejderpartiet her trak en grænse.

Odda Arbejderforenings politik var i den henseende illustrativ. De radikale traditioner var stærke i Odda, og Odda Arbejderforening havde ladet sig repræsentere på Skienskonferencen. Den havde imidlertid taget afstand fra en del af beslutningerne. Foreningen havde også været med til at arrangere det fællesmøde, som bl.a. nedsatte Odda-udvalget, men den havde taget afstand fra selve udvalget og ikke anerkendt de af udvalgsmedlemmerne, der tilhørte foreningen som foreningens repræsentanter. Det var tydeligt, at grænsen gik mellem strid indenfor organisationen og det de betragtede som en kamp mod den. Massemødets beslutning om overdragelse til forbundsledelsen kom som en yderligere bekræftelse på denne holdning.

Samme slags reaktion kom også til udtryk fra andre traditionelt radikale foreninger. Selv i de kommunistisk dominerede foreninger var der øjensynlig ringe vilje til at slutte op om Odda-udvalget, og frafaldet fra NKP tog til. Elias Volans udmeldelse i efteråret 1929 og hans begrundelse for denne var i den henseende symptomatisk:

«Da jeg ikke ser mig i stand til at forsvare partiets politik, i første række på det faglige område, føler jeg det som min pligt at meddele partiet dette. Siden jeg var 17 år har jeg arbejdet for at få alle arbejdere tilsluttet fagorganisationen. Fra mit arbejde som aktiv fagforeningsmand og som arbejder kender jeg til hvad det betyder for arbejderne at have stærke fagforeninger. Dette kan efter min overbevisning ikke opnås uden en skarp front overfor alle uorganiserede. Men partiets medlemmer er nu forpligtet til at arbejde for, at de uorganiserede under alle konflikter skal have de samme rettigheder som de organiserede. Denne linie vil føre til hel eller delvis opløsning af fagorganisationen til skade for arbejderklassen. Jeg hverken vil eller kan gøre mig medansvarlig for denne politik, hvorfor jeg herved melder mig ud af partiet.»

Mens Strasbourgteserne og Skienskonferencen i udgangspunktet indebar en fare for splittelse og organisationsopløsning, blev resultatet altså det stik modsatte: Indre samling og konsolidering af såvel den faglige ledelse som af Arbejderpartiets dominans i fagbevægelsen, mens NKP'erne blev tilsvarende isoleret og venstrefløjen iøvrigt i vid udstrækning blev pacificeret. Grundlaget var dermed lagt for den centralisering af fagorganisationen og af NKIF som fulgte gennem 1930'erne.

J.Bj.