Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Stål er et af de vigtigste materialer i industrisamfundet. Det er det mest brugte materiale i maskiner, værktøj og moderne bygningskonstruktioner, selv om andre stoffer i løbet af de sidste årtier har overtaget dets plads i flere sammenhænge. Hele vor materielle kultur hviler på anvendelsen af dette metal i stor målestok.

Kemisk set er stål det samme som jern med et kulstofindhold på mellem 0,1 og 1,7%. Det kan hærdes og blandes til legeringer med andre metaller som nikkel og krom for at få ekstra styrke og rustfrihed. Men det er stålets naturlige egenskaber, som har givet det en så fremtrædende plads i den industrielle civilisation. Det er meget stærkt i forhold til sin vægt, tåler stræk vridnings- og bøjningsbelastninger, samtidig med at det kan gives næsten hvilken som helst form, og er så hårdt at det beholder den trods påvirkning af varme, slag og slitage. Uden herredømme over et materiale af denne type kunne mennesket ikke bearbejde naturen med tilnærmelsesvis så stort udbytte som i de moderne samfund.

Billig masseproduktion af stål var en afgørende forudsætning for den hurtige spredning af industrialiseringen i Europa og USA i 1800-tallet. Stålet spillede en nøglerolle for udviklingen af værktøjsmaskiner til at lave nyt produktionsudstyr og i udbygningen af kommunikationsmidlerne - skibe og jernbaner - som bandt markederne sammen.

Grundproblemet ved fremstillingen af stål er at fjerne uønskede stoffer - især svovl og fosfor - fra råjernet, og samtidig holde kulstofkoncentrationen på det niveau man ønsker. Stærkest og sejest er stålet ved en kulstofkoncentration på 1,2%. Stiger indholdet bliver det hårdere, men sprødere, synker den bliver det blødere og løsere. Den førindustrielle metode gik ud på at fjerne alle urenheder fra jernet først, og derefter tilføre kulstof. Det var både arbejds- og energikrævende. Processen tog to uger og jernet måtte holdes glødende i dagevis. Stål var et luksusmetal. Det blev kun fremstillet i små mængder, og kvaliteten var svingende.

Produktionsmetoderne blev gradvis forbedret i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet. Prisen sank til en tredjedel af 1750-niveauet i 1830, og produktionen var stigende. Men det virkelige gennembrud kom fra midten af 1800-tallet. Først blev de to raffineringsoperationer slået sammen, og stålet kunne i 1850 sælges for en fjerdedel af hvad det kostede 20 år tidligere. Tre nye spring i produktionsteknologien åbnede sluserne for masseproduktion af stål i løbet af de følgende 30 år og reducerede udgifterne med yderligere 90 %.

Bessemerprocessen var den første og vigtigste af disse innovationer. Den er karakteristisk for de teknologiske nyskabelser, som i denne fase af industrialiseringen medførte drastiske besparelser i både arbejdsindsats, energiforbrug og kapital per produceret enhed. Opfindelsen gik ud på at blæse luft gennem det smeltede jern i stedet for at røre i det, som man havde gjort før. Det førte til, at processen gik 50-70 gange hurtigere end før, samtidig med at beholderen som jernet blev behandlet i - Bessemerpæren - kunne gøres 10-100 gange større end de gamle stålovne. De øvrige innovationer indebar dels energibesparelser på andre måder - Simens-Martin-processen - dels åbnede de for brugen af den billige fosforholdige malm på kontinentet i masseproduktionen af stål - Thomasprocessen.

Stålprisen blev i løbet af lidt over hundrede år sænket til ca. 1% af hvad den havde været. Dette førte til, at efterspørgslen og anvendelsesområderne øgedes dramatisk, og stålproduktionen skød i vejret. Den europæiske stålproduktion var på ca. 100.000 tons i 1850. I 1870 var den tre-fire gange så stor og i 1910 producerede Europa omkring 35 mill. tons af dette metal. Nu ligger verdensproduktionen på ca. 700 mill. tons årlig.

Stålet har givet symbolsk værdi til mange vigtige sider af industrikapitalismen. Stordriftsfordelene gav anledning til koncentration af produktionen i store enheder. Stålkartellerne blev kapitalismens højborge i USA og Tyskland. Og de tusinder af jernarbejdere - stærke af sliddet med det glødende metal - blev symbolet på arbejderklassens kampkraft.

E.L.