Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tin er det metal, som u-landene i udgangspunktet bedst skulle kunne anvende til at få indfriet sine krav om en nyordning af verdensmarkedet.

For det første står fire u-lande - Malaysia, Bolivia, Thailand og Indonesien - for tre fjerdedele af tinproduktionen i verden og er helt dominerende indenfor eksporten. De store importlande er til gengæld næsten helt afhængige af import: Kun Storbritannien kan dække en del af sit forbrug gennem egen produktion.

For det andet står u-landene for det meste af forædlingen af tin til metal eller koncentrater af tin. Det er en helt enestående situation. For andre mineralers vedkommende er situationen som bekendt fortsat, at i-landene forædler malm udført fra u-landene.

For det tredje har de fire lande formået at holde en nogenlunde fælles linie overfor importørlandene og har formået at holde en betydelig del af tinhandelen i verden under egen kontrol. Det sker på tinauktionen i Penang i Malaysia, hvor prisen på en betydelig del af den totale omsætning i verden fastsættes.

Alligevel kan man ikke sige, at «tinlandene» kontrollerer markedet. En årsag til dette er, at der også her er multinationale selskaber med hovedsæde i Storbritannien, Holland, USA og et par andre i-lande som står for meget af omsætningen. Det er en følge af gamle kolonibånd eller «nykoloniale» forbindelser. Så selv om det største produktionsselskab er det bolivianske statslige selskab Comibol med knapt 17% af verdensproduktionen udenfor den tidligere socialistiske verden, og et malaysisk statsselskab står for 12,5%, er det sydafrikanske Anglo-American Corporation mere indflydelsesrigt. Det har ejerinteresser i flere miner og i handelen med tin.

En anden grund er, at efterspørgselen på tin vokser langsomt. Meget af tinforbruget er erstattet med andre metaller, især aluminium. Det vigtigste anvendelsesområde for tin er fortsat konservesdåser til fødevarer.

En tredje grund er, at tin er en vigtig beredskabsvare - en «strategisk» vare. Alle større i-lande råder over store lagre. USA's beredskabslager kan i dag antagelig dække tre års almindelig nordamerikansk forbrug. De store lagerbeholdninger gør, at de importafhængige lande kan dæmpe virkningerne af eventuelle pressionsforsøg fra eksportlandene. Sådanne forsøg er næppe særlig sandsynlige, og det er den fjerde årsag. De fire lande og tre andre mindre eksportørlande - Congo, Nigeria og Australien - er ikke blandt de mest pågående u-lande, men tværtimod blandt dem, som de store i-lande ofte har formået at beherske politisk.

Der eksisterer ikke umiddelbart et så akut behov for nyordning af tinindustrien i verden, som det er tilfældet for andre mineraler og metaller. Der findes allerede en aftale, som regulerer forholdet mellem eksportør- og importørlande. Den kom i stand i 1973, og har vist sig at være den eneste nogenlunde effektive råvareaftale blandt de seks der i perioder har fungeret siden sidste verdenskrig.

Tinaftalen er det instrumentet, som UNCTAD-forhandlingerne gennem 70'erne og 80'erne forsøgte at overføre til andre områder - nemlig stødpudelagre som kan dæmpe prissvingningerne. Desuden er maksimums- og minimumspriserne på tin handlet på det «frie» marked blevet taget op ved senere forhandlinger. Stigningen er imidlertid ikke blevet så stor. Bolivia trådte ud af aftalen i 1976, fordi landets statsselskab vil have højere priser. Selskabet mente, at de nye priser ikke engang dækkede produktionsudgifterne.

USA kom med i tinaftalen, da Jimmy Carter overtog posten som præsident. Det har næppe betydet særlig meget. I realiteten har de nordamerikanske myndigheder alene i kraft af de enorme beredskabslagre hele tiden haft stor magt over tinaftalen. USA stemte imod de nye maksimums- og minimumspriser under forhandlingerne i 1976. Disse tillod svingninger på op til 20%.

Tin er et metal, som i høj grad er «afhængig» af andre varer. Det bliver brugt i forbindelse med stål. Her kan det erstattes helt eller delvis. Det er denne trussel importørene indenfor nordamerikansk og europæisk industri kan anvende. Bolivia og et par andre eksportlande har til gengæld truet med at lukke minerne, dersom de ikke får højere priser. Disse faktorer gør, at den ellers så rolige tinindustri hurtig kan blive ophedet.

H.Hv.