Befolkning 33,3 mio. Valuta Ringgit Areal 329.750 Km2 Hovedstad Kuala Lumpur Befolkningstæthed 67,3 indb./Km2     HDI placering 62

Den malaysiske føderation består af halvøen Malaya (131.588 km²) samt staterne Sarawak (124.450 km²) og Sabah (73.711 km²) på den nordøstlige del af øen Borneo (Kalimantan), der ligger i den indonesiske øgruppe omkring 640 km. fra fastlandet. Tæt regnskov dækker omkring 70% af landets overflade. En kæde af bjerge kløver Malaya halvøen fra nord til syd med lavereliggende områder ud mod kysterne. I Sabah og Sarawak hæver de lavereliggende områder sig gradvist mod det mere bjergfyldte indre af landet. Nedbøren er meget betydelig. Økonomien er baseret på produktionen af naturgummi, udvinding af tin og siden 70'erne desuden en betydelig industrialisering. Tinproduktionen er koncentreret i delstaterne Peraque og Selange på halvøens vestkyst. De alvorligste miljøproblemer er knyttet til den omfattende fældning af landets skove og anvendelsen af stærkt giftige sprøjtemidler. Forekomsterne af oprindelige træer frygtes at blive uopretteligt skadet af udnyttelsen.

Folket: Bumiputra (malayer) og andre oprindelige folkegrupper som orang asli, penan, iban (56%); kinesere (33%), indere (11%)

Religion: Muslimer (53%), buddhister (17%), taoister (11%), hinduer (7%), kristne (6,5%)

Sprog: Malaysisk er det officielle sprog og det vigtigste sprog i undervisningen. Der tales endvidere kinesisk, tamilsk og engelsk.

Politiske partier: Barisan Nasional (Den nationale Front) der består af Pertubuhan Kebangsaan Melayu (Den Nationale Organisation af Fornede Malayer) og partier der repræsenterer landets kinesiske og indiske minoriteter; Barisan Alternatif (Den alternative Front) der består af Parti Tingakan Demokratik (Det demokratiske Aktionsparti), Parti Islam SeMalaysia (Malaysias islamiske parti) og Parti Keadilan Nasional (Det Nationale Retfærdighedsparti); Parti Rakyat Malaysia (Folkets Parti).

Sociale organisationer: Malaysias Fagforeningskongres

Officielt navn: Persekutan Tanah Malaysia

Administrativ inddeling: 9 sultanater, 13 føderale stater, 2 føderale territorier og 130 distrikter

Hovedstad: Kuala Lumpur, 1.800.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Johor Baharu, 691.000 indb.; Ipoh, 552.800 indb.; Melaka, 126.100 indb.; Penang, 251.000 indb.  (2000)

Regering: Konstitutionelt parlamentarisk og føderalt monarki. Abdul af Pahang er konge - eller yang-di-pertuan agong, enehersker - siden januar 2018. Han vælges hvert 5. år blandt de 9 sultaner, der regerer hvert af de 9 sultanater. Landet er nært allieret med Vesten, demokratiet er begrænset og oppositionen forfølges systematisk.
Ismail Sabri Yaakob er siden august 2021 premierminister. Parlamentet har to kamre. Senatet har 70 medlemmer, hvor af de 40 er udpegede. Deputeretkammeret har 219 medlemmer. Endvidere findes der i hver delstat en lovgivende forsamling.

Nationaldag: 31. august (Uafhængighedsdagen eller Merdeka, 1957)

Væbnede styrker: 110.000 (2003)

Paramilitære styrker: 21.500

 

De oprindelige indbyggere på Malaya halvøen samt Sarawak og Sabah var indfødte samfund. Opfindelsen af udriggerkanoen og sejlet i det 2. årtusinde f.v.t. gjorde det imidlertid muligt for folk fra det nuværende sydlige Kina at emigrere til det nuværende Malaysia, Indonesien og Philippinerne. Disse folkeslag medbragte viden om anvendelsen af metaller og landbrugsteknikker - især dyrkningen af ris, der begyndte i det første årtusinde e.v.t. Overskuddet fra landbrugsproduktionen og fiskeriet muliggjorde opkomsten af bykulturer, havne og samhandel med Indien, hvorfra der også blev importeret en politisk og religiøs praksis samt sproget sanskrit.

Det indisk prægede kongerige, Funan, blev grundlagt ved Mekongfloden i det 1. århundrede e.v.t. og det bredte sig i det 5. århundrede til den østlige del af den malayiske halvø, hvor der samtidig udvikledes en række mindre buddhistiske stater, der også handlede med Kina. I det 15. århundrede blev havnebyen Malaka grundlagt. Dens herskere var de første, der konverterede til islam og ophøre med at betale tribut til kongen af Siam - det nuværende Thailand. Handelen med de arabiske muslimske handelsfolk gav Malaka betydelig velstand, og den nye tro bredte sig til resten af det nuværende Malaysia og Indonesien, hvor den fortrængte buddhismen. I begyndelsen af det 16. århundrede nåede Malaka højdepunktet i sin udvikling, og byens anseelse var så stor, at den tiltrak portugiserne, der lå i konkurrence med araberne om handelen på det Indiske Ocean.

I 1511 erobrede den portugisiske vicekonge i Indien, Alfonso de Albuquerque militært Malaka og inddrog den i det portugisiske monopol på handelen med krydderier fra Molukkerne, der blev handlet mod stoffer fra Indien samt kinesisk silke og porcelæn. Efter at være blevet forvist fra Malaka slog den malayiske model for en «muslimsk handels, fiskeri og søfartsstat» sig istedet fast i Johor, Acheh og Brunei, der var indbyrdes rivaliserende fyrstedømmer. I begyndelsen af det 17. århundrede allierede hollænderne sig med sultanen af Johor for at smide portugiserne ud af Malaka. Alliancen mellem Johor og hollænderne blev undertegnet i Batavia - det nuværende Jakarta - og blev i det efterfølgende århundrede ikke udsat for konkurrence fra andre europæiske eller asiatiske magter.

Britisk kolonisering

Imidlertid begyndte englænderne at etablere støttepunkter for sin handel med Kina. Først på den nordlige del af Borneo, og i 1786 grundlagde de havnebyen Georgetown på øen Penang ud for den malayiske halvøs vestkyst. Den engelske «frihandelsmodel» viste sig at være det hollandske handelsmonopol overlegen, og Penang tiltrak derfor en kosmopolitisk befolkning: Malayer, sumatranere, indere og kinesere. I 1819 grundlagde briterne Singapore, men på dette tidspunkt var briterne mere interesseret i sikkerheden til søs end i den lokale handel med krydderier, for importen fra Kina blev betalt med opium dyrket i Indien. Alligevel var det vanskeligt for englændere og hollændere at fungere side om side, og i 1824 delte de området imellem sig, således at Indonesien tilfaldt hollænderne, mens englænderne tog Malaya halvøen.

Penang, Malaka og Singapore kom hurtigt til at spille en central rolle i det britiske koloniimperium. Dette stimulerede emigrationen af kinesere, og i mindre grad af indere til disse havne. Den kinesiske indvandring blev af englænderne benyttet til arbejdet i tinminerne og i havnene, mens de malayiske bønder og fiskere fortsatte i deres traditionelle erhverv. Ifht. den rivende økonomiske udvikling i kolonibyerne sakkede de traditionelle små sultanater, som Malaya var opdelt i, økonomisk stadig længere bagud. I 1870 begyndte briterne at indgå aftaler om «protektorater» med sultanerne, og i 1895 knyttede de dem sammen i en føderation med Kuala Lumpur som hovedstad. Der blev endvidere indgået aftaler med sultanaterne på Borneo: Brunei, Sabah og Sarawak - sidstnævnte regeret af den hvide James Brooke og hans efterkommere - men disse sultanater blev administreret fra Singapore uden formelle forbindelser med halvøen.

I slutningen af det 19. århundrede introducerede briterne dyrkningen af gummitræer i Malaya med frø, der var blevet smuglet ud af Brasilien. Dette gjorde en brat ende på «gummiens æra» i Amazonas, og bragte en ny bølge af emigranter til den malayiske halvø. Denne gang tamiler fra det sydlige Indien. De arbejdede i gummiplantagerne og producerede det gummi, der blev afsat til den fremstormende bilindustri.

Malaya var et multietnisk samfund, der allerede var delt pga. kulturelle, religiøse og sproglige forskelle, og det blev endnu mere splittet pga. eksistensen af et kolonialt uddannelsessystem, der var forskelligt for hhv. malayer, kinesere og indere. Økonomisk var malayerne fortsat knyttet til landbruget, kineserne til tinminedriften og til dele af serviceerhvervene i byerne og inderne til gummidyrkningen. Mens malayerne i de første årtier af det 20. århundrede fulgte med de islamiske reformbevægelser, der havde udviklet sig i Mellemøsten, solidariserede inderne sig med Gandhis kamp i Indien og kineserne blev påvirket ideologisk af Sun Yat Sens nationalisme i Kina og efterfølgende af Kommunistpartiets kamp. Selvom flertallet af kineserne sympatiserede med Kuomintang, eksisterede der allerede i 1927 kommunistiske celler blandt kineserne i Malaya.

Nationalisme, oprør og selvvstændighed

Frem til 2. verdenskrig var den sociale uro meget begrænset, og der blev heller ikke udviklet nogen stærkere nationalistbevægelse. Der fandtes et illegalt kommunistparti, der var oprettet i 1930, men det var afgrænset til den kinesiske befolkningsgruppe og havde ikke megen indflydelse. Dette forandrede sig imidlertid under den japanske besættelse (1942-45). Da udviklede kommunisterne en guerillabevægelse, som blev en drivende kraft i modstandskampen. Ikke mindst fordi japanerne gennemførte en hårdhændet racistisk forfølgelse af kineserne, samtidig med at de efter omstændighederne behandlede de andre etniske grupper rimeligt. Efter krigen udviklede der sig en malayisk nationalistbevægelse, Union of Malaya National Organization (UMNO). Initiativet kom fra sultanerne, den var kontrolleret af den herskende klasse, men havde også folkelig malayisk støtte. Den var mere rettet mod kineserne end mod briterne og var politisk ret konservativ.

I 1948 gik Malayas Kommunistiske Parti (MCP) til væbnet oprør mod koloniregimet. Det havde sine baser i junglen, og førte en effektiv guerillakrig som truede regimets grundlag. Denne krig - kendt som «The Emergency» - fortsatte gennem 50'erne og endte med, at guerillaen stort set blev knust. Årsagen var delvist de britiske styrkers overlegne taktik. For første gang blev hele landsbyer flyttet fra «usikre» til «sikre» områder - en taktik nordamerikanerne senere skulle tage op i Vietnam men med meget mindre held. En anden vigtig årsag til guerillaens nederlag var, at MCP aldrig formåede at nedbryde racegrænserne: Det var et parti af kinesere og var ikke i stand til at appellere til de fattige malayer. En tredje årsag var, at Malaya i fuld forståelse med briterne blev selvstændig i 1957 - under et system som sikrede, at malayerne kom til at dominere politisk. Selv om MCP var et parti af kinesere, så appellerede det selvvsagt ikke til de rige kinesere, som kontrollerede landets økonomi og som ikke havde noget at vinde ved en social revolution.

Allerede i starten af 50'erne blev der gjort et forsøg på at oprette et multietnisk parti, da journalisten og aktivisten Dato Onn trak sig ud af UMNO for at danne Partiet for Malayas Uafhængighed, men det blev slået, da UMNO og Sammenslutningen af malayiske Kinesere op til kommunalvalget i 1952 indgik en alliance. Alliancen blev senere udvidet med den Indisk-malayiske Kongres og vandt i 1955 valgene i hele landet.

Ved uafhængigheden i 57 blev prins Tengku Abdul Rahman udpeget til premierminister. Der blev dannet en føderalstat med et parlament og en monark, der hvert 5. år blev valgt blandt de 9 sultaner. De forskellige etniske grupper indgik en aftale, hvorefter de ikke-malayiske folk fik tildelt statsborgerskab, mens malayerne blev anset som indfødte folk med specielle rettigheder indenfor uddannelse og offentlige embeder. Samtidig blev malayisk gjort til den nye stats officielle sprog. Økonomisk bevaredes markedsøkonomien, og den udenlandske kapital der havde været dominerende i kolonitiden bevarede sin dominans.

Også efter uafhængigheden i 57 bevarede briterne sine territorier på Borneo, der var langt mindre udviklede end Malaya. Den adskildte britiske koloni Singapore fik sin selvstændighed i 1959. I 1963 samlede disse 3 områder sig i en ny stat, Malaysia. Kun det britiske protektorat Brunei på Nordborneo gik ikke med i denne stat og blev et selvvstændigt sultanat - med mindre end en million indbyggere. Staten Malaysia blev straks stærkt angrebet af Sukarno i Indonesien, som kaldte den et produkt af den britiske kolonialisme - der var fortsat stationeret britiske tropper. Konfrontationen var først og fremmest diplomatisk, men omfattede også militære aktioner langs den fælles grænse på Borneo. Pga. etniske problemer trak Singapore sig i 1965 ud af Malaysia og etablerede sig som en selvstændig stat. Konfrontationen med Indonesien endte først, da Suharto kom til magten der i 1966.

Det konservative Allianceparti havde regeret landet med stort flertal siden uafhængigheden i 1957, men ved valget i 69 tabte det terræn overfor det Islamiske Parti og det Demokratiske Aktionsparti, der overvejende bestod af kinesere samt Gerakan. Parlamentet blev opløst, og de følgende to år blev landet regeret af et Nationalt Operationsråd.

Trods det at malayerne i 1970 udgjorde halvdelen af befolkningen, stod de kun for 1% af den økonomiske aktivitet, hvilket var baggrunden for betydelig utilfredshed. Der blev derfor formuleret en Ny Økonomisk Politik, der som mål opstillede, at malayerne og andre bumiputeras - sønner af jorden og oprindelige folk - i 1990 skulle stå for 30% af den økonomiske aktivitet og reducere den udenlandske kapitals andel i den økonomiske aktivitet til 30%. Denne økonomiske politik blev fulgt de efterfølgende to årtier. De statslige virksomheder der repræsenterede bumiputeras skaffede sig aktier i britiske virksomheder, mineselskaber og gik ind i joint ventures med udenlandske multinationale selskaber. Bumiputeras' deltagelse i økonomien nåede på denne måde op på 20% i 89, mens den udenlandske kapital blev reduceret til under 40%. Men samtidig lyder der ofte protester fra den kinesiske befolknings side om, at den diskrimineres på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i de økonomiske aktiviteter. I juni 1991 fremsatte premierminister Mahathir Mohamad i parlamentet et nyt Nationalt Udviklingsprojekt, der skulle stimulere den private sektor. Projektet favoriserer udenlandske investeringer med det mål at øge levestandarden blandt alle landets etniske grupper.

På det politiske plan gik det kommunistiske oprør gradvist i opløsning, trods en kortvarig opblussen i midten af 70'erne. MCP havde etableret baser i grænseområdet mod Thailand, og gennemførte derfra aktioner, men i 77 gennemførte Thailands og Malayasias militær i fællesskab oprensningsaktioner i området og knuste dermed de sidste rester af MCP.

I 1981 blev Mahathir bin Mohamad udnævnt til premierminister og indledte et omfattende industrialiseringsprogram. I slutningen af 80'erne fik han stadig større problemer med ledelsen af UMNO - regeringskoalitionens største parti. Hans modstandere dannede et nyt oppositionsparti, Semangat 46, som i 1990 skabte en bred oppositionskoalition bestående af det islamiske PAS, det Demokratiske Aktionsparti og det lille venstrefløjs Folkeparti.

Loven om intern sikkerhed der stadig er gældende, gør det muligt at tilbageholde personer i op til 2 år, uden at gennemføre nogen retssag mod dem. Under Mahathirs regeringsperiode i 80'erne blev antallet af politiske fanger reduceret fra 1000 til nogle få hundrede, men i 87 blev 150 personer arresteret - deriblandt ledere fra oppositionen og sociale organisationer. I 88 blev domsformanden og 3 andre dommere i højesteret udskiftet efter en konflikt mellem den dømmende og udøvende magt. Sektorer indenfor oppositionen og advokatstanden kritiserede regeringen for at true retsvæsenets uafhængighed. Pressen og offentlige møder bliver endvidere udsat for forudgående censur.

Malaysia lagde sig efter uafhængigheden på en stærkt provestlig udenrigspolitisk linie, men denne blev i 80'erne mere tredjeverdens orienteret. I 90 var Kuala Lumpur vært for åbningkonferencen i 15 lande gruppen, der bl.a. består af Indien, Brasilien, Indonesien, Mexico, Venezuela, Tanzania og Senegal. Gruppen har til formål at fremme konkrete syd-syd samarbejdsprojekter. Den spillede endvidere en fremtrædende rolle i Sydkomissionen og støttede endvidere PLO og ANC i deres nationalistiske og antiracistiske kampe. Mahathir fremstod i starten af 90'erne derfor som en leder, der arbejdede for den tredje verdens sag.

Malaysia er verdens største eksportør af tropisk træ. Et produkt der er stadig mere efterspurgt af de industrialiserede lande - især Japan. I 89 eksporterede Malaysia træ til en værdi af 2,6 milliarder dollars. Mere end 80% af det eksporterede træ stammer fra Sarawak og Sabah på Borneo. Årligt ryddes 5.000 km² regnskov for at opfylde eksportmarkedernes behov.

De sociale organisationer i landet spiller en stadig stigende rolle. Det gælder især forbruger-, miljø- og menneskerettighedsorganisationerne. Miljøorganisationerne anklager forskellige virksomheder for at hærge store skovområder og for at forårsage omfattende skovbrænde for at skabe nye dyrkningsområder. Disse organisationer fremfører i stigende grad alternative udviklingsmodeller baseret på opfyldelsen af de basale behov og et liv i harmoni med naturen.

I 1991 blev planerne om bygningen af et vandkraftværk over floden Pergau i den nordlige del af Kelantan - landets fattigste stat - vedtaget. Projektet - financieret af Storbritannien med 350 millioner dollars - forpligtede samtidig Malaysia til at indkøbe britiske våben til en værdi af 1.500 millioner dollars. De miljøødelæggelser som vandkraftværket ville medføre udløste protester. Et tilsvarende projekt blev i 95 udsat for en lignende modstand. Tusinder af bønder skulle forlade de skovområder, der ville blive sat under vand.

I juni 94 blev Tuanku Ja'afar ibni al-Marhum Tuanku Abdul Rahman valgt til konge af Malaysia. Året efter fik premierminister Mohamad i spidsen for sin koalition, den Nationale Front, 84% af stemmerne ved parlamentsvalget og dermed 162 ud af dets 192 pladser.

Den økonomiske vækst fortsatte frem til 1997, da en børskrise uden fortilfælde i regionen slog igennem. Devalueringen af landets valuta faldt sammen med en drastisk forværring af den sociale situation. I starten af 98 var 1 million berørt af arbejdsløshed. Regeringen benyttede lejligheden til at skærpe sin indvandringspolitik. Under de første 3 måneder af året blev 19.000 udenlandske arbejdere uden arbejdstilladelse sendt ud af landet. Samtidig løftede regeringen sløret for en plan, der skulle forvise 200.000 personer - omkring 10% af de udenlandske arbejdere i landet.

Efter flere måneders skænderier omkring hvordan landet skulle løse sin økonomiske krise, fyrede premierminister Mahathir i begyndelsen af september 1998 sin økonomister Anwar Ibrahim, og beskyldte ham for «seksuel perversitet». Efter fyringen anførte Anwar massedemonstrationer mod regeringen, hvilket den 20. september førte til, at han blev arresteret. Den politiske opposition identificerede sig med Anwar, der blev opfattet som liberal og åben overfro udenlandske investeringer, og den støttede ham derfor. Da han blev arresteret blev ledelsen af oppositionen overdraget hans kone Azizah Ismail. Landets økonomi gik i 1998 7 % tilbage, og den nye økonomiminister forsøgte at dæmme op for denne udvikling ved at indføre kontrol med valutahandelen og investeringer.

I april 1999 blev Anwar idømt 6 års fængsel for «seksuel perversitet» og sodomi. Titusinder af mennesker demonstrerede i Kuala Lumpurs gader for at vise ham deres støtte.

Parlamentsvalget i november 1999 gav absolut flertal og mere end 2/3 af pladserne i parlamentet til regeringskoalitionen, hvilket gør det muligt for Mahathir at fortsætte på posten til 2005. Den Alternative Front under ledelse af Azizah Ismail fik under 20 % af stemmerne og klagede over, at regeringen havde indskrænket valgkampen til blot 9 dage. Under alle omstændigheder tabte premierministerens parti, Den Nationale Organisation af Fornede Malayer terræn og måtte afstå pladser til sin islamiske allierede.

I januar 2000 blev sagen mod Anwar genoptaget, og regeringen benyttede samtidig lejligheden til at arrestere 4 oppositionspolitikere samt Anwars advokat. Dette udløste en bølge af protester både i og udenfor Malaysia. Anklagerne mod oppositionen bestod dels i påståede planer om løsrivelse, dels i påståede opfordringer til racevold. I marts indskrænkede regeringen oplaget på avisen Harakah, der normalt udkom 2 gange om ugen. Regeringen besluttede samtidig, at avisen kun måtte udkomme 2 gange om måneden. Avisen var vokset stærkt som følge af dens fuldstændige dækning af Anwar sagen. Som følge af anklager mod regeringen erklærede denne i april, at den ville oprette en national Menneskerettighedskommission, som befolkningen kunne rette sine klager til.

Under et religiøst møde i provinsen Kelantáns hovedby, Kota Baru i oktober erklærede et af provinsens religiøse overhoveder, Nik Aziz Nik Mat at kvinder er skyld i «sociale sygdomme og moralsk dekadance». Nik Aziz er lærer i religion og åndelig vejleder for partiet PAS, der har magten i både Kelantán og nabostaten Terengganu. Han havde tidligere erklæret, at «kønne kvinder der ønsker at arbejde skal tilskyndes til at lade være», og han havde allerede fået indførte særskildte kasser for mænd og kvinder i delstatens supermarkeder. Den føderale regering består allerede af flere kvinder - deriblandt 2 ministre og nationalbankdirektøren. I december udnævnte Mahathir endvidere Ainum Mohamad Saaid som landets øverste statsadvokat. Det er første gang i landets historie en kvinde varetager dette embede. Efter udnævnelsen erklærede Mahathir, at regeringen foretrækker at udnævne kvinder til de højeste poster, når de faktisk er mere kvalificerede end deres mandlige modkandidater.

Trods protester fra miljøorganisationer besluttede regeringen i februar 2001 at fortsætte arbejdet med superdæmningen i Bakun på Borneo, der bliver sydøstasiens største. Projektet er budgetteret til 5 mia. US$, vil medføre genbosættelse af 10.000 mennesker og oversvømmelse af store regnskovsområder. En virksomhed tæt knyttet til regeringen gik igang med rydningen af skoven.

I marts 2001 blev snesevis af mennesker arresteret i en af Kuala Lumpurs fattige bydele under de værste etniske sammenstød mellem indere og malayer siden 1969. Forsvarsminister Najib Tun Razak forsøgte af nedtone det etniske element og reducere det til uoverensstemmelser mellem naboer. Formanden for Demokratisk Aktionsparti, Kerk Kim Hock opfordrede til gennemførelsen af politisk flersidede samtaler for at mindske spændingen og de «etniske relationers skrøbelighed». Inderne er landets fattigste etniske gruppe. De er efterkommere til de arbejdere som englænderne i kolonitiden hentede til landet til arbejdet i gummiplantagerne.

Statens strenge kontrol over finanssektoren gjorde det muligt at mindske konsekvenserne af den økonomiske krise og at undgå at landet blev underkastet specielle lån og direktiver fra de internationale valutainstitutioners side. Da ONMU's kongres indledtes i april angreb Mahathir - som han tidligere havde gjort - Vesten og især IMF og Verdensbanken, som han beskyldte for at «hade Malaysia og især den siddende regering». Dermed forsøgte han også at dæmme op for kritikken for tilbageholdelse af oppositions politikere. Under kongressen forsøgte hustruer til fængslede tilhængere af Anwar Ibrahim forgæves at aflevere en opfordring til Mahathir om at løslade deres mænd, der er fængslede på grundlag af Sikkerhedsdekretet, der giver mulighed for fængsel uden dom i op til 2 år. Premierministeren angreb også oppositionen direkte under kongressen. Han beskyldte Anwar Ibrahims Reformasi parti for at «benytte mafiametoder for at nå deres mål» og PAS beskyldte han for at være «mere interesseret i magten end i religiøse værdier». Han beskyldte samtidig PAS for at lære «uskyldige børn at hade ONMU, for at de kan blive PAS tilhængere på livstid».

I december 2001 blev Tuanku Syed Sirajuddin ibni al-Marhum Syed Putra Jamalullail kronet. Han erstattede Tuanku Salehuddin Abdul Aziz Shah ibni al-Marhum Hisamuddin Alam Shah, der havde regeret siden april 1999. Den nye kongre indledte sin embedsperiode tidligere end beregnet, da den gamle konge døde. Den nye konge er født i 1943 og gennemførte sine studier ved militærakademiet i Sandhurst.

Mens parlamentet i april 2002 behandlede en ny emigrationslov, gav regeringen en tidsfrist til landets illegale emigranter. De skulle «overgive» sig hvis de ville undgå straf i form af piskning, fængsling eller bøder. Efter en konference på Bali med deltagelse af ministre fra Asien og Stillehavet hvor det besluttet at tage fælles skridt mod menneskesmugling, forstærke de malaysiske myndigheder deres forfølgelse af de illegale indvandrere - de fleste indonesere eller philippinere. Indvandrerne udgør 20% af landets arbejdsstyrke og spiller en central rolle indenfor byggeri og landbrug. Over halvdelen af de indvandrede arbejdere er illegale. I august 2002 trådte den ny lov mod illegal indvandring i kraft og førte til, at tusinder af indvandrere forlod landet.

Inden Mahathirs besøg i USA i maj 2002 arresterede politiet 14 mistænkte militante islamister - deriblandt hustruen til en person, der var mistænkt for at have hjulpet mændene bag terroraktionen i USA 11. september 2001. Politiaktionen blev varmt modtaget af Washington, der takkede Malaysias regering for dens støtte til «krigen mod terror», som USA ser sig selv i spidsen for.

Premierminister Mahathir erklærede i juni 2002, at han ville trække sig fra posten i 2003. Det udløste overraskelse og usikkerhed i landet. Den 77 årige Mahathir formulerede meget hård kritik af USA og Storbritannien. Bl.a. erklærede han, at Malaysia var nødt til at forberede sig på fremtidige forsøg på kolonisering, fordi USA og Storbritannien ønsker at vende tilbage til kolonitiden. Talen lå i forlængelse af de Alliancefri Landes topmøde i Kuala Lumpur i februar 2003. Her havde de skarpt fordømt USA's krig mod Iraq. Landets holdning ophidsede USA's præsident, George Bush, der truede med økonomiske sanktioner.

Efter 22 år på posten som premierminister overlod Mahathir i august 2003 denne til Abdullah Ahmad Badawi.

Abdullah Badawis National Front koalition vandt valget i marts 2004, og genvandt kontrollen over delstaten Terengganu på østkysten, der ellers havde været i hænderne på det islamiske parti. Koalitionen fik desuden 2/3 af pladserne i parlamentet.

I september beordrede en malaysisk domstol den tidligere økonominister Anwar Ibrahim løsladt, der ellers var blevet dømt for sodomi.

26. december ramtes sydøstasien af et kraftigt undersøisk jordskælv, der udløste en Tsunami. Trods Malaysias nærhed ved jordskælvets epicentrum, ligger landet overvejende i læ af den indonesiske ø Sumatra, og det var derfor kun de nordlige kyster, der blev ramt af Tsunamien. På øen Penang blev snesevis af mennesker ramt af vandmasserne, og også provinserne Kedah og Perak blev ramt.

Kun få uger efter at regeringen i maj 2005 havde lanceret en stor operation for at udvise migrantarbejdere af landet, besluttede regeringen at bløde immigrationsreglerne op, så de tidligere illegale og udviste migrantarbejdere kunne vende tilbage for at søge efter arbejde. Det besynderlige tilbagetog skyldtes, at regeringen i første række havde ønsket at høste politisk frugt af en hårdhændet politik overfor migrantarbejderne - hvor af de fleste kommer fra Indonesien - men efterfølgende var regeringen tvunget til atter at åbne op pga. manglen på arbejdskraft. Migrantarbejderne udgør nemlig 10% af den malaysiske arbejdsstyrke.

Under en international konference til fremme af dialogen mellem islamiske og vestlige tænkere i Kuala Lumpur i februar 2006, opfordrede premierminister Abdullah Badawi til at bygge bro over «den enorme kløft mellem den islamiske verden og Vesten».

Ved valget i april 2007 gik regeringskoalitionen frem, mens oppositionen under ledelse af tidl. vice-premierminister Anwar Ibrahim gik tilbage. Ibrahim var atter gået ind i politik efter at være blevet løsladt fra en fængselsstraf i 2004. Han anklagede regeringen for valgsvindel, men internationale observatører betegnede valget som rent.

Ved parlamentsvalget i marts 2008 gik regeringskoalitionen tilbage og måtte nøjes med 50,3% af stemmerne. En tilbagegang fra 63,9% i 2004. Stemmerne blev først og fremmest mistet til den store oppositionskoalition Pakatan Rakyat (Folkets Front) under ledelse af Anwar Ibrahim. Pakatan fik 46,8% af stemmerne. Oppositionen gik også frem på delstatsniveau, hvor den vandt 5 af 13 delstater mod 1 i 2004. Der var ikke én enkelt grund til regeringskoalitionens tilbagegang men en bred vifte: inflation, mangel på varer, benzinpriserne, stigende kriminalitet, dårlig regeringsførelse og korruption. Trods sin kraftige fremgang hævdede oppositionen er der var udbredt valgsvindel og at den ville have vundet valget uden denne svindel. Internationale observatører bekræftede en række uregelmæssigheder.

Som konsekvens af valget gik den tidligere premierminister Abdullah af i april 2009 og blev erstattet af Najib Tun Razak, der slog ind på en mere moderat linie, der ikke i samme grad var hard-line malay orienteret. Han startede sin embedsperiode med at hæve forbuddet mod to af oppositionens aviser, løslade 13 personer der sad fængslet under terrorlovgivningen og love at han ville kigge på de stærkt kritiserede tilbageholdelseslove, der giver staten mulighed for at isolationsfængsle folk på ubestemt tid uden dom. I maj offentliggjorde han en økonomiske plan, der skulle speede Malaysias udvikling til et højindkomstland op. Som led i planen liberaliseredes adgangen for udenlandsk kapital, så den vil kunne få dominerende indflydelse i ellers strategiske sektorer som banker, telekommunikation og energi. Liberaliseringerne åbnede op for, at de nordamerikanske finansielle institutioner Goldman Sachs og Citigroup kunne ekspandere betydeligt i Malaysia. I månederne efter sin tiltræden indgik han ny handels- og samarbejdsaftaler med bl.a. Indien, Kina, Singapore og Indonesien. I juni 2010 fjernede Razak subsidierne til olie og gas.

Najib havde allerede i september 2008 lanceret 1Malaysia kampagnen, der skulle skabe harmoni mellem landets forskellige etniske grupper, national enhed og mere effektiv regeringsførelse.

I maj 2011 meddelte Bersih - Bevægelsen for rene og frie Valg - at den ville gennemføre en demonstration i juli. Myndighederne svarede ved en optrappet forfølgelse af bevægelsens medlemmer og ransagning af dens kontorer. Under demonstrationen skød politiet tåregas ind blandt demonstranterne, mens de var ved at passere gennem en tunnel, demonstranterne blev gennembanket og 1.700 arresteret. Efterfølgende beskød politiet Tung Shin hospitalet med tåregas. Det behandlede ofrene for politiets vold. I september erklærede premierminister Razak at regeringen yderligere ville stramme landets drakoniske terrorlovgivning med 2 nye love under artikel 149 i landets forfatning: «Specielle love mod undergravende virksomhed». I november vedtog regeringen en lov mod «forsamlinger i bevægelse» (anti-demonstrationslov) og gav samtidig politiet udvidede beføjelser til at bestemme form og indhold af offentlige møder. USA's udenrigsminister Hillary Clinton priste den «positive» udvikling i landet, der er en af USA's tætte allierede i regionen.

Landsretten omstødte i januar 2012 dommen over oppositionslederen Anwar Ibrahim for sodomi. Menneskerettighedsorganisationer opfordrede efterfølgende Malaysias regering til at revidere landets konservative lovgivning vendt mod homoseksuelle.

Malaysia spillede i oktober 2012 en central rolle som mægler i konflikten mellem Moro Islamic Liberation Front (MILF) og regeringen i Philippinerne. Forhandlingerne førte til en fredsaftale mellem de to stridende parter.

Malaysia har historisk støttet Palæstina overfor den israelske besættelse af landet. I januar 2013 blev Najib den første sydøstasiatiske muslimske premierminister der besøgte Palkæstina, da han fik adgang til et statsbesøg i Gaza. Han benyttede lejligheden til at opfordre Hamas og Fatah til at danne en samlingsregering. Malaysia har ikke diplomatiske forbindelser med Israel og har erklæret at de først vil blive optaget, når Israel indvilger i at opgive de besatte områder og indgår en fredsaftale med Palæstina. Pga. landets positive holdning til Palæstina huser det 3-5.000 palæstinensiske studerende, og mange palæstinensere bruger landet til at søge midlertidigt asyl i.

Som optakt til parlamentsvalget i maj uddelte regeringen i februar 2013 milde pengegaver til landets fattigste. Hver husstand med en månedlig indkomst under 3.000 Ringgit fik 500 Ringgit. Landets mellemlag og bybefolkning stemte typisk på oppositionen. Regeringens manøvre sigtede på at mobilisere den fattigere landbefolkning til at stemme på sig.

Parlamentsvalget i maj 2013 blev vundet af Anwar Ibrahims Pakitan Rakyat koalition med 50,87% stemmerne. En fremgang på 4,12% ifht. valget 4 år tidligere. Men pga. valgsystemets udformning gav flertallet af stemmer ikke flertal i parlamentet, hvor Najibs Barisan koalition fik 133 pladser (for 47,38% af stemmerne), mens Ibrahim måtte nøjes med 89. Som reaktion på uretfærdighederne opfordrede Ibrahim til demonstrationer. Tre dage efter valget talte han til 120.000 sortklædte demonstranter på et fodboldstadion nær Kuala Lumpur. Regeringen svarede igen ved at arrestere ledere af demonstrationerne med henvisning til, at demonstrationer var ulovlige med mindre myndighederne blev orienteret om dem 10 dage inden. Trods et flertal i befolkningen mod sig kunne Najib fortsætte på premierministerposten med et solidt flertal i parlamentet bag sig.

Den kinesiske præsident Xi Jinping besøgte i oktober 2013 Malaysia. De to lande underskrev aftaler om at styrke deres bilaterale forbindelser og om at tredoble samhandelen frem til 2017.

En appelret omstødte i marts 2014 landsrettens frifindelse i januar 2012 af Anwar Ibrahim for sodomi. Konsekvensen var at oppositionslederen skulle 5 år i fængsel. Omstændighederne var ret specielle. Retten skulle egl. have behandlet sagen i april, men den blev fremskyndet til 7. marts. Omstødelsen medførte derfor, at Ibrahim blev hindret i at stille op til suppleringsvalg i Kajang distriktet den 23. marts. Appelrettens dom blev i oktober indbragt for den Føderale Domstol - landets højeste retsinstans. Den 7. november udsatte domstolen sin kendelse på ubestemt tid. Oppositionens leder sidder derfor formelt fængslet efter Appelrettens kendelse. Appellen til den Føderale Domstol havde ikke opsættende virkning på dommen. Internationale menneskerettighedsorganisationer med Amnesty International i spidsen havde allerede på forhånd erklæret, at de betragtede Ibrahim som politisk fange, der forfølges af Malaysias myndigheder.

I marts forsvandt det malaysiske fly MH370 undervejs fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 passagerer og besætningsmedlemmer ombord. Over Siam bugten var flyet vendt om, fløjet tilbage over Malaka halvøen ud sydpå i det Indiske Ocean. Flyet formodedes at være styrtet ned i den sydlige del af det Indiske Ocean.

I april besøgte USA's præsident Obama landet og de to lande besluttede at styrke deres samarbejde.

Regimet optrappede gennem 2014 forfølgelsen af menneskerettighedsaktivister og journalister for «tilskyndelse til oprør». To personer blev idømt 10 og 12 måneders fængsel og yderligere 16 blev sat på anklagebænken. Som led i censurlovgivning blev de trykte medier pålagt at skaffe sig licenser (til deres udgivelse) fra indenrigsministeriet, og indenrigsministeren fik bemyndigelse til vilkårligt at tilbagekalde licenser (og dermed lukke trykte medier). Ligesom i Danmark er politets krænkelser af menneskererettighederne udbredte, og politiet nyder næsten total straffrihed for sine forbrydelser. Gennem 2014 døde mindst 13 personer i politiets varetægt.

I juli 2015 eksploderede en korruptionsskandale, da Wall Street Journal i en artikel kunne berette, at 700 mio. US$ var blevet overført fra det statslige selskab 1MDB to premierminister Najibs personlige bankkonti. 1MDB var blevet oprettet på Najibs personlige initiativ i 2009 som led i regeringens økonomiske omstruktureringsprogram. 6 år senere havde det statslige selskab oparbejdet en gæld på 11,1 mia. US$. Premierministerens parti UMNO meddelte i august, at de 700 mio. US$ var en personlig gave fra Saudi Arabien premierministeren og derfor ikke var kanaliseret ind i partiet. Skandalen fortsatte med nye afsløringer. Regimet svarede igen ved at lukke to aviser og i december blev en ny omfattende sikkerhedslovgivning vedtaget, der gav premierministeren hidtil usete beføjelser udenfor demokratisk kontrol. Lovgivningen blev skarpt kritiseret af det malaysiske advokatråd og af menneskerettighedsorganisationer. I USA fortsatte New York Times og Wall Street Journal gennem efteråret 15 deres afsløringer af korruptionsskandalen og dens forgreninger til USA, hvor Najib familien foretog store investeringer. (1MDB: The inside story of the world’s biggest financial scandal, Guardian 28/7 2016).

I marts 2016 blev den uafhængige nyhedsportal The Malaysian Insider lukket ned af kommercielle årsager, efter at være blokkeret af regeringen. Baggrunden var portalens kritiske dækning af 1MDB skandalen.

Den statslige censurlov - Communications and Multimedia Act - blev i stigende grad anvendt til at ramme regeringskritikere og dissidenter. I juni 2016 blev aktivisten Fahmi Reza to gange sat under anklage for i en karikatur at udstille premierministeren som en klovn. Muhammad Amirul Zakwan erklærede sig skyldig i at have fremsat fornærmende bemærkninger om prinsen af Johor på Facebook og blev idømt en straf på 2 års ophold på en reformskole. Mindst 3 andre blev ligeledes anklaget, arresteret eller undersøgt for at have lavet posts, der kritiserede prinsen. Tre regeringskritikere blev pålagt udrejseforbud. Deriblandt karikaturtegneren og den politiske aktivist Zunar. I maj blev den politiske aktivist Hishamuddin Rais ved en appeldomstol fundet skyldig i oprør og idømt en bøde på 1.400 US$. Han havde opfordret til politiske reformer. Studenteraktivisten Adam Adli fik en tilsvarende bøde for den samme anklage. Ungdomsaktivisten Mohd Fakhrulrazi blev idømt 8 måneders fængsel for oprør efter at have opfordret til løsladelse af Anwar Ibrahim.

I november blev næstformanden for oppositionspartiet Parti Keadlian Rakyat, Rafizi Ramli, dømt for at have overtrådt fortrolighedslovgivningen. Han havde offentliggjort en side fra statsadvokatens rapport om 1MDB skandalen, der fortsat var klasseficeret som hemmelig, trods det at den var sendt til parlamentet i april. Ramli blev idømt 18 måneders fængsel, og denne straf udelukker ham samtidig fra parlamentarisk aktivitet i 5 år efter hans løsladelse.

Myndighederne vedtog stadig skrappere love, der krænkede menneskerettighederne. Security Offences Measures Act (SOSMA) gav den mulighed for at tilbageholde mistænkte i op til 28 dage, før de blev sigtet eller stillet for en dommer. Endnu skrappere love forlængede denne frist til 60 dage. Denne lovgivning blev rutinemæssigt bragt i anvendelse, og tilbageholdelsesperioden rutinemæssigt brugt til tortur. I august 2016 trådte den nye National Security Council Act i kraft. Den gav udvidede rettigheder til arrestation, ransagning uden dommerkendelse, undtagelsestilstand og myndighed til at få indstillet efterforskning af drab begået af sikkerhedsstyrkerne.

Trods regimets nære forbindelser til USA og EU var der i slutningen af 2016 bekymring begge steder fra over forværringen i menneskerettighedssituationen i landet.

Parlamentsvalget i maj 2018 var en katastrofe for det regerende UMNO, der gik 34 mandater tilbage til 54. UMNO koalitionen gik sammenlagt 54 mandater tilbage til 79. For første gang i 60 år lå vejen åben for oppositionen samlet i Håbets Alliance (PN), der gik 45 mandater frem til 113. Mahathir Mohamad fra BERSATU havde i forvejen sluttet fred med sin gamle dødsfjende Anwar Ibrahim hvis parti PKR gik 17 mandater frem til 47. Ibrahims parti var dermed det største parti i PN koalitionen, men han indgik en aftale med Mahathir om at den 92 årige skulle være premierminister frem til 2020, hvorefter Ibrahim skulle overtage posten.

Efter valgsejren genåbnede premierminister Mahathir undersøgelserne af 1MDB skandalen. Det malaysiske grænsepoliti fik ordre til at hindre den tidligere premierminister Najib og 11 andre i at forlade landet. Najib blev anklaget for magtmisbrug og pengevask. Hans medsammensvorne Jho Low blev anklaget for pengevask. Parallelt hermed gennemførte USA's justitsministerium sig egen efterforskning af 1MDB. Ministeriet mente at kunne bevise at 4,5 mia. US$ var kanaliseret ud af 1MDB af Jho Low og embedsmænd fra Malaysia, Saudi Arabien og de Forenede arabiske Emirater. Najib blev efterfølgende skyldig i 7 anklager og idømt 12 års fængsel. I september 2020 mente den malaysiske regering, at 1MDB's gæld var 7,8 mia. US$. Den malaysiske stat overtog derefter gælden og udstedte statsobligationer på beløbet. Frem til august 2021 havde USA's justitsministerium lokaliseret og beslaglagt 1,2 mia. US$ af de penge der var stjålet fra 1MDB og overdrog dem til Malaysia.

Regeringsaftalen mellem Mahathir og Ibrahim var, at sidstenævnte skulle overtage posten som premierminister i 2020. Sådan kom det ikke til at gå. Da tidspunktet for magtoverdragelsen nærmede sig i februar 2020 blev landet kastet ud i politisk krise, da en række parlamentarikere blev lokket til at forlade PKR. Koalitionen brød sammen. BERSARU indsatte i stedet Muhyiddin Yassin som premierminister i marts 2020. Yassins første vigtige opgave var at styre landet gennem COVID-19 pandemien. Det gik godt i den første fase frem til september 2020. Smittetallene var lave, men begyndte derefter at stige dramatisk. Det fik Yassins popularitet til at styrtdykke. I august 2021 besluttede UMNO at trække støtten til ham tilbage. Han måtte trække sig og posten blev overtaget af Ismail Sabri Yaakob UMNO. Det gamle regeringsparti var tilbage på magten.

Regeringen begrænsede ytringsfriheden yderligere i 2021 med den såkaldte Communications and Multimedia Act (CMA). Den blev brugt til at lukkede medier og arrestere journalister, komikere og aktivister

A.J. og Guia del Mundo