Et typisk træk ved trekantshandlen var følgende. Britiske skibe sejlede fra de britiske havne Liverpool og Bristol med engelske varer - tekstiler, redskaber, våben og brændevin - til vestafrikanske havne. Der ankrede de op ved de forter, hvor slavehandlerne holdt til og byttede sig til afrikanere for varerne. Når de havde sikret sig en fuld last, sejlede de til Vestindien og solgte afrikanerne som slaver. Dernæst returnerede de til England med rom og med melasse til sukkerproduktion. Dette handel begyndte allerede i 1500-talet, men var især udbredt i 1700-talet. Alle de europæiske søfartsnationer deltog i dette: Portugisere, spaniere, franskmænd og hollændere. Ja selv danskere og nordmænd - efter evne.

Trekantshandlen var lønsom, fordi skibene kunne medbringe en værdifuld last tre gange på en rejse, og slippe for at sejle tomme. Handlen var omfattende. Man regner med, at over ti millioner afrikanere blev fragtet som slaver til Amerika. Trekantshandlen var ikke det eneste mønster. Mange slavehandlere gennemførte en specialiseret tosidig trafik mellem Vestafrika og Vestindien, men det var ikke usædvanligt at de gik op til New England med rom og melasse og returnerede med ulovligt producerede varer fra kolonierne. En anden variant var at de europæiske kolonimagter eksporterede håndværks- eller industriprodukter til Vestindien og vendte hjem med amerikansk sølv og melasse, produceret med slaver som arbejdskraft. Sølvet kunne derefter bruges til at købe varer i Asien.

Et eksempel på dansk-norsk trekantshandel er Schimmelmanndynastiet. Skatmester H. C. Schimmelmann købte øen St. Croix med sukkerplantager i Vestindien og det største sukkerraffinaderi i København i midten af 1760'erne. Han skaffede sig også nogle godser, hvor der kunne brændes akvavit, samt en geværfabrik på Sjælland med norsk jern som råstof. Hans skippere skaffede sig slaver i Christiansborg - nu Accra i Ghana - mod akvavit og geværer, og fra St. Croix sejlede de melasse til sukkerraffinaderiet i København.

G.Sa.